Kære Dagbog,
Du husker måske min ven, min Discipulus Vitae. For nylig modtog jeg et brev fra ham. Du husker måske ligeledes, at mit forhold til ham har karakter af et forhold mellem mentor og elev, idet han først kom til mig i sin søgen efter råd om, hvad han dog skulle gøre af sin kærlighed til den unge kvinde, til hvem han havde et personligt forhold, omend dette var af en særdeles ulykkelig karakter.
At elske en kvinde er ingenlunde en let opgave, og det absolut ikke i en ulykkelig forstand. Min unge ven elskede således sin kvinde højt, men kunne ikke få hende, eller overhovedet gøre sig forhåbninger i den retning, thi kvinden var allerede trolovet til en min unge ven ubekendt anden ung herre, og således kunne min unge ven hverken give udtryk for sin kærlighed eller lade være, thi begge dele ville overskride en etisk grænse, og således befandt min Discipulus sig i en vis forstand i et paradoks.
I dag har jeg modtaget et brev fra selv samme ulykkelige individ. Jeg lovede min Discipulus at give ham et svar på hans paradoks, når jeg kom frem til et. Ulykkeligvis har jeg ikke fundet frem til noget, thi hvad kan man tillade sig at sige i et personligt forhold af den natur han beskriver? Hvad kunne han gøre, andet end at leve med lidelsen? Nu lader det imidlertid til, at min unge ven selv har tænkt problemet igennem. At problemet af den grund ikke er løst, fremgår dog klart, og min unge ven befinder sig således stadig i et kærlighedens ulideligt limbo, hvor han hverken kan gå frem eller tilbage - således har han kun lidelsen tilbage. Til det formål at eftertiden en dag må forstå kærlighedens - herunder også den ulykkelige kærligheds - væsen, vedlægger jeg her brevet.

In aeternitem, Sophion.

Sophion!
Af alle følelser er kærligheden dog den mest ulidelige; ulidelig, fordi den i sit væsen er uudholdelig, men dog ikke en lidelse. Den er mere gennemtrængende end kedsommelighed og mere forstyrrende for tanken end melankolien; man kan ikke leve med den, men ej heller uden den, thi livet fordrer kærligheden om det skal give mening for den enkelte. Kærligheden fordrer dog udtryk, thi i sit væsen er den en relation, og ikke en egenskab. Skal den derfor have nogen ret, må denne findes i kærlighedens udtryk. Men hvad nu om dette udtryk ikke kan gives? Hvad hvis Romeo ikke kunne flyve over muren, og fortælle Julie om hans følelser og disposition? Hvor stiller det ham og hans trang til at udtrykke sin kærlighed, hvis han ikke kan give afløb for den hos Julie? Hvad hvis Odysseus, helten fra Troja, der sejlede i et årti, før han atter kunne gense sin Penelope, aldrig kom hjem, og således aldrig igen ville komme til at give udtryk for sin kærlighed? Hvor ville det stille ham og hans ægteskab? Visseligen ville ingen af dem mere have nogen mening, for deres kærlighed kan kun blive virkeliggjort, i relationen mellem parterne, og aldrig for den ene part alene. Således ville Romeo dø uden at have elsket, og Odysseus ville have sejlet havene til hans skib endelig grundstødte og gik ned, og kærligheden ville dø med dem - thi såvel Julie som Penelope ville også gå som spøgelser i resten af deres dage, uden overhovedet eller igen at opleve kærligheden som de kunne og kender den, hos Romeo og Odysseus. Således ville Julie forspilde sin ungdom, kvindelighed og alderdom i et tomrum fyldt med kedsomhed og livslede, for hendes prins ville aldrig komme, skønt hun dog skulle blive viet til prinsen af Frankrig - hvilken storslået tragisk ironi! Ligeledes med Penelope; skulle Odysseus aldrig vende hjem, ville hun forspilde sit livs lange år, uden at kunne finde nogen forløsning for sin ulykkelige kærlighed, da den hun elsker gik ned med sit skib og aldrig vendte hjem. Således er kærlighedens svære fordring - om den ikke finder sit udtryk, vil den dø med dens bærer, og denne vil dø i ulykkelighed.
