Det hele begyndte en satans kold februardag i 2003. Jeg havde gjort noget fuldstændigt vanvittigt. Jeg var blevet forelsket i en kvinde. Problemet var bare, at det var noget rigtigt skidt, for når man er gift, så er det så kompliceret at blive forelsket i en anden kvinde.

Det gjorde da heller ikke situationen bedre, at hun var en af min kones bedste veninder, og at kvinden havde været kæreste med en af mine venner. Det var kort sagt noget forbandet rod.

Alligevel stod det klart, at jeg var forelsket. Der var sprunget et taktisk atomvåben i min hjerne. Det var vildt, berusende og livsbekræftende.

Normalt er jeg et forholdsvis forsigtigt menneske, men i slutningen af januar kunne jeg ikke længere holde mine følelser for mig selv. De måtte ud, og det kom de så.

Resultatet blev alt andet end det, jeg havde håbet.

Et par dage efter jeg havde taget springet, talte jeg med hende igen. Denne gang var det i telefonen. Og så skete det. Som endnu et lyn fra en kulsort himmel.

"Hvis vi nu havde råflirtet, så havde det været til at forstå."

Hun forstod ikke, at jeg kunne elske hende, når vi ikke havde råflirtet.

Jeg brugte to måneder på at forsøge at komme til hægterne igen. Det lykkedes ikke. Jeg var vred, sur, bitter og i vildrede.

Efter masser af samtaler med venner og bekendte, hvor jeg igen og igen blev gjort bekendt med, at min fremgangsmåde havde været forkert, nåede jeg bristepunktet. Uanset hvor jeg kom, så blev jeg dømt på min teknik.
"Havde det været mig, så."
Jeg hørte den sætning om og om igen.

Til sidst blev det for meget. Det hele kulminerede med, at jeg ønskede at tage mit eget liv.

At være ulykkeligt forelsket var svært nok i sig selv, men det var rædselsfuldt at skulle have at vide, at det sikkert var mangel på teknik, der havde gjort udfaldet. Jeg havde taget mit livs største spring, og blev nu dømt på, "at jeg ikke kunne spille spillet". Kærligheden blev gjort til genstand for en simpel kodebrydning bestående af stimuli og respons.

Som de fleste allerede har forstået, så lykkedes det ikke at tage mit liv.

I foråret og sommeren hadede jeg alt tale om flirt. Jeg kunne simpelthen brække mig over begrebet, men så skete der noget.

For anden gang på et år blev jeg besat. Besat af tanken om at ville lære flirten at kende. Ville lære spillet, have revanche, nedlægge hvem som helst. Bevise at jeg kunne. Bevise at de andre tog fejl.

Så jeg travede samtlige boghandler i Århus igennem for at finde stof om emnet, mens jeg pløjede "nettet" igennem og smed ordet "Flirt" ind i søgemaskinerne.

Det vil være synd at sige, at det ligefrem væltede ud med seriøse kilder om emnet. Efter lang tids søgen fandt jeg dog et par hjemmesider og bøger, hvor "flirten" blev beskrevet.

Den ene af kilderne gav en næsten klinisk beskrivelse af "flirten", og hvordan man bar sig ad. Man fik den forestilling, at man som en bedre feltherre kunne erobre hvem som helst, blot man fulgte spillets regler.

Artiklen var fuld af nyttige tips omkring forberedelse, signaler og velafprøvede metoder. Alt fra "scorereplikken" til afkodningen af "modpartens" reaktion var beskrevet.

Jeg husker specielt afsnittet om samtalens betydning. Der var en levende beskrivelse af, hvor vigtigt det var at sørge for at lade "objektet" føle, at man var lyttende, empatisk og forstående . Der var en meget sjov redegørelse for, hvordan dette kunne opnås, ved at man skulle smide emner på bordet, indtil der kom en positiv respons. Herefter skulle man så lade personen tage teten, stille uddybende spørgsmål og teste reaktionerne. Det hele skulle så garneres i det rigtige kropssprog, de rigtige bevægelser og de rigtige signaler.

Det kunne eksempelvis ske på følgende måde.

Han: "Jeg elsker skisport. Hvad med dig, står du på ski?"
Hende: "Nej, jeg er mere til solferie."
Han: "Det er nu også fantastisk dejligt at være nede i solen. Hvor plejer du at rejse hen?"
Hende: "Jeg er glad for Grækenland. Man spiser så godt, og det er billigt."
Ham: "Jeg er bare helt vild med Grækenland, hvor har du været i Grækenland?"
Og var det bare at fortsætte fremad. Emnet er fundet, hun har teten og han skal bare følge ihærdigt med. I øvrigt er det så ligegyldigt, om han har været i Grækenland eller om han i det hele taget interessere sig for landet. Pointen er at fremstå interesseret, lyttende, forstående og åben efter hendes behov.

Undervejs kunne jeg ikke lade være med tænke på Klaus Kjøllers bog om manipulation. Var den bevidste flirt i virkeligheden ikke en veltilrettelagt manipulation med et andet menneske. Et sofistikeret psykologisk skakspil?

