"Så hun kyssede dig altså?" Spurgte Danjal og kiggede på sin kammarat med en åben mund og opspærede øjne. "På læberne?" Baza nikkede flere gange i træk. Det var aften og de sad inde i Den Hyggelig Kro. Drengene løftede deres skummende krus og bankede dem skålende sammen, så mjøden plaskede ned over Danjal's skindvams med billedet af en ørn, der lettede fra et blomstrende træ. "Er du sikker på at du ikke bare drømte?" Spurgte den svajende tømrersøn, der blinkede skælmsk med sine lyseblå øjne. Smedelærlingen rystede opgivende på hovedet og vendte sin opmærksomhed mod det larmende lokale. De sad oppe ved baren foran tre tønder mjød og drak af to trækrus. Rummet var stort og havde plads til mange mennesker. Det var fyldt op med spiseborde, hvor folk lo, snakkede og drak. Væggene var dekoret med imponerende malerier og overhængt med skind og jagttrofæer.

Baza kastede et blik ned af bardisken og fik øje på to kampklædte soldater bevæbnet med lange stiksværd. De tog deres hjelme af, hvis visir forstillede en ulvs ansigt og stillede dem på gulvet. Den første soldat var høj og sorthåret, mens hans kammarat var lysehåret og bredskuldret. "Modstandsgruppen angreb en karavane på Skovstien og stjal en stor forsyning af våben, ringbrynjer og rustninger, som skulle havde været leveret til vores styrker," sagde den sorthårede og bestilte to mjødkrus. Modstandsgruppen bestod af brave mænd, der rent faktisk hjalp folk og Baza havde tit drømt om at slutte sig til deres rækker. Måske kunne han endda være med til at afsætte Kong Ephraim og finde Eduard - Lang Øens sande konge. Den nuværende konges bro, som mange mente var død. "Stakkels den, der har måttet overrække nyhederne til Jarlen," lo den lyshårede og bundede sit krus. "Skål for ham," sagde den høje soldat og drak store slurke af sin mjød. Krusene blev stillet på bardisken og leende forlod soldaterne kroen.

Danjal stak en albue i smedelærlingens side og nikkede mod en af kropigerne, der havde strålende øjne, et sødt smil og krøllede lokker. "Sikke da nogle kasser, hvad?" Lød det fra ham - liiidt for højt. Hun bar på et fad med opfyldte krus, som hun gav til forskellige kunder. Hans tanker var dog optaget af en anden, hvis kys stadig var frisk i hans erindring. Esja sikke da en tøs. Han fik en underlige følelse i maven bare ved tanken om hende og hans kinder blev varme. "Det bliver to bronzemønter," knurrede krofatter, der var en lille, grim mand kaldet Gyrd. Drengene fandt pungene frem og betalte den utilfredse kroejer.

I samme øjeblik blev døren åbnet og en fremmed trådte over dørtærsklen. Skikkelsen var indhyllet i en brun bjørnepelskappe, som dryppede efter at havde været ude i den regnende nat. Ansigtet var dækket af en spids hætte og det var ikke muligt at se om det var en kvinde eller mand. Den fremmede satte sig i kroens fjerneste hjørne ved et bord, hvor der allerede sad en mand. Den fremmede slog hætten ned og viste sig at være en smuk kvinde. Hun havde rosenfarvede krøller, der indrammede et stolt ansigt med skrå, mørkebrune øjne. Kvinden talte med en accent, men ingen af dem fik fat i hvad de sagde til hinanden. En ting var sikkert hun var ikke født på Langøen.

Parret førte en lang samtale, der endte med at manden rakte en raslende skindsæk til kvinden under bordet. Baza hævede øjenbrynene og betragtede dem i skjul. Hvad forgår der? Hvad bliver hun betalt for? Tænkte han nysgerrigt. Kvinden tog hætten på igen og rejste sig op, for at forlade kroen. "Lad os følge efter hende," hviskede Baza og hev den prosterende tømrersøn med sig. Drengene måtte skynde sig for at indhente hende. Kvinden gik med lange skridt og bevægede sig målrettet gennem den mudrede gade og ud gennem håndværkerkvarteret. Den fremmede og hendes forfølgere havde gået i et stykke tid, da hun standsede foran et nydeligt hus i Stenkvarteret, hvor alle husene var lavet af kampesten. Det var her de rige og velhavende boede, hvor boligerne var de nyeste i Mika By.

Hun kastede et udforskende blik omkring sig og Baza og Danjal løb hurtigt om bag et hushjørne. Hun bankede på døren, som blev åbnet af en mand i pæne klæder, som kun de rige havde råd til. Han kiggede forvirret på hende, da hun fremdrog et pusterør fra sin kappe og pustede i det. Hendes mål gispede og tog sig til halsen, hvor en lille pil sad fast i kødet. Hans angriber forlod ham og forsvandt i nattens mørke. Drengene skyndte sig hen til ham, men de kom for sent. Han lå på gulvet og rystede voldsomt indtil han lå helt stille. Smedelærlingen lukkede hans øjne og kiggede på sin chokerede kammarat. "Han er død," sagde han.