Du kender jo mit problem - jeg elsker, men elskes ej selv. Jeg kan ikke kan fortælle kvinden mit problem drejer sig om, om hvad jeg føler for hende, idet hun allerede er trolovet til en mand jeg ej har kendskab til - en grænse jeg ikke kan tillade mig at overskride, hvillket jeg er sikker på du vil være enig i. Det vil sige - hun er væsentligen ikke mere i den relation vores personlige forhold bestod i. Idet hun ikke mere befinder sig i denne relation, kan min kærlighed til hende ikke mere tage noget objekt, thi relationen er brudt - sandelig, objektet for min kærlighed afviser mig ved sin blotte tilstedeværelse - her er ingen brug for ord og flotte fraser! Hvorvidt den æstetiske fordring i kærligheden nu har brug for et objekt, for at kunne finde sin forløsning i udtrykket, er en tåbelig ting at diskutere, thi relation og udtryk er ét - uden relation intet udtryk, og uden udtryk ingen relation. Således kan et personligt forhold lige så lidt bestå uden udtryk, som et udtryk kan bestå uden en relation. Her begynder du, min kæreste ven, måske at ane omfanget af den ulykke der er befalden mig! Ej kan jeg give udtryk for min kærlighed til kvinden, men ej heller kan jeg hverken lade være med at give udtrykket, thi om jeg ikke giver luft for denne lidelse sprænges mit hjerte, eller blot give udtrykket udi den blå luft, for det ville dog være for meningsløst og absurd - ak, hvilken ulykke!
Hende og jeg taler dog endnu sammen, thi jeg kan ikke for mig selv give slip. Trangen til hende er mig for stærk, og jeg må se mig besejret af mit eget hjerte. Jeg har dog nu fortalt hende i nogen grad om min disposition, idet jeg ikke kunne holde pinslen i mig, og der ikke kom et svar fra dig. Misforstå mig ikke, min ven - jeg bebrejder dig ikke. Thi hvordan kan man bebrejde nogen ikke at kunne give svar på mit problem? Et sådant gives visselig ikke. Hvorledes har hun reageret? Slet ikke - der gaves ingen reaktion, og således er min ovenstående pointe påvist - quod erat demonstrandum. Forløser det, at jeg nu har fortalt kvinden om min disposition noget? Nej, på ingen måde - og se! Ulykken svulmer! Thi omend jeg dog har givet udtryk for min kærlighed til kvinden, havde udtrykket ingen effekt, og hun nyder således stadig tilværelsen med hendes trolovede, uden så meget som at ænse, at jeg eller mine følelser for hende skulle være til eller om de var, have nogen betydning for hende - relationen er uforbederligt brudt, ak!
Men ændrer dette på min trang til hende? Nej, så bestemt ikke. Således ligger jeg til stadighed vågen om natten, og stirrer blot om dagen i mange timer ad gangen ud ad vinduet, i håbet om at en engel skulle vise sig for mig, så jeg dog kunne smage blot en smule håb. Når jeg spiser kommer jeg atter til at tænke på hende, og hvor evigt dejlig hun er; hendes smil er som at se solen stå op en sommermorgen; hendes hår er så vildt og blidt som havet i alle dets former; hendes barm er perfekt kurvet, afrundet og vægtet; hendes hud er blød som silke, og hendes stemme er som den sødeste musik jeg endnu har hørt - og se, min mad er atter blevet kold og uappetitlig. Ligeså er min sult forsvundet, og jeg skubber min mad fra mig, og begynder igen blot at stirre ud ad vinduet. Når jeg går på gaden spejder jeg konstant efter hende, i et spinkelt håb om, at jeg atter skulle se hende, og måske få et glimt af det smil, jeg sådan lider afsavn efter, eller høre den stemme der har efterladt et ekko i mit øre. Men ingen af disse bliver mig givet, og jeg står blot alene tilbage med min trang til hende.
