"Du løber tør for kugler, før de alle sammen er døde," informede Asher mig på den anden stige, der stod op af muren. I hænderne holde jeg min sniperriffel, hvis løb var støttet på kanten af bygningsværket. De gråhudede monster med de spidse tænder og glødende, blodskudte øjne, som hverken havde pupiler eller irisser, sværmede omkring vores base. Ingen af os havde sovet særligt meget i nat - undtagen Asher, der så meget udhvilet ud - for skabningerne havde brølet, skreget og snerret uafbrudt.
En kvinde skreg og jeg så ind i sigtekornet, men kunne ikke se nogle mennersker for bare træer. "Glem det," sagde Asher til mig og svarede, da jeg så på ham: "Vi kender dem ikke. Den sidste fremmede jeg hjalp efterlod mig til at blive spist." Trenton og Nathan stod udenfor huset og betragtede os. "Asher har ret," medgav den store mand. Hans ven så på ham. "Hvad hvis det var os, der stod i den sititutation?" Nogle af væsnerne begyndte at gå væk fra hegnet i retningen mod skrigene, der blev højere og højere. Kathy kom udenfor. Hun havde hørt skrigene. "Vi kan ikke bare lade dem dø!"
Nathan sukkede og hentede sin hakke og kastede brandøksen hen til Trenton. "Spar på ammunitionen så meget som muligt," sagde vores leder, da porten blev åbnet i det Joy og Kole lukkede den bag os. Jeg trak min håndpistol og løb bag Trenton og Nathan, der huggede monsterne ned som krydsede vores vej. Skrigene lød tættere på nu. Mine fødder førte mig ind i en lysning, hvor en stor gruppe af mennesker kæmpede for deres liv. Flere af dem var allerede blevet dræbt og lå på jorden, hvor de grædende blev flået i stumper og stykker.
Asher løftede sin shotgun og affyrede en byge af hagl. Nathan og Trenton slog løs med deres blodige våben. Deres ansigter var mærket af røde pletter. En lille flok stod tilbage i det deres venner var omgivet af monster, som satte tænderne i dem og rev store lunser af kød af. Jeg skød til højre og venstre, men dem jeg nedlage blev hurtigt erstattet af andre monsterer, der kom stavrende ind i lysningen. "Kom nu," råbte vores leder og vinkede til de overlevende. Kvinderne og mændene løb hen mod os, men et monster sprang ind foran dem og væltede to af dem omkuld. Jeg så væk, da en arm og ben røg af, så blodet sprøjtede. "Følg efter os," råbte Trenton og sprang over en busk. Hegnet var ikke særligt langt væk.
Nogle af dem vi prøvede at redde væltede over trærødderne og blev slæbt væk for øjnene af os. "Åben porten!" Råbte Nathan, så højt han kunne. Jeg vendte mig om i det mine hænder kastede to håndgranater ind i nogle af de angribende skabninger. Porten blev åbnet og vi løb ind. Kole og Joy greb bjælkerne i det monsterne pressede på. Et par hænder stak ind og greb ud efter Asher. Trenton huggede løs med øksen og til sidst trak de deres sårede hænder tilbage. Porten gled i og bjælkerne blev sat for. Jeg tørrede sved af panden med ærmet og åndede lettet op. "Det var tæt på," udbrød Asher og gik ind til huset. Nathan stod foran døren og forhindrede de fremmede i at komme indenfor. Der var 3 kvinder, 2 børn og 4 mænd.
Asher skulle til at gå over dørtærsklen, da hans blik faldt på en af mændene. En tyk, middelaldrende mand. Han tog fat i mandens arm og blottede hans bidte håndled. Jeg så ham trække sin dolk og skære halsen over på manden uden et sekunds tøven og før manden kunne nå at synke en klump eller indse hvad der skulle ske. Han faldt ned på græsset i det blodet løb i strid strøm ud på græsplænen. De andre så chokerede til og veg tilbage. "Er nogen af jer bidt?" Spurgte vores leder og kneb øjnene sammen. "Træd frem nu." Jeg fangede Asher's blik, men de afslørede intet. Det var som at se ned af en mørk gang, hvor det var umuligt at vide, hvad der gemte sig i skyggerne. Nathan løftede hakken over skulderen og hamrede sit våben ind i en anden mands brystkasse. Han rallede i det den store mand placerede en fod på hans brystkasse og hev våbenet ud af såret.
