Folk er bange for at spørge. Kan vi alle blive enige om, at begrebet "tabu" dækker over et fænomen som ikke er alment accepteret at snakke højt om? Et fænomen som folk gerne vil undgå at høre om, som ikke er velset?
Jeg ved ikke hvornår det blev tabu at bekymre sig om sine medmennesker, hvornår menneskeligheden besluttede sig for, at de hellere vil gætte eller snuse sig frem i stedet for at hanke op i sig selv, smide sit medynkende fjæs på og bare spørge.
Da det skete frygtede jeg ikke, at mit ansigt ville blive et tabu. Jeg nåede ikke at skænke det én tanke selvom jeg havde hele halvtreds sekunder til at skænke det en masse tanker (og ja, du ville blive overrasket over hvor mange tanker man kan nå at tænke på halvtreds sekunder). Jeg nåede at tænke over den sang jeg havde haft på hjernen (Wonderwall af Oasis - ja, mere cliché teenager bliver man vist ikke), jeg nåede også at tænke på adskillige fremtidsalternativer. Ville jeg miste et øje? Ville min højre arm blive funktionel igen? Ville jeg kunne fortsætte med mit arbejde, nu hvor dette skrækscenarie fandt sted på min arbejdsplads - og hvis ikke, hvordan skulle jeg så tjene penge? Men den tanke (måske er tanke for konkret et begreb) jeg husker tydeligst, er frygten for at dø. Det skreg igennem hele min krop og gav mig styrken jeg havde behov for, samtidig med at denne angst spredte sig som lammende, iskold væske gennem hele min krop og den i dag i dag har jeg ikke glemt den. Hvis han fik mig ned at ligge ville jeg dø. Denne tanke udviklede sig ikke, som andre tanker har en tendens til at gøre - jeg nåede ikke at tænke over at jeg aldrig ville se mine kære igen, at jeg aldrig ville nå at gøre dit og dat. Ikke én gang tænkte jeg "pis - nu dør jeg, og jeg kommer aldrig til at få en studenterhue" eller andre smålige tanker i den dur. Frygten for at dø ankom, og så stoppede tankerne der - strømmen gennem min hjerne blev afbrudt og helt basal, animalsk frygt for livet overtog, og aldrig har jeg kendt så intens en følelse i mit liv.
Umiddelbart efter det var sket frygtede jeg ej heller, at mit ansigt ville blive et tabu. Min krop var ude af egen kontrol med en hedetur uden lige, ægte choktilstand som jeg aldrig før har prøvet. Trods menneskeaben reklamerer for sig selv som værende rationel og logisk tænkende, er det ikke noget jeg kunne prale af i de efterfølgende ti minutter. Selvom den umiddelbare trussel var fjernet kæmpede min krop stadig på højtryk og efterlyden af dødsangsten satte spor i mine tanker; åndedrætsbesvær var vel en helt naturlig del af chokket, men min hjerne skreg, at jeg IKKE måtte besvime, for hvad nu hvis jeg døde mens jeg var bevidstløs? Også her stak tankerne af igen. Jeg gjorde mit bedste i situationen (hvilket nok ikke har været et særligt godt forsøg) på at huske alt hvad jeg nogensinde havde læst eller set i fjernsynet om folk der var kommet til skade. Skulle man holde sig vågen? Var det bedre for kroppen at lade den falde hen til bevidstløshed så man havde en chance for at trække vejret igen? Den dag i dag har jeg indset, at det i min situation nok ikke havde betydet det store. Men det betød alt i verdenen for mig i de ti minutter.
I ambulancen frygtede jeg heller ikke, at mit ansigt ville blive et tabu. Jeg var dog nået så langt at jeg havde forstået, at jeg ikke skulle dø (eller måske var det det smertestillende der flød gennem mine blodbaner), så mine tanker fløj igen uvilkårligt rundt i hovedet og jeg orkede end ikke et forsøg på at samle dem. Jeg tænkte på min hest, på min mor og på min bedste veninde. Jeg tænkte på min kæreste. Jeg tænkte en masse egoistiske tanker, som det egoistiske menneske jeg er, og jeg græd da det gik op for mig at jeg aldrig ville blive smuk igen. Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte holde godt fast på min kæreste, for jeg ville nok ikke få en ny.

Jeg tænkte mange tanker i de kommende dage, uger, måneder. Men jeg troede aldrig at mine ar ville blive et tabu - og den dag i dag rammer den kvalmende angst mig hårdest når folk glor, men aldrig spørger. Og den samme tabu bringer mig skam når jeg sidder med hovedet i toilettet fordi tankerne er for mange og angsten er for stor - og dette kan jeg ikke dele med andre, for folk vil ikke høre.