Et essay om ridderskabet igennem 3000 år
Han er offer for mænds misundelse, kvinder dåner ved tanken om ham, og børn tager et gammelt lagen over skulderen, griber en kæp og går i krig som ham.

Han er helten på hesten. Mesteren i den skinnende rustning. Ridderen på den hvide hingst.

OK. Medgivet. Det var nok nærmere i min generation, at man tog et lagen over skulderen og løb ned ad bakkerne. I dag tænder man vel i stedet pcèn, logger sig på nettet og udlever sine middelalderdrømme om eventyr og heldigmodige bedrifter. Allerhelst garneret med mængder af magi, ildsprudlende drager og onde orker.

Men hvem var han egentligt? Den uplettede, retfærdige ridder, der red ud af Walther Scotts romaner eller Tennysons berømte digte. Har han nogensinde eksisteret? og hvis han har, hvor er han så blevet af ?

For at få svaret på spørgsmålene, er vi nødt til at rejse langt tilbage i tiden. Jeg kommer til at aflive masser af myter, så har du som læser et behov for at bibeholde dine illusioner, så er det nok tid til at stå af her.

Til den der vælger at blive hængende, kan jeg kun sige. Fat mod, for historien ender bedre end den starter. Måske ender den endda lykkeligt.

Jeg ved ikke præcist hvor vores historie begynder, men efter al sandsynlighed er vi omkring 3000 år før vores tidsregning et sted mellem Cairo og Bagdad. Der hvor man opdager, at en hest kan andet, end at trække en vogn. At hesten i virkeligheden er et vidunder, der sammen med den tids moderne teknologi hjulet, kan vinde krige.

I 2600 år trækker den rundt på små tohjulede stridsvogne og danner platform for faraoernes og babyloniernes bueskytter. Den skaber et manøvredygtigt alternativ til krigerne på jorden og bliver datidens svar på kampvognen.

Samtidig finder man ud af, at hesten også kan bruges til at ride på. Det er godt nok relativt svært at holde sig fast på dyret, men med lidt træning går det. Fra omkring 1500 før Kristi tidsregning ser vi de første egentlige rytterigrupperinger. Grupper af let bevæbnede mænd til hest med spyd og korte sværd. Afdelinger der bliver hærenes øjne og ører, og som viser sig at være fantastisk gode til at indhente information om fjendens bevægelser. De bliver ganske enkelt datidens svar på spionsatellitterne.

Men der er stadigvæk langt til den "romantiske ridders fødsel". Der vil gå endnu godt 2300 år, før vi første gang ser ham i galop over markerne i det nordlige Frankrig. Alligevel ligger undfangelsen ikke så langt ude i fremtiden.

I år 331 før vores tidsregning kaster en ung, ambitiøs og noget fordrukken makedoner sig over datidens største og mest frygtindgydende magt Persien. Hans navn er Alexander, og han har lige arvet sin fars superhær. Som en ung knægt, der første gang har fået lov til at låne fars bil, ræser han ud for at opdage verden. Men han er udstyret med mere end en gammel Opel Astra. Han har udviklet verdens første egentlige slagrytteri, og med dem under motorhjælmen kværner han perserne ved Gaugamela. Rytteriet er blevet et hit, og Alexander bliver verdens første egentlige kavalerileder.

Som så mange andre enerådige og dødsforagtende unge mænd, ender Alexander sit liv ulykkeligt. I 323 drikker han sig simpelthen i døden af sorg over tabet af sine elskede. Han dør, eller fordamper er vel et mere korrekt udtryk, mens hans nytænkning omkring rytteriet består.

Godt hundrede år senere er Romulus og Remus færdig med at dige hos den hunulv, der danner baggrunden for sagnet om Roms opståen. De har fået smag for helt andre og stærkere sager. Ulvemælk er en ting, noget ganske andet er magtens sødme. Ren guf for to fremad og opadstræbende unge halvguder.

Det tidlige romerrige er på mange måder et opgør med fortiden. Kongemagten er stendød, og familierne er ved at tage over. Magten deles mellem fornemme familier, der bejler til folkets (på romersk pøblens) og de andre ledende familiers gunst. Samfundet bliver en kompleks organisme af interesser, hvor de svagere må støtte de mindre svage, som så igen støtter dem, der endnu mindre svage, som så støtter sig til de stærke.

Egentligt er der ikke noget nyt i modellen, men der er ikke længere nogen, der kalder sig konge. Magten er i princippet henlagt til senatet, men senatet styres af de stærke.

