Han rev jakken af bøjlestangen i garderoben, mens han styrtede ud ad døren. Han måtte væk, og det skulle være lige nu. Væk fra det hotel, som han troede skulle have været rammen om begyndelse på det nye liv, men som i stedet var blevet en skummel og dyster ramme om hans livs mareridt.

Det var en lun sommeraften, men lige nu ænsede han det næppe. Det hele var så uvirkeligt og lige meget. Så ubegribeligt lige meget. Hotellet, festen, vennerne og hende. Hende. Hun...

Han følte kvalmen rulle igennem sig. Som et vildt dyr der blev sluppet løs i bunden af maven, løb det op gennem spiserøret, før det kastede sig ud af hans mund.

Rovdyret endte på forruden af en vinrød Pegeout 306, som han passerede på parkeringspladsen foran hovedbygningen. Det var ikke et pænt syn, men det ragede ham en skid. Lige nu gjaldt det bare om at komme væk. Langt, langt væk.

Han løb gennem åbningen i det stendige, der separerede parkeringspladsen fra det kuperede område øst for hotellet. Han ville væk fra vandet og ind i ensomheden. Ind i natten og væk fra lysene.

"Av for helvede," mumlede han, da han faldt over en tue. Det gjorde ondt i knæet. Han lagde sin hånd på benet og mærkede efter. Der var hul på hans Hugo Boss bukser. De elendige møg bukser han efter nøje overvejelser havde valgt til aftenens frieri. Fra et lille sår piblede blodet ud og blandede sig med mudret på marken. "En passende afslutning for den skodhabit," tænkte han.

Han humpede videre ud i natten. I månelyset kunne han skimte konturerne af en høj. En bakke midt på marken.

"Der," tænkte han. "Der vil jeg hyle mod himlen."

Han kravlede op ad bakken. Den rejste sig en otte ti meter op i terrænet, så det var en smal sag for ham, at bringe sig op på toppen. Han trak vejret dybt, og rettede sine øjne mod himlen.

"For satan," skreg han ud i natten. Ude i mørket begyndte et par hunde at gø. "Hold kæft køtere," tænkte han, før han faldt sammen på bakken.

Han lagde hovedet i sine hænder, mens han trak panden nedad. Han mærkede fingrene løb igennem det sparsomme, karseklippede hår.

"For satan," tænkte han igen.

Han lukkede øjnene. Det hele kørte rundt nu. "Hvorfor fanden, har jeg drukket så meget, " tænkte han. Rovdyret i hans mave rørte igen på sig, men denne gang blev det ved et par brøl.

For første gang ænsede han stilheden. Den tyste, simple stilhed, som man kun finder ude på landet. Langt væk fra storbyens stress. Der hvor naturen og mørket råder om natten. Der hvor vinden ofte sønderflænger den sorte fløjl med sin pivende skrigende jammer, men også af og til tier så meget, at man næsten kan høre stjerne blinke.

"God aften," sagde en stemme.

Han så op. Foran ham stod en ung kvinde i en hvid luftig sommerkjole. Et kulsort hår omkransede hendes smukke hvide ansigt, der her og der gjorde plads til et par lystige fregner. I den ene hånd bar hun en lille lærredstaske kunstfærdigt dekoreret med forskellige mønstre, som han ikke straks genkendte.

"Øh," svarede han overrasket. "God aften."

"En smuk aften," fortsatte hun med en blid men også lidt rusten og sensuel røst.

Han ville svare, at det ikke vedkom hende, men han tøvede.

"Må jeg sætte mig?" spurgte hun.

"Tjø," svarede han.

"Tak," sagde hun, mens hun satte sig på hans højre side. "Flyt dig lidt," fortsatte hun venligt. "Det er faktisk min plads, som du sidder på."

"Din plads?" svarede han forvirret.

"Ja," svarede hun. "Min plads."

Han flyttede sig mod venstre, og hun indtog hans plads.

Hun fiskede en ring op af sin taske. Det var en smuk lille sølvring med en brillant i en gylden fatning.

Han så interesseret på hende, da hun begyndte at dreje ringen mellem fingrene. Hun mumlede nogle ord, som han ikke forstod.

"Undskyld," begyndte han, men hun afbrød ham ved at lægge sin venstre hånd på hans mund.

"Shysh," hviskede hun, mens hun forsatte med at dreje ringen.

"Anch Utrag," sagde hun pludseligt bestemt.

"Hvad?" spurgte han forbavset

"Se," svarede hun med en glad stemme. "På himlen." Hun pegede.

Han rettede blikket mod nattehimlen. Det glimtede og blinkede over alt. Stjerneskud efter stjerneskud brød nattemørket som et festfyrværkeri. Korte og lange lysglimt afbrød hinanden i myriader af former.

Hun kiggede på ham. "Det er smukt - ikke?" sagde hun efter en stund.

Han kunne ikke løsrive sig. "Jo," svarede han. "Det er smukt."

"Som livets begyndelse," fortsatte hun. "Som skabelsen selv. Som kærlighedens og forelskelsens oprindelse."

Han vendte sig mod hende. "Hvad mener du?" spurgte han uforstående.

Hun smilede til ham. "Se ikke så overrasket ud, " svarede hun kryptisk.

Han ville gentage sit spørgsmål, men han tøvede. Det var som om, at hun læste ham som en åben bog.

"Jeg ved, hvad der skete," sagde hun. "Du ville fri til hende, men hun sagde nej."

"Hvad fanden ved du det fra?" sagde han med en blanding af vrede og overraskelse i stemmen.

