Klokken er 14.54 ifølge uret nede i venstre side af skærmen. Om en time har jeg skrevet mit essay. Nu har jeg nemlig et pusterum, hvor jeg kan ånde ind. - Eller ånde ud?

Og hvorfor så kun bruge en time på essayet? Jeg elsker at skrive, lad os slå det fast med det samme. Men tiden løber fra mig. Jeg jagter den med bankende hjerte og sveden løbende ned ad panden. Måske hvis jeg jagter den længe nok ... måske den så vil stoppe op og give mig et knus?
Med drama, band, klaver, venner, familie og kun 24 timer på et døgn, kan tingene godt blive klemt. Samtidig arbejder jeg på en roman, som jeg skal have færdigredigeret inden første januar. Det er mit nytårsfortsæt.
Derfor løber jeg efter tiden. Den er altid to skridt foran og vrænger ansigt af mig sent om aftenen, når jeg går træt i seng. Den driller mig. Sætter forhindringer for mig. Og som min bedstemor siger: Hvor går tiden egentlig hen, når den går?

Kl. er 14.58. Pyha - jeg har kun brugt fire minutter på det ovenstående. Så har jeg måske lidt tid til at forklare, hvorfor tiden vrænger ansigt af mig. - Og resten af den vestlige verden.
I vesten har vi nemlig opfundet det, jeg kalder for tidsrøvere. Fjernsyn, computere, telefoner ... Ting, der stjæler tiden. Jeg tror, at vi alle sammen kender lyden af en god serie i fjernsynet. Fjernsynet hvisker lokkende: "Kom og se mig! Bare fem minutter ..."
Så sidder man dér. Klistret til skærmen, og fem minutter bliver til en halv time. Bagefter tjekker man hurtigt facebook. Helt ærligt! Man kan jo hurtigt tjekke siden på den mobil, man har i lommen!

I den vestlige verden er vi mestre i at opfinde tidsrøvere. Og hvorfor er de tidsrøvere? Simpelthen af den ene grund, at man ikke finder livskvalitet ved at bruge dem. Det kan være meget sjovt at gå på facebook, misforstå mig ikke. Alle elsker vel en sjov serie, man kan grine lidt af? - Også selvom det er en genudsendelse? Men sådanne ting stjæler din tid. Tager den. Snyder dig. Når serien er slut, kigger du på klokken og får et chok. Er der virkelig gået så lang tid? Der burde findes et tidspoliti, der fangede disse tidsrøvere.

Kl. er 15.03. Pyha - jeg har kun brugt fem minutter på ovenstående. Nej! Der blev klokken 15.04!

Når jeg er sammen med min iranske del af familien, er tiden helt anderledes. Min mor kan godt blive lidt utålmodig med dem, for de gør alting i et meget langsomt tempo. Når vi besøger dem, kan min iranske onkel eksempelvis godt finde på at sige: "Lad os tage ned i byen og se det store marked i morgen."
Næste dag ville enhver dansker have printet markedet ind i sin nethindekalender. Det gør iranere ikke. De har slet ikke en nethindekalender. Den næste dag sidder de og snakker og griner den halve dag. Hvis nogen minder dem om det marked, så er beskeden, at vi da sagtens kan nå det. - Lige om lidt. Når lige om lidt er gået, sker der nu ikke så meget.
Til at starte med skulle jeg lige vænne mig til det. Det med, at de tager tingene, som de kommer. Alting bliver ikke taget så højtideligt. Det vigtigste er, at vi har det hyggeligt.

Desuden har man i østen opfundet en masse tidsgivere. Med dette mener jeg, at yoga og meditation er ting, der stammer fra østen af. En gang for længe siden ved en flod i Indien vandrede Buddha rundt. Han var en prins, der efter at have forladt sit trygge slot, lærte om livet og døden. Han mestrede livet og døden så at sige. Han vidste, at mennesket måtte finde den gyldne middelvej for at opnå nirvana. Du skal ikke stresse rundt, men du skal heller ikke sidde derhjemme og dovne. Du skal finde den gyldne middelvej. En måde at finde denne gyldne middelvej på, er ved at reflektere over livet. Tænke over hver enkel vejrtrækning. Tænke over hvert enkelt hjerteslag. Fundere lidt over universets mysterier og livets store spørgsmål. Meditere lidt. I vesten er det trods alt blevet videnskabeligt bevist, at meditation er en afstressende faktor. Buddha mediterede ofte. Han opnåede efter sigende nirvana. - Stadiet i buddhisme, hvor man bliver oplyst, altså opnår fred og forståelse. Buddha rådede andre mennesker til at følge hans eksempel. Han lærte dem om livet og døden. Tiden og tidsløshed.

