Lette trin på gangen, klokken slår, det knager.
En let brise blæser kerten på chartollet ud.
Månen kigger ind. Ind ad vinduet.

Jeg læner mig tilbage.
Tilbage i stolen. Trækker vejret dybt,
Jeg ved at det vil ske.

Hun står der. Der bag ved døren.
Det pusler, da hun træder igennem den lukkede dør.
Først som en kontur,
så alt for levende,
i den hvide kjole.

Hun ser på mig. Smiler.
Rækker sine hænder frem.
Hun vil kærtegne mit ansigt,
men hendes hænder visner på min kind.

Jeg hvisker: "Jeg elsker dig."
"Hvorfor må jeg ikke?"

Hun flakker rundt i værelset,
som om hun leder,
søger efter noget eller nogen.

Hun forsvinder. Som duggen på en forårsmorgen.
Det knirker, og du indser,
at de eneste kæder der rasler,
er dem omkring dine egne ben.