Han forlod selskabet som en af de sidste. Egentligt var det forkert at kalde det for et selskab. Det var en af de her sammenkomster, som man som regel holder efter en begravelse. En gang kirkekaffe, et gravøl, en anledning til eftertænksomhed.
Den afdøde var en kær ven. Nogle gange havde han næsten følt, at de var i familie med hinanden. De forstod hinandens tanker på en helt særegen måde. I perioder havde det næsten været uhyggeligt. De havde følt det samme, haft de samme tanker om livet og døden.
Alligevel havde han ikke opdaget noget. Og dog. I bakspejlet havde det hele været klart. Vennen havde talt om hende. På det seneste var det blevet mere og mere. Næsten skingert. Der var ingen tvivl om, at vennen havde været forelsket. Måden han beskrev hende på, og lyset og gnisten i øjnene talte deres helt eget sprog. Forelskelsen havde tændt et livshåb, som vennen ikke tidligere havde haft.
Så meget desto hårdere havde det også ramt, da hun ikke gengældte hans følelser. Vennen var brudt sammen. Afvisningen havde været hård. Ubarmhjertigt hård. Hun havde været en ven, men det var ikke meningen, at det skulle blive til andet.
Han havde forsøgt, at hjælpe vennen, og det var også som om, det havde haft effekt. Vennen havde virket gladere og mere i balance igen. De var gået i byen et par gange, og det hele var næsten normalt.
Og så pludseligt. Som et lyn fra en klar himmel var vennen væk. Han havde taget sit liv. I et moments desperation havde han snittet sin pulsåre. Fra levende til død på 3 minutter.
De sagde, at vennen ikke led. Han havde drukket det meste af en flaske rom, før han gjorde det. Han havde næsten været bevidstløs, før han havde trukket kniven over det venstre håndled. Et rent snit. Han havde viklet et håndklæde om hånden for at undgå, at blodet sprøjtede over det hele. De sagde, at det havde virket.
Præsten havde sagt smukke ord. Nævnt alle de gode personlige egenskaber. Venligheden, hjælpsomheden, varmen og kreativiteten. Den korte prædiken havde været tilpas højtidelig uden at virke hverken overfladisk eller for melankolsk.
Ved den efterfølgende kaffe havde flere af gæsterne også taget ordet. De havde fortsat præstens sobre linje. Nogle havde forsøgt sig med humor, hvilket gjorde det hele lidt mere udholdeligt.
Han havde ikke talt med nogen under kaffen. Blot sat sig lidt for sig selv i det ene hjørne af lokalet.
Han undrede sig over, at hun ikke var dukket op. Det var vel det mindste, hun kunne have gjort. Selv om hun ikke havde ansvaret for vennens forelskelse, så kunne hun i det mindste have vist ham denne sidste respekt.
Men hun havde altså valgt at holde sig væk.
"Kælling," tænkte han for sig selv. "Vennen havde sgu altid været der for hende."
Han forlod stedet som en af de sidste. Der blev ikke sagt meget til afsked. Et nik til de nærmeste indikerede, at gravøllet var overstået.
Han gik ud i vintervejret. Det var bidende koldt. Det havde sneet de sidste dage, og frosten havde fået godt fat. Solen var ved at gå ned, og rimtågen var ved at rejse sig fra jorden. Det var næsten spøgelsesagtigt.
Han ville besøge kirkegården en sidste gang, før han ville gå hjem. Måske havde hun besluttet at aflægge et sidste besøg, når alle andre var gået. Det kunne jo være. Der var så meget han gerne ville sige til hende. Holde hende ansvarlig for vennens død eller i det mindste blot se hende påvirket af situationen.
Han åbnede den tunge kirkegårdslåge og trådte ind. Det var en af disse tunge smedejernslåger, som man fandt foran mange danske kirkegårde. Den knirkede i hængslerne.
"Selv lågen klager i dag," tænkte han, mens han gik ind.
Det var en smuk kirkegård. Den lå placeret på den sydlige side af et kuperet område ned mod fjorden. På gode dage kunne man se langt fra stedet. Hele vejen til den store by, hvor man allerede kunne ane lysene.
"Hvor havde de dog elsket byen," tænkte han med vemod. Cafeerne, teatrene, pladserne, menneskene og livet. De havde nydt mange gode timer i byen. Drukket eksotisk øl og spist lækker mad. Gode, men nu også sørgmodige minder. Alt for tidlige minder.
