Jeg vågnede op til en smerte i skulderne og slog øjnene op, for at se en rødhåret kvinde med en nåle, hvis tråd flettede såret sammen. Min tænder blev bidt sammen, da hun åbnede hviskyflasken og hældte noget af indholdet ned i såret. "Tak," sagde jeg og satte mig. Hun rakte mig hånden. "Jeg hedder Kathy. Nathan og Ryland fandt dig - du er kommet slemt til skade." Den slanke kvinde dybbede en klud i en spandfuld vand og rensede den dybe flænge på siden af mit knæ. "Du har mange rifter." Jeg så frem og bed mig i læben, da Skyler sprang ind i mine tanker. Jeg var ikke vred over at hun havde taget mine ting - blot irriret. "Kørte galt i en bil og røg ud gennem vinduet," sagde jeg og fortalte hende sandheden: "Hende jeg var sammen med tog min rygsæk og våben og efterlod mig."
Kvinden rejste sig op og smed den blodige klud i spanden med et klask. Hun rakte mig et sæt nyt tøj. En grå skjorte, tshirt og cowboybukser. Kathy satte sig på lænestolen og pegede på et lille fladskærmstv med fjernbetjening. Det tændtes skrattende, men viste kun en sort skærm. Hun trykkede på slukknappen. Jeg gik ud i gangen og låste døren bag mig på toilettet, for at iføre mig det nye tøj og lagde det gamle på vasketøjskurven. Huset var lod til at være sikret mod angreb. Mine fødder ledte mig ud fra toilettet, da nogen bankede på døren. Et blik gennem kighullet i døren afslørede en lyshåret mand med strittende overskæg. Han var klædt i en åben blå skjorte og lyse cowboybukser. I hænderne holdte hans en hånd en and.
En mellemhøj dreng kom springende ned af trappen. Han låste låsene op og slog bjælkerne fra, før døren gik op. "Hvad har du der, far?" Spurgte han. "En and, Kole," lød svaret. "Godmorgen Asher," sagde han, da hans blik faldt på mig. "Jeg er Trenton. Jeg nikkede bare. "Hvordan har du det?" Jeg svarede hurtigt: "Fint." Han trådte indenfor. "Hvor er Ryland?" Spurgte jeg og fik et kort svar tilbage: "Han er ude og lære Joy at skyde." Kole fik et bistert udtryk i ansigtet. "Hvorfor tog de ikke mig med?" Spurgte han forarget. "Du sov," sagde faderen bare. Trenton fortsatte videre gennem rummet i det Kole låste døren, mens hans far åbnede døren til køkkenet og begyndte at plukke fuglen for fjer. Der var endnu et medlem af gruppen jeg ikke havde mødt og det var Nathan. Han var ude i garagen og rodede med sin gamle spand af en grøn bil - et pænt ord for en bunke skrot og rust. Jeg smuttede ind i stuen igen og tog en bog fra en reol i hjørnet og satte mig på sofaen, for at slog den op på en side.
...
3 uger og nogle dage senere havde jeg lært alle at kende og mine sår havde det meget bedre. Ryland sad ved skrivebordet og havde skilte skydevåbene ad, for at rense dem før han satte dem sammen igen. Jeg hjalp ham med at bære de våben vi skulle bruge ud i bilen og åbnede bagegerummet. "Sigt efter halsen, siden af hovedet eller øjnene," rådgav soldaten os, da døren smækkede og låsene klikkede. Trenton tog en automatpistol og klikkede et magasin på plads. Han, Kathy, mig og Ryland var de bedste til at ramme med skydevåben i vores gruppe, men Trenton fortrak at bruge sin røde brandøkse. Ligesom jeg holdte sig så meget som muligt til min skarpe dolk i mit bælte. Vi smed tasker og poser ned til våbene og lukkede bagklappen. Vores gruppe satte sig ind i bilen og Nathan bakkede den ud gennem garagen, for at vende lygterne mod Jody's Stolthed.
Han parkerede bilen ved et stort center, der lå i den vestlige del af byen. Ryland bar sin rygsæk på ryggen og holdte en shotgun i hænderne. Trenton og Nathan skubbede sidedørene op og gik ind i det endevendte center med en hævet økse og hakke. Rulletrapper førte længere op på centerets forskellige etager. Jeg lynede en sort gymnastiktaske op og stoppede nogle tykke jakker ned i den, før den blev smidt skråt hen over ryggen. Trenton, Kathy og Nathan søgte i den anden ene af centeret. Et monster kom løbende snerrende ud fra en afdeling, men nåede ikke langt. Ryland rettede sin shotgun mod den og trykkede på aftrækkeren. Uhyret væltede og så op i løbet, da den sendte en byge af skud af sted. Hjernemasse og blod prydede gulvet nu. En anden kom stavrende bag ham. Jeg trak en pistol og placerede et enkelt skud til dens hals.