"De er i orden," sagde Kathy efter at havde tjekket kvinderne, børnene og de to sidste mænd grundigt. "Jeg er ked af det," undskyldte Trenton til de nyankomne og tilføjede: "Men det var uundgåeligt. De skulle dø." Drengene trykkede sig ind til en buttet kvinde med bløde kurver. Tårerne flød fra deres lukkede øjnene og de rystede. "Hej," sagde Joy til børnene. "Kom med ind i køkkenet og få noget varmt kakao." Moderen, gik jeg udfra, gennede dem indenfor. Den ene af de to sidste mænd stirrede på Nathan og Asher med sine bladgrønne øjne. Han lignede en på 20 år. Hans rødblonde hår strejfede starten af halsen. Drengen knyttede sine hænder. "I myrdede dem," sagde han skarpt. "Ja hvad skulle vi ellers havde gjort knægt - ladet dem forvandle sig?" Knurrede Nathan og så over på ham, der havde flyttet blikket til jorden.
"Det er Ethan," indskød en kvinde med lange ben og stribet brunt hår, der stoppede ved taljen. Hun lignede en model og havde dybblå øjne. "Jeg hedder Ekaterina," afslørede den modne pige, som hverken havde bumser, modersmærker eller fregner i ansigtet. "Bare kald mig Rina." Trenton nikkede smilende: "Velkommen til." Nathan vendte sig mod sin gamle ven. "Vi har ikke nok mad til sådan en stor gruppe," sagde han sammenbidt. Kole stod på stigen op af muren og havde kastet et blik over det. "Flere monsterer, men ikke ligeså mange som før." Asher kløedede sig på hagen. "Bærer i nogle våben?" Manden ved siden Ethan, Matthew hed han, smed et koben på jorden. Rina viftede med en lille pistol, som hun havde gemt i sin ene kaninskindsstøvle. Et bat og et gevær fulgte efter. "Det er alt," sagde Ethan. Jeg samlede våbene sammen og gik ind i huset, for at standse inde i stuen ved skrivebordet. Otte bøtter kugler havde stået på bordet, men vi havde allerede brugt 3 og en halv. Der var kun to magasiner som stadig var fuld og ubrugt. Ethan satte sig på en stol ved siden af mig og jeg viste ham hvordan man skilte, sikrede og rensede de forskellige våben. Vores gæster sad i sofaen og lænestolen i det deres oplevelser rejste fra øre til øre. Mine ører opfangede lyden af latter inde fra køkkenet. Det var allerede mørkt udenfor. Dagene var begyndt at blive kortere og kortere.
Trenton stod omme bag huset og kiggede skiftevis ud gennem de små huller i hegnet. "Der er mindre heromme end ved porten," sagde vores leder oppe fra stien, hvis hoved et øjeblik tittede op fra hegnet. Asher, Nathan, Matthew, Ethan og jeg kiggede op på vores leder. Vi var alle bevæbnet, men havde ladet skydevåbene ligge i huset. Asher havde lånt Trenton's brandøkse. Jeg stod med en håndøkse til at hugge brænde med, mens Ethan havde sit trofaste koben og Matthew snuppede en skovl fra skuret. Nathan holdte som sædvanligt sin spidse hakke. "Er alle klar?" Spurgte den lyshårede mand, hvor et hjemmelavet pilekogger krydsede hans ryg. Alle nikkede og han sprang over hegnet, hurtigt forfulgt af Nathan.