Han gik langsomt ned mod graven. Vennen havde ønsket at blive brændt, men familien havde besluttet, at han skulle hvile i familiegravstedet. Det var et gammelt gravsted, hvor familien var blevet begravet i flere generationer.
Det var et nydeligt gravsted. Velholdt. Man satte en ære i, at stedet skulle se flot og præsentabelt ud. Nu hvor sneen var faldet, så det meget fredfyldt ud. Allerede så kort tid efter begravelsen kunne man knapt nok ane, at der netop var sænket en kiste i jorden.
Han børstede sneen af en bænk nær ved graven og satte sig. Han ville blive et par timer. Måske ville hun komme. Det var værd at vente på.
Fra bænken så han solen drukne sig i landskabet mod vest. De sidste røde nuancer blandede sig med tusmørket og rimtågen til en farvelade af stemninger.
"Det er en passende afslutning," tænkte han. Solen, der gik ned i bakkerne, var et smukt symbol på vennens bortgang. "En passende afslutning" gentog han for sig selv.
Han ventede et par timer, men intet skete. Det var mørkt nu. Kun lysene fra enkelte gadelygter og så den flakkende ild fra de mange blus, som pårørende havde tændt på kirkegården, sendte stråler ud i nattemørket.
Der skete stadigvæk intet. Han døsede hen et øjeblik. Et øjeblik, der blev til timer.
Han vågnede af søvnen. Det var vel midnat nu. Han så på sit ur. Det var gået i stå. Viserne stod fastnaglet på 22.17.
"Også det er gået i stå," tænkte han.
Han ville rejse sig, men opgav. Han sad jo egentligt også godt nok. Og hvor skulle han i øvrigt gå hen nu? Hjem? Nej - Han ville ikke være alene hjemme i aften. Så hellere blive her. Det ville være en passende hyldest til vennen. Når hun ikke ville våge sammen med ham, så måtte han jo gøre det selv.
Han lukkede øjnene igen og tænkte tilbage. Tilbage til den dag, hvor vennen havde fortalt om hende. Han erindrede vennens glæde. Endeligt havde han mødt en kvinde, som han følte sig som et med. De var blevet venner, ja næsten uadskillelige. Havde fulgt hinanden. Vennen havde gjort alt for hende. Været tilstede når hun havde brug for det. Trukket hende igennem hendes kriser, lyttet til hende, set gløder i hende, som hun ikke selv kendte til.
I perioder havde det været hårdt. Vennen havde ikke villet afsløre sine følelser over for kvinden. Han havde troet, at venskabet ville udvikle sig til mere. Han havde gnisten, mærkede suset, og han troede, at hun følte det samme.
"Kærligheden gør øjensynligt blind," tænkte han, mens han erindrede det utal af gange, hvor hun havde gjort vennen til part i hende næsten uendelige kærestesorger. Hun havde haft mange bekendtskaber. Nogle længere end andre. Visse blot nogle timer, men vennen havde været overbærende og forstående. En dag ville hun forstå, at han var det, hun ledte efter.
Men den tid var aldrig kommet, og en dag havde vennen taget sagen i egen hånd. Han havde fortalt hende om de dybe følelser, han havde for hende. Fortalt hende om alt det gode, han ville gøre for hende, beskrevet det liv de kunne få sammen.
Hendes reaktion udeblev ikke, men den blev ikke, som han håbede det. Hun forlod ham i vrede. Vrede over hans kærlighed, vrede over det tabte venskab. Hvem skulle nu tage sig af hende, når hun var nede?
Det var ved at blive morgen. Hun ville ikke komme den nat. Lyset vendte langsomt tilbage. Han havde våget hele natten i kulden på kirkegården. Han rejste sig, og bankede lidt varme ind i kroppen. Lige nu var han glad for den uldfrakke, han havde købt for et par år siden.
Han ville forlade stedet. Han måtte videre. Måske ville hun komme en anden dag, men lige nu måtte han af sted. Mens han gik, lovede han sig selv, at han måtte komme tilbage. Han havde forretninger, som endnu ikke var afklarede.
Og han kom tilbage. Årstid efter årstid, år efter år.
I forårets spirende dage, hvor lyset vendte tilbage. Hvor markerne igen blev grønnere og fuglene kom tilbage fra syd. Han så dem i flokke fra kirkegården, når han skuede over fjorden.