Buddhas ord giver stadig genklang i østen - og i Mellemøsten for den sags skyld. Det er min iranske familie tydelige eksempler på. De er ikke dem, der dovner den af. Som politisk flygtninge til Holland må man sige, at de ved, hvordan man kæmper sine kampe, og hvordan man begår sig blandt fremmede. Alligevel er de ikke dem, der stresser rundt. De griner meget. Snakker meget højlydt. Og griner lidt mere. Præcis som Buddha ønskede, at mennesket skulle gøre. - Eller måske ønskede han ikke, at mennesket skulle snakke højlydt. Måske ønskede han bare, at vi alle skulle finde vores egen lykkes sti.
Og denne sti er meget unik. Det er ikke kun meditation og yoga, der er tidsgivere. At lave noget man holder af, er også tidsgivende. At grine med en ven. At læse en god bog, der giver stof til eftertanke. At gå en tur i skoven. Tidsgivere er ting, der gør dig glad. Ting, der får dig til at føle, at du udnytter tiden. At du lever livet.
Jeg vil gerne lære af min familie. Jeg vil gerne lære af menneskene i østen. Munkene. Den almindelige inder. Jeg vil gerne lære af dem. - Og det er jeg sikker på, at den almindelige borger i vesten ville have megen gavn af.

Kl. er 15.21. Jeg er halvvejs. Tiden har endnu ikke vist sit grimme fjæs.

Jeg tænker tit på, hvordan verden begyndte. Hvordan tiden begyndte. Har der engang været en tidsløs verden? Et sted uden tid? Forestil dig det: Et sted, hvor tiden ikke eksisterer. Et sted, hvor ingen har hørt om tiden? Et sted, hvor ting bare er. Et sted, hvor ting bare eksisterer. Ingen sekunder, ingen minutter, ingen timer ... intet liv? For kan man leve uden tid? Er tiden ikke livets ven? Går de ikke hånd i hånd gennem livet? Når det så er tid, vinker livet farvel til tiden. Tiden hilser på døden. Tager døden i hånden. De går videre. Går videre af dødens sti, hvor der måske slet ingen tid er?

Vi mennesker er ret kloge, hvis jeg selv skal sige det. Vi kan regne, læse og følge med i en hel sæson X-factor uden at gabe. Men vi har ikke forstået livet eller døden. Begge dele er ting, som religionen prøver at besvare. Hvad sker der, når man dør? Hvad er man, inden man bliver født?
Der er ikke så mange religioner, der beskæftiger sig med tiden. Den er der bare. Den skræmmer ikke mennesket, for den er håndgribelig. - Eller er den det?
Tiden er så stor, så uhåndgribelig, så magisk, at vi simpelthen er for dumme til at forstå den med både hjerte og hjerne. Et enkelt menneske kan ikke rumme tiden. Hverken i hjerte eller hjerne. Derfor er vi nødt til at negligere den, for at bruge et fint ord. Vi er nødt til at sige, at den slet ikke er så uhåndgribelig. Vi er nødt til at koge tiden ned til et sprog, som vi kan forstå. Vi er nødt til at tage tidens væsen og proppe det ind i små bokse. Ellers forstår vi den ikke.
Det er derfor, vi har fundet måder at tælle tid på. De første former for tidstælling kan spores helt tilbage egypternes obelisker. Kæmpe spydformede søjler, der ved hjælp af skyggen kunne fortælle, hvad tid på dagen, det var.
Andre kreative tidstællingsformer er blevet set gennem tiden: Der har været opfundet røgelsespinde, som brændte med en bestemt varighed. Når den første pind var brændt ned, tændte man en ny, der så udsendte en anden duft end den første pind. På den måde kunne man lugte, hvad klokken var. Ret smart, ikke? "Skat, hvad er klokken?" "Jeg tror den er rosenduft, kæreste."

