30. september 2005. Tolv karikatur-tegninger blev offentliggjort i den danske avis Jyllands-Posten. De blev trykt i forbindelse med en diskussion om ytringsfriheden. Disse tegninger fornærmede muslimer i hele verden på det groveste. Diskussionen om motivet, hvad tegningerne egentlig forestillede og hvilke løgne der blev fortalt til Mellemøsten, vil jeg ikke gå ind i. Blot kan det fastslås at disse tegninger var årsag til et kæmpe ramaskrig i hele den islamiske verden. 'I Danmark har vi ytringsfrihed!' - Ja, det har vi, men betyder det at du kan gå hen og råbe 'SVIN!' lige op i en anden persons ansigt - en person du vel og mærke overhovedet ikke kender? Ja, det gør det. Men hvad er det man har overset? Er det etisk og moralsk forsvarligt? Hvad er der gået galt, siden man ligefrem begynder at forsvare grove krænkelser af andres religion og identitet? Jeg synes det er usmageligt! Ja, måske har vi ytringsfrihed, men vi har bestemt ingen respekt.
11. december 1994. Et barn kommer til verden. Dog på et hængende hår, da moderen havde været tæt på at få en abort. I Nuuk alene er der i gennemsnit 2-3 kvinder om dagen, der får en abort! Det vil altså sige 2-3 menneskeliv der går tabt, om dagen! Bare i Nuuk. Hvilket forvrænget livssyn er det ikke et udtryk for! Barnet, der blev født i 1994, er nu en ung, sød pige på 18 år. Hun er lykkelig over at hendes mor valgte at få hende i stedet for en abort. Men hvad er det der får mennesker til at dræbe disse uskyldige børn? Det er en manglende forståelse for, hvor stor en gave livet egentlig er. Der er ingen respekt for livet!
Hvad bunder denne generelle respektløse indstilling i? Er det opdragelsen? Er det samfundets holdning? Er det skolen? Er det religionen?
Klasseværelser for et par årtier siden havde børnene sidende pænt på række, hænderne foldede på bordet, stille, lyttende til hvad læreren fortæller. Disse børn havde respekt for læreren - det kan dog diskuteres, hvorvidt det er respekt eller frygt - modsat i dag, hvor et typisk klasselokale ville være fyldt med larm, elever der hænger oppe i lamperne og en lærer der forgæves forsøger at bringe orden i lokalet. I et moderne klasselokale er der ingen respekt for læreren, skolen eller klassekammeraterne. På trods af at man tit i klassens time har opsat diverse klasseregler - hvor gensidig respekt med garanti er en af dem! Jeg læste en artikel fra 2004 om en skole der bruger en gammeldags afstraffelsesmetode i form af at have elever til at stå i skammekrog. Når man hører om disse metoder er der selvfølgelig straks nogen der skal angribe det. 'Det er synd for børnene'. Men som før pointeret, hvis man tænker på hvor meget respekt børnene i dag viser, i forhold til den respekt de viste for blot 50 år siden, kan man se en markant forskel! Hvorfor denne forskel? Både forældrenes og skolens opdragelse har indflydelse. Jeg mener ikke at man, som i gamle dage, skal tillade lærere at slå elever eller at ydmyge dem foran hele klassen - disse metoder er ikke i orden og kan også sagtens give bagslag. Men i dag har vi en fuldstændig modsat opdragelse. Det er ikke tilladt forældre at give deres børn smæk - som måske ville være velfortjent - så snart en forælder hæver stemmen overfor sit barn, bliver denne set ned på. Børnene bliver set som et medlem af familien, der har mindst lige så meget at skulle have sagt som forældrene, hvis ikke mere! Et barn må ikke straffes eller skældes ud. Man ignorerer de negative ting og overroser de positive. Hvad lærer det barnet? Det lærer barnet at det er enehersker i hjemmet. Og når barnet så skal til at færdes blandt andre mennesker, er det da klart at det ikke viser respekt. Man har jo lært hjemmefra at man blot skal være stædig for at få sin vilje igennem. Hvis det så ikke virker, kan man jo altid lægge sig ned på gulvet og skrige i vilden sky - der er ingen konsekvens. Børnene bliver til såkaldte curlingbørn - alle forhindringer bliver fejet af vejen foran dem. I skolen opstår der hurtigt magtkampe, 18-24 små eneherskere samlet i ét rum er ikke de bedste betingelser for et respektfuldt og fredeligt klassemiljø. Og når læreren så ikke forstår at sætte sig igennem - han må for den sags skyld knapt nok, bliver situationen som beskrevet tidligere. Kaotisk, larmende og respektløst.