I sommerens lune nætter, hvor fårekyllingernes musiceren fyldte hans øre med de lifligste melodier, og blomsterne fyldte hans sjæl med tusinder dufte.
I efterårets blegende lys, hvor myriader af brune, gule og røde farver blandede sig til en melankolsk farvesymfoni. Hvor fuglene igen fløj mod syd, og hvor vinden blæste og annoncerede vinterens komme.
Gennem vinterens sne, slud, regn og rusk. På de høje frostklare dage og de grå regntunge, vågede han og ventede.
Men hun kom ikke. Indtil en dag.
Der var vel gået ti år siden vennens død.
Han opdagede det lidt ved en tilfældighed. En ny grav var blevet kastet op omkring tyve meter fra vennens sidste hvilested.
Han satte sig på bænken. Den var ved at være slidt, men den var ligesom blevet hans bænk. Her følte han sig sikker, rolig og næsten hjemme.
Pludseligt stod hun der. Hun var blevet ældre, men hun var stadigvæk smuk. Han forstod godt, hvorfor vennen var faldet for hende.
Hun stirrede ned i graven. Det var nu, nu efter alle disse år.
Han rejste sig og gik hen mod hende. Hun vendte sig, så direkte på ham og for så sammen.
"Dig," sagde hun kort med frygt i stemmen.
"Mig," svarede han.
"Jamen, du er jo," fortsatte hun tydeligt oprevet.
"Du skylder et svar," svarede han. "Hvorfor kommer du først nu?"
"Det var ikke tid før nu," svarede hun lamslået. "Vi, vi, vil du mig noget ondt?" stammede hun.
"Nej, naturligvis ikke," svarede han med venlighed i stemmen. "Jeg vil bare vide, hvorfor du ikke er kommet før?"
"Jamen det var ikke tid før nu," svarede hun mere roligt.
Han så dybt ind i hendes øjne. Han var ved at falde for hende. Der var noget i hendes blik. En gnist, et lys. Det var som om, det kaldte.
"Bedre sent end aldrig," svarede han. "Vil du ikke sidde lidt med mig på bænken?"
Hun tøvede lidt.
"Lad gå," svarede hun. "Men kun for en kort stund. Jeg skal videre."
De satte sig. En tid var der tavshed. I det fjerne kunne de ane suset fra fjorden. Søndenvinden bragte lydene af vandet mod den stenede kyst langt ind over land.
Han havde ventet på dette øjeblik i ti år. Han havde minutiøst forberedt sig på tusind spørgsmål, men nu anede han ikke, hvor han skulle begynde.
"Det bliver en kold vinter," sagde hun pludseligt.
Han ville svare, men kunne ikke.
"En lang og kold vinter," gentog hun. "Godt at jeg er på vej til et lunere sted."
"Skal du rejse?" spurgte han.
"Jeg må rejse," svarede hun. "Her kan jeg ikke blive. Jeg har ikke noget valg."
"Engang havde du et valg," sagde han vredt. "Du kunne havde valgt ham. Han havde været i live i dag. Måske var alt gået anderledes".
"Han," svarede hun. "Han. Hvorfor siger du han?"
"Jeg forstår ikke," svarede han undrende.
"Min kære ven," sagde hun med en blid men samtidig let skæmtende stemme. "Der er så meget, du ikke forstår. Så meget du aldrig vil forstå. Heller ikke den gang. Du var god at læne sig op ad. Du var en sikker havn, men du kunne ikke vække følelser. Den gang som nu."
"Hvad mener du dog?" spurgte han mistroisk.
"Ven. Forstå det dog. Det var dig, der døde," svarede hun.
Et lille smil bredte sig over hendes læber, mens han følte kulden i sin inderste sjæl.
"Den gang levede du på en løgn," fortsatte hun. "Det er tragisk. Selv i døden, lever du på en løgn. Eller rettere, dør du."
Hun rejste sig.
"Nu må jeg gå," sagde hun. "Jeg vil ikke vente længere. De kalder på mig."
Hun gik hen mod graven. Der bredte sig et kraftigt hvidt lys fra gravens bund. Et lys der først var svagt og flakkende, men som til sidst stod som en kraftig søjle."
"Lad nu være med at se så sørgmodig ud," sagde kun. Hun vendte sig mod ham. "Du kan jo altid begå selvmord igen, hvis det bliver for slemt."
Hun lo, mens hun trådte ned i graven.