Engang jeg gik ved Ugelbølle banker,
det var som om, at livet var en leg.
Jeg gik i mine helt private tanker,
Da stemme sa: "Jeg følger dig på vej."

Jeg vendte mig og sae: "Hvor er du henne
Du stemme, som jeg pludselig høre kan ?"
"Jeg er din skygge, så nu er vi tvende."
Og du vil tro, jeg er din overmand."

Jeg så min skygge følge mig på jorden,
Så mørk og dunkel og uhyggelig.
"Jeg er alt det, som du havde forsvoren,
og jeg vil ryste dig i hver en flig."

Jeg tænkte, satans skygge hvorfor kommer,
du nu, hvor alting ellers er på plads.
Når jeg nu troede, det var evig sommer,
Og livet skulle ha en smule gas.

"Jeg er dit sinds mest skrøbelige sider,"
sae skyggen, mens den troligt fulgte med.
Ja svigt og svig, og det der gør, du lider.
Jeg sikrer, at du kommer galt af sted.

Vi fulgtes ad langs stranden nogle timer.
Og tale vist som venner på en tur.
Jeg sae: "Her er noet, der ikke rimer.
Så skygge min, nu skal du ha et fur."

For uden mig, så var du ingen skygge,
Og uden skygge var jeg ikke hel.
Vi er jo begge sider af en psyke,
Til sammen udgør vi vist en juvel.

Min skygge vendte sig mod ejermanden,
"Så kloge vi skam blir af denne snak."
"Det er som om det hjælper på forstanden,"
måske er vi to virkeligt et sjak.

Mens solen sænked sig i havets bølger,
Så gav vi begge hånden til en ven.
For vores snak, den måtte jo få følger,
i morgen ses vi nok en gang igen.