Jeg spurgte en af mine gode venner, hvorfor hun flirtede? Hendes svar var simpelt:
"Jeg gør det for at blive bekræftet. Det opfylder mit behov for at opleve, at jeg er eftertragtet. At jeg stadigvæk er levende, og at jeg er noget."

Her stoppede min søgen omkring flirten i første omgang. Jeg var overbevidst. "Flirt" var et instrument, som jeg kunne anvende til at opnå det, jeg gerne ville. Ok, det var lidt gustent i kanten, men når man nu skulle bevise sig selv, så var det vel lige så godt som alt muligt andet.

Så jeg læste videre på siderne. Tilegnede mig stoffet, øvede mig i det små, fik lidt respons og oplevede, at det faktisk var lidt sjovt.

Jeg begyndte at lege med tanken om at gå hele vejen. Sad til fester og spillede spillet. Jeg havde fået lært flirtens" kasserolle-bøjning".

Da jeg virkelig var klar, så kunne jeg sgu alligevel ikke. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Det var for vammelt og for følelsesløst. Der var ingen gnist bag det. Kun et ønske om en bekræftelse, der i momentet føltes utrolig hul.

Som så mange andre mænd før mig, så måtte løsningen findes ved at ty til flasken. Så jeg delte en flaske whisky med en god ven. Vi talte om livet i almindelighed og kvinder i særdeleshed. På et tidspunkt kunne min kammerat ikke lade være med ad grine af mig.

"Se det i øjnene. Du vil aldrig nogensinde kunne gøre det, du taler så meget om. Det er bare ikke dig. Du føler for meget," sagde han grinende. "Du vil aldrig blive forfører for forførelsens skyld."

Nødtvunget måtte jeg give ham ret.
"Hvad var der egentligt ved det, hvis man ikke følte noget?"

Min kammerat forslog, at jeg læste Søren Kirkegaards "Forførerens dagbog". Jeg fulgte hans råd, læste bogen og blev mildest talt overrasket. Jeg kendte udmærket forfatterens filosofiske betragtninger om skellene mellem den æstetiske, den etiske og den religiøse type, men at han så rammende havde beskrevet forførerens/æstetikkernes metodik, kom bag på mig.

På ca. 150 sider opruller han i enkeltheder hver eneste forberedelse, hvert eneste træk og modtræk som forføreren (Johannes efter Don Juan) bruger overfor offeret Cordelia Wahl.

Det er spændende læsning. Man skal lige vende sig til sproget, men når man først er i gang, er der stof til eftertanke.

I starten af novellen beskriver Johannes, hvordan man bør nyde kunsten/forførelsen, og giver et eksempel på, hvordan mænd alt for ofte er febrilske i øjeblikket, fordi de føler for meget. Dette giver dem ikke mulighed for at nyde momentet.

Jeg kan et eller andet sted ikke lade være med at misunde Johannes hans evner. Vi har at gøre med en mand, der kan sit stof. En virtuos, der excellerer på sit felt. Det er smukt, begavet og næsten kirurgisk i sin udførelse.

Men det er også ondt. Umådeligt ondt. Johannes har ingen følelser for Cordelia, men Cordelia får det for ham. Johannes kan gå sejrrigt fra forførelsen, mens Cordelia må bære savnet og følelsen af svigt. Hun står med alle de rigtige og gode følelser, mens Johannes får opfyldt sit bekræftelsesbehov.

For et par dage siden var flirten hovedtemaet i morgen tv. I december måned har emnet det med at blive højaktuelt i forbindelse med de mange julefrokoster. I Jyllandsposten kunne man i øvrigt samme dag læse en artikel med overskriften: "Flirt bare løs".

Konklusionen på både artiklen og indslaget i TV var, at det var OK at flirte. Der var naturligvis regler og grænser, der skulle overholdes, bla. skulle chefen holde sig fra medarbejderen, men ellers var det helt acceptabelt.

Skal man så bare flirte i flæng? Svaret er efter min overbevisning ikke så enkelt endda.

I min søgen efter viden om flirten, måtte jeg vende jeg tilbage til middelalderens begreb om "høvisk kærlighed". "Høvisk kærlighed" kan oversættes med noget i retning af udøvelse af høflig tilbedelse - men på afstand.

Tankerne omkring "høvisk kærlighed" opstår i den tidlige middelalder, hvor feudalismen og kristendommen smelter sammen til en helt ny ideologi omkring kombinationen af ridderlighed og religiøsitet. Kærligheden forsøges afsexualiseret, og den "rene" tilbedelse kommer i centrum.

Som så meget andet i middelalderen stod virkeligheden i skærende kontrast til idealerne. I en tid hvor sygdom, krig, vold og voldtægt var den barske realitet, kom idealet om den rene, ærlige og næsten barnlige tilbedelse af kvinden som et ophøjet væsen til at stå som en moralsk rettesnor for adelen.

