Vækkeuret ringede ved 9-tiden. Han skulle op, men han havde siddet alt for længe over computeren aftenen i forvejen, så det var svært at komme ud af fjerene. Han var vel efterhånden blevet afhængig af den computer. Han viste godt, at det var lidt en flugt, men når han nu ikke var så god til det der med virkeligheden, så var det vel en rimelig løsning.

Han fik endelige overtalt sig selv til at forlade sengen. At kalde det en seng var nok lige at overdrive tingene en smule. Det var vel nærmest en skibsbriks. En af de her brikse, som havde klædt et hvert respektabelt børneværelse i 80'erne. Den var blevet gammel, men den var god, og han kunne ikke forstille sig, at han kunne sove i en anden seng.

Han væltede over snavsetøjskurven, da han stod ud af sengen.
   "Satans," mumlede han, mens han kom på benene. "Hvornår fanden lærer jeg at holde bare en smule orden." Han så sig selv i det gamle ramponerede spejl i soveværelset. Det var et levn fra den tidligere lejers tid, men han havde ikke gidet at fjerne det.

Hold da kæft hvor var han fed, men hvad fanden betød det, at han vejede 15 kilo for meget. Han havde vel også fortjent et godt liv, nu hvor gud ikke havde udstyret ham med verdens smukkeste krop.

Han forsatte ud af soveværelset og tumlede ud i stuen.

Det var ikke noget skønt syn, der mødte ham. Solen skinnede dovent ind igennem de alt for mølædte gardiner. Der var skrald overalt. Gamle pizzakasser lå hulter til bulter sammen med sodavandsdåser og flasker. I rummet kunne man knapt skimte de alt for gamle lædermøbler, som han for længe siden havde arvet af sine forældre. Det var egentligt noget gammelt lort, men de var hans, og han kendte dem, som var de hans bedste venner.

Han tænkte pludseligt på vennerne. Dem var der ikke mange af. De få han kendte, var ungkarle som ham selv. Midt i tred'verne, lidt nørdede eller rettere meget nørdede. Personer hvor antallet af megabyte i computeren gav mere præstige end evnen til at få et job og stifte en familie. I øvrigt var familie noget opreklameret pis. Ikke andet end til besvær. Spild af tid og penge. De penge, som han ikke havde så satans mange af, efter han havde fået sparket fra det softwear firma, som han havde været ansat i.

"De sagde, at de skulle spare," tænkte han bittert. "Ha, det var fandeme løgn. Sagen var, at hans kvindelige chef, en ung tøs på 28 år ikke havde en skid forstand på sit job, men nogle skulle jo have skylden for problemerne med systemet, og så havde den bitch altså valgt ham."

Det var vel egentlig også godt det samme. Nu kunne han helt og aldeles hellige sig arbejdet med udviklingen af verdens bedste styresystem. Ikke mere af det Microsoft møg. En ny og revolutionerende platform, der ville gøre arbejdet på skærmen langt mere spændende og så helt problemfrit.

Egentlig vidste han godt, at det var lidt af et selvbedrag. Han havde arbejdet på programmet de sidste 5 år, og han var i virkeligheden ikke kommet ret lang. Men han elskede at arbejde med detaljerne og kunne falde helt hen i dem.

Han kæmpede sig gennem stuen til det lille badeværelse. Badeværelse var måske et stort ord for det. Det var reelt kun et lille ildelugtende toilet med en håndvask og en bruser. På væggen hang der et gammelt og slidt håndklæde, der ikke havde vasket i årevis. Det var sgu ikke særlig lækkert, men hvorfor skulle han dog skifte noget, der virkede så godt som det gamle håndklæde.

Han trak i håndtaget på toilettet, mens han igen forlod rummet. Det sad som så meget andet i lejligheden løst.
   "Jeg burde en dag tage mig sammen til at skrue det fast igen," tænkte han.

