Jeg gik en tur på stranden nær ved Følle,
og så et rustent anker på en sten.
Jeg tænkte, at der er sgu liggodt sølle,
at det betyder håb for hver og en.

For rusten havde gjort det svagt og hærget.
Det der var stærkt, var blevet skrøbeligt.
Det var som om, at jernet var fordærvet.
Det virked næsten som det var antikt.

En gang der holdt det skibet fast i stormen.
Når vind og regn rev sejlene itu.
Der var engang, hvor ankret det var normen,
og trosed Neptuns magt og blæstens gru.

Når jeg nu vender hjem her sidst på ugen,
så er mit håb nok rustent og lidt slidt.
Men jeg vil huske ankeret på tuen,
for dybest set er håbet atter mit.