Romerne skaber ikke afhængighedssystemet, men de udvikler det til perfektion. Familien bliver vigtig, den arvelige baggrund bliver af afgørende betydning og på de romerske markeder begynder en ny kunstart at blive salgsbar. Kunsten at beskrive sin slægts udvikling via symboler.

Se nu ville jeg jo aldrig påstå, at romerriget opfandt heraldikken, men romerne gør den almen. Et familietræ kan udgøre forskellen mellem succes og fiasko i livet, og tegnerne og historikerne får travlt med at bevise de romerske familiers udspring hos guderne.

Vi har nu tre vigtige ingredienser for skabelsen af ridderskabet. Afhængigheden af en svag og en stærk, bekræftelsen af den arvelige baggrund og hesten, men den skal vi såmen nok vende tilbage til igen.

Der kommer til at gå godt 700 år endnu, før den første ridder spyttes ud af sin mor. Det bliver en svær fødsel, når man tager rustningen i betragtning, man da den i starten ikke er mere end en simpel ringbrynje, så har det sikkert gjort knap så ondt.

Først skal vi lige have klaret to afgørende begivenheder.

I år 33 dømmer den romerske statholder i Palæstina Pontius Pilatus Jesus Kristus til døden ved korsfæstelse på Golgatha i Jerusalem. I bagklogskabens lys havde han sikkert valgt af frigive Jesus i stedet for Barabas, men det gjorde han ikke, og han medvirkede dermed til sit riges fald.

350 år senere brækkede Romerriget sammen i et kaos af tumult, religionskrig og mangel på fælles kontrol. Ok. Jeg medgiver gerne, at dommen over Pontius Pilatus er lidt hård, men der er ingen tvivl om, at de religiøse spændinger var med til at vride stormagten fra hinanden. Det er i øvrigt lidt morsomt, at den første kristne pave i Rom rent faktisk overtog den gamle titel Pontius Maximus fra det romerske præsteskab. Titlen betyder den himmelske brobygger, men det er en helt anden historie.

En anden og ikke uvigtig faktor kommer fra stepperne i Ungarn.

I år 434 kaster en ung knøs ved navn Atilla sig på sin hest lidt syd for det sted, som vi i dag kender som Budapest. Atilla er ikke en hvilken som helst tilfældige nomadesøn fra det centrale Balkan. Han er kongens stedsøn, og han har lige dræbt den bror, som stod i vejen for tronen.

Se Atilla er imidlertid langt mere end en simpel kongemorder. Han er en visionær og driftig ung mand, en kosmopolit, der nyderd glæderne ved et godt romersk bad. Han bygger faktisk et af de første romerske bade uden for kejserrigets grænser, men da det ikke rigtigt virker, må han ride mod syd og finde en åben badeanstalt.

Det gør han så, og frem til hans død i 453 brænder og hærger han sig igennem Norditalien og det meste af Frankrig. Og ja. Han får sig et bad. Et af de største blodbade, som Europa på det tidspunkt har oplevet.

Nøglen til Atillas succes ligger i hans veltrænede og veldisciplinerede rytteri. Beredne bueskytter i læderpanser og ringbrynjer bevæbnet med kompositbuer. Buer lavet af flere lag træ og ben, og som ved den rette behandling gør dem så stærke, at deres pile kan gennemtrænge selv det stærkeste panser.

Atilla dør som han har levet, og bekræfter derved teorien om. At det aldrig er tilrådeligt at anskaffe sig mere end en halv snes koner. Han falder for en lidt hævngerrig kvindes hånd, og burde nok havde tænkt sig lidt bedre om, før han gifter sig med en pige, hvor han lige har slået resten af familien ihjel.

Hunnerkongen efterlader et svækket romerrige og myten om den beredne krigers uovervindelighed. Han sover ind i historien, død af den gift han har indtaget, mens drømmen om rytteren står bøjet i fakler (datidens neon).

Med romerrigets sammenbrud eksploderer Europa, som når der hældes vand i en smeltedigle. Alle de undertvungne folkeslag griber lejligheden til at frigøre sig fra Roms kontrol, og det er nu blevet tid til at gøre regningen for de sidste 1000 år op.

Så Europa bliver til et flammehav. En underlig sammenblanding af etniske, politiske og religiøse konflikter. Ingen bliver sparet og alle er rimeligt bytte.

Mod syd i Spanien trænger muslimske stammer fra Nordafrika frem. Mod nord terroriserer skandinaviske vikinger stort set alt, hvad der kan terroriseres, og fra øst vælter magayere, avarer og osmanere ind fra stepperne.

I denne kugle af ild, voldtægt, død og ødelæggelse er der kun en lov der gælder. Loven om at den stærke bestemmer.

