"Kan du se nogen af dem?" Spurgte Asher og skyggede for solen med en flad hånd. Jeg holdte kikkerten op for øjnene og betragtede Jody's Stolthed, hvor væltede biler holdte i vejkanten. En lastbil var parkeret skråt hen over fortovet med forenden halvt inde i et hus. "4-5 stykker," svarede jeg og pakkede kikkerten ned i rygsækken, hvor en shotgun og et maskingevær stak op fra toppen. Han kløedede sin ubarberede hage og kiggede på mig med sine gyldenbrune øjne, hvor brune lokker strejfede øjenbrynene. Asher rakte mig sniperriflen han havde holdt for mig og kravlede ned af vandtårnet. "Lad os komme afsted," blev der sagt nede på jorden. Jeg nikkede og hoppede det sidste stykke.
Vi begyndte at gå, mens Asher fløjtede for sig selv. Der var stille. Ingen snakkende folk og ingen larm fra bremsende biler og dyttende horn. Han havde kastet sin sorte jakke over sine skuldre og havde bundet den ternede skjorte rundt om de slidte cowboybukserne. "Har du det ikke varmt i det der militærtøj?" Spurgte han og nikkede mod mine grønne og brune klæder. Jeg svarede ikke og krydsede vejen, for at smutte over til en forladt pølsevogn. Min hånd flåede døren op og trådte ind i et lille, sammenpresset rum. "Jackpot," gryntede jeg, da jeg åbnede et småligt køleskab. "Hvad fandt du?" Spurgte Asher, mens han holdte udkig. Jeg kastede colaflasken over til ham. Han greb den og smilede, før han lynede en af min rygsæks baglommer op og gemte den væk. Asher fortsatte hen af det revnede fortov og skreg, da noget sprang ud fra en gyde. De rullede hen af fortovet, men han endte på toppen. Han trak sin krumme, lange kniv op fra en skede og jagede den ind i hans angribers øje.
Den lignede et menneske bortset fra en gustengrå hudfarve og de spidse, savtakkede tænder. Øjnene, der manglede pupiler og irisser glødede, som flammer med blodskudte senehinder. Asher tørrede bladet af i dens tøj og rejste sig op. "Det var tæt på," sagde han og rystede på hovedet. Jeg løftede blikket, da et skrig farede op til himlen. "En eller anden?" blev der råbt. "Hjælp mig. Åh gud, nej!!!" Længere nede af gaden mellem to lagerbygninger løb en pige forbi faldefærdige huse i en haltende flugt. "Hun er ikke det værd," sagde Asher uden at blinke, som om han snakkede om vejret. "Vi kan da ikke bare lade dem slog hende ihjel!" Buldrede jeg og hævede løbet. Jeg kastede et blik gennem sigtekornet. En af de gråhudede hoppede frem og greb fat i hendes ankler. Hun faldt skrigende hen af fortovet og krøb klynkende væk fra monsterne. Jeg trykkede på aftrækkeren og så kuglen fortsatte gennem et af monsternes øje. Min hånd ladede sniperriflen og trykkede endnu engang på aftrækkeren.
...
Asher sukkede og løb hen til kvinden. Han sparkede til en af monsterne, så den faldt ind i en mur og jog dolken op gennem dens hage, så bladet stak bloddryppende ud af baghovedet. Et nyt uhyre viste sig i mit sigtekorn efterfulgt af et højt brag. Kuglen ramte den midt i panden, men den vaklede bare nogle skridt tilbage. Asher lagde hendes arm over hans skuldre og slæbte hende med sig, mens en pøl af blod bredte sig på fortovet. Han sprang op af en stentrappe til et hvidt hus og trykkede dørhåndtaget i bund med mig bag sig. Jeg smækkede døren og låste den med et højlydt klik. "Tjek resten af dørene og vinduerne," sagde Asher i det han lagde pigen forsigtigt på en sofa i stuen. Jeg nikkede og trak gardinerne for i det jeg sikrede at vinduerne var lukkede. Bagdøren var låst i forvejen. Der var stille udenfor, men blodpølene vil sikkert føre dem lige hen til os. Det var kun et spørgsmål om tid. Som om det ikke var slemt nok i forvejen, så lod væsnerne til at havde en glimrende sporsans.
