Sofie satte sig på hug ned foran sin lillesøster og tog hendes hånd.
   "Hør nu her Lea", sagde hun mildt. "Vi mangler kun nogle få huse, så er vi færdige og kan gå hjem. Jeg ved, at du er træt, men jeg tror altså godt, at du kan klare den sidste halve time". For at understrege sine ord, gav hun søsterens hånd et ekstra klem.
   Lea lavede trutmund og trak hånden til sig. "Men jeg synes ikke det er sjovt mere, sagde hun. "Jeg vil hjem til mor. Nu".
   Sofie sukkede og rejste sig op uden at tage blikket fra lillesøsteren. "Men tror du overhovedet, at du kan finde hjem herfra? Det er jo et stykke at gå."
   Lea så pludselig ud til at have fået både kræfter og humør tilbage, og hun smilede stort. "Emilie fra min klasse bor ikke så langt herfra, og jeg kan da sagtens finde hjem fra hendes hus."
   Sofie vidste, at moren var ikke så begejstret for, at lillesøsteren gik alene, men at skulle trækkes med Lea resten af vejen var slemt, så hun besluttede sig for at tage balladen med moren, når hun kom hjem.
   "Ok da. Så gå bare hjem med dig", sagde hun, og klappede lillesøsteren på hovedet. "Men lov mig nu, at du går lige hjem ikke?".


* * *
   Sofie fortsatte alene videre rundt med indsamlingsbøtten. Mange var villige til at give et bidrag, og nogle gav sig endda tid til at snakke. De ville høre mere om Dansk Røde Kors, og om at være indsamler, og Sofie fortalte gerne, når hun kunne mærke de var interesserede. Hun havde ikke tal på hvor mange huse, hun efterhånden havde besøgt, men det var mange, og indsamlingsbøtten var ved at være fuld.
   Hun stoppede op og så på uret. Halv seks. Ikke så mærkeligt at hun var sulten. Det eneste hun havde spist siden morgenmaden var et æble, og det var efterhånden flere timer siden. Hun kikkede i tasken efter noget spiseligt, men fandt ikke andet end en tom pakke kiks, som Lea havde efterladt. Hvis ikke hun skulle dø af sult, inden hun nåede hjem, måtte huset her blive dagens sidste. Sofie skubbede den grønne havelåge op. Hængslerne hvinede skingert i protest. En smal flisegang førte ind til huset. Flere af fliserne var knækkede, og ukrudt og græs stak op imellem revnerne. Sofie gik hurtig ind til huset. Hun ringede på dørklokken, og kiggede ned, mens hun ventede. Velkommen, stod der på måtten.
   "Døren er åben, kom bare ind", Stemmen kom inde fra huset og lød som en ældre kvindes. Sofie tøvede og bed sig i læben. Hun ville selvfølgelig aldrig gå ind hos mystiske mænd, der så ud som om de ville myrde hende, så snart de fik muligheden for det. Men gamle koner, det var vel i orden? Hun trykkede det kolde messinghåndtag ned og skubbede døren op. Gangen var sparsomt møbleret med en enkelt kommode og et lille ovalt spejl hen over. Døren ind til stuen stod på klem, og Sofie trådte forsigtigt ind. Et fjernsyn stod og kørte uden lyd og foran det stod en sofa og 2 lænestole. Møblementet fyldte det meste af stuen. Sofie kikkede sig om, mens hun ventede, og fik pludselig en ubehagelig fornemmelse af at være iagttaget.
   "Hallo?", kaldte hun. "Er der nogen?".
   En sort kattekilling kom ind i stuen. Den gned sig kælent op af hendes ben og Sofie bukkede sig ned og aede den over ryggen. Katte var fascinerende skabninger. Så selvstændige og egenrådige og samtidig så smukke, syntes hun. Hun havde ønsket sig en kat, så længe hun kunne huske, men på grund af morens allergi ville det aldrig blive til noget.
   En lyd fra gangen fik hende til at slippe katten. En skygge rørte sig hen over gulvet, og en mand trådte frem i døråbningen. Han var høj og mager med indfaldne kinder i et langt smalt ansigt.
   Sofie stirrede overrasket på ham.
   På hans venstre arm sad en dukke. Den så ud som en gammel kone, med gråt hår og runde briller. Han fik øje på Sofie og kikkede skeptisk på hende.
   "Du er jo ikke andet et et barn."
   Sofie svarede, nærmest uden at tænke. "Jeg er ikke noget barn. Jeg er 14 år".
   Han bevægede dukken, så det så ud som om den drejede hovedet. Samtidig begyndte han at tale. Stemmen, der kom et sted dybt nede fra hans mave, var en skinger kvindestemme, og den passede perfekt til dukken. "Må man spørge, hvad sådan en sød pige hedder".
   Sofie var imponeret. Hun havde aldrig mødt en bugtaler før, og det lød virkelig som om det var dukken der talte. Hun præsenterede sig og stak hånden frem for at røre ved den. "Den ser helt levende ud."
