Det er sjovt som livet tager røven på en nogle gange, ikke? I det ene øjeblik er man sikker på, at man har styr på verdenssituationen, og i det næste er du clueless. Jeg bruger for meget tid på at tænke på fortiden, på hvad der er sket og ikke mindst på hvorfor det er sket. Som om, at hvis jeg tænker nok på det, så ændrer det sig. Hvis jeg bare voldtager min hjerne med endeløse skruplerier, så ser verden nok anderledes ud imorgen. Men det gør den aldrig. Og selv hvis den gjorde, ville det så være meget bedre? Jeg mener, alt det der er sket, alt det jeg har gået igennem for at stå her idag, har vel i og for sig gjort mig til den jeg er, hvor kliche det end lyder. Og ville jeg være en anden, end den jeg er? Okay, ja, det ville jeg. Med fucking glæde. Jeg ved, at det ikke er sundt at hade sig selv, og de fleste ville formegentligt kalde mig en piveskid og derefter fortælle mig, at jeg bare skulle tage mig godt og grundigt sammen. Men hvad ved de om det? Hvad ved de om mig? Hvor vover de, at fortælle mig, at jeg bare skal tage mig sammen? At jeg bare skal snuppe en tudekiks, og tørre øjnene? De ved intet om mig og mit liv. Hvad jeg har gået igennem, hvad jeg har tænkt og hvad jeg har følt. At hade sin egen krop er en ting, men at hade sit sind, sin tankegang og sit indre er en helt anden sag. Det ønsker jeg ikke engang, for min værste fjende. For hvad er der tilbage, hvis man ikke kan udstå sig selv? Hvis man ved hver en tanke, hver en følelse der strømmer igennem ens krop, væmmes ved sig selv? Har man så noget tilbage at leve for?

Og sådan er der så meget. Jeg er okay, og lige pludselig er jeg det ikke. Men glad, det er jeg aldrig. Min idé om det at være glad er, at man bare ved det, når man er det. Og jeg har ikke bare vidst det i meget lang tid. Ligesom når man er forelsket, så ved man det bare inderst inde. Sådan tror jeg også at det er med glæde. Og i det tilfælde, så har jeg ikke følt det i mange år. Jeg ved måske bare ikke hvordan mere. Måske er det noget man skal trænes til, lære at være. Jeg bliver ved med at håbe, at det en dag bare er der naturligt, den glæde hvor man bliver helt varm indeni, og man bare ikke kan lade være med at smile, selv hvis man prøver. At den bare kommer, når jeg aller mindst venter det. Men jeg har ventet i mange år nu, og til sidst giver man ligesom op. Man erkender sit nederlag, og tænker så: hvad nu? For hvad er der så tilbage at kæmpe for?

Min teori er, at nogle mennesker blev malplaceret. Født i den forkerte verden. Lad jer ikke narre, for de ser helt normale ud, men det er indeni, at den er helt gal. Disse mennesker passer bare ikke ind. Følelsen er gennemborende og uundgåelig, og den er uudholdelig i længden. Det er svært at forstå, men tankegangen og følelsesregistret hos dem er helt forskruet, og ligemeget hvad de gør, ligemeget hvor meget de prøver, så vil de altid have følelsen af, ikke at passe ind. Ikke at være rigtig, og ikke at være glad. Og det er ikke deres skyld, det er ingens skyld, de er bare det helt forkerte sted, og det gør ondt på dem, at være her. Så hvad har de af muligheder?