Hjalte Den Nådeløse trak sin bue og lagde en pil på strengen. Den gamle mand hævede sin hammer og slog hul i den tykke is efter fem slag. Han fastgjorde en orm til fiskestangslinjen og sinkede den ned i hullet. Hans hænder tabte fiskestangen, da en pil suste gennem luften. "Slut dig til fiskene, olding," sagde hans morder og sparkede til ham, så han faldt plaskende ned i hullet. "Tid til at voldtage og plyndre, drenge," grinede Stenmanden til sin flok, der var bevæbnet med buer, køller og spyd. Han havde langt, brunt hår, grå øjne og et vildtvoksende fuldskæg, samt var klædt i skind og pels. Snestormen skjulte deres komme, da de listede ind mod økysten, hvor en lille landsby var opført på Hvalrosøen. Han lagde en frisk pil på strengen og nikkede til de andre da de kunne se mennesker mellem små huse med rygende høtage og buedede vægge. Mændene stilte sig op i en ræk og spændte deres buer, mens de ventede på deres leders signal. "Er du klar," spurgte han en sortskægget mand med blå øjne, tykt hår, brede skuldrer og muskuløse overarme. Han var klædt i sort ulveskind og var indhyllet i brun bjørnekappe. Hans hænder holdte om et langt spyd, hvis od var af sten, mens en kølle med et rundt stenhoved var stukket i et sort bælte og et vædderformede horn hang på hans ryg. "Jeg kan ikke vente," var det grinende svar. Børn legede i gaderne og kastede snebolde efter hinanden, mens deres forældre var ved at hugge brænde, trække deres husdyr ind i stalden eller lige vendt hjem fra jagt. "Fyr," kommanderede han og slap sin streng. En sværm af pile suste gennem luften og regnede ned fra himlen.
En lille dreng skubbede sin storesøster til siden og faldt til jorden med seks pile i ryggen. "Magnus!" Skreg den lyshårede pige og ruskede i sin bror. Tårerne løb ned af kinderne og de isblå øjne flammede ved synet af gerningsmændene. "Med mig!" Udbrød Hjalte og løb hen af isen. "Flygt Sara!" Råbte hendes far, som lige havde fældet en tyk brændeknude. Han sprang til siden idet endnu en byge af pile dykkede ned fra skyerne. Kvinder og mænd faldt om på jorden og farvede den rødt, før de drog til Vidunderlandet. Faderen var klædt i varmt tøj: En brun hue, sort frakke, lyse bukser og knæhøjestøvler. Hans grønne øjne lyste af had. "Det var min eneste søn!" Skreg han og løb mod de fremstormende mænd. Han svang øvet sin økse, hvis hoved sank dybt ind i den nærmeste fjendes pandeskal. Manden undgik et spyd, der skød gennem luften og snittede hans lår. Han brølede og ramte en anden mand i brystkassen. Hjalte stak sin bue i pilekoggeret og nærmede sig den brølende mand. Han lo og dukkede sig, så han ikke faldt hovedløs til jorden. Faderen gispede, da et tomahawk slag i mellemgulvet sendte blod ud af hans hostende mund. Vaklende sprang han mod sin angriber og rettede øksen mod hans side. Hans fjende trådte blot hurtigt til siden og påførte ham et nyt slag i ryggen. Et spark fik ham til at møde den kolde jord. "Vinteren er kun for de stærkeste," sagde Hjalte, hævede sit våben og placerede et slag mellem mandens øjne, så blodet malede hans ansigt rødt.
Skrig og hyl lød fra husene, mens hans mænd brød ind i Hvalrosianernes hjem, voldtog deres døtre og myrdede børnenes forældre for øjnene af dem. Han hørte slåen blive slået for døren samtidigt med at skodderne blev smækket i. "Omring huset. De må ikke slippe væk," sagde han og tog den faldnes økse. Dens hoved var lavet af skarpt jern, som ingen af hans folk vidste hvordan man arbejdede med. Ikke et dårligt bytte, tænkte han og huggede den ind i døren. Træknaster fløj til alle sider, da han svang øksen gentagne gange. Døren fløj op med et brag, da han sparkede til den. "Mottull tage jer!" Forbandede en middelaldrende kone dem, der var klædt i en grøn selekjole og skjørt. Hun havde sort hår i et rynket ansigt og nøddebrune øjne. Kvinden fremdrog en køkkenkniv og huggede den ind i en af Stenmændene. Blodet flød ned af hans bryst og han vaklede rallende nogle skridt tilbage. Hans ben svigtede ham og han faldt om på plankegulvet. Hun gispede da en lussing sendte hende omkuld på gulvet. Hjalte sparkede kniven væk og hev fat i hendes hår. "Find hende," sagde han til sine kammarater og trak hende ind i den lille stue. Han løsnede de skålformede spænder til kjolens skulderstropper og flåedede den af hende. Hans hånd lukkede sig om hendes nakke og pressede hendes ansigt ned i bordet. Hun hylede, kradsede og bed i det han løsnede sit bælte. Hans lem rejste sig og hans mave klaskede mod hendes bagdel, da han stødte sin manddom ind mellem hendes baller. "Slip mig," skreg pigen oppe fra trappen til overetagen. Bjarke opfyldte hendes ønske og kastede hende ned af trappen. Hun rullede hulkende ned af trinene og lå så stille. Han kunne se at hun var ved at være en rigtig kvinde - bare en skam at hendes bryster ikke var lige så store som moderens, som groft blev befamlet. "Bind hende," sagde han og trak sig ud af konen. Han tog sine bukser på og spændte bæltet. "Sikke da en pæn kniv," sang han og samlede den op, for at beundre sit spejlbillede i metallet. "Lad være, jeg beder dig," tiggede den forslåede datter. "Desværre skattepige," lød det leende svar i det bladet fortsatte ud gennem kvindens ryg. Bjarke havde fundet et reb og bandt tøsens ben og hænder. Han kastede hende over skulderne, som en sæk kartofler og bar hende ud af huset. Hjalte fulgte fløjtende efter.