"Rolig ven," svarede hun. "Rolig. Der er ingen grund til at blande fanden ind i det. Han har såmen nok at se til i forvejen." Hun holdt en kort pause. "Næ lad os blot holde os til menneskene."

Han ville rejse sig. Det var ved at blive for uhyggeligt.

"Jeg tror, at du vælger at blive," sagde hun venligt. Hun lagde ringen tilbage i tasken, og stjerneskuddene dødede ud. "Se mig dybt ind i øjnene."

Han adlød og rettede sine øjne mod hendes. Han så ind i et par sorte mørke øje. Sorte som den nat, der omgav dem begge.

"Du ville give hende alt," begyndte hun. "Give hende livet, lykken og være den gnist, der tændte hende, så hun kunne være din gnist." Hun tog en dyb indånding, før hun forsatte. "Men hun ville det ikke. Ville ikke dig. Ville noget andet med en anden."

Han ville svare, men kunne ikke. Tårerne stod i øjnene på ham, og han følte en klump i halsen.

"Det gør ondt lige nu," sagde hun. "Din sjæl er ved at sprænges. Kom, lad mig udløse din vrede."

Hun tog hans hånd og førte den op til hendes læber. Hun kyssede den. Han begyndte at sitre over hele kroppen. Gnisterne på himlen vendte tilbage, men denne gang stod de omkring hende. Hun begyndte at forandre sig. Hendes krop flød i lyset, der stod kraftigere og kraftigere om hendes skikkelse.

Han mærkede, at hun lagde hans hånd i hendes skød. "Tag mig," sagde hun blidt.

Han gav efter. Som i en trance flød han ind i hende og blev et med kvinden.

Men det var ikke længere den hvide skikkelse på bakken, som han elskede med. Det var hende. Hans livs kærlighed. Hende, der i aften skulle have været hans.

Da han kom, dødede lyset bort. Han sank sammen mellem hendes ben, mens han græd som et lille barn. Billedet af hans elskede fortonede sig, og han lå igen sammen med kvinden på højen.

Hun holdt ham blidt i sine arme. "Det er helt i orden," sagde hun roligt. "Jeg er her lidt endnu."
   Han knugede hende i nogle minutter, før han måtte slippe. Han satte sig op, og trak sine ødelagte bukser på plads.

"Hvem er du egentligt?" spurgte han

Hun smilede. "Jeg er Eolyn," svarede hun. "Pigen fra højen."

"Fra højen?" svarede han undrende.

"Ja," svarede hun. "Det her er min høj."

Han rystede på hovedet. Det hele var ved at blive for surrealistisk.

"Hva så nu?" spurgte han

"Hva så?" svarede hun skælmsk.

"Ja. Hva så?" Han holdt en kort pause, mens han tænkte. "Er det nu, du drager mig ind i højen?"

Hun lo. Han kunne se glimtet i hendes øjne, mens hun slog med nakken.

"Nej," svarede hun. "Det er vi holdt op med for mange år siden." Hun førte sit kulsorte hår op bag sit højre øre med den lille forhøjning, mens hun lagde sin hånd på hans arm. "Det blev noget rod. Efter at Christian den 4. gik over Tryggevælde å, så har vi ikke gjort sådan noget."

Han så på hende. I det fjerne kunne han høre suset fra havet. Solen var så småt ved at sende sine første spæde stråler fra øst. Det var ved at blive lyst.

"Men jeg bliver vel vanvittig," sagde han konstaterende

"Helt sikkert," svarede hun. "Men du er jo vanvittig i forvejen, så du har jo egentligt ikke tabt noget."

Hun lo igen, mens hun rejste sig.

"Bliver hun nogensinde min?" spurgte han. Han kunne mærke, hvordan han kæmpede med at få ordene over sine læber.

"Måske," svarede hun. "Måske ikke."

Hun tog en lille stofpose op af sin taske. Langsomt snørede hun den op, og stak hånden ned i den. Da hun trak hånden op igen, var den knyttet. Hun rakte sin hvide hånd frem mod ham.

"Her," sagde hun. "Ræk mig din hånd. Måske kan du gøre noget selv."

Hun åbnede hånden, og lod en firkløver falde ned i hans åbne håndflade.

"Den dag, du finder det strå, hvorfra jeg har plukket denne firkløver, så bliver hun din," sagde hun.

Han så mistroisk på hende.

"Jamen," stammede han. "Der er så mange strå."

"Tja," svarede hun. "Men måske er det et forsøg værd."

Hun lagde stofposen tilbage i tasken.

I baggrunden kunne han ane fuglenes begyndende morgensang.

"Farvel," sagde hun, mens hun langsomt forsvandt i morgendæmringen.

Han gik krumbøjet over marken. Han var blevet gammel, og det var som om hver en tue, hver en plovfuge var et bjerg, der skulle bestiges. Han satte sig på sine gamle knæ. Han ledte. Målte hvert et strå i forhold til det gamle visne firkløver, som han knugede i sin hånd. "Må det næste passe, " tænkte han.

Han mærkede et skarpt smæld i den højre tinding. Han tog sig til hovedet. Synet flakkede og han følte jorden køre rundt. Han hev efter vejret. "Nej ikke nu," tænkte han. "Jeg har jo ikke..."

Han var død, før hans overkrop ramte jorden. Det var en nådig død.

Da han faldt, tabte han det lille visne firkløver. Det blæste ud af hans hånd, og hvirvledes gennem luften. Det fløj tyve meter, før det ramte jorden og lagde sig til rette ved det strå, hvor det engang for mange år siden var blevet plukket af en elverpige.