Jeg sætter mig på sofaen i den sparsomme møblerede stue, griber fjernbetjeningen og peger på tv'et i det jeg trykker på sluk/tænd knappen. Et ansigt toner frem på fladskærmen, som viser en kvinde, der præsenterer aftenens nyheder. Hun fortæller om en brandmand, som reddede fem personer fra en ildebrand, en politimand afvæbnede en røver og en dame, der fik afluret sit dankort af en tricktyv. Dem er der mange af disse dage. Min fingrer trykker igen på en knap og zapper over på en anden kanal, hvor Venner er i gang. Jeg griner af Joey's "How are you doing" sætning og Phoebe's særheder og bruger de næste tyve minutter på at se den komiske episode. Det er den hvor Chanler og Joey bliver uvenner, hvor Joey flytter ud og får sin egen lejlighed. En skam at de ikke laver tv-serier som denne her mere, tænker jeg og støtter hagen på min hånd.

Uret afslører at klokken er 18 ved et hurtigt blik over døren, hvor det hænger, så jeg slukker for fjernsynet. Gæsterne kommer inden længe - en gruppe af mine bedste venner, som jeg har kendt siden jeg kunne gå. Jeg smutter ud i køkkenet og finder hakkebrættet frem, for at vaske og hakke salaten, før jeg finder de andre grønsager frem - og forbereder dem. Stegepanden sprutter og snerrer, da jeg sprøjter madolie på og smider røde bøffer på, som kun langsomt ændrer farve. Mine hænder smider burgerbrødet ind i ovnen, der gavmildt giver sin varme væk inden længe er de godt lune. Ding dong, siger dørklokken pludselig midt i det hele. Jeg løber hen til døren og åbner den. I døråbningen står Falke og Gudrun, som jeg går i klasse sammen med på gymnasiet. Vi er meget gode venner og går tit i byen med hinanden, samt er uadskillige. "Hej tøs," siger Gudrun som sædvanlig og giver mig et kærligt kram. Hun har mørkeblondt hår med adskillige fletninger, himmelblå øjne i et kønt ansigt med fyldige læber. Hun er klædt i mørkt tøj med en nederdel i stedet for bukser. Falke er en dreng, som er tavs over for dem han ikke kender, men meget snakkesagelig med dem han kender ud og ind. Hans brune hår stritter lidt, da det er sat op med gele. Han har mørkebrune øjne, der glimter af intelligens og en lys hud. Han er klædt i hvide kondisko, blå cowboybukser og som altid en fin skjorte. "Haft en god dag," spørger han mig som han altid plejer at gøre. Jeg nikker bare. "Ja, det kan man godt sige." De lader som om de er hjemme - hvor mange ganger har de ikke overnatter her efter flere timers druk? - og går ind i stuen. Kort efter kan jeg høre en film i baggrunden. Jackie Chan, tror jeg, og de snakker om dit og dat. Det er i hvertfald en eller anden kungfu film at dømme efter eller de sparke og slog lyde, der kommer ud af det tynde apparat.

"Har du brug for hjælp til noget?" Jeg kigger op og får først nu øje på Falke's slanke, men muskuløse skikkelse i døråbningen. Jeg ryster på hovedet og står bare der i mit lille køkken. "Det er ved at være klar." Han nikker og åbner for køleskabet, som er fyldt op med mælk, sodavand og øl. I smug betragter jeg hans kraftige kæbe, velformede kindben, de tynde øjenbryn og øjnene der nærmest skinder. Falke snupper en cola, åbner den og drikker en stor slurk af den. Han kigger bare på mig og sukker så. "Jeg tror Gudrun kan lide mig," siger han så og lyder beklagende påtrods af at pigen han taler om er en af de lækreste piger i klassen. Mange drenge ville være ham grøn af misundelse. De fleste havde svært ved at flytte blikket væk fra hendes faste røv. "Og det kan du ikke lide?" Spørger jeg usikkert. Det er ukendt terratorium kan jeg mærke. Han trækker på skuldrene. "Jeg kan godt lide hende, som en ven og ikke andet," svarer Falke. Han er vist ikke vant til at piger ser på ham på den måde, hvilket i sig selv er meget mærkeligt, da han er svær at overse. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Gudrun er ikke en pige, der accepterer et nej. Hun vil helt klart ikke tage afvisningen særligt godt. Mange er faldet for hendes charme og endnu færre har kunne modstå hendes attraktive udstråling. Når først hun havde besluttet sig for noget, så får hun som regel sin vilje. Jægeren stopper jo heller ikke når han finder spor efter sit bytte og indstiller ikke jagten før bukken skudt. "Du kan hjælpe med at dække bord," siger jeg til ham og rækker ham nogle tallerkner. Han kaster et irriteret blik på mig, men jeg rækker bare tunge af ham. Vi går ind i stuen og dækker spisebordet med tallerkner, glas og bestik. "Det lugter godt," siger hun, da jeg ligger fadet med bøfferne på bordet.