   Dukken drejede irriteret hovedet fra side til side.
   "Hvad bilder hun sig ind", skreg den iltert. "Jeg er mere levende, end hun nogen sinde bliver, og jeg har ikke i sinde at finde mig i sådan uforskammethed".
   Sofie trak forskrækket hånden til sig. "Jeg må vist hellere gå",
   Dukken vendte hovedet ind mod hans bryst og snøftede. "Det, hun sagde var meget koldt og ufølsomt. Jeg synes, jeg fortjener en undskyldning."
   "Jeg er sikker på, at det ikke var meningen, sagde han. "Kan du tilgive hende?"
   Sofie vidste ikke om hun skulle le eller græde. Manden var jo skruptosset! Hun begyndte gå over mod døren. Hun forsøgte at se afslappet ud, selv om hendes ben rystede under hende.
   "Nå, men jeg skal alligevel også hjem nu. Jeg finder selv ud".
   Han rystede på hovedet og stillede sig midt i døråbningen.
   "Jeg kan ikke bare lade dig gå. Det burde du vide."
   Sofie forstod, at hun måtte handle hurtigt. Hun foldede armene ind foran brystet og masede sig forbi ham ud gennem gangen hen til hoveddøren. Hun skubbede dørhåndtaget ned og trak til, alt hvad hun kunne. Låst. Hun drejede på låsen, men hænderne rystede, så hun knap kunne styre dem. Kom nu op, kom nu op.
   I næste øjeblik var han bag hende. Han lagde armen om hendes hals, og trak hende brutalt væk fra døren. Hun tumlede bagud og kæmpede for at vriste sig fri, men hans arm forhindrede hende i at trække vejret.
   "Hold fast, hun må ikke slippe fra os", råbte dukken.
   "Jeg gør hvad jeg kan, hvæsede han ud mellem tænderne. "Hvis du tier stille, så skal jeg nok ordne det her."
   Sofie næsten hang i luften, og fægtede med arme og ben for at komme fri. Dukken borede sig ind i ryggen på hende, og et øjeblik følte hun, at hun havde mere end een modstander. Han slap sit greb, og hun mærkede et voldsomt slag i tindingen. Smerten lammede hende, og benene forsvandt under hende. Langsomt segnede hun omkuld på gulvet. Som i en tåge så hun dukken der lænede sig ind over hende, og 2 blå glasøjne stirrede på hende. Hun ville slå ud efter den, men hendes arme var tunge. Alt blev sort.


* * *
   Hun vågnede. Vidste ikke hvor længe hun havde været besvimet. Det dunkede i hendes hovede, og smerten bølgede ind over hende. Med dén, fulgte en kvalme der næsten fik hende til at kaste op. Hendes hænder var bundet på ryggen. Tungen føltes som en tør svamp i munden. Hvis bare hun kunne få noget at drikke. Hun ville rejse sig, men blev svimmel og faldt tungt tilbage på gulvet. Det føltes koldt. Der lugtede gammelt og fugtigt som i en kælder.
   "Jeg ved, at det er dem der har sendt dig".
   Med besvær drejede hun hovedet og fik øje på ham. Han sad i hjørnet af en gammel brun sofa ikke så langt fra hende.
   "Jeg forstår ikke, hvad du mener", hviskede hun. "Hvad vil du mig?"
   Han løftede hånden til en hilsen. "Jonathan. Men det har de vel allerede fortalt dig."
   Hans stemme var tyk af for meget øl og for mange cigaretter. Han var ung, næppe mere end 25 år, men hans hud var bleg og usund som hos en person, der tilbringer al for meget tid inden døre. Sofies blik vandrede videre til dukken. Den åbnede sin røde mund, og da den begyndte at tale, var stemmen indsmigrende og alt for sød.
   "Det var faktisk dig, der kom til os, men det har du måske glemt?"
   Sofie lukkede øjnene. Hvorfor havde hun også været så dum?
   "Nej, det har jeg ikke glemt", hviskede hun. "Det var forkert af mig."
   Han havde rejst sig og var gået hen til et højtsiddende vindue. Med pegefingeren lettede han lidt på gardinet og kikkede ud.
   "De tror, de er så smarte, når de sender dig. Så ung og sød." Han vendte sig om. "Men jeg ved, hvad de er ude på."
   Sofie prøvede at rejse sig.
   "Jeg.... jeg ved ikke hvad du taler om. Der er ingen der har sendt mig. Jeg beder dig, lad mig nu gå".
   Han svarede ikke, men gik forbi hende hen til sofaen og satte sig ned igen. Katte-killingen løb efter ham og hoppede op i skødet på ham. Den lagde sig til rette med hovedet på hans knæ, og han kløede den bag øret.
   "Hvad siger du, Nero. Skal vi sende hende hjem?"
   Katten spandt højlydt. Dens gule øjne var næsten helt lukkede, og halen svingede frem og tilbage som tegn på velbehag.
   Dukken surmulede. "Der er ingen plads her, når den lusebefængte fnatmide sidder her også".
