Savtanden rakte en hånd op til mig i det hendes ansigt fortrak sig i en grimasse, hvis hud havde samme farve som en gravsten. De blonde krøller var plettet af hvidt sne, der nåede hende til knæene, hvor skjørtet der skjulte lårene var fuld af huller. Hendes lysende øjne fulgte hver enkel bevægelse jeg lavede, mens en snerren hvislede ud mellem de tallige, nålespidse tænder.
"Hvordan kan den overhoved holde varmen i de der trevler?" Spurgte Ethan og kastede et grønt blik på skabningens flænsede t-shirt, der var så gennemblødt af blod at det var umuligt at se dens oprindelige farve. Jeg trak den pelsforede hætte over hovedet i det en pludselig vind skar gennem marv og ben.
"Måske har de en højere kropstemperatur end os?" Forslog jeg og så over på ham, der også var i klædt en tyk overfrakke. Sneen faldt så hurtigt at det var svært at se mere end nogle meter ind i skoven, hvis nøgne grene for længst havde smidt deres farverige blade. Ethan nikkede og ladede sit gevær, før han rettede løbet mod kvinden og kneb det ene øje sammen. Han pustede en rødblond lok væk, hvis hår næsten nåede ham til skulderne. Et brag hørtes gennem skoven efterfulgt af et bump og så stilhed.
"Det lader til at skydetræningen har givet pote," roste jeg ham. En pøl af mørkt blod bredte sig i sneen, mens det døde uhyre stirrede op på himlen med sit sidste øje. Mit blik faldt på hendes hånd, hvor pegefingeren var dækket af en glimtende ring. En masse små huller kunne ses på håndryggen. "Hun må havde forvandlet sig for ganske nyligt siden såret ikke er healet," meddelte Ethan, hvis smil var falmet. Mine nakkehår rejste sig, for jeg kunne mærke deres blikke på mig. De holdte sig uden for min rækkevidde, men jeg vidste at de var der. Ventende på frisk kød.
"Hey!" Udbrød Ethan, da en snebold ramte ham i skulderen. Han vendte sig om og fik øje på Jose og Blake. De eneste børn i vores lille gruppe, som var lige så forskellige som dag og nat. Hvor Blake havde mørkt, tykt hår og brune øjne, så havde hans lillebror i stedet lysebrunt hår og dybblå øjne. Drengenes røde og blå halstørklæder flagrede i vinden i det min medvagt sprang ned fra platformen, for at samle en stor klumpt sne i sine luffebedækkede hænder. Snart suste snebolde gennem luften. Jeg smilede, da mit blik faldt på snemanden, der både havde et stensmil, gulerodsnæse, hat og knappeøjne. Et øjeblik glemte jeg hvad der var sket med verdenen indtil den mindede mig om det igen i form af en brølen dybt inde fra skoven. Nathan kom gående klædt i tykt tøj. Hans lange brune hår med de hvide striber ved tindingerne og det uredte, kraftige fuldskæg fik ham til at ligne en vildmand.
"Brug for en afløser?" Brummede den robuste, høje mand. Jeg nikkede og kravlede ned af stigen, der var sat fast til platformen, for at gå ind i træhytten.
En snorken kunne høres inde i stuen, hvor vores leder lå på sofaen. Tomme øldåser var smidt under det lille bord og en vodkaflaske havde mistet over halvdelen af sit indhold.
"Ryland," kaldte Joy på de øverste trappetrin til husets øverste etage. Kole prikkede til sin far, men han rullede bare mumlende om på den anden side. Hun ledte mig ind i sit værelse og puttede noget i min hånd. Jeg kiggede ned, for hurtigt at se på hende i det mine læber blev til et stort smil. Jeg trak hende ind i min favn, men hun gengældte ikke mit kram. Joy skubbede til mig og vendte ryggen til mig.
"Du forstår ikke," skreg hun nærmest i et skarpt toneleje, mens hendes hænder lagde sig på hendes mave.
"Jeg vil ikke havde dette barn!" Hun hev sig selv i sit gyldne hår og gik frem og tilbage i det lille værelse, der havde et skab, en seng og en kommode.
"Hvorfor ikke?" Spurgte jeg og blev stille, så snart jeg indså svaret til mit spørgsmål. Hun tror ikke det er mit, tænkte jeg. Mine hænder greb hendes og hun så op på mig med en snøften, mens en strøm af tårer rendte fra de lyseblå øjne.
"Barnet er MIT. Det er jeg sikker på," forsikrede jeg hende. Joy gav slip på mine hænder og stillede sig ved vinduet, der gav et bredt udsyn til skoven rundt om muren.
"Det ved du ikke," var hendes svar. Noget glimtede i Joy's hånd. Jeg så ned på mit bælte, hvor min kniv plejede at sidde i sin skede, før jeg for sent indså hvad der skulle ske. Hun hyede i det hun jog det skarpe blad ind i maven og faldt om på gulvet, hvor en pøl af blod bredte sig.
"Joy!" Råbte jeg og ruskede i hende, mens min hånd prøvede at stoppe blodet, der uhindret flød fra såret.
"Hjælp mig!" Brølede jeg så højt jeg kunne, da jeg rystende hviskede: "Hvorfor, skat, hvorfor?" Mine hænder lukkede sig om knivens skæfte og skulle til at hive bladet ud, da en stemme stoppede mig fra at gøre det:
"Lade være. Det vil bare forøge blødningen." Ana forsvandt ind på toilettet og kom tilbage med et håndklæde. Den buttede kvinde med den sorte, tykke fletning, satte sig på knæene og pressede håndklædet ned omkring såret, der snart farvede det hvide stof rødt. Jeg kiggede på Joy's ansigt, hvis træk blev blegere og blegere, mens en rynke viste sig midt i øjenbryn i det en stønnen slap ud fra hendes mund.
"Hold ud," mumlede jeg. "Vil du ikke nok?"