Fra toilettet gik han ud i det lille tekøkken. Det var møgbeskidt, men hvad pokker gjorde det. Kaffemaskinen var næsten ren, og han var endnu aldrig blevet syg af sin egen kaffe. Han satte en stor kande over, for han vidste, at han ville få brug for masser af kaffe.

Da kaffen var færdig, gik han forbi køleskabet og hentede en halvanden liter cola. Nu var han klar. Ritualerne var overstået, og han kunne begynde.

Tilbage i stuen gik han straks over til computeren. Det var efterhånden det eneste, der var rent og velholdt i lejligheden. Det var hans et og alt. Hans elskede, hans dyrebare. Han tændte for skærmen og satte sig. Maskinen startede perfekt op, og han gik i gang med arbejdet.

Det var næsten som om han mistede fornemmelsen for både tiden og stedet, mens han arbejdede. De eneste han lod sig forstyrre af var trangen til kaffe og cola.

Sidst på eftermiddagen tillod han sig selv en pause. Han var ved at blive lidt sulten, men han havde heller ikke fået noget at spise hele dagen. Han stoppede et kort sekund og greb telefonen.
   "Kode 1," tænkte han. "Min livline."

"Maxpizza," sagde stemmen i den anden ende.

"Det er mig," sagde han. De kendte ham så godt, at han ikke behøvede at sige sit navn.

"Ah, en pizza nummer 24 med ekstra hvidløg og chili," sagde stemmen.

"Du har styr på det," svarede han. "Vil du sende den op." Han ville smide røret på igen, men stemmen i den anden ende stoppede ham.

"Du æh," sagde stemmen. "Bilen er i stykker. Kan du ikke selv komme og hente den?"

"Pokkers," svarede han. Nu sad han lige så godt. Han tænkte et kort sekund, mens trangen til pizzaen overvandt hans magelighed. "Jeg kommer."

"Sgu og helvede," mumlede han for sig selv. "Jeg gider kraftedeme ikke gå ud nu." Alligevel rejste han sig, og tog sin gamle jakke på. Han forlod lejligheden i en stemning af arrigskab blandet med irritation.

Nede på gaden blev det ikke bedre. Han brød sig egentligt ikke ret meget om mennesker, og det var som om, hele byen havde valgt at gå tur netop denne aften. De kom for tæt på, masede og skubbede.
   "Ad helvede til," tænkte han, mens han gik mod pizzariaet.

Han trådte ind ad døren og gik målbevidst hen mod disken.

"Det er mig," sagde han kort. "Er den færdig?"

"Lige et øjeblik," svarede ekspedienten. "Der går lige to minutter mere."

"Så vil jeg gerne betale, mens jeg venter," sagde han brysk.

"Naturligvis," svarede ekspedienten. "Det bliver lige 40 kr."

Han betalte i stilhed og stillede sig langs bagvæggen i lokalet. Han kunne ikke lide at stå midt i rummet, hvor han følte sig for udsat og udækket.

De to minutter sneglede sig ad sted. Han hadede at vente, det var så pokkers ubehageligt.

"Den er færdig nu," sagde ekspedienten.

"Det var på tiden," svarede han, mens han snuppede pizzakassen på disken.

Han gik hurtigt mod udgangen. Det var med at komme ud i en fart, så han kunne komme hjem. Han tog fat i håndtaget og flåede døren op.

Pludselig så han hende. Hun stod lige på den anden side af glasdøren. Han havde ikke set hende før nu, men nu var hun lige foran ham.

"Hej," sagde hun blot. "Må jeg komme ind?"

Han stivnede. Det var meget lang tid siden, en lyshåret pige sidst havde talt til ham.
   "Jaaa naturligvis," stammede han. Han vidste, det lød bøvet.

"Tak," svarede hun, mens hun sendte ham et smil

Han ville svare noget, men kunne ikke.

"Øh, gider du at flytte dig," sagde hun.

"Ja, naturligvis," svarede han med grøde i stemmen.

