Hvis jeg spurgte hvilken som helst person i Danmark om, hvad vedkommende forbinder med julen, så tror jeg ikke, at særligt mange ville svare "forbrugermentalitet" som noget af det første. Desværre er det et ord, som jeg tror, kommer allermest til udtryk ved juletid.

Forleden læste jeg en artikel om en mor, der var meget ked af, at hun ikke kunne give gaver på samme prisniveau til sine børn ligesom alle andre forældre, og det fik mig til at tænke på, hvor materialistisk julen egentlig er blevet. I artiklen fortæller moren, at hun har tænkt sig at søge julehjælp i år, fordi hun ikke har råd til at give sine børn det, som de ønsker sig. Børnene - der i starten af artiklen kan ses på et billede, hvor de alle sammen sidder foran en computer til i hvert fald 10.000 kr. - ønsker sig nemlig PlayStations, computere og iPads i julegave. Derudover bryder moren næsten grædende sammen, da hun fortæller om sin værste jul, nemlig dengang hun kun havde råd til at købe en ribbenssteg, nogle kartofler og rødkål samt en pakke med et par underbukser og en pakke med et par strømper i.
Man tror jo næsten, at det er løgn. Er vi virkelig nået dertil, hvor en god jul afhænger af, om du har mulighed for at give dine børn dyre gaver? Hvor vores kærlighed til hinanden afspejles af, hvor mange penge vi er villige til at bruge? Er forholdet til vores børn virkelig blevet så skrøbeligt, at det eneste som afgør om vi kan have en hyggelig aften med dem er, om de får dyre julegaver?
"Jamen børnene har jo ikke mulighed for at være med i fællesskabet ..." kan jeg allerede høre en flok venstreorienterede politikere udbryde. "Vi risikerer jo at skabe en social kløft i mellem børnene."
Hold nu op. Jeg har sgu aldrig ejet en PS3 eller fået andre dyre gaver kastet i nakken, og jeg har det fint. Måske skulle I holde op med at tro, at dyre ting er ensbetydende med lykke og social accept. Johannes V. Jensen nævner i en tale fra 1930 at: "Man bedømmer ikke mere folk efter hvad de har, men efter hvad de er."
Jeg gentager: Dette er blevet sagt i 1930! Hvorfor er det pludseligt så vigtigt for os i dag, hvor det danske samfund er langt mere velstående, at vi har midler nok til at give dyre gaver fra os? At vi ejer nogle dyre ting efter juleferien, som vi kan vise frem? I samme tale siges det endda at "Julen er en amnesti, regnestykker lægges til side, og man samles om et bord - lad ikke ringen lukke sig, uden tanke for dem der ikke har noget bord at samle sig om!" Utroligt at en tragisk jul i 1930 blev vægtet på, hvorvidt du havde nogen at fejre jul med, og ikke om du havde en masse penge til dyre gaver. Jamen hvad i alverden er der da gået galt? Der bliver endda sagt, at der - i 1930! - ikke findes nogen reel fattigdom i Danmark. I dag - hvor der i hvert fald slet ikke kan tales om fattigdom i det omfang, der var dengang - skriger de "fattige" hver jul, at de ikke har penge nok og at julen dermed er ødelagt. Måske fordi julen er blevet til en målestok, som vi benytter til at sammenligne os selv med andre.

Jeg fatter virkelig ikke, hvorfor julen pludselig handler mere om gaver. Er det måske amerikanerne, der er skyld i, at vores jul er blevet så materialistisk? Det er jo dem, der har opfundet forbrugermentaliteten. Dem der har den store indflydelse på verden. Eller er det måske fordi, at vi er blevet mere misundelige? Er vi ligesom grådige aber i et bur, der ikke kan tåle, at nogen andre i flokken får en smule mere end os selv?
Man kan jo kaste et blik på USA og se, hvor galt det er der. Tag nu fx Black Friday. Mennesker kommer til skade og DØR i kampen om at få fat ting, som i de fleste tilfælde skal bruges som julegaver. Det er da skræmmende. Rent ud sagt skræmmende, at nogle mennesker ser deres egen værdi i form af, hvor meget de har i forhold til andre, og at de er villige til at slås og slå ihjel for det. Det har intet med jul at gøre. Julen er jo meget mere end gaver. Den er lugten af kanal, synet af de smukke julelys og lyden af julemusik. Og jeg vil vove at påstå, at enhver der har adgang til disse tre ting, kan fejre en ordentlig jul - gaver eller ej.

Hvis folk fra 1930 fik at vide, at man i 2013 mener, at et par sokker kan ødelægge juleaften, ville de så tro på det? Ville de tro på det, hvis man sagde, at der findes lande hvor folk er villige til at sætte livet på spil for en gave?
Måske er det bare mig, der er underlig. Måske er det mig, der endnu ikke er forhekset af forbrugermentaliteten endnu. Men jeg kan lige så godt sige det rent ud: Lugten af flæskesteg, brun sovs og kartofler, samt selskab med de mennesker jeg holder allermest af i verden, slår til hver en tid en latterlig iPad. Og længere er den ikke. For det kunne jo tænkes, at det var alle de grådige mennesker, som der er noget galt med. Og ikke dig, der har vigtigere ting at bruge dine penge på.
Desværre virker det som om, at Julen er ved at blive forpestet af forbrugermentaliteten. Og er det ikke et eller andet sted sørgeligt, når julen handler om alt andet end at forbruge?
Glædelig jul.