Pigen blinkede med sine grå øjne og så op på os. Hun havde langt mørkt hår, der var sat op i en hestehale. Hendes tøj var slidt og i stykker flere steder. Asher tog hendes sorte og grønne rygsæk fra hende og stilte den på gulvet. "Jeg er ked af det," hviskede han og løftede sine arme. Hun gispede, da bladet borede sig gennem hendes hjerte. Han trak den ud af hendes bryst med en svurpende bevægelse og rensede dolken i hendes bukser. "Hvad fanden har du gang?" Sagde jeg og undgik med nød at næppe at råbe. "HUN var bidt," svarede Asher bestemt og rejste sig op med pigens rygsæk på sin ryg. Jeg trak buksebenet op, for at se bidsåret over hendes fod, men der var kun et langt snitsår på siden af anklen.
"Du slog hende ihjel - uden nogen grund!" Sagde jeg og så på ham med en anklagende pegefinger. "Hun vil havde sænket os alligevel og ville havde været en klods om benet på os," svarede han. Hans ansigt var stivnet i fast, urørlig maske. Jeg skulle til at sige noget, da en sten fortsatte gennem vinduet midt i stuen, så glasskår hvirvlede til alle sider. Vi vendte os mod døren ud til baggangen, da jeg hørte bagdøren blive sparket op. Asher sprang op af trappen og skubbede en dør op til et soveværelse med en dobbeltseng og et skab. Vi kunne høre flænsende lyde fra stuen under os. Han slog vinduet op og hoppede ned i haven.
Jeg skulle til at springe gennem vinduet, da noget hev mig tilbage og kylede mig ned på gulvet. Min sniperriffel rullede hen af gulvet. Skabningen var kun en lille pige med lyse rottehaler, men hendes før så søde ansigt var nu fortrukket i en monstergrimasse med fråde om munden. Hun sprang på mig, men jeg sparkede til hende, så hun faldt ud gennem døråbningen. "Hvad venter du på Ryland?" Råbte Asher, som svang en machete og halshuggede en af uhyrerne. Jeg greb min sniperriffel og hoppede hurtigt ned i haven. "Hvor fanden har du den fra?" Spurgte jeg, da vi hoppede over stakittet med en frådende, brølende flok af hæslige monsterer bag os. "Den var stukket ned i hendes rygsæk," var hans svar. Jeg smed et blik over skulderne og fik øje på en stor gruppe af dem, der kom løbende bag os. Mellemrummet mellem os og dem blev hastigt mindre. En af dem var hurtigere end de andre og fik fat i min rygsæk. Det brune stakit ved siden af mig bragede knagende, da jeg fløj gennem det og rullede ned af en bakke i nærheden af en skov med høje, tykke træer.
...
Jeg satte mig på det ene knæ og førte sniperriflen op til min kind i det jeg tog sigte. Den havde gråt hår, der indrammede et gråt, rynket ansigt og en krumbøjet ryg. Et tryk på aftrækkeren og den faldt rallende til jorden med en sprøjtende hals. Flere kom gennem stakithullet og stirrede på mig med deres sultne blik. "Pis," bandede jeg og sænkede løbet, for at løbe i den anden retning. Et blik op til den skyfri himmel afslørede at solen var ved at gå ned. Du er færdig, sagde en stemme i mit hoved og fortsatet: Skyd dig selv i hovedet og så er alle din bekymringer ovre. Jeg rystede på hovedet af mig selv og fortsatte med at løbe. Jeg hev efter vejret, min side gik ondt og mine lunger brændte, men jeg havde ikke råd til at stoppe. Hurtigere, hurtigere. Kom nu, opmuntrede jeg mig selv. Jeg fortsatte ind i skoven og kastede hastige blikke over skulderen, for at få et glimt af dem. Lyden af raslende buske, knækkende grene og snerren overbeviste mig om de stadig var lige i hælene på mig. Dyrestien snoede sig som en slange og stoppede foran en lille træhytte med sorte tagsten.