Han gik tilbage gennem døråbningen, og lod hende komme forbi.

Hun smilede, mens hun gik igennem døren.
   Han trådte ud på gaden og gik hjemad.

Da han kom ind i lejligheden, ville han straks kaste sig over arbejdet igen. Han havde hentet en ny cola og åbnet pizzakassen. Han satte sig foran skærmen, mens han tog sig en slice.

Stykket røg hurtigt ned, mens han skyllede efter med den kolde cola.
   "Godt at få noget at spise," tænkte han, mens han tog endnu et stykke. Han tyggede i stykket, men stoppede pludseligt.

"Hej," tænkte han. "Hun sagde hej." Han skubbede tanken væk, og tog endnu en slurk cola. "Hold da kæft, hvor er cola dog en gudedrik," tænkte han. "Sort og gudeskøn.."

"Men hun var jo ikke sorthåret. Hun var lyshåret," filosoferede han. Han stoppede igen. Hvad var nu det for en redelighed, og hvorfor betød det noget ?

Han kastede sig igen over arbejdet med skærmen.
   "Hvis jeg nu flytter disse to programlinjer til det næste afsnit, betyder det så at?."

"Hun var ikke særligt høj," tænkte han, mens han stirrede på skærmen, "men sikke nogle linjer, hun havde. Og sikke et smil. Friskt og muntert og så med et glimt i øjet."

"Hvad er det her for noget. Hvad er det der sker." I et kort sekund var han rystet. Han var vel ikke blevet ramt. Nej det kunne ikke passe, det var helt uvirkeligt. Han forsøgte at fortsætte med arbejdet, men han afbrød hele tiden sig selv. Eller rettere hun afbrød ham.

På et tidspunkt rejste han sig og gik tre hurtige skridt ud i stuen.
   "Jeg må kunne ryste det af mig," sagde han højt. Han bankede hovedet fra høje til venstre et par gange, men det hjalp ikke.

"Du sidder godt nok fast hva'?" sagde han for sig selv.

Den næste times tid travede han rundt i stuen, men det hjalp ikke. Jo mere han travede, jo mere tænkte han på hende.
   "Hej, hej, hej," lød det hele tiden inde i hovedet på ham.

"Det må kunne soves væk," tænkte han, mens han gik ind i soveværelset. Han lagde sig på briksen og lukkede øjnene. Det var næsten det værste, han kunne gøre. Han så hendes ansigt igen og igen. Så hendes smil, mens han hørte hendes stemme.

Da han havde ligget et part timer uden at finde hvile, gav han op. Han rejste sig og gik tilbage i stuen. I et gammelt skab fandt han en flaske slavewhisky, som han havde haft stående i et par år. Han hentede et snasket glas i køkkenet og fyldte whiskyen i glasset.

Han tog en stor tår.
   "Føj for satan" sagde han. "Det er fandeme ikke cola det her." Han hentede resten af colaen , der stadigvæk stod computeren og blandede dem i resten af whiskyen.

"Det var bedre," tænkte han, mens han tog sig endnu et glas.
   Da han var halvvejs gennem flasken, faldt han endelig i søvn. Det sidste han tænkte, før han gled ind i søvnen, var at hun da vist var lidt af en godte.

Han vågnede næste morgen i stuen. Det ville være synd at sige, at han havde det godt. Halsen føltes sur og synet var sløret. Han var også svimmel og han havde kvalme.

"Sikke en aften og nat," tænkte han, mens han gik ud i køkkenet for at sætte kaffen over.

Han gik tilbage i stuen og satte sig igen ved computeren. Han ville begynde at arbejde igen, men han kunne ikke. Det var som om, at han var gået i stå. Som om det ikke rigtigt længere var nok at sidde ved maskinen. Han forsøgte et par gange at komme i gang, men det gik simpelthen ikke.