Men det var ikke en moralsk rettesnor uden spændinger og kontakt. Nok skulle kvinden begæres på afstand, men det var tilladt at vise hende opmærksomhed gennem digte, antydninger, gaver etc.

Det blev faktisk anset for uhøfligt, hvis man ikke gjorde det. Selv den gifte kvinde, havde ret til opmærksomhed fra andre end ægtemanden. Det bliver tilladt med denne regelbundne kontakt, og de fleste gjorde det. Hvordan kunne det i øvrigt også være anderledes, når ægteskabet hos adelen sjældent handlede om kærlighed, men mere om politiske, økonomiske og dynastiske alliancer.

Problemet opstod først, når "den høviske kærlighed" fik sit fysiske udtryk. Når grænsen blev overskredet, var fanden løs. Vi ser det i fortælling efter fortælling fra middelalderen. Mest kendt er nok historien om Kong Arthur og ridderne om det runde bord, hvor førsteridderen Lancelot får et fysisk forhold til dronningen Guinevere.

Er flirten med sit slet skjulte fysiske udtryk, så ikke modsætningen til den "høviske kærlighed?"

Så let er det nok ikke. Måske kan flirten opdeles på flere niveauer. Det første niveau, der er en udveksling af sympatier og anerkendelse af et andet menneske. En markering af en fascinationen og indtagelse, der rækker udover den almindelige høflighed. En behagelige måde at sige:
"Jeg synes, at du er OK. Måske endda lidt mere end OK."

Med en vis ret kan man hævde, at dette første niveau kan sammenlignes med udøvelsen af den "høviske kærlighed". En næsten rituel udveksling af følelser, der bekræfter gensidig respekt og beundring. En leg, eller en dans om man vil, som har sine grænser. Man kunne fristes til at kalde det for den "moderne høviske kærlighed".

Det andet niveau er straks mere kompliceret. Det er niveauet, hvor flirten bliver målrettet erobringen. Der hvor der ikke længere er nogen tvivl om formålet, men hvor intentionerne hos deltagerne kan være vidt forskellige. Det er her flirten bliver problematisk og får en etisk og moralsk vinkel. Flirten er ikke længere en venskabelig leg, men et værktøj. En metode til at nå målet .

Umiddelbart kan det synes som en simpel ligning. Hvis begge parter i flirten implicit er enige om målet, så er der vel ikke noget problem, er parterne ikke enige, så er der et problem.

Hvis Kirkegaards forfører vil forførelsen for forførelsens skyld, mens den anden part vil kærligheden, så vil der uvægerligt opstå et dilemma, hvor forføreren vil stå umådeligt stærkt og den forførte svagt.

"Jamen, har begge parter, da ikke et ansvar?"

Jo, naturligvis har begge parter et ansvar, men ofte er der tale om en ulige magtsituation, hvor den, der elsker, er villig til at gøre meget, mens den der ikke gør det, vil kunne udnytte situationen til egen vinding i lang tid.

Man kan sammenligne det lidt med den situation, hvor man har inviteret en fremmed ind i sit hus som en velkommen gæst, hvorefter gæsten kvitterer med at stjæle arvesølvet.

Man kan så hævde, at man jo bare kan lade være med at invitere fremmede indenfor, men kærligheden er altså en følelse, der svært lader sig kue, når den først er der.

Med flirten følger der altså et moralsk ansvar, der hovedsageligt påhviler den stærke part. Et ansvar for ikke at udnytte den åbenlyse magt det giver at bringe et andet menneske i sin egen vold. Et ansvar for ikke at bruge det kraftfulde værktøj som flirten er på en urimelig og manipulerende måde, hvor man udnytter den andens svaghed.

Et eller andet sted kan jeg godt høre, at det hele lyder en smule akademisk og lommefilosofisk. Det kan også let lyde, som om at jeg tager afstand fra flirten og betydningen af den. Nogle ville måske endda hævde, at det i virkeligheden bare er "rønnebærrene der er sure".

Jeg vil gerne understrege, at jeg i dag ikke tager afstand fra flirten. Flirtens første niveau er efter min overbevisning helt acceptabelt, når man blot er klar over, at man leger med ilden.
Til gengæld så har man et stort ansvar, hvis man bringer flirten videre til den anden fase. Et ansvar, der basalt er moralsk og etisk funderet.

Når det så er skrevet, så kan jeg også sagtens forstå, at det kan være svært at holde sig fra at bringe flirten videre til den næste fase. Der ligger noget utroligt livsbekræftende i at kunne vise, at man er i stand til at få et andet menneske til at overgive sig.

Så jeg forstår godt lysten og trangen til erobringen, men jeg understreger igen og igen, at man har et ansvar for at skabe sig en klarhed over, om der opstår en ulige magtsituation, som man kan udnytte til egen vinding. Gør der det, så skal man tænke sig rigtigt godt om og undlade at udnytte situationen. At det så kan være grænsende til umuligt, når man en lørdag aften har drukket 10-15 genstande, og et andet menneske ser forbandet godt ud. Ja, det er en helt anden historie.