Jeg sprang over til sidst. Pil efter pil suste gennem luften, mens hjernemasse splattede til alle sider. Vi nærmede os porten, ryg mod ryg, der vendte mod byen. Trenton lagde en ny pil på strengen og skød en pil gennem et af uhyrernes øjne. De kom til alle sider. Jeg skuldertaklede en af dem og hakkede løs på dens hals, så dens blod gennemblødte mine grønne bukser. Asher sparkede et monster omkuld bag mig og hamrede øksehovedet ind gennem dens øre igen og igen. Mit hjerte bankede og jeg trak vejret hurtigt i det sveden piblede ned af min pande. Der var så meget blod. Adskillige afhuggede hoveder lå bag os.
Ethan hævede skovlen og jagede den ned i monsterets hals. Min mave vendte sig ved den smaskende lys, da han trak spaden op igen. Vores leder var løbet tør for pile og smed buen over hegnet i det Asher kastede hans brandøkse hen til ham. Han trak sin dolk og skar halsen over på en af de gråhudede, som Matthew slog løs på. Benene blev sparket væk under den næste og Nathan hamrede hakken gennem dens øje. Vi så op og opdagede at der ikke var flere tilbage. Matthew lænede sig op af væggen og gled ned på jorden. "Rejs dig op," sagde Trenton og tilføjede: "Der er ikke tid til at hvile." Han begyndte at slæbe ligene væk fra vores base. Matthew rejste sig op med et suk og tog et lig ligesom mig. Et stykke tid senere, dybt inde i den store skov, langt væk fra sikkerhedshuset, hvirvlede en grå røg op til himlen.
Trenton foldede et kort ud på spisebordet, som viste Jody's Stolthed og skove, floder, søer, små vandløb og bjerge i nærheden. Det var mærket med kryds på de steder i byen, som vi havde ransaget. "Vi mangler vand," sagde vores leder og kiggede rundt. "Hvem melder sig til at hente vand?" Kathy, Ethan og Tatiana rakte en hånd op. Han fortsatte og sagde: "Centeret har sikkert stadig ting vi kan bruge." Nathan, Matthew og Kole sprang til mod hans fars vilje. Rina, mig og Asher fik besked på at samle brænde, frugter og bær ude i skoven, mens han gik på jagt. Resten blev tilbage, for at se efter børnene, gøre rent i huset eller vaske tøj udenfor - vaskemaskinen var gået i stykker. Vi gik hvert til sidst og forsvandt ud af huset. På vej ud hugede jeg en tyk jakke.
Jeg vendte tilbage med en favnfuld grene og kviste. Rina bar på nogle æbler og Asher havde fyldt sine lommer op med brombær. Trenton kom gående med et par egern over skulderen og en ørn hængende fra den ene hånd. Han flåede egernet og plukkede fjerene fra fuglen. De andre kom tilbage med nogle få madvarer og dåser. Blake og Jose jublede, da Nathan trådte ind i stuen med en dvdafspiller og nogle tegnefilm. Jeg satte den til for ham og snart var børnene klistret fast til fjernsynet foran dem. Et smil prydede mit ansigt ved lyden af deres latter. Gennem vinduet så jeg Joy hænge tøj op på en hængesnor de havde sat op. Mine fødder ledte mig gennem køkkenet, hvor Milena baksede med 4 gryder på et komfur. Hun havde brunt hår og en lys pandehårslok, der faldt ned over nogle kobberbrune øjne. Om hendes liv var der et hvidt forklæde.
Jeg skubbede et lagen til siden og trådte i to skridt om bag Joy, for at slog armene om hende. Hun drejede hovedet og mødte mine læber i et langtrukkent kys. "Det er alt for længe siden vi har været sammen," sukkede hun med armene om min nakke. Vi dumpede ned på jorden i ly af det ophængte tøj sat fast med blå, grønne og røde tøjklemmer. Under nederdelen hev jeg hendes bukser ned og skubbede mine bukser af. Vores fingre flettede sig sammen i det min lem blev stukket ind i hendes skede. Joy sukkede, da min manddom gled ind og ud af hendes kønsåbning i lange, glidende strøg.