Han hentede kaffen, skænkede en kop og nippede til den. Det skulle han aldrig have gjort. Kvalmen tog over, og han måtte løbe ud på toilettet. Han nåede det lige før han brækkede sig i.
   "Hold kæft, hvor det toilet ulækkert," tænkte han, da han igen var kommet på benene.

Han vaklede tilbage i stuen, mens han så sig omkring.
   "Her er bare så grimt," mumlede han. "Hvordan kan jeg leve i den her svinesti?" Han stoppede midt i stuen. "Hun vil aldrig kunne leve i sådan et rod," tænkte han. "Hun, hun, hende. Nu var hun der igen."

Han satte sig på gulvet . Følte sig på en og samme tid glad, ked af det, frustreret og bange. Man han følte også en varme, som han ikke havde kendt længe.

"Jeg må gøre noget," sagde han. "Gøre noget, gøre noget."

Han rejste sig og gik hen til vinduet. Tog fat om de gamle gardiner og trak til. Ritch sagde det, mens gardinerne gik midt over. De var så gamle og elendige, at de gik i stykker på midten. Han tog ved højere oppe og flåede gardinstangen ned. Den ramte gulvet med et hårdt smæld.

Han åbnede vinduet. Det bandt ad helvede til, men det lykkedes alligevel at få det lukket op. Det blæste udenfor, og vinden for ind i stuen. Papirer, skrald og kartonner fløj rundt i mens ilten genindtog den gamle lejlighed.

Han nød vinden i ansigtet. Tog dybe indåndinger og følte livet vende tilbage i kroppen.

"Jeg kan ikke leve i dette svineri længere," råbte han ud i stuen. Egentlig skræmte han sig selv , men der var sket noget i ham. Han vidste ikke helt, hvad det var, men det stod klart, at han var forandret.

Resten af dagen brugte han på at rydde op i lejligheden. Der var ikke et rum, der ikke kom under behandling. Selv toilettet fik den helt store tur, og knappen på wc'et blev skruet fast.

Han smånynnede, mens han sled i det, og skønt han efterhånden fik mere og mere ondt i den krop, som han i årevis havde fornægtet og hærget, så var han glad og tilfreds, da det blev aften.
   "Gad vide om hun er der igen i aften," tænkte han. "Måske skulle man smutte ned og bestille en pizza."

Han var glad og forventningsfuld, da han forlod lejligheden og begav sig ned mod Maxpizza. Han ventede en times tiden uden for pizzariaet, men hun kom ikke.

"Det er jo egentlig helt urealistisk , at jeg skulle møde hende igen," tænkte han, mens han gik ind i restauranten.

"Hvad Søren," sagde ekspedienten, da han kom ind. "Bilen er altså i orden, så du kunne jo bare ringe."

"Nææ," svarede han. "Jeg tænkte, at jeg nok havde godt af en lille tur. Det er jo altid godt med lidt motion."

"Det er da også sandt," svarede ekspedienten. "Skal det være en nr. 24 med ekstra hvidløg og chili?"

"Ja tak," svarede han tøvende. "Nej vent et øjeblik. Lad mig lige se menukortet."

"Du er vel ikke syg," svarede ekspedienten med et smil på læben.

"Nø nej," svarede han. "Nogle gange er det bare godt med lidt luftforandring." Han tog kortet og begav sig over mod bagvæggen.

Mens han studerede kortet, gik døren op og hun trådte ind. Han var ved at tabe både næse, mund og menukort. Det var næsten som om, at det var guds vilje, at han skulle se hende igen.

Hun var bare så smuk. Det lyse hår, den smækre talje, de slanke ben, de brune øjne og det himmelske smil. Og smile, det kunne hun.

Han observerede hende. Så hver en detalje og følte en indre varme, der næsten brændte ham op.

Hun bestilte, og gik gennem rummet, hvor hun stillede sig ved siden af ham. Han kunne dufte hendes parfume og næsten føle hendes åndedræt.
   "Hej igen," sagde hun.

