Vagtkaptajnen Emiel lagde sine hænder på sine hofter og betragtede drengene foran ham. På gulvet lå liget af en købmand, som havde efterladt sig en grædende kone, der sad ved stuens bord. "Hvad skete der?" Spurgte han. Han havde et rynkefrit ansigt med jerngrå øjne, kort hår og et overskæg på overlæben. "Vi fulgte efter en kvinde," begyndte Baza og fortsatte: "Hun bankede på døren, der blev åbnet, hvor efter hun trak et pusterør frem - og det der er så resultatet." Danjal nikkede samtykkende ved siden af ham. Kaptajnen accepterede deres forklaring og sukkede trist, mens han betragtede den ulykkelig enke. "Hvorfor fulgte i efter hende?" Smedelærlingen så kort på sin ven, før han svarede. "Vi synes der var noget mystisk omkring hende." Emiel nikkede efter at havde fået en beskrivelse af kvinden og lod dem gå.

Baza løb så hurtigt han kunne ind i Det Rolige Kvarter. "Vi ses," råbte Danjal og smuttede ind i en Mikas Gade, hvor han forsvandt ind i et lille hus, mens den anden drejede til højre ved Adelens Gade. Faster Rahkel og Onkel Elejas var sikkert syge af bekymring, fordi han ikke var kommet hjem som han plejede efter arbejde. Hvis han var heldig nøjedes de med at give ham stuarrest. Han stoppede foran sit hjem og skyndte sig ind. "Hvor har du været?" Spurgte hans faster, der sad inde i stuen på sofaen, ved siden af sin mand. Rahkel havde havblå øjne ligesom sin nevø, høje kindben, en spids hage og mørkelange krøller, der snoede sig som slanger. Hun var klædt i brun selekjole med en halvmåne broderet på brystet. Hendes arme var krydset med en meget alvorlig mine. Onkel Elejas var bestemt heller ikke glad. Hans buskede øjenbryn over et par grålige øjne var krydsede og det tynde lysebrune hår var sat op i en hestehale. Han var en middelhøj, stolt mand. Hans Onkel var klædt i en tyk skygrå uldtrøje og bukser af hør. Baza holdte forvarende sine hænder oppe og begyndte at forklare sig. Hans Onkel og Faster blev mindre alvorligt, da han fik talt færdigt. "Er du uskadt?" Spurgte Rahkel bekymret, for hans ve og vel og undersøgte nøje sin nevø med hendes gennemskærende blik. Han nikkede forsikrende. Fasteren gik ud i køkkenet for at forberede maden, mens hendes mand blev siddende. "Hvor er Leja og Maiya?" Spurgte smedelærlingen. "Dine kusiner er oppe på deres værelser," lød hans svar. Hans kone havde givet ham to døtre, der var meget smukke og betagende. Kusine Leja og Maiya sluttede sig til dem i stuen og hjalp deres mor i køkkenet. Inden længe lagde de tallerkner og bestik på bordet, før moderen kom med gryderne. "Så der serveret," sagde hun og satte sig ned. Den lille familie samlede sig omkring bordet og tog hinandens hånd, for at bede en aftenbøn til guderne:

"Kylan styrke og beskytte os.
   Bara rense os.
   Finna råde over os.
   Brann dømme og straffe de skyldige.
   Eyia elske os.
   Galinn indhylle os i lys.
   Isrior velsigne os med gode drømme.
   Jora passe på vores kære.
   Lif skænke os venskab.
   Valka helbrede vores sår, skader og ar.
   Mottull jage døden væk.
   Uxi belønne os med godt vejr.
   Oli beære os med visdom."

"Lad os spise," sagde Rahkel, da de slap hinandens hænder. Baza øsede kartofler, bøf, fisk og salat op på sin tallerken og hældte mælk ned i sit drikkebægre. Han spiste i stilhed ligesom hans kusiner, onkel og faster. Han vidste ikke om guderne eksisterede, men tanken om at nogen passede på dem var meget betryggende. Smedelærlingen rømmede sig og de spisende kiggede op fra deres tallerkner. "Vær sød at fortælle mig om min far!" Sagde Baza og kiggede bedende på sin tante. Selv vidste han stort set intet om sin egen far, som han aldrig havde kendt eller set. Onkel Elejas kastede et blik på sin kone med en enkel sætning. "Du bliver nødt til at fortælle om ham på et eller andet tidspunkt. Drengen fortjener at vide sandheden." Fasteren sukkede og tyggede af munden, for at fortælle. "Ossian var soldat i Kong Eduard's hær og hans mest betroede hirdmand," fortalte hun. "Det var før hans bror erobrede tronen. Jeg så shældent min lillebror, for han tog tit på plyndringstogt i landene langt mod Vest. Man sagde at han var en fremragende kriger og frygtløs i kamp, hvor han reddede mange af sine medkæmpende. Men han var også lidt for overmodig og det førte ham ud i mange problemer. En dag kom han hjem med dig efter at havde været væk i over et år og sagde at du var hans søn. Han bad mig om at tage mig af dig og tog afsted igen, for han kunne ikke blive, fordi hans ed krævede at han var ved Kong Eduard's side. Nogle dage senere fik jeg brev om at han havde forladt sin hirdherre uden yderligere forklaring. Jeg har ikke set ham siden." Baza kiggede målløs på sin fars søster. Gulvet klagede skrigende, da han skubbede stolen bagud, så den væltede og flygtede op i sit værelse. Hans faster og onkel kaldte på ham uden at få noget svar. Han låste døren til sit værelse og smed sig på sin alkove. Hans far havde forladt ham! Hvorfor? Var han i live eller død? Baza vidste det ikke. Og hvad med hans mor - hvem var hun og hvor befandt hun sig? Han forstod ikke, hvorfor han aldrig havde kendt sine forældre. Grublende faldt den tyngede dreng i søvn og snorkede snart tungt.

Baza vågnede udhvilet op. Han løb ned til smedjen og arbejdede energisk resten af dagen, mens tankerne kværnede rundt i hans hoved. Rikaror gav sin lærling tidligt fri, der besluttede at tage hen til Mikas Torv i Det Rolige Kvarter, fordi alle handelsboderne var sat op der. Der gik et stykke tid, før han nåede hen til torvet, hvor en kreds af boder var sat op. Handelsmænd fra alle egne af Langøen snakkede med deres kunder og forstod sig på at overtale dem til at købe deres varer. De solgte mad, tøj, møbler, smykker, udstyr, bøger og mange andre ting. Han stod og kiggede på en dolk, som han endte med at forlade, fordi den var for dyr. Smedelærlingen fik øje på Esja, der betragtede et smykke. Hun smilte til ham, da deres øjne mødtes. "Hej," sagde han akavet til hende, der besvarede hans hilsen. Skrædderdatteren kiggede genert på ham. "Hvordan har du det?" Han trak på skulderne. "Det ser værre ud end det er. Hvad lavede du egenlig med Anton den anden dag?" Esja fik hurtigt besvaret hendes vens spørgsmål. "Det var ham der opsøgte mig - jeg ved ikke hvad han ville," svarede hun kortfattet og tog hans hånd, for at ade den med tommelfingeren. I flere minutter stirrede de bare på hinanden indtil Baza rømmede sig og Esja til smedelærlingens skuffelse gav slip på hans hånd. "Jeg bliver nødt til at gå nu - min mor venter på mig." Baza nikkede forstående og fulgte hendes eksempel.