Jeg angreb døren med min skulder, men den gav sig ikke engang en centimeter. Min hånd dunrede på døren, mens jeg råbte: "Er der nogen - luk mig ind?" Ingen svar. Jeg slog til et af vinduerne med bagenden af min sniperriflen og stødte på noget hårdt. Alle vinduerne var blokeret af aflange brædder. Jeg vendte mig om med et sæt, da jeg hørte endnu en gren knække. Og en til og en til og en. Knæk, knæk, knæk. Held og lykke Asher, tænkte jeg og tilføjede dystert i mine tanker: Hvis du ikke allerede er død. Jeg trykkede på aftrækkeren, men magasinet var tomt. Åh nej. De trådte hvæsende ud i lysningen med blottede nålespidse tænder, der dryppede af blod. Jeg satte rygsækken ned på jorden og lynede hurtigt en af lommerne op, for at kaste noget hen af jorden. Nogle få af dem løb væk andre blev stående, da granaten fødte ekkoer af brag i skoven. Dem der blev stående blev kastet op i luften. Nogle af dem ramte et par træer og sank ned på jorden. Bevidsløse, men det var kun et spørgsmål om tid, før de vågnede op igen. Find et magasin, tænkte jeg og stak hånden rodende ned i rygsækken. Der. Jeg satte det på plads og pegede skiftevis på dem med løbet. Uhyrerne tøvede et øjeblik. Der er for mange af dem, tænkte jeg og indså hvor håbløst det var. Jeg lænede mig op af døren og gispede, da den gik op.
Et stort brød af en mand med et vildmandsfuldskæg sprang over mig med en svingende hakke efterfulgt af en slank, høj mand. Han huggede løs med sin røde brandøkse. En kvinde viste sig i døråbning. Hun havde gråblå øjne i et hjerteformet ansigt og bølgende, jordbærrødt hår, der faldt ned over ryggen. Kvinden holdte en automatpistol op foran sig og trykkede på aftrækkeren med et sammenknebent øje. "Bliv indenfor!" Råbte hun til nogen bag sig. En pige med hendes ansigtstræk stoppede midt i et skridt. "Hvad var det jeg lige sagde?" Kommanderede kvinden, da en 19årig dreng løb forbi pigen med et hævet baseballbat. "Hvad ligger du der for?" Spurgte hun og sparkede til mig. "Rejs dig op. Du har ikke tid til at sove." Jeg nikkede med et mumlende "Javel frue" og kom på benene. Kort efter genlød skoven igen af høje brag efterfulgt af hvinende kugler.
...
"Hvem fanden er du?" Spurgte den store mand og afleverede adskillige hakkehug til en af skabningerne. "Ryland Acker," svarede jeg og betragtede lysningen, der var overstrøet med ligene af de gråhudede. Drengen slog til den sidste af monsterne, som blot snerrede vredt af ham. Battet havde knap nok efterladt et mærke på uhyrets hoved. Et øksehoved borede sig ind I dens hals og knæene gav efter. "Sagde din mor ikke at du skulle blive indenfor, Kole?" Spurgte drengens far. Hans lyseblå øjne betragtede sin søn bag halvbrillerne. Han havde kort lyst hår og et strittende overskæg under den spidse næse. Kole blev stram i ansigtet og smuttede indenfor i huset igen. "Jeg hedder Nathan," svarede ham, der havde spurgt om mit navn. "Det der er Trenton." Han pegede på kvinden med den solbrune hudfarve. "Hun hedder Kathy og deres børn kaldes Joy og Kole." Nathan kastede et mørkebrunt blik på min rygsæk og skævede til mig. Jeg skyndte mig at tage rygsækken igen. "Vi kunne godt bruge nogle af de der våben," sagde han og trådte et skridt nærmere med hakken over skulderne.
Jeg hørte et klik bag mig og vendte mig om for at se på Kathy. Hun havde rettet pistolen mod mig. Jeg hævede øvet min sniperriffel og pegede på hende med løbet. Ingen af os rørte sig en flække. "Vent nu lige lidt," sagde Trenton formanende, der i fem lange skridt var henne ved sin kone og lagde en hånd på hendes pistol. Jeg trådte nogle skridt tilbage, for langsomt at bakke ud af lysningen og skannede situtationen i mit hoved. Det var vist kun kvinden der var bevæbnet med en skyder. Det lod til at de eneste der var inde i huset var børnene. En kvinde og to mænd. Det skulle gå hurtigt, men jeg havde været i ildkampe med langt værre ods. Jeg tøvede. Min pegefinger dirrede og ville ikke lystre. Et suk undslap min mund og jeg sænkede riflen. "Slut dig til os," udbrød Trenton og fortsatte: "Vi kunne sagtens bruge en soldat som dig. Huset er sikret og så vil du havde et tag at sove under. Til gengæld kunne du måske låne nogle af dine våben til os?" Jeg nikkede i det han gjorde en gestus mod døråbningen. Nathan gryntede og fulgte efter mig indenfor, da Kathy og Trenton trådte over dørtærsklen.