   Han lagde en skærmende hånd over katten, og rynkede brynene.
   "Snak ikke sådan om Nero."
   Dukken vendte ryggen til ham som om den var fornærmet.
   "Du elsker mig ikke mere, sagde den. "Lige siden du tog det latterlige kræ til dig, har du trukket dig længere og længere væk fra mig"
   Det ringede pludselig på hoveddøren.
   Sofie åndede ud og slappede lidt mere af. Nu kom der nogen og hentede hende. Det var kun et spørgsmål om tid, så ville hun være hjemme hos sin mor og lillesøster.
   "For pokker da", hvæsede han.
   Han sprang op af trapperne. Hun hørte en skuffe blive trukket ud, og et øjeblik efter kom han tilbage med et stykke tape, som han hurtigt satte over munden på hende.
   "Hvis du giver så meget som en lyd fra dig, bliver det værst for dig selv.", sagde han og lukkede døren.
   Sofie trak vejret tungt gennem næsen. Hun skulle vise ham. Hvem det end var, der havde ringet på dørklokken deroppe, så var den person hendes eneste chance for at slippe væk. Med besvær rejste hun sig, først på knæene, derefter helt op. Hun var stadig svimmel men gik hen til døren og stod stille og lyttede.
   "Ja, hvad kan jeg hjælpe jer med?", hørte hun ham spørge.
   "Undskyld jeg forstyrrer så sent på aftenen, men jeg leder efter min datter."
   Hun følte det som en kniv blev stukket dybt ind i hjertet på hende. Stemmen tilhørte hendes mor, Sofie hamrede fødderne mod døren, for at moren skulle høre hende.
   "Jeg er urolig for, at der er sket hende noget. Hun plejer altid at holde tiden."
   Sofie sparkede endnu hårdere, og støvlerne dundrede mod døren, som hovene fra en hest på flugt. Hvorfor kunne moren ikke høre hende?
   "Jeg forstår". Han hævede stemmen. "Undskyld larmen, men vi er i gang med en større ombygning."
   Nede i kælderen knyttede Sofie hænderne, så knoerne blev hvide og neglene borede sig ind i hendes håndflader. Lyt ikke til ham, han lyver, ville hun skrige.
   "Politiet siger at det er for tidligt at gå ud med en efterlysning, men jeg kan ikke bare sidde derhjemme og vente", sagde hun. "Kom Lea, vi mangler endnu et par huse."
   "Hør, er det ikke dig fra fjernsynet?", spurgte han. "Det der program... hvad er det nu det hedder... nå ja... DØD ELLER LEVENDE?".
   "Jo, det er mig" sagde hun træt. "Farvel."
   Sofie havde næsten ikke flere kræfter tilbage i benene. Hun sendte et sidste spark op på døren og lod sig synke ned på gulvet. Gå ikke fra mig mor, jeg beder dig.
   Han kom ned af trappen. Åbnede døren og trådte ind over Sofie.
   "Forbandede tøs. Jeg sagde jo til dig, at du skulle være stille."
   Hun lå på siden med benene trukket op under sig. Lyden af morens stemme havde fået hende til at tro, at hun nok skulle komme derfra. Nu vidste hun ikke, om det nogensinde ville ske.
   "Vis hende, hvem der bestemmer", skreg dukken. "Eller du er måske en tøsedreng?"
   Han mumlede noget og rev tapen af Sofies mund, mens han kikkede på hende. "Du ligner hende faktisk. Din mor. I en kønnere og yngre udgave selvfølgelig."
   Sofie kom op på benene og forsøgte at skjule sin afsky, så godt hun kunne. Hun ville ikke hidse ham unødigt op.
   "Lad mig bare komme hjem, Jeg beder dig", sagde hun.
   Dukken efterabede hendes stemme. "Jeg beder dig", vrængede den.
   Han rystede på hovedet. "De tror, at jeg er svag. Snart invaderer de mit hjem og overtager mit liv. Det hører aldrig op, forstår du det?"
   Sofie forstod ikke, hvad han talte om, men hun var heller ikke interesseret i at finde ud af det. Døren stod åben bag ham. Måske havde hun stadig en chance. Hendes hjerte dunkede i brystet. Som en spændt fjeder satte hun af, og kastede sig skrigende over ham. Tyngden af hendes krop og det uventede angreb fik ham til at vakle. Et øjeblik så det ud som om han skulle falde. Sofie genvandt hurtigere balancen. Hun havde foden på det første trin, men mærkede, at han rev i hendes jakke. Hun forsøgte at slide sig løs, men i løbet af et øjeblik var han oppe på siden af hende. Han langede ud efter hende og ramte hende midt i ansigtet med en knyttet næve.
   "Hvor tror du, du skal hen?", skreg han.
   Hun faldt tilbage ned af trappen og landede på gulvet, hvor hun havde ligget for et øjeblik siden. Det blødte fra hendes mund. Hun forsøgte at rejse sig, men med et spark sendte han hende tilbage i gulvet.
   Dukken hujede energisk. "