Hvad er da trang, andet end et begær efter noget man allerede har smagt? Thi om man overhovedet skulle tragte efter noget, da må man allerede have smagt dets sødme - ellers ville trangen dog ikke være til. Det er nu almindeligt kendt, at trang kan være en Satans ting - den trængende finder ej hvile, ej fred eller ro. Thi for den trængende er trangen blevet et vilkår til hvilket denne må forholde sig; dette kan han ikke undgå, qua trangens natur. Hvorledes kan man nu forholde sig til trang? Trang giver den trængende et valg: vælg, eller vælg ej; vælg at få stillet din trang, eller vælg at lade være, og lad trangen dø, hvor længe det end må tage. At sidstnævnte almindeligvis ikke er en mulighed, da den trængende da drives fra sind og forstand, behøver vel dårligt en forklaring. At det, at få stillet sin trang stundom dog heller ikke er en ønskværdig mulighed kendes dog også - således har man vel hørt fortællinger fra matroser om livet i rendestenen i London, hvor mange miserables møder deres skæbne, i deres jagt på et glas gin mere, og på denne måde øder både levebrød, legeme og liv bort. Men hvad nu, om muligheden for at få stillet trangen slet ikke gives? Hvorledes stiller det den trængende? Såfremt den trængende ved, at der forefindes en kur mod hans trang, således, at han ikke nødvendigvis behøver at forsøge at lade trangen dø, men at denne kur ikke er indenfor rækkevidde, da forbitres han. Thi det vil være som en ørkenvandring; vandet foregøgles ham bestandig, men er aldrig for alvor indenfor rækkevidde, men dog så tæt på, at han ikke for sig selv kan få sig selv til at give op. Så meget desto værre er dette med den ulykkelige kærlighed; det er som ørkenvandringen - man løber bestandig efter kærligheden, da den for hiint ulykkelige individ synes indenfor rækkevidde, men aldrig for alvor er det. Han kan aldrig få stillet sin trang, men trangen vil bestandig være der, for således er just kærlighedens natur; ulidelig, og dog ikke en lidelse; brænder én op som en feber og optager en som en tvangstanke. Dette forværres almindeligevis af, at mennesket er så tragisk sat sammen, at det ikke evner at glemme - om dog Julie og Penelope kunne acceptere, at Romeo og Odysseus aldrig kom hjem, ville de dog altid have mindet om deres prinser. Ak ja, mindet, hvilken herlig ting; at have et skattet minde, og værne om det til evig tid. Som jeg dog startede med at fortælle, kære ven, så er det ulykkeligvis således, at kærligheden bestandig er umiddelbar, aldrig tidslig - den består alene i relationen mellem individerne, og aldrig mellem et individ og et minde om det, der var, eller tanken om det, der kunne have været. Om det nemlig på nogen måde skal være retfærdigt at sige, at kærligheden består i den umiddelbare relation mellem individerne, da gives det også, at den aldrig kan nydes eller overhovedet opretholdes, hvis ikke begge relationens individer er til stede. Såfremt de ikke er det, da vil relationen bestå mellem individet, og det der var, eller kunne være, men ikke faktisk er. Som bekendt omhandler et minde det, der har været, og ikke er mere. Kan man elske en død? Nej, thi kærligheden er en vekselvirkning; selv den, der ville påstå at elske sin kæreste, omend denne var gået bort, må dog sande, at dette ville være et forhold mellem vedkommende og intet - analogen er at hælde vand i et hul i jorden, og forvente, at jorden giver noget tilbage, andet end det formløse mudder der vil være resultatet. Kærligheden er en vekselvirkning; for at den kan bestå, må det, der gives, også gives tilbage. Således er kærlighedens princip. At dette princip ikke kan opretholdes mellem individ og minde turde være åbenlyst, thi mindet giver intet, men kan kun modtage. Således kan man altid lægge blomster ved hiine afdødes grav - graven forbliver dog tavs. Således siger man om den tragiske relation mellem den levende og døde:
I graven er fred,
Dens tavse beboer af sorgen ej ved;
Således vægrer jeg mig almindeligvis ved dette absurde udsagn, som regel ytret af disse forliebte konfirmander byen stundom forekommer overrendt af. Hvilken ulykke er det ikke, at de ikke selv ved, hvor tragisk absurd sligt udsagn er. Ak, om jeg dog bare kunne elske mindet om hende! Da ville jeg kunne lægge mig og dø, thi så ville jeg have opnået, hvad der i dette liv er at opnå af lykke.
