Tid. Tid er en mærkelig ting. Timer, minutter og sekunder kan føles ens. Tiden kan gå langsomt. Virkelig langsomt. Den kan snegle sig afsted, men du sidder og ønsker at den bare ville få vinger og flyve afsted. Modsat kan tiden også gå for hurtigt. Alt for hurtigt. Den suser afsted som en raket mod den yderste grænse af dette univers. Typisk nok går tiden altid hurtigst når du laver noget sjovt. Når du er sammen med dine venner, hygger med familien eller bare er dig selv. Omvendt går det nærmest i slowmotion når du laver noget kedeligt, især når det er noget som du ved er vigtigt og som skal gøres. Som for eksempel lektier, arbejde osv. Når tiden nu går så hurtigt i de specielle øjeblikke er det vigtigt at de nydes fuldt ud. Men bliver de det? Eller bliver det glemt i farten?
I vores moderne tider er der så mange ting som skal gøres og prøves. Vi høre tit ting som: "Har du ikke prøvet det endnu?", "Det må du prøve!" eller "Det er vigtigt at du får det gjort". Sognepræst og underviser i etik og filosofi Michael Wagner beskriver det, som at de mange muligheder skaber så mange forventninger til hvad vi skal nå at prøve at vi nemt bliver overrumplet. Har han mon ikke ret? Der er så mange ting vi skal, og så mange ting som vi vil. Man kan nemt miste grebet i sit forsøg på at nå det hele. Men det værste er at man glemmer at nyde de ting man har opnået. Man glemmer at leve sit liv i nutiden, i et forsøg på at sikre fremtiden.
Vores liv er blevet en tur i en forlystelsespark. Vi planlægger hvad vi skal. Punkt efter punkt. Tidspunktet, stedet og med hvem. Vi venter og kæmper os frem mod målet, og når vi endelig når dertil, nyder vi det i få sekunder før vi planlægger hvad vi skal som det næste. Vi når ikke engang halvvejs ned af rutsjebanen før vi kan se den næste forlystelse over træernes grønne blade. Glæden ved at have opnået sit mål, bliver hurtigt overskygget og overhørt af trangen til at opnå det næste på listen. Så starter det hele forfra, og man løber mod den næste store, fantastiske, usammenlignelige forlystelse. Det er først når du har prøvet alt, og de sjoveste ting op til flere gange, at du kan stoppe op, tage en dyb indånding, og se hvad du har formået. Så kan du se, på alle de ting du har gjort, som normalt ville have opløftet enhver mand eller kvindes liv. Men fordi du konstant løb mod fremtiden, i stedet for at stoppe op og nyde nutiden, har de små ting som det første kys, eksamen, friheden ved at flytte hjemmefra og forfremmelsen ikke fået den opmærksomhed de fortjener. De er blevet opnået, set, kysset på kinden for derefter at blive skubbet om ned i glemslens kolde favntag. Kun fordi et nyt mål var set, sekunder efter de selv var blevet opnået.
Man kan dog også få den samme oplysning, hvis man for eksempel falder i sit løb mod den næste forlystelse og taber alle sine billeter til de omtalte forlystelser. Parkbetjentene hiver dig ud af parken, og da du står uden for parken og ikke kan prøve flere forlystelser, ser du at tiden alligevel var spildt, da du ikke har været "til stede" under oplevelsen. Selvfølgelig var din krop på stedet, men din bevidsthed var allerede ved næste kø. Michael Wagner beskriver det som, at det derfor først er i livskriser, som sygdom og skilsmisse, at vi ser hvad vi har gjort. For er det ikke i situationer, hvor vi ikke er i stand til noget, at de dybe tanker kommer frem? Når vi bliver forhindret i at gøre noget, at vi tænker på, om vi fik brugt de gyldne øjeblikke ordentligt.
Michael Wagner har også sagt: Du kan komme langt ved blot at tage dig tid til refleksion. Ved at skabe rummet til at mærke efter, hvad du vil taste ind, hvis livet havde en GPS.
For selvfølge skal vi have en plan over vores fremtid. Ellers ender det bare i kaos. Men måske skulle vi bare planlægge en ting af gangen, og så stoppe op og nyde det når det er klaret. Og som Michael siger burde vi tænke godt over de ting vi vil opnå. Vi burde tænke på hvad der virkelig ville gøre os lykkelige. Vi burde alle stoppe op og spørge os selv, om det vi prøver at opnå virkelig vil gøre os lykkelige. Tit er det de ting der bringer lykke der bliver pakket væk. Det er tit de små, men utrolig vigtige ting, der bliver taget for givet.
Et personligt eksempel er, at min farmor ikke kan holde til at have hele familien på besøg 2. juledag. Det jo fair nok, men det sætter da tanker i gang. Har jeg sat nok pris på denne højtids fejring, eller har jeg taget det for givet? Jeg bliver meget i tvivl når jeg sidder her og tænker. Sådan ting hober sig op i mine tanker, og det gør mig selvfølgelig ked af det, men på en måde gør det mig glad at jeg har opdaget dette svage punkt i min mindevæg. Det betyder bare, at jeg må til at sætte pris på, de tider jeg har med min familie. Og sådan er det mange ting, og sikkert også for mange mennesker. Vi må blive bedre til at stoppe op, og ignorere både fortiden og fremtiden. Bare glemme at tænke på tiden og nyde øjeblikket, og gøre det væsentligt. Som en utrolig vis mand, også kaldet min farfar, har sagt: Du skal ikke være bekymret for tiden, for den går helt af sig selv.
Det vigtige er altså ikke selve tiden, men hvad vi bruger den på!