Hav tålmodighed blot et øjeblik mere. Vi er lige ved at være der, men først lige en kort reklamepause.

STEM PÅ CAROLINGINERNE. DET ER KARL ELLER KAOS.

I 773 stiger endnu en ung mand på hesten uden for hovedstaden Achen. Denne gang er han ikke en halvfordrukken, manisk, makedonsk konge eller en slavisk kongemorder med hang til lange bade med masser af kvinder.

Han er et sammensat menneske. Han læser dårligt, og alligevel taler han både græsk og latin. Han er stærk som en okse, forfængelig som en franskmand og alligevel et simpelt menneske.

Han er Karl. Karl der skal blive den store. Altså på den gode måde, eller rettere den knapt så infame måde.

54 felttog senere står han af hesten igen. Træt, væsentligt ældre, med meget på samvittigheden, men alligevel som en lysende stjerne.

Han dør i 814 og efterlader et forandret Europa. Der er stadigvæk masser af lovløshed, men nu er den i det mindste organiseret. Kongedømmer er blevet skabt, hertuger og grever var kommet til og krigerklassens magt er blevet legaliseret. Karl har skabt feudalismen, det statssystem der om noget skal bære billedet af ridderen frem.

Hvad var det for et monster, som Karl har skabt ?

I virkeligheden er det blot en videreudvikling af det romerske system. Det er da heller ikke for ingenting, at han kalder sig selv for kejser af det hellige romerske rige.

Enhver der har set Godfather filmene, vil nemt kunne genkende modellen.

Systemet bygger på loyalitet, belønning og tvang. Kejseren sidder i toppen af magtpyramiden og sikrer gennem sin autoritet kongernes loyalitet. Det samme gør kongerne så med hertugerne, der så igen gør det samme med greverne, der gør det sammen med en række adelsfamilier.

Alt i alt en stor afhængighedsmodel, som i sidste ende hviler på vores mytiske hovedperson:

Den beredne kriger. Den nye magts absolutte grundpille. Ridderen på den efter alt sandsynlighed ikke specielt hvide hest.

Kejser Karl skaber imidlertid meget mere end blot en ny samfundsmodel. Han skaber en helt unik, ideologisk konstruktion nemlig sammensmeltningen mellem krigerklassen og kristendommen.

Lad os for et øjeblik glemme rustningerne, hestene og de blinkende sværd og lad os i stedet drage ind i kirkerne og klostrene.

Pax vobiscum brødre og søstre.

Kristendommen holder sit triumftog over Europa, og magten ligger ikke længere udelukkende i hænder på vores beredne ven. Religion er ikke noget nyt fænomen, men en centraliseret romersk/katolsk kirke har man ikke set før, og kirken er ikke sen til at udfylde rollen.

Som noget nyt har magten fået, en på papiret moralsk konkurrent, og Karl må finde en måde at bygge bro mellem de to piller.

Det lykkes ham - næsten. Begge parter forstår, at man er gensidigt afhængige, men begge har et problem. Det handler om at finde en balance.

Kirken, der oprindeligt er bygget på et relativt pacifistisk grundlag, må blive i stand til at rumme den nye magtelite - ridderen, og ridderen må sikre sin autoritet gennem kirken, uden at gøre den for økonomisk stærk.

Kirken løser problemet i to omgange. Først gør man op med sine pacifistiske elementer. Krig har aldrig været et egentligt tabu, men doktrinen om at vende den anden kind til, fylder meget i den religiøse selvforståelse. Så man indfører begrebet retfærdig krig. Krig bliver tilladt, blot krigen følger nogle fastlagte regler. Reglerne er simple. Man må kun føre krig, hvis man selv blev angrebet, og krigen skal altid føres skånsomt og tilgivende.

Doktrinen holder frem til omkring 1050, hvor den bliver radikalt ændret. Kirken bliver til den militante kirke, da den kluniske bevægelse definerede vold som være neutralt. Vold kan bruges godt og skidt, og er ikke et onde i sig selv. Det er blot måden, hvorpå volden bliver anvendt, der giver anledning til overvejelser.

I et moderne perspektiv minder denne argumentation påfaldende om den amerikanske våbenlobbys slogan om, at våben ikke dræber, men at mennesker gør det. Hov det var vist et sidespring, men hvem har ikke lyst til det af og til.

Den kluniske bevægelse cementerer altså krigerklassens nyvundne moralske autoritet, blot autoriteten bliver udmøntet efter kirkens moralske anvisninger. Der er givet carte Blanche til korstog.