"Øh hej," svarende han med tydelig bæven i stemmen.

På tværs af lokalet så han hende stå ved siden af ham i spejlet. Hun var så smuk og levende og han så fed og uformelig.

Hun fik sin pizza, og forlod restauranten. Han havde stadigvæk ikke bestilt.

"Er det svært i dag?" spurgte ekspedienten

"Tja," svarede han. "Må jeg spørge om en ting?

"Naturligvis," svarede ekspedienten.

"Hvad bestilte den lyshårede pige?" spurgte han

"En pizza nummer 5 med ekstra ananas" , svarede ekspedienten.

"Så lad mig få sådan en," sagde han med fasthed i stemmen.

"Så gerne," svarede ekspedienten.

Han stirrede ud i rummet, mens pizzaen blev lavet.
   "Tør jeg spørge," tænkte han. "Jo, jeg gør det sgu."

"Du den unge kvinde, kommer hun ofte her?" spurgte han nervøst.

"Ja, ja," svarede ekspedienten, "et par gange om ugen. Din pizza er klar nu."

"Tak," svarede han.

På vejen hjem traf han en beslutning. Han måtte gøre noget ved sig selv. Han kunne ikke se sådan ud. Han måtte træne, tabe nogle kilo, se at komme i form. Han måtte få styr på sig selv. Han kiggede på pizzaen. "I aften tager du kun en enkelt slice, og så er det ud med resten.

Han satte sig igen foran computeren, da han kom hjem. Han ville arbejde, men noget holdt ham tilbage.
   "Jeg må gøre noget," tænkte han. Han startede internettet og slog op på google. I søgefeltet skrev han kvinder og flirt, og søgemaskinen spyttede 10.000 sider ud.

Han læste hele natten. Printede, studerede og undersøgte. Han læste om flirten, om at give komplimenter, om at motionere og om at tabe sig. Han gik op i det med liv og sjæl, lagde planer for den næste uge og ville i gang.

Klokken fem om morgenen besluttede han sig for at løbe en tur. Han fandt sine gamle gummisko i skabet og sin ældgamle træningsdragt. Det var ikke særligt kønt, med det var det, han havde for hånden.

Han løb ud i morgenstunden, mens solen var ved at stå op. Han følte sig lidt som Rocky, ham bokseren fra filmene. I hvert fald de første 100 meter. Så gik det op for ham, hvor en elendig form, han var i.
   "Det her bliver sværere, end jeg troede," tænkte han, mens han sled sig videre.

Den næste uge, var lidt af en prøvelse for ham. Han holdt næsten op med at spise, mens han motionerede som en gal.
   "Det her vil hun kunne lide," tænkte han. "Bare hun vidste, at jeg gør dette her for hende."

Han var begyndt at lave billeder ind i hans hoved. Billeder af hende sammen med ham. Billeder af en familie og billeder af et liv sammen. Han drømte om hende om natten, og var så småt begyndt at tale med hende, når han gik rundt i lejligheden. Han vidste godt, at det lød vanvittigt, men det var en himmelsk fornemmelse, som han efterhånden var blevet afhængig af.

Den efterfølgende lørdag gik han igen hen til pizzariet. Han måtte bare se hende, men hun kom ikke på trods af, at han ventede på hende i 3 stive klokketimer. Han var skuffet, da han gik hjem, og også lidt sur på hende. Den aften skændte han hende ud, mens han gik rundt i lejligheden. Han følte sig svigtet og forrådt. Nu havde han kæmpet en hel uge for hende, og så kom hun ikke.

Han faldt sammen i sengen lidt over midnat og faldt i en mareridtsagtig søvn. Han drømte, at hun ikke gad se ham, at hun syntes, at han var latterlig, mens hun lo ad hans anstrengelser. Han vågnede badet i sved. Det var heldigvis kun en drøm, en frygtelig drøm.

