Hvad i alverden var det? Tænkte jeg og slog øjnene op til synet af en lyseblå himmel, tom for skyer. Mine øjne blinkede i skæret af solen, hvis stråler skød gennem lysningen. Høje, brede træer stod rundt om mig. Der manglede noget. Hvad var det? Jeg drejede hovedet fra side til side og gispede, da jeg så de grønne, runde blade, rusket af en let vind. Lette som fjer. Før havde de hængt ned, tynget af den piskende, dryppende regn. Græsset var ikke længere smattet og fugtigt, men havde en gullig farve. Det så ud som om det ikke havde regnet i flere uger. Men det kunne jo ikke passe. "Det regnede jo lige før," mumlede jeg til mig selv og rodede rundt i mit halvlange, pjuskede hår.
"Lå du og blundede?" Lød en dyb stemme bag mig.
Jeg snurrede rundt og trådte et skridt tilbage, da jeg så hvem det var. Asger hævede et sort øjenbryn og så på mig med sine gråblå øjne under de buskede øjenbryn. Shiit, tænkte jeg og nussede min ene balle, der stadig var øm efter knappenålen på min stol. Hvad havde jeg nu gjort?
"Jeg tænkte nok du var herhenne. Vil du med hen og spise?" Spurgte Asger og kløedede sin markante, ubarberede hage. Hans grove hænder var stukket ned i cowboybuksernes lommer og den grå hættettrøje var lynet halvt op.
Bare sig ja, rådede en stemme mig. "Det vil jeg gerne," efterfulgt af adskillige nik. Asger begyndte at gå gennem lunden og jeg skyndte mig op på siden af mig. Han skævede til mig.
"Har du nu røget fjolletobak igen?" Gryntede Asger grinende.
"Hvad sn-," jeg standsede mig selv i sætningen og afsluttede den med et klart "jep". Det var jo trods alt Asger. Kendt på skolen, som ham med de brede skuldre og robuste overarme. Han lod dog ikke til at bemærke noget og fortsatte ud af den lille skov og hen til skolen, hvor skydedørene åbnede sig for os. Det var nærmest som om de bød os velkommen til Mille's Gymnasie. Asger førte an gennem de grå gange og trådte hen til køen ind til kantinen, der stoppede ved disken ind til køkkenet. Min mund løb i vand ved synet (og lugten) af maden på det aflange bord i midten af lokalet. Min mave knurrede misundeligt af de elever, der allerede sad ved de andre borde og spiste. Skramlende lyde hørtes, når folk betalte de 25 kroner og hastigt greb bestik og tallerken.
"Hej skat," sagde en velkendt stemme. En slank pige med rødbrune krøller stillede sig på tæer foran mig og placerede et dybt kys på mine læber i det hun slog sine arme omkring mig. Tøvende placerede jeg hænderne over hendes hofter og gengældte kysset.
"Jeg er ikke en gammel dame," hviskede hun og skubbede mine hænder ned til hendes faste lille røv. Hendes grønne øjne glimtede ved synet af mine blussende kinder. Drømmer jeg? Var det lige, Smilla, klassens mest populære pige, der kyssede mig der? På læberne? Asger smilte skævt ved siden af mig.
"Gid det var mig," fløjtede han, klappede mig på skulderen og gik over mod maden. Asger, der altid var sur og tvær, fløjtede.
"Du drømmer," sagde jeg lavt og hev pungen op af lommen, for at give mønterne til den buttede, knurrende kantinedame, der nikkede vrantent til mig. Hun plejede da ellers at være så munter og venlig. Hvem havde mon tisset i hendes sukkermad. Jeg gik hen til bordet og øsede kartofler, et par kylling ben, en fisk, gulerod og en bunke salat op på tallerken. Hvor skal jeg sætte mig? Tænkte jeg og tyggede lidt i underlæben.
"Herovre, Mads," kaldte en stemme som jeg ikke havde hørt i over et år. Jeg vendte mig om og kastede et brunt blik ned til hjørnet af kantinen. For enden af et sort bord sad Frode. Hans mørkeblonde hår var samlet i en hestehale, men et par totter strejfede alligevel de lyseblå øjne. Et kort, skråt ar kunne ses på den ene kind. Men han er jo død. Og alligevel sad han og vinkede til mig iført joggingebukser, sneakers og hvid t-shirt. Jeg husker tydeligt det opspærede blik, blodet der suste mellem mine ører og bilmoteren der brummede i det speederen blev trådt i bund. Det han havde sagt om mine lillesøster indtil hun til sidst skar håndledene til blods i badekarret. Min mund åbnede sig, kun for at blive lukket igen, uden at der kom nogle ord ud. Med rejste nakkehår satte jeg mig ned ved siden af ham. Jeg husker tydeligt dengang han havde smidt min cykel op på skolens tag. Hans brede grin og brølende latter. Det hårde blik, der fik en til at føle sig så umådelig lille. For hver spøg han lavede, jo mere ygmygende og ond blev den næste. Jeg så op, da Smilla satte sig på min venstre side. Hendes hånd lagde sig på mit lår og gav det et klem ledsaget af et hurtigt smil, mens hun blinkede med sine lange øjenvipper. Jeg smilede langsomt tilbage og glemte alle de andre ting i det ene øjeblik.