Mandagen er for mit vedkommende ugens værste dag. Kampen for at tage sig sammen til 5 dages kamp synes uendelig, og jeg har mest af alt lyst til at fortsætte den weekend, som jeg synes kun lige var begyndt. I en tilstand af udmattelse og manglende håb for fremtiden begiver jeg mig af sted om morgenen, imens jeg tvivler på, om jeg nogensinde kommer hjem igen. Det, der for andre er hverdag, er for mig en endeløs strid.

Allerede når jeg vågner om morgenen, har jeg lyst til bare at forsvinde. Jeg står op med følelsen af, at verden forlanger for meget af mig. Alt for meget. Jeg er jo bare en 14-årig dreng, der går med et indre ønske om selv at måtte bestemme, hvad jeg gerne vil. Ingen forventninger, intet pres, ingen løftede pegefingre, der konstant er løftede mod mig og siger "du skal gøre det og det" - det er mit største ønske.

Desværre eksisterer ønsker kun, når de ikke stemmer overens med virkeligheden. Det ses ved, at jeg hver evig eneste morgen bliver vækket med en barbarisk stemme, der råber ad mig, og siger jeg skal op. Tårerne triller ned ad mine kinder, imens jeg grædefærdig prøver at forklare, at jeg er i en tilstand, hvor man simpelthen ikke kan forlange mere af mig. Desværre hjælper det intet.

Brutalt bliver dynen, som på mange måder er min bedsteven, flået af mig, og jeg indser, at det ikke hjælper at stritte imod. Jeg føres herefter ind i spisekammeret, der er et af de eneste lyspunkter ved mit liv. Lykken varer dog kort, for efter spisning kommer vagten og fører mig ind i et andet rum. Her stiller han timeglasset til 5 minutter, "hvorpå det forventes, at du får fundet tøj, der matcher dagens aktiviteter, tager det på, får smurt håret, så det ligger perfekt ned, og desuden får sprøjtet dig med en nydelig parfume!" Det er som et fængsel. Hvem i al verden kan forvente, at en teenagedreng som mig kan få sat sit hår, så det sidder bare "okay" på under 5 minutter? Mareridtet er desværre kun lige begyndt.

For i sekundet, de 5 minutter rinder ud, bliver jeg ført ud til jernhesten, der hver morgen kører mig ud til afsoningshjemmet, hvor alle børn skal til bringe 10 år af deres barndom. Og tro mig, når man har prøvet at være der, forstår man i sandhed ordet barndom. Hver morgen er jeg vidne til dette fantasiløse steds røveri af børns frihed. Der stilles hver morgen forventninger til børnene om læsning og "kunnen udenad", og det er kun toppen af isbjerget. For det er som om, at samtlige diktatorer, der af en eller grund har udset sig retten til at bestemme, hvad vi børn skal lave, har bestemt sig for at jeg skal være deres primære mål. Lige meget hvad skal jeg altid rammes mere af deres hersketrang og vrede, end alle andre skal.

Det betyder derfor også at jeg konstant sidder derhjemme og prøver at blive færdig med skriftlige straffe, som skal afleveres dagen efter i tyrannernes gribbeklør. Og lige nu sidder jeg i den suppedas, at jeg sidder med netop sådan en opgave og ikke aner, hvad jeg skal skrive om. Opgaven skal være færdig til i morgen, og jeg er helt blank. Har du et forslag...?