Joy hankede op i sin blå og sorte taske, da jeg skubbede en gren til siden. Mellemrummet mellem træerne blev størrere og størrere. "Hvor langt er i?" Skrattede en stemme fra walkitalkien i min lomme. Min hånd trykkede på samtaleknappen og førte den op til munden. "Lige uden for Roger's Bæk," lød mit svar. "Vær forsigtig," bad Trenton og afsluttede den korte samtale. Det var en lille by, som lå i udkanten af skoven, vest fra hytten. "Tror du stadig der er nogen i live der ovre?" Spurgte Joy, da jeg gik ned af en bakke. Vores fødder førte os ind mellem hvide rækkehuse, hvis haver havde højt græs. Vi drejede til højre på vejen og betragtede en tankstation, hvor der holdte en porshe. Asher havde for en måned siden fundet nogle nøgler til en pickup og Trenton havde sendt nogle afsted efter benzindunke, for Nathan's bil kunne ikke transportere os alle. En ekstra bil ville ikke være dårlig.Jeg kiggede ind gennem ruden og så at nøglerne stadig sad i tindingen.
Joy satte sig ind i førersædet og drejede nøglen op. "Tanken er halv fuld," smilede hun. Hun skulle til at sige noget mere, da hendes øjne faldt på en lille pige foran det lille hus, hvor man betalte for benzin. Hun lå på jorden og jeg kunne se at der manglede en stor bid af siden af hendes hals. Et uhyre sad foroverbøjet, hvis fingre borede sig ind i pigens mave og bryst. I dens hænder holdte den hendes hjerte, som den slugte og gnaske energisk på, som om det var slik. Jeg holdte en flad hånd op, da Joy trak revolveren jeg havde givet hende. Hun tog sigte, men stoppede så. Vi havde øvet i at skyde og hun var blevet helt god til at ramme dåserne. Med en hovedrysten løftede min hånd øksen og svingede den, men øksehovedet efterlod knap nok en skramme på siden af mandens hoved. Han væltede og jeg huggede øksen ind dens nakke.
Det lille hus var ryddet for varer bortset fra nogle få cola dåser, som Joy stoppede ned i sin taske. Kassen var sjovt nok urørt. "Jackpot," sagde jeg og trak en skuffe ud fra skranken, hvor en oversavet shotgun lå. Mine øjne blev rettet mod vinduerne, mens min mund hvæsede: "Ned!" Joy kastede sig om bag en reol.
Jeg vovede at kigge op, da nogle tatoverede mænd klædt i læderjakker og sorte solbriller trådte ind i huset. Røvere, tænkte jeg med fingeren på shotgunsaftrækkeren. Mine hår rejste sig, da jeg mærkede noget koldt mod nakken. "Rejs dig op," sagde en dyb stemme. Joy rettede sin revolver mod en af mændene i nærheden af hende. En af mændene gispede overrasket, da kuglen fløj gennem hans bryst. Hans mund blev fyldt med blod, da knæene gav efter. "Smid dit våben eller det er farvel til din kæreste," sagde manden bag mig. Hun smed sin revolver på fliserne, da en af mændene gav hende en syngende lussing, så hun blev slynget til gulvet. En stribe blod løb ned af hendes hage.
Den der havde slået hende trak hendes bukser af hende og stødte sin lem ind i hendes skede bagfra. Hun vred sig og prøvede at slippe væk, men voldtægtsmanden pressede bare sin manddom hårdere ind mellem hendes ben. "Stop," tiggede Joy i det hans hånd bevægede sig ind under hendes havblå bluse. "Sikke da nogle bryster," sagde han og lo. "Gem lidt til os andre," sagde en anden og skubbede ham af hende.