Der gaves dog en fjerde mulighed, et fjerde aspekt, i den ulykkelige kærlighed. Hvad nu, om jeg på et øjeblik fik svar på alle mine spørgsmål; hvad nu, om alt jeg eftertragter blev mig givet; hvad nu, om miraklet skete, og jeg ved guddommelig intervention skulle blive givet kvinden jeg attråer? Ville dét dog ikke gøre mig tilfreds? Jeg ved det, jeg ved det - det sømmer sig ikke at spotte det højeste eller at foregøgle sig selv umuligheder og absurditeter. Alligevel må jeg dog protestere, thi for at kunne afslutte min dissektion af just hvor ulidelig og ulykkelig den ulykkelige kærlighed er, må jeg antage, at dette skulle være en mulighed - trangen fordrer netop, at dette skulle kunne ske. Er svaret på tragen netop ikke, at det, der foregøgles og bestandig kun lige holdes udenfor rækkevidde, endelig kom indenfor rækkevidde, og at trangen dermed blev stillet? Gewiss - om trangen er som beskrevet, da må dette være dens modsætning. Blev alt det, jeg ønsker mig så brændende, det vil sige kvinden jeg brænder for, givet mig - hvad da? Ville jeg da ikke være tilfreds? Om jeg kunne være sammen med hende, i rum med hende, tale med hende - ville jeg da ikke være lykkelig? Ville mine sorger da ikke tage en ende? Nej, for dét er just den sidste brik i det, der er den ulykkelige kærligheds ulidelige paradoks. For om jeg end ville blive givet kvinden jeg brænder for, da ville kærlighedens princip dog ikke være opfyldt - du husker nok, min kæreste ven, at kvinden jeg omtaler er lykkeligt forliebt og trolovet til en anden ung herre, og at hun altså således ikke mere er i relationen mellem hende og jeg. Kvinden jeg elsker er altså allerede blot et minde - hun er ej mere. Således ville jeg ej blive lykkelig omend jeg kunne tale med og se hende hver dag, thi det ville kun være jeg selv, dette absurde cirkus drejede sig omkring. Spørgsmålet melder sig: hvis du kunne, ville du da tage hende tilbage? Det ulykkelige svar på dette, omend absurde spørgsmål, må altså blive - nej.
Således, ser du, er mit problem, kære ven - jeg elsker, men elsker væsentlig intet, thi jeg kan ikke give luft for mine kvaler, og om jeg gør, vil de ingen gode konsekvenser have; mindet kan jeg ej heller bruge til noget - det er ej andet end fata morgana og bitre tanker; trangen kan jeg ikke få stillet, og om det var muligt at få hende tilbage på et øjebliks varsel, var dette dog ej heller en mulighed. Således elsker jeg, men elsker dog alligevel væsentligen intet. Således er den ulykkelige kærligheds paradoks.
Jeg læste engang en filosof, jeg vil mene du er bekendt med. Han havde nu meget godt at sige om livet, men det jeg bed mærke i, var hans tanker om kærligheden:
Forelsk dig, du vil fortryde det; forelsk dig ikke, du vil også fortryde det; forelsk dig eller forelsk dig ikke, du vil fortryde begge dele; enten du forelsker dig eller du ikke forelsker dig, du fortryder begge dele.

In miseriam,
Vitus.