Krigerklassen tager imod med kyshånd og kvitterer ved at følge kirkens bud. I hvert fald når det passer den, og helst hvis der er en økonomisk gulerod foran hesten.

Så er det vist tid til at gå ud af klostret igen. Vi skal ude under den blå himmel. Derude hvor fanerne vejer, hornene gjalder, kvinderne dåner og ridderne bryder deres lanser.

Helmut Von Essingen er glad. Han har lige købt fire nye Viborghestesko. Han skal ud og vinde berømmelse og ære, men før han skal af sted tilbyder smeden ham et teknologisk vidunder stigbøjlen - nu med sporer.

Stigbøjlen gør næsten Helmut og hans ridderkolleger uovervindelige på slagmarken. De sikrer hans greb om hesten og sørger for, at han stort set kun falder af, hvis en anden ridder rammer ham rigtigt hårdt. Ridderen har fået et nyt magtmiddel, men han har også fået et nyt symbol på sin magt, og symboler bliver der nok af i den kommende tid.

Vi skriver år 1200, og ridderstanden bliver aldrig mægtigere end nu. Den skal nyde sin tid i solen, og den spilder ikke tiden.

Men lad os nu være helt ærlige. Riddere bliver opdraget til at være brutale. Magten og sværdet er et, og for at kunne holde positionen må man kunne klare sig i kamp. Så let og simpelt er det.

Alligevel opstår der et nyt og smukt ideal omkring ridderskabet. Idealet om at tjene andre uden selv at tjene på det.

Idealet bliver smykket med symboler. Frem til omkring år 1100 bliver stort set alle adelige unge mænd betragtet som riddere, men fra dette tidspunkt er ridder noget man bliver "slået" til. Man skal udmærke sig og helst også have forbindelserne i orden.

Selve ridderslagningen er et symbol i sig selv. Man skal aftenen i forvejen lade sig bade i rosenvand, hvorefter man overnatter i bøn i kirken. Den efterfølgende morgen får man så ridderslaget ved enten, at en præst lægger sin hånd på skulderen eller ved at en fyrste lader begge skuldrene berøre med spidsen af et sværd. I begge tilfælde symboliserer slaget, at man underkaster sig og i princippet lægger sin skæbne i en højere magts hænder, ved at man blotter sin hals.

Symbolikken stopper imidlertid ikke her. Sporerne bliver symbolet på at bestå ilddåben, spydet på sandheden, hjælmen på forsvaret mod det onde, handsken på trofastheden, sværdet på troen, skjoldet på familiens ære og hesten på evnen til at betvinge naturen.

Stille, men sikkert vokser ridderideologien ind i mytologien og omvendt, og så er det jo aldrig af vejen med en god historie, og historier bliver der brug for.

For at skabe ridderidealet må man ty til litteraterne, og tre værker kommer til at danne grundlaget for det etiske ridderskab. Rolandskvadet, der skildrer den unge helt Rolands selvopofrelse, Arthurs død, der skildrer historien om Kong Arthur og ridderne om det runde bord og sidste, men ikke mindst, fortællingerne om jagten på den hellige gral.

Fælles for historierne er idealet om selvopofrelse. At give sig selv i en højere sags tjeneste, er det smukkeste og bedste man kan gøre. Det være sig at dø for gud, for sin konge, sit land eller sin elskede.

Kirken er imidlertid ikke villig til at lade de folkelige forfattere løbe med de ideologiske laurbær. Man henter selv inspiration i biblen og definerer fire kardinaldyder, som skal kendetegne ridderen.

Enhver ridder skal kendes på sin styrke, sin forsigtighed, sit mådehold og sin retfærdighedssans. Senere knytter man Jesus bjergprædiken sammen med dyderne og tilføjer, godhed, fred, oprigtighed, renhed, standhaftighed, barmhjertighed, tålmodighed og godhed.

Derudover kårer man i stigende grad krigere som St. Jørgen til helgener, og i 1118 spiller man sit absolutte trumfkort ud. Man lader munkevæsnet flyde sammen med krigerkasten i Tempelridderordenen. Den endegyldige manifestation af, at kirke og ridder er blevet et kød.

Enkelte riddere tager sagen i egen hånd og skriver mere praksisorienterede anvisninger på ridderskabet. Ifølge den catalanske ridder Ramon Lull har ridderen 5 forpligtigelser. For det første skal han forsvare den katolske tro, forsvare sin herre, gå på jagt og give store middage, skræmme bønder til at passe sine pligter og som sidste punkt forsvare kvinder, børn og forældreløse.