Vi sætter os ned og begynder at konstruere en burger. Falke putter både salat, løg, tomat, agurker og ketchup i sin, før han åbner munden for at tage en stor bid af burgeren. Gudrun spiser i stilhed overfor ham. Ind i mellem sender hun lange blikker til ham og blinker med de lange øjenvipper, men han er heldigvis optaget af at spise sin burger. Men jeg kan se på ham at han synes det er ubehageligt, for han sætter sit venskab med Gudrun meget højt og han ville være ked af hvis det gik tabt. Stuen emmer af tavshed, mens vi spiser vores burgere.En konfrontation lurer hvert andet øjeblik og det kan ikke vare længe før hun slår til, som når ørnens kløer borede sig ind i dens bytte. I baggrunden kører tv'et videre, men ingen af os hører hvad der bliver sagt. Falke har allerede spist tre burgere. Han har altid haft en utrolig appetit og er bestemt heller ikke kræsen. Selv når han spiser ser han stadig hamrende godt ud eller er det bare mig? Det er et under at han stadig er så slank og fit. Jeg fanger mig selv i at betragte ham og tvinger mig selv til at vriste blikket løs. Hans kinder buler ud i det han tyggert energisk på maden.

"Det smager rigtigt godt," siger han med munden fuld af burger, som han tydeligvis er meget glad for. Hvordan kan han dog spise så meget? Hans mave måtte da være ved at sprænges. Gudrun har kun spist to, men det ligner heller ikke hende at proppe sig med så meget mad som muligt. Generelt passer hun meget på sin vægt, dyrker jævnligt motion og går i motioncenteret og spiser for det meste rimeligt sundt. Bare ikke lige i aften. Falke laver en grimasse samtidigt med at jeg taber en gaffel på gulvet. Jeg bøjer mig ned for at samle den op og kaster et blik ind under bordet, hvor min venindes fod er på vej op ad Falke's ben i retningen af hans meget, meget private sted. Jøsses. Han synker en klump og rejser sig op, så stolen vælter bagover med et brag. "Jeg går lige ud og pisser," siger han undskyldende og stikker halen mellem benene så hurtigt som overhovedet muligt. Han kan ikke komme væk hurtigt nok. "Hvad har du gang i!?" Spørger jeg irriteret. Ja irriteret. Mig der ellers altid er så rolig og tålmodig. Det lignede mig ikke. "Ikke noget," siger hun uskyldigt og lader som ingenting. "Kan du ikke se at du gør ham ilde til mode? Er det virkelig det værd?" Gudrun stirrer på mig, mens luften langsomt siver ud af mine sammenpressede læber. Hvad går der dog af mig? "Hvorfor lige ham," spørger jeg hende direkte. "Der mange andre drenge på gymnasiet, som du kan jagte og udnytte som det lyster dig. Du er sku noget for sig. Han kan jo ikke engang lide dig." Mine hænder farer op til min mund i et gisp, men for sent. Det var allerede blevet sagt og på den helt, helt forkerte måde. To late, tænker jeg dysteret. Hun kniber sine øjne sammen til smalle sprækker, mens hendes læber formede en snerrende sætning. "Hvad ved du om det? Hvordan kan du sige sådan noget?" Hun kommer hidsigt op at stå og ser såret på mig med våde øjne. Jeg kan se at mine ord har ramt hende meget hårdt og såret hendes følelser. "Vent, jeg..." Men før jeg kan tage mine ord i mig igen og undskylde for dem, er hun allerede på vej gennem stuen. "Vi er ikke venner mere!" Råber hun skingert og smækker døren med et højlydt bang, så hårdt at et glas falder ned fra en reol. "Nu overreagerer du da vist," begynder jeg og løber ud i gangen, men hun er allerede væk.

Jeg ryster beklagende på hovedet og klasker en hånd i panden. Mig og min store kæft. Hvorfor holder du ikke bare din kæft? For helvede da også. Jeg vender mig om og foran mig står Falke, der lige er kommet ud af toilettet. Han ligner et stort spørgsmål tegn og betragter mig med et blik, som jeg aldrig har set fra ham før. Som om han ser på noget ganske særligt. Men det er jo kun mig. Ikke Gudrun, der er meget pænere end mig. "Gik hun?" Spurgte han. "Ja," sagde jeg akavet og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. "Det var vidst noget jeg sagde. Hun blev i hvertfald rigtig sur, men hun behøvede da ikke tage sådan på vej." Falke ser bare på mig med det der underlige blik jeg aldrig havde set før. "Godt," sagde han bare og tilbagelagde de få skridt, der var imellem os, trak mig ind i sin varme favn og mødte mine læber i et dyb, inderligt kys.