Kærlighed er egentligt en underlig ting. Et virvar af følelser, som strømmer igennem kroppen. Jeg har prøvet det. Mere end en gang. Og jeg ved ikke hvor meget jeg bryder mig om kærlighed. Jeg er fascineret af kærligheden, hvilke følelser den bringer frem. Der findes selvfølgelig forskellig slags kærlighed - kærlighed til sin familie, kærlighed til sine venner, men den kærlighed jeg taler om, er den største og vigtigste kærlighed af alle; kærlighed til sin partner. Sin mand, sin kone, sin kæreste. Sin soulmate. Jeg drømmer om lige netop dén kærlighed. Det fascinerer mig, og jeg hungrer efter den kærlighed. Findes den? Findes der en soulmate til mig? Jeg ved det ikke. Efter alt det lort jeg har været igennem, så ved jeg det ærligt talt ikke. Kærlighed er kompliceret og ondsindet på så mange måder. For kærligheden bringer som regel jalousi og tvivl med sig, og kan gøre en mistro overfor sin partner. Også selvom at det aldrig var meningen, at blive mistro. Noget af det vigtigste i et forhold, ifølge mig, er tillid. Man skal kunne stole på hinanden. Men lige meget hvor meget man end har lyst til at stole på sin partner, forekommer der stort set altid tvivl. Og hvorfor? Hvis man ikke kan stole på sin soulmate, sin elskede, hvem kan man så stole på?

En af mine store kærligheder, jeg nævner ingen navne, elskede mig. Og det ved jeg. Han behøvede ikke engang at sige det, selvom at det gjorde han nu nok alligevel, og det var da også meget rart at høre. Men i teorien kunne han ikke have sagt det én eneste gang i vores forhold, og jeg ville stadig vide det. Hans øjne, hans kropssprog og alt ved ham skreg, at han elskede mig. Det beroligede mig. Derfor mistede jeg aldrig min tillid til ham. Men før forholdet overhovedet begyndte, sluttede det. Brat og uden advarsler. Som lyn fra en klar himmel. Han havde mistet følelserne for mig. Han elskede mig ikke mere. Jeg forstår ikke, hvordan så stærke følelser for en anden, kan forsvinde ud i det blå. Som om de aldrig havde eksisteret. Men det havde de, og det kunne jeg ikke løbe fra. Jeg kunne ikke komme udenom, at de følelser som ikke længere eksisterede i ham, stadig fyldte indeni mig. Og på den måde, er kærlighed alt andet end fair. Når kærlighed ikke er gengældt. For hvad kan man stille op, hvis ham man elsker, ikke elsker en tilbage? Hvad kan man så sige? Hvad kan man så gøre? Ingenting. Du kan ikke gøre en skid, og det er det der gør mest ondt. I hvert fald for mig.

Kærlighed gør de mærkeligste ting ved folk. Man bliver høj af det. Man føler sig som på en lyserød sky, som om at intet kan få dig ned. Men sandheden er, at alt kan gå i stykker på et split sekund. Alt det du havde, alt det du elskede, kan gå i stykker. Men når man er nyforelsket, tænker man selvfølgelig ikke over de ting. De ting, som kan ødelægge det bedste som er sket for en, så forfærdeligt længe. Men det burde man. Man burde forberede sig på den smerte, de pinsler som man for det meste skal igennem, in a break up.

Men selvfølgelig er kærlighed ikke kun dårlige ting, langt fra faktisk. Kærlighed er nok den mest fantastiske følelse, som et menneske overhovedet kan føle. Den glæde som ens partner giver en, kan ikke byttes ud for noget. Desuden er der jo intet bedre end kys og kram, fra den man elsker. Elsker. Elsker er sådan et forfærdeligt stort ord, som bliver misbrugt af alt for mange. Ikke alle elsker deres partner. De kan selvfølgelig lide ham eller hende, lidt mere end alle de andre, men det med at elske.. det er store ord. Store ord som man kun skal bruge, når man virkelig mener det. Når ordene springer ud af munden, når hjertet skriger efter den eneste ene. Jeg er en af dem der har nemt ved at elske andre mennesker, men sådan har alle det langt fra. Der kan gå måneder, og endda år, før andre elsker. Det er individuelt.

Jeg ved ikke om jeg tror på, at der er en soulmate til alle. Men jeg håber det inderligt. Jeg tror på kærligheden, lige meget hvor mange gange jeg bliver såret. Den rigtige for mig er derude et sted, jeg skal bare finde ham. Eller måske skulle jeg bare lade ham finde mig. Det kunne han have godt af. Jeg har opsøgt kærligheden alt for mange gange. Jeg tror bare jeg vil prøve at nyde, at jeg er single, og nøjes med at elske mine venner og min familie. Men den store kærlighed kommer en dag, og når den dag kommer, så er jeg klar til ham.