Ca. 100 år senere bygger den franske ridder Geoffroi de Charny videre på Lulls synspunkter og fastslår, at den perfekte ridder besidder viljen til at gøre det gode, evnen til at gøre det gode og modet til at gøre det gode, og beskriver så ridderens forpligtigelser til at omfatte det at lære sig krigskunsten, at tjene sin herre, forfølge våbenbedrifter og opbygge landet. For den almene uanstændigheds skyld har Charny fjernet paragraffen om at holde bønderne til ilden.

Går det så som præsterne prædiker eller forfatterne formaner?

Bliver ridderen så det lysende eksempel på godhed og barmhjertighed, som man kan have forventet?

Svaret er nøj eller tjo.

Der er ingen tvivl om, at idealerne finder et vist fodfæste i ridderstanden, men de sætter sig nok ikke helt, som man kunne have forventet det. Ridderstanden bliver opofrende og en værnestand, men den bliver det på dens præmisser.

Populært kan man sige, at der udvikler sig to forskellige fortolkninger af ridderidealerne. Det dogmatiske franske ideal og det pragmatiske engelske.

Forskellen er til at tage og føle på. Det franske ideal er, at det var bedre at dø ærefuldt end at leve som en kujon. Det engelske er, at det godt kan være, at de andre ser flotte ud i deres rustninger, men bueskytter er nu glimrende til at meje dem ned, og den der lever i morgen løber med guldet.

I 1346 møder de to doktriner hinanden første gang. På marken ved Crésy skyder de engelske bueskytter de franske riddere i smadder. Ved Potiers gentager festen sig, og 1415 runder Henry den 5. trilogien af med at myrde det franske adelskab for 3. gang.

England sidder på magten i Frankrig i endnu 100 år, og til sidst skal der en lille bondepige ved navn Jeanne til at vriste magten ud af hænderne på dem.

Hun bliver senere kendt som Jeanne d'Arc, og franskmændene takker hende behørig for hendes indsats ved at udlevere hende til englænderne, som så skyndsomt brænder hende på bålet. For på trods af uenighed om ridderidealerne, så kan man da i det mindste blive enige om, at en kvinde i en rustning ikke lige er sagen. Specielt ikke når hun påberåber sig at handle direkte på ærkeenglen Michaels opfordring.

I dag havde hun sikkert fået en plads på den lukkede afdeling, men den gang valgte man altså at sætte ild til hende.

Ser man tilbage på konflikten mellem England og Frankrig i det 14. og 15. århundrede med rationelle øjne, er der ikke tvivl om, at vi med vores moderne holdninger ser englænderne som rationelle og oplyste. Problemet er blot, at vi gør det med et syn om, at det er bedre at være i live end at være død, og det var ikke den franske holdning.

Det er bedre at dø ærefuldt, og mens englænderne hygger sig i de franske borge med de franske ridderes koner, så sidder de franske riddere i Paradis, Valhal eller Nirvana og skåler på deres mod. Så hvor vanvittigt det end lyder, så vinder begge parter.

Ikke flere krigshistorier lige nu. Lad os kaste os over nogle af myterne.

Bliver der reddet mange kvinder i nød, og bliver der slået mange drager ihjel?

Lad os starte med kvinderne, og ja det er dånetid.

I 1191 nægter den byzantinske hersker Isaac Comnenus Richard Løvehjertes dronning Berengarias adgang til Cypern. Hun ligger hjælpeløst med sit skib uden for havnen i Limasol, og tørst og mangel på mad er ved at tage livet af besætningen.

Richard, der er kendt for at tage tingene en smule personligt, forlader staks det hellige land, og invaderer øen. Berengaria bliver frelst, og Richard får sig endnu en provins i sit hastigt voksende rige.

Se Richard er et menneske, der var kendt for at kombinere forretning med fornøjelser. I 1191 går han imidlertid over stregen, da han vil have hele æren for indtagelsen af Acre. Han smider det tyske banner ned fra hovedporten, og beslutter sig så for at rejse hjem til Europa. Uheldigvis strander hans skib på den norditalienske kyst, og han må rejse hjem gennem Østrig. Dum, dum ide. I 1192 snupper østrigerne ham, hvorefter han tilbringer et år i en hyggelig gotisk borg.

I sidste ende bliver han købt fri af sine undersåtter for den fyrstelige sum af 60.000 pund sølv. Hverken særligt ærefuldt eller særligt ridderligt, men hvad det var jo den engelske måde, og om ikke andet, så har han givet forfatteren Walther Scott ideen til både Robin Hood og Ivanhoe.

Gisp. Jeg havde lovet, at der ikke ville komme flere krigshistorier, og så var der alligevel en til. Men sådan var tiden. Freden var undtagelsen, og krigen var det blod, der løb gennem riddernes årer.