Det værste ved tiden er, når den ikke er der. Når man mangler tiden. Griber efter den i blinde. Hvordan skal man skaffe mere tid? Hvordan udnytter man sin tid korrekt?
De mennesker, der ikke stiller sig selv de spørgsmål, ender med at gå i tomgang. De gør, hvad folk forventer, der skal gøres. De tager på arbejde, henter børnene og laver aftensmad. Om aftenen bliver de måske bestjålet af en tidsrøver. Næste dag ser nøjagtig ud som den foregående dag. - Måske er der en lille afvigelse, når der kommer Vild med Dans.
Kun de mennesker, som afsætter tid til at reflektere over tiden, kan måske forstå tidens væsen lidt bedre.

De bedste steder, at tænke over tiden på, er ved stille steder. De steder, hvor storbyens jag og sus ikke kan høres. De steder, hvor alting ånder fred og ro. Måske en skov. En strandkant. En åben mark. En bjergtop. Naturen er en tidsgiver på lige fod med meditation og yoga. Det er videnskabeligt bevist, at mennesket slapper bedre af i naturen. Det er her, man stammer fra. Her hjerte og hjerne fungerer bedst. Her, hvor der ikke er en bippende telefon, en uåbnet mail og en vigtig nyhedsudsendelse, der kalder. Det er her, hvor tiden bedst kan lide at være.
Dagen i dag går alting så stærkt, at selv tiden har svært ved at følge med. Når jeg af og til ser en western med min far, kan jeg aldrig lade være med at sidde og spekulere på, hvornår der sker noget. - Og det var endda datidens action! Ikke mere end 40 år gammel action! Sekvenserne var lange, billederne var rolige, og der var tid til at dvæle ved en harmonikaspillende mand i flere minutter. I dag er alle film så hurtige. - Ellers zapper publikum jo bare over på en anden kanal.

Tidens skifte fra gang til trav er let at spore rundt om i den vestlige verden. Jeg elsker at høre klassisk musik. Jeg elsker at gå til klassiske koncerter, hvor der er tid til musikken. Tid til at dvæle ved dens skønhed. Beethovens femte symfoni varer jo en halv time. En Justin Bieber-sang varer højst fem minutter.
Og tag bare et eksempel som mad. Fastfood. Selve ordet siger jo det hele. Der er ikke tid til ordentlig mad. Der er ikke tid til at være sunde og leve længere.
Desuden er megen ungdomslitteratur skrevet, så det er hurtigt at læse. Jeg har både læst en del af "Tudemarie" og "Percy Jackson." Tudemarie værende en bog fra sidst i 30'erne, og Percy Jackson værende en moderne fantasy-fortælling. I Tudemarie gik alting så forbandet langsomt, at jeg kun fik læst halvdelen. I Percy Jackson går der knapt et kapitel, hvor hovedpersonen ikke har dræbt et monster.
Her har vi problemet: Vi har ikke tid til livet. Vi har ikke tid til en langsom film, der sætter tanker i gang. Vi har ikke tid til en langsom koncert, hvor den enkelte stryger kan komme til. Vi har ikke tid til bøger, som trækker handlingen i langdrag. Vi har ikke tid til at tænke. Vi har ikke tid til at leve.

Vi kører i tomgang. Følger bare med hverdagen. Vi standser ikke op en dag og funderer over meningen med livet. Vi standser ikke op og tænker over hverdagens små glæder. Glæden ved at trække vejret. Glæden ved at se en ven. Vi standser ikke op, men jager hastigt tiden med tungen ud af munden.
Kun den, der tænker over livet, forstår livet. Kun den, der standser op, kan fortsætte af den rigtige sti.
Vi må lære af Buddha, lære af livet. Vi må mestre tiden, ikke lade tiden mestre os.

Kl. er 15.50. Yes! Jeg kan bruge de sidste tre minutter på gennemlæsning! - Men så skal jeg også have lavet lidt matematik, kokkereret lidt aftensmad og så til band ...
Mit blik strejfer kort træet ude i haven. En flygtig tanke om dets skønhed passerer. Jeg jager tanken på flugt, for den har jeg ikke tid til.
Jeg har nemlig travlt. Jeg skal ud at jage tiden.