"Lad hende være!" Råbte jeg og kunne kun se på, mens de skiftede til at voldtage hende indtil hun var helt gennemblødt af sved. Jeg mærkede mandens fingre lukke sig om min nakke i det hans hånd hamrede mit ansigt ned i skranken igen og igen. Han satte sig på mig og slog mit ansigt fra side til side med sine knyttede næver. Et brag lød efterfulgt af en der faldt om. Joy gled hen af gulvet og snuppede sin revolver. "RØVHULLER!" Råbte hun og trykkede på aftrækkeren igen og igen. Min plageånd stoppede et øjeblik sine slag og det lykkede mig at kaste ham af mig. Min hånd famlede efter øksen under skranken og greb fat i skæftet. Hans øjne bulede ud af frygt og han skreg, da øksen blev svunget flere gange. Jeg løb hen til Joy og knugede hende ind til min favn, mens mine hænder strøg hendes hår. Min mund placerede et kys på hendes pande og hviskede opmuntrende ord i hendes ører.
"Goddag," var der pludselig en der sagde. Jeg skubbede Joy om bag en reol og hævede øksen, for at kaste den. Mine øjne mødte et par karamelbrune øjne i et vejrbidt, rynket ansigt med gråt hår og skægstubbe. Det var en mand i en brun jakke. Han holdte en AK47 i hænderne. En bajonet var fastgjort til spidsen af løbet. Manden var ikke alene. "I reddede os," hikstede Joy og søgte tilflugt i mine arme. Han smilede og sænkede sit våben. "Jeg er så ked af det," sagde den gamle mand og så på hende. "Hvem er du?" Spurgte jeg ham. "Jeg hedder Grayson," var hans svar. Grayson fortsatte: "Vi er en stor gruppe af mennesker, som lever på den anden side af byen. Vil i se den?" Jeg kiggede på Joy. Hun nikkede. En af dem stod med en gruppe heste, som de satte sig op på. Vi satte os ind i bilen og kørte efter dem, forbi væltede lygtepæle og huse, som var faldet sammen.
"Alt vil?" Skrattede Trenton's stemme fra walkietalkien. Joy gav ham et svar med en rystende stemme: "Ja." Hun slukkede for den og så tavs ud af vinduet. Hendes øjne blev dog spærret op, da de faldt på træpalisaden rundt om den nybyggede by. Velkommen til Bakke-samfundet stod der på et stort skilt udenfor muren. "Luk os ind!" Kommanderede Grayson og standsede sin ganger med et hiv i tøjlerne. Porten blev åbnet og både ryttere og kørere kom ind. Jeg parkerede bilen og fik øje på indhegninger med får, grise, køer og heste. En klukken lød fra et lille skur i nærheden. Grayson lo ved udtrykket i vores ansigter. Der stod vagter - med spyd - oppe på plader, der var hamret fast på palisaden støttet af lange bjælker. "Vi har alt her. I er velkommen til at blive for en nat eller to." En ring af høje og lave telte stod længere fremme, hvor lejrens mennesker sad forsamlet om et stort bål.
Joy underrettede sin leder og sagde at de ikke skulle være bekymrede. Vi var i sikkerhed - lod det til. De serverede millionbøf og spagetti, som blev uddelt på tallerkner. Alle lo og fortalte vittigheder, også nogle gange gåder. Jeg lagde en arm rundt om Joy, hvis blik ikke var veget fra flammerne. Solen var gået ned og det var blevet markant koldere. Grayson viste os hen til gråt telt, sagde godnat og smuttede tilbage til sit eget. Tæpper, ligunderlag og soveposer lå inde i teltet. Hun krøb tæt ind til min favn og jeg gav ikke slip på hende, da vi faldt i søvn.
Jeg slog øjnene op og satte mig op. Joy sov stadig trygt, så jeg var meget stille, da jeg tog mit grønne camouflagetøj, kasket, tyk jakke og støvler på. Hun mumlede i søvne og et lille smil prydede hendes læber. Mine fødder førte mig ud til teltet og hen til bålet, hvor Grayson sad ved bålet og rørte rundt i en gryde over bålet. Et blik ned i gryden afslørede at det var grød han var ved lave. Lejrens leder rakte mig en tallerken og ske, som han øste maden over på. "Tak," sagde jeg og tog en skefuld i det mit blik faldt på et lille område, hvor lagerner dækkede for udsynet. "Hvad er der derovre?" Hørte mine ører mig sige. "En sø, som vi bruger til at vaske os i," var svaret. Jeg så op og fik øje på Joy, som gned sine øjne. Hun satte sig ved siden af mig og tog en tallerkfuld grød. "I er velkommen til at tage et hurtigt bad," tilbød manden, da han havde spist op.