Når der så findes en skole, hvor de ligefrem har en afstraffelsesmetode, der bliver håndhævet, er da kun positivt! Det bliver også understreget i artiklen at afstraffelsen med at stille elever i skammekrog på rektors kontor, kun sker i særlige tilfælde og at det i det hele taget sjældent sker. Eleverne bliver heller ikke ydmyget foran deres klassekammerater, men kan få lov til at stå og kede sig alene, mens de tænker over hvad de egentlig har lavet. For en gangs skyld er der en konsekvens ved at komme op til rektors kontor. Det at blive sendt op til rektors kontor er gerne noget lærerne truer med, men når det så sker, er der ingen rigtig konsekvens. Dette bekræfter blot børnene i at de er eneherskere og at de kan gøre hvad der passer dem. Vi er nødt til at ændre opdragelsen af vores børn, for at gøre det tydeligt at der er konsekvenser og at man ikke kan få alt hvad man peger på eller har lyst til!
Et bud i Bibelen siger at børn skal ære og adlyde deres forældre. Alle voksne mennesker vil nok være enige om at dette er et fornuftigt og godt bud. Nogle enkelte vil sikkert bræge op om ligestilling og tyranni i familien, men dem vil jeg se bort fra et øjeblik. For hvordan skal børn kunne lære at ære deres forældre, når der ingen konsekvens er ved at trodse dem? Hvordan skal børn kunne lære at ære deres forældre, når disse ikke tør sætte sig igennem? Hvordan skal børn lære at ære deres forældre, hvis forældrene blot fungerer som tjenere, der står parat til at opfylde ethvert af barnets, eneherskerens, ønsker?
Hvis opdragelsen af børn fortsætter på samme måde som hidtil - både udenfor og indenfor hjemmet - vil det resultere i situationer som beskrevet i begyndelsen. Voksne mennesker, der aldrig har lært at respektere deres medmennesker. Voksne mennesker der aldrig har lært at respektere livet. Voksne mennesker der nægter at sige undskyld, blot fordi de har ret til at gøre som det passer dem. Minder dette handlingsmønster om en anden gruppe mennesker? Ja, bestemt! Man har svært ved at se det voksne i disse mennesker. De opfører sig fuldstændig ligesom små børn, der vil have sat deres vilje igennem. Ligesom børn der smider sig på gulvet og skriger og er ligeglade med om de bringer deres forældre i forlegenhed, er disse såkaldte voksne mennesker fuldstændig ligeglade med om de sårer andres følelser, om de sætter andre folk i forlegenhed, om de sågar bringer andre mennesker i fare! De har deres ret - og den er der ingen der skal komme og anfægte!
Ligeledes er det med dem der får abort. De har aldrig lært at vise respekt. De har aldrig lært at man høster som man sår. De har aldrig lært at tage konsekvenserne af deres handlinger. De er curlingbørn der aldrig har mødt en større udfordring på deres vej. De er unge, måske i gang med en uddannelse eller en karriere. Så hvad bilder det ufødte barn sig ind, at komme her og blande sig i det, eventuelt ligefrem hindre deres succes!? De skal da leve livet i deres ungdom uden nogen af de belastninger, som et barn kunne bringe. Hvad er det for et skævt virkelighedsbillede? Er det barnet der kommer og trænger sig på? Er det barnets skyld? NEJ! De der får abort viser en usædvanlig grad af respektløshed over for andre mennesker, deres ufødte barn, og livet. Vi anser det generelt for meget respektløst at tage et andet menneskes liv, uanset om det er ved skødesløshed eller om det er overlagt mord. Hvor respektløst er det da ikke at tage et uskyldigt barns liv, et barn der endnu ikke har fået muligheden for at prøve livet af. Et barn med kæmpe potentiale. Tænk hvis Aristoteles' mor havde besluttet sig for at få en abort, da hun ventede ham. Tænk hvis Albert Einsteins mor havde besluttet sig for at få en abort, da hun ventede ham. Tænk hvis Louis Pasteurs mor havde besluttet sig for at få en abort, da hun ventede ham! I dag er vi lykkelige for at disse store personligheder levede og kunne bidrage til videnskaben og vores moderne verden. Hvorfor dog dræbe et barn med et ukendt potentiale og på den måde vise respektløshed over for livet, barnet, og fremtidens samfund?
Tænk på hvordan du opdrager dit barn. Hav den rette balance mellem ros og ris. Lad ikke dit barn blive enehersker i hjemmet. Lær det at acceptere og respektere andre mennesker og livet. Lær dit barn at vise respekt.