Den næste uge var svær at komme igennem. Han vekslede mellem håb og fortvivlelse . Han savnede hende, mens han stadig følte vrede over, at hun ikke var dukket op. Egentlig var det jo helt urimeligt, at han havde det sådan, men følelser var ikke noget, han var vant til, og lige nu var han helt i sine følelsers vold.

Da det igen blev lørdag, havde han truffet en beslutning. Han måtte tale med hende. Gøre noget , lære hende at kende. Måske skulle han invitere hende ud eller måske byde på en pizza nummer 5.

Han stod længe foran pizzariaet, før hun kom. Hun kom kørende i en lille bil. Det var en hvid Daihatsu. Den var pæn og velholdt. Lige som hende.

Hun gik ind i restauranten, og han fulgte efter.

Han ville stoppe hende, men før han nåede det, vendte hun sig om.
   "Hej," sagde hun. "Sjovt som vi altid skal mødes her."

Han var ved at få livet galt i halsen, men det lykkedes alligevel for ham at få mobiliseret sit selv tilstrækkeligt, så han kunne svare. "Ja. Det er da helt utroligt. Det er næsten hver uge."

"De laver også nogle kanongode pizzaer," fortsatte hun. "Jeg er helt vild med pizza nummer 5."

"Det er sjovt," svarede han. "Den kan jeg også vældig godt li'."

"Ja og så med ekstra fyld. Rigtig meget ananas," sagde hun

"Ananas er simpelthen det bedste, man kan få," svarede han. Han tav et kort sekund. Det var nu eller aldrig. Hans håndflader svedte, mens han forberedte sig på at stille det spørgsmål, som han havde øvet sig på den sidste uge. "Måske ku' vi ..."

I det samme gik døren op bag dem. Ind kom en lille knægt på omkring 6 år.

"Hej min skat," sagde hun. "Hør bad jeg dig ikke om at vente i bilen?"

Han kiggede forbløffet på hende.

"Jo," sagde knægten. "Men far har lige ringet og sagt, at han kommer hjem i aften."

"Det er vel kom en god overraskelse," svarede hun.

Han kunne knapt nok tro sine egne øre. Hun havde både barn og mand. På et sekund styrtede hele hans verden sammen.

Hun kiggede på ham.
   "Det er min søn," sagde hun. "Hans far kommer hjem i aften, så vi må hellere købe en stor familiepizza. Var du ved at spørge om noget?"

"Øh nej," stammede han. "Jeg ville ikke spørge om noget." Han vendte sig og forlod pizzariaet. Han så sig ikke tilbage, mens han næsten stormede hjem.

Han smed sig på sofaen og stirrede op i luften. Han tog en pude over hovedet, som om han ville lukke verden ude.

Den nat sov han ikke meget. Han drak resten af whiskyen, mens han følte en sorg og tristhed, han aldrig havde oplevet før.

Den næste dag var et helvede. Alle drømmene var bristet, og alle hans anstrengelser var forgæves. Han havde ondt af sig selv, mens han følte en ulidelig afmagt.

Om aftenen satte han sig igen foran computeren. Noget skulle livet jo fyldes ud med.

Han hentede en halvanden liter cola, og tog telefonen.

"Kode 1," tænkte han. "Min livline."

"Maxpizza," sagde stemmen i den anden ende af linjen.

"Det er mig," sagde han sløvt. "Jeg vil gerne have en pizza nummer 24 med ekstra hvidløg og chili."

"Ingen pizza nummer 5," svarede stemmen.

"Nej, ingen pizza nummer 5," svarede han med grøde i stemmen.

"Du kommer selv og henter den ikke," spurgte stemmen.

"Nej," svarede han. "Det er lettere for os alle sammen."

Han lagde røret på, mens han drejede sig mod computeren. Han var jo ved at programmere et nyt styresystem, der ville revolutionere EDB verdenen.
   "Det skal nok blive et godt system," tænkte han, mens han tastede pizza nummer 5 på skærmen.