Der er en gammel bænk,
der nærmest er i sænk,
hvor vandet møder land med bølgens brusen.
Forpjusket er den vist,
måske en smule trist,
men høres kan endnu historiens susen.

Da den var fin og ny,
og solen sås i sky.
Der leged børn og voksne på dens planker.
Og så når det blev nat,
så var det tid til pjat.
forelskede de delte deres tanker.

En gang det gik for vidt,
blev bænken næsten slidt,
da han og hun blev ramt af Amors pile.
Et kys blev vist til fler,
og knægten ville mer.
Der måtte selv en bænk skam ha lidt hvile.

Men tiden måtte gå,
og bænken gik i stå,
en ungdom var forbi før den begyndte.
Mens tæring satte ind,
på træ og hver en pind,
og alderdommens ankomst sig forkyndte.

Vil bænken stadig stå,
når jeg engang skal gå,
og tænke på en tid jeg var alene?
Da livet var lidt hårdt,
og dagen den var kort
og bænken mening gav på livets scene.