De andre kom tilbage og havde fundet nogle madvarer og et par trøjer. Vi gik op af rulletrappen i det et par stykker af dem kom springende ned af trinene. Nathan udstødte sit kampbrøl og sprang op mod dem. Han hamrede hakken ind gennem den førstes øje og kastede skabningen ned på gulvet langt under os, hvor blodet bredte sig i en stor pøl. Hans næste slag blev placeret ved siden, hvor hakken fortsatte ud gennem den anden side af halsen. Det der engang havde været en kvinde klynkede, da han smed hende efter hendes kammarat.
Kathy fandt et apotek og holdte vagt, mens jeg gennemrodede hylderne. En del af dem var tomme, men jeg fandt alligevel nogle tuber, flasker, piller og bøtter. Det sluttede sig til min samling. Vi gik ind i en butik med elektriske apperater og kastede søgende blikke rundt omkring. Der lod dog ikke til at mangle særligt mange ting. Heldigvis for os, så virkede strømmen stadig i huset, men vi sparede på strømmen så meget som muligt. Kathy samlede noget op fra gulvet og to plasticpakker med walkietalkies i til mig, før de forsvandt ned i hendes taske. "Fandt i noget af værdi?" Spurgte jeg, da Trenton, Nathan og Ryland kom hen til os. De nikkede, for deres rygsække og tasker var fulde. "Der er stadig nogle etager vi mangler," sagde vores leder. "Men vi kan ikke bære mere." Jeg smuttede ned af den stillestående rulletrappe og tog en dyb indånding uden for centeret.
Trenton stoppede op og kastede et blik over vejen. Brady's Træhandlel stod der på et skilt over en brun bygning. "Hvad tænker du på?" Spurgte den store mand. Nathan så på ham. "Jeg tænker at den butik har alt hvad vi har brug, for at gøre huset mere sikkert." Det var Ryland der først sagde noget: "Der er ikke plads nok i bilen." Kathy brød ind og afslørede at hun havde set en trailer nogle husblokker herfra. Men Trenton havde en pointe indså jeg i det vi pakkede rygsække og tasker ned i gabagerummet. Vores leder kørte bilen ned gennem kvarteret og fik øje på traileren bag en høj, sort bil. Nathan hoppede ud af bilen og trak traileren hen til sin bils bagende, for at sætte den fast. Kort efter holdte vi foran tømrerforretningen igen.
Kathy holdte udkig, mens vi hjalp hinanden med at bære tykke, tynde, korte og lange brædder ud i traileren. Jeg fandt en indkøbsvogn og fyldte den op med søm, skruer, save, boremaskiner, hamre og save. Bilen var godt læsset, da Trenton startede bilen igen og kørte os hjem til huset igen. Kole og Joy kom ud fra huset og hjalp med at bære taskern og rygsække ind. Ryland stod med boremaskinen, mens Joy pressede et bræde op mod to træer, der stod med to meters mellemrum. De delte et blik og smilte til hinaden, da han trykkede på knappen og borede ind skru gennem brædet og ind i et træer. Snart sad det godt fast og de satte endnu et op. Kole og hans far var ved at hamre brædder fast til to træer i nærheden af dem. Nathan og Kathy var kørt ind i byen igen, for at hente flere brædder. En time forsvandt, hvor skoven genlød af banken og borren, før vi så dem igen.
Jeg havde snuppet nogle brændeknuder fra et skur bag huset og var ved at lave en lang låge, der skulle bruges som porten. Den var lang nok til at bilen vil kunne køre ind og ud, når den blev sat op. Før jeg vidste det var vores sikkerhedshus omringet af et højt hegn med en port, som var forsvarligt lukket af to tykke bjælker. Solen var allerede over halvvejs ned af himlen og mørket var på vej. Nathan smilede, lo og så ud gennem et lille hul i hegnet. Jeg fandt et andet hul og spærede øjnene op, da mine øjne faldt på den største gruppe af uhyrer jeg nogensinde havde set. De bankede på træbræderne, som også var støttet af pæle hamret ned i jorden og sat skråt op mod bræderne. "Vi burde havde sat nogle spyd op," sagde jeg til vores leder. Skabningerne hylede, skreg, snerrede og brølede, men deres banken løsnede ikke bræderne. Trenton nikkede, men smilede. "De kan ikke komme igennem. Så har vores hårde arbejde ikke været spildt." Kathy råbte at maden var færdig og snart var vi samlet rundt om spisebordet og tænkte kun på maden og hvordan vores maver knurrede.