Tilbage til kvinderne.

I 1216 sidder Nicola De La Hay i Lincoln borgen i det sydlige England. Hun er omringet af franske lejesoldater, der er i færd med at indtage hendes hjem. Hun har brug for hjælp, og hjælpen kommer i form af en ridder i en skinnende rustning. Fra nord kommer Sir William Marshal ilende til og befrier fruen.

Alt i alt et herligt billede og rammen om en god historie. Den unge mø reddet af den gæve ridder. Danielle Steel, det er blevet tid til at skrive.

Men historien holder ikke. For det første er Nicola ikke en ung mø. Hun er langt over 70 og hendes redningsmand er ikke en ung uplettet ridder. Han er også langt over 70 år, og for det andet så er prisen for at befri fruen, at han stjæler hendes slot, og giver det til sin ven Jarlen af Salisbury.

Se nu er Nicola, som kvinder er flest. Hun vil ikke finde sig i noget, så hun rejser til London, og får kongen til at give hendes borgen tilbage. Så jeg må beklage. Heller ikke her ender det i den store lovestory.

Spørgsmålet er i virkeligheden, om det er en særlig lukrativ branche at redde kvinder i nød? Ofte vil objektet, dvs. kvinden (undskyld udtrykket) være gift med en anden ridder eller være datter af en måske lidt utilpasset, og ikke særlig venlig og omsorgsfuld adelig far.

Kærlighed er et kendt fænomen i middelalderen og det kan ikke udelukkes, at to elskende af og til får hinanden, men det er ikke reglen. Ægteskabet er et bånd mellem dynastier, og en ung datter kan være sin vægt værd i guld, hvis hun bliver "solgt" til den rette familie.

At redde sin elskede er derfor en flot romantisk drøm, men den er forbundet med enorme realpolitiske og fysiske konsekvenser, hvis man altså ikke lige redder den kvinde, som man allerede er gift med. (Og at det i øvrigt særligt sjovt?).

Jamen hvad så med dragerne?

Beklager. Der er ingen drager, men man tror på så meget i middelalderen. Man tror på trolde, djævle, nisser, sorte katte, de vise sten, astrologi og på at kvinder, der blander urter, er hekse. Nogle af dem er det sikkert også, men efter alt sandsynlighed på den gode måde.

Alligevel slår man massevis af drager ihjel. Hele Europa er fyldt af historier om unge riddersvende, der drager ud og myrder ildsprudlende drager.

Under Johanniterordenens stormester Helion de Villeneuves tid på Rhodos skal der ifølge legende have været en drage løs i en dal midt på øen. Dyret ender sit liv med at den unge ridder Dieudonne de Gozon i en mindeværdig kamp fælder monstret, hvorefter kraniet bliver sat fast på Amboise porten. Desværre forsvinder de jordiske rester af dyret i 1837, så det er, som med alle de andre historier, umuligt at finde skyggen af bevis.

Men måske er kampen med dragen i virkeligheden blot et billede. Det er blevet hævdet, at dragen er et psykologisk symbol på den frygtelige kvindelige seksualitet, og at kampen med dragen i virkeligheden er et udtryk for, at manden er i stand til modstå kvindens lokkende appeal.

Nu kan man jo fortolke som man vil, men måske er der noget om det. Det var jo trods alt Eva, der lokkede Adam i uføre, og se bare hvad det har ført til.

Efter dette lille udflugt til psykologien og en smule kønsdiskriminerende humor vil jeg tillade mig at vende tilbage til virkeligheden.

Sir William Marshal har en frygtelig hovedpine. Han har netop overstået sine 75. turnering, og hjælmen er gået fast, så den må hamres ud i smedjen. Men det er ok. William er en af sin tids største succeshistorier, og han er den første ikke royale person, der får sin egen biografi.

William kommer fra en typisk adelsfamilie. Hans opdragelse er været benhård, og da han er 5 år gammel, kommer faderen i krig med kongen. En kort periode bliver William udleveret som gidsel til kongen, der så efterfølgende truer faderen med at slå sønnen ihjel.

Det må have været en ganske traumatisk oplevelse. På et tidspunkt truer kongen med at kaste William over borgmuren fra en katapult. Faderens svar er, at han har både hammer og ambolt til at lave bedre sønner end William. Så er tingene ligesom sat på plads.

Faderen dør da William er 16 år gammel, og da boet bliver gjort op, er der ikke en nikkel tilbage til William. Han må selv skabe sin karrierer.

Det gør han så. På 30 år bliver han en af Englands mægtigste mænd. Han skaber sit navn på turneringspladserne, hvor han i sine unge år ridder alt modstand ned. På en måde bliver han middelalderens pendant til nutidens formel 1 piloter. Han lever hårdt, hurtigt og ekstremt farligt.

I 1187 drager han på korstog til det hellige land, og han ender med at vinde Richard Løvehjertes gunst. Kongen kvitterer med at give ham landets rigeste mest velhavende kvinder til hustru, og da han dør, bliver han udråbt til verdens bedste ridder. I hvert fald af sin egen præst.

William bliver indbegrebet af ridderen. Opofrende, stærk, succesfuld og ikke at forglemme stinkende rig. I virkeligheden er han ikke så forskellig fra den moderne verdens forretningsmænd og kvinder. Han sætter sine mål, satser, gifter sig til en formue og vinder.

Problemet er bare, at William ikke er standarden. Han er toppen af isbjerget. Ham der bliver skrevet sange om, og som alle de andre gerne ville være. Middelalderens svar på hr. Møller, Bil Gates og B.S. Christiansen i en og samme person.

Langt de fleste adelsfolk og riddere må tage til takke med langt mindre glamourøse liv. Et liv i en anden og mægtigere mands sold eller på små miserable gårde, der knapt nok kan betale for hest og udrustning.

For ridderskabet er ikke en billig luksus. Fra 1150 frem til år 1500 stiger prisen på hest og rustning med 1000 %, og hvor det tidligere var selv en lavadelsmand til dels at føre hest, ringbrynje og væbner, bliver det nu udelukkende en sport for de rigeste og mægtigste, eller de folk som magteliten kan betale for.

Vi tager lige en lille filmisk pause. Op med lærredet. De Tomassos Mit liv som ridder Take 2.

Chevalier De Tomasso vælter af hesten, da han vender tilbage til lejren. I 4 timer har de forsøgt at brække nakken på de svejtsiske pikémænd uden held.
"Sådan går det hver gang," tænker De Tomasso. "Hver eneste gang."

I år 1550, er det ved at være slut. Ridderen er godt nok at finde på slagmarken i endnu hundrede år, men som en egentlig magtfaktor er hans tid ovre.

Der er flere årsager til at han forsvinder, og vanen tro er det en konsekvens af flere sammenfaldende begivenheder og naturligvis også penge.

Tiden er løbet fra den pansrede rytter på slagmarken. Fodfolket er blevet stærkere, bedre trænet, udstyret med meterlange træspyd (pike) og nye militærteknologiske landvindinger gør rytteriet svagere. I flere hundrede år har bueskytterne allerede været i stand til at gennembryde riddernes panser, og med ildskydevåbene fremmarch forsvinder ridderens sidste uovervindelighed.

Ridderens svar er at øge tykkelsen af panseret på både sig selv og hest til et niveau, hvor hverken hest eller rytter reelt er i stand til at bevæge sig mere. I slutningen af det 15. århundrede regner man med, at en rytter maksimalt kan deltage i kamp i ca. 15 minutter på grund af vægten af rustningen.

I år 1500 invaderer en stor dansk ridderhær Ditmarsken og får læstelige tæsk. På en lille vej ude i marklandet lærer en overmodig danske Kong Hans, at rytteri ikke længere er noget at skrive hjem om, og da slet ikke i et terræn, der favoriserede fodfolket. Det Dannebrog, der efter legenden faldt ned ved Lyndanaisse i 1219, bliver i øvrigt tabt i marsklandet og aldrig set igen, men det er jo egentligt også en helt anden historie.

Mens ridderen kæmper for sit liv på slagmarkerne rundt om i Europa, får han banesåret et helt andet sted.

Prisen på ridderskabet er nu så høj, at færre og færre har råd til at deltage i den eksklusive elite. Borgerskabet vinder frem, og den finansielle magt flytter langsomt fra de befæstede borge og landbrug ind i de beskidte og snart overbefolkede byer.

Antallet af adelsfamiler falder drastisk, mens de der bliver tilbage assimilerede sig til de nye samfundsstrømme, og bliver hamrende rige. Penge og slægten bliver vigtigere end heltemodet, og så er det pludseligt ikke sjovt længere at lade sig kværne på en slagmark.

På toppen af samfundet sidder kongerne, kejserne og fyrsterne og glæder sig over udviklingen. Enevælden er stadigvæk hundrede år ude i fremtiden, men grebet om magten, rigdommen og æren har aldrig været større.

Så er det, at den spanske forfatter Cervantes skriver en bog. I 1515 sidder han på sin yndlingsbodega i Madrid og skriver en fortælling om en forhutlet og forarmet ridder ved navn Don Quixote, der drager ud i verden for at kæmpe mod ondskaben. I hans omtågende tilstand slås han mod svin og vejrmøller.

Cervantes slår en hel litterær genre ihjel. I hvert fald for en tid. Han myrder den idealistiske fortælling og åbner renæssancen. Don Quixote er en joke, en karikatur, og et levn fra en svunden tid. Nu skal fornuften, videnskaben og ikke mindst bundlinjen til at være idealerne. Ridderen er død. Længe leve ridderen.

Ridderen dør nemlig alligevel ikke helt. Et hvert fyrstehus med respekt for sig selv stifter deres egne ordner, og uddeler "ridderskaber" som tak for tjenester. Masser af adelige og borgerlige tager venligt og beredvilligt mod medaljer, hosebånd, ridderkors og små elefanter. Som tak tjener man så kongen som videnskabsmænd, officerer, ministre eller embedsmænd. Den gamle ridder bliver lagt til hvile, mens den nye ridder opstår.

I endnu 300 år lever det nye ridderskab sit eventyrlige liv. I fantastiske rober, med fornemme titler og øjne så store som diamanter. I 1789 får man for en stund andet at tænke på, da den franske revolution slår to tredjedel af det franske ridderskab ihjel, men da Napoleon igen får styr på den franske stat og genindfører både titler og medaljer, kan verden ånde lettet op igen. Altså lige indtil Napoleon får smag for andre stater og kaster Europa ud i 15 lange krigsår.

I 1815 ender Napoleons drømme på en mark syd for Bruxelles. Wellington, der senere både bliver hertug og får hosebåndsordenen, pløjer den franske garde i jorden og med den håbet om den napoleonske version af frihed, lighed og broderskab.

Dyb udånding. Vi er ved at være igennem, og jeg har fuld forståelse for, at læseren for længe siden har givet op eller brugt en eventuelt udskrivning som optænding på en kold vinterdag.

Vi skal imidlertid lige have klaret den happy ending, som jeg havde lovet i starten.

I 1791 skriver Walter Scott Ivanhoe og skaber den moderne myte om ridderen. Hovedpersonen Sir Wilfred Ivanhoe er retlinjet, retfærdig, god mod dyr og frem for alt ædel i kærlighed. Han bekæmper den onde Prins John, redder den jødiske kvinde Rebekka, hjælper Richard Løvehjerte tilbage på tronen, og når i øvrigt også at slå den onde tempelridder Guy de Gisbourne ihjel.

Ivanhoe bliver indbegrebet af vores moderne myte om ridderen på den hvide hest. Frygtløs, ærlig og ædel. Kort sagt et moderne ikon, som verden tørster desperat efter i det 19. århundrede.

Århundredet er præget af industrialiseringen. Massesamfundet vinder frem, men i industrialiseringens kølvand følger også en romantisering af historien. I skæret fra dampmaskinerne og de sataniske møller, som beskrives i den engelske salme Jerusalem stiger behovet for faste og sikre værdier. Ridderen og damen bliver en historisk gave til det 19. århundredes ideologi. Et eksempel til efterlevelse.

Det sjove er, at det også er i denne periode, at seksualiteten stort set udraderes fra billedet. Sex er, som Dronning Victoria, at lukke øjnene og tænke på England, og rigtige riddere redder nok damer i nød, men... Så hører morskaben også op. Hænderne oven på dynen Sir Lancelot.

Idealerne fra det 19. århundrede lever endnu, selvom ridderne og damerne heldigvis igen har vundet rettet til en sund og naturlig kønslig omgang med hinanden, og måske har vi i virkeligheden mere brug for dem end nogensinde før. I en verden af vold, krig og ødelæggelse, er det trods alt stadigvæk værd at stræbe mod det ædle og tro på, at andre også gør det. At der er noget i livet, der er større end en selv, at der stadigvæk er ære tilbage og at det er nødvendigt at hjælpe andre mennesker.

Måske er idealerne i realiteten meget vigtigere end billedet af ridderen på den hvide hest. Ham der drager ud, frelser jomfruer i nød og slår drager ihjel.

Skal vi være helt ærlige her til sidst, så er der jo i virkeligheden ikke ret mange kvinder, der i længden gider reddes af ham på den hvide hest. Det er da ok, at han starter sådan, men når han er på plads på borgen, så kan han godt skrubbe ud og skifte olie på bilen, slå græsplænen, hente ungerne i institutionen og det havde den rigtige middelalderridder aldrig nogen siden gjort.