Vi nikkede på samme tid og lagde tallerknerne fra os. Bag søens omgivende lagerner hoppede Joy ud af de sorte cowboybukser og trak sin langærmede trøje over hovedet. Hendes tshirt og BH sluttede sig til bunken, som snart fik selvskab af mit tøj. Jeg tog tilløb og sprang ud i søen med et stort plask. Hun grinede og sprang ind i mine arme. Vores læber mødtes og for en tid var hver mund optaget af hinanden.
Joy gik op af søen og snuppede et håndklæde fra hængesnoren og kastede et andet hen til mig. Vi tørrede os hurtigt og vandrede væk fra søen. Grayson stod og snakkede med en mand, der ikke var særlig høj, men så ud til at være bygget til at løbe. "Udmærket Callum. Du kan gå." Lederens arme var krydset over den læderbrune jakke. Han sagde "Hej" til os, da han gik forbi. Grayson så på os. "Det er vores bedste spejder. Han har fundet ud af hvor resten af de mænd, der angreb jer i går holder til." Han vendte sit blik mod mig. "Vil du med?" Jeg nikkede og Joy smuttede hen til vores telt, for at give mig sin revolver og min økse.
"De har generet os i et stykke tid," oplyste Grayson os. "Skræmt vores børn og endda også forgrebet sig på nogen af vores kvinder og myrdet deres mænd, før de fandt denne her lejr." Callum kom tilbage med en AK47 og et spyd i hænderne efterfulgt af nogen forskellige brogede, høje, tynd eller robuste mænd. Han havde skrå øjne, lagde jeg mærke til. Hun åbnede min hånd og lagde nogle kugler i den. Tromlen blev klikket ud, for at få stoppet patronerne i kamrene. Grayson ladede sit skydevåben og hang den om på ryggen med en kølle i den ene hånd. Joy kyssede mig farvel og så efter mig, da vi gik udenfor porten.
"Lad os prøve at undgå at bruge vores skydevåben," sagde Grayson, der fulgte efter Callum, som viste os hen til en anden skov med slanke træer øst fra basen. De fleste af mændene bar køller og tomahawker af sten. Nogle af dem havde også håndpistoler, der var stukket ned i et hylster ved den ene hofte. Vejviseren gjorde en gestus med hånden og fik os alle til at stoppe. Jeg høre lyden af løbende vand. En campingvogn holdte i deres lejr og en snorken lød fra seks biwakker. Callum åbnede en lommekniv og begyndte at skære i noget gaffatape, som var sat op rundt om lejren. Smart alarmsystem, tænkte jeg. Han holdte en pegefinger op til munden, foldede kniven sammen og listede ind i et telt med hævet spyd. 3 mænd og en bundet, forslået kvinde sov inde i den biwak jeg gik ind i.
Jeg smækkede øksehovedet ned i en af banditternes brystkasse og placerde det næste slag mellem hans øjne. Manden ved side af vendte sig om i søvne og mumlede noget. Han fik den i halsen. Det samme gjorde den næste. Jeg satte mig ned ved pigen, der egentlig var meget køn under de blå mærker. Hendes ansigt var delvist skjult af mørke krøller. Min hånd trak en lok til side og ruskede i hende. Hun prøvede at skrige. "Jeg gør dig ikke noget," sagde jeg og nikkede hen mod de blodige sovepladser. Pigens ben og hænder var tapet sammen liges om hendes mund. Hun klynkede, da jeg frigjorde hendes mund. "Hvem er du?" Spurgte pigen, da jeg hjalp hende ud fra biwakken. Mine ører opfangede skrig fra de andre biwakker, men de stoppede hurtigt. "Gennemsøg lejren," beordrede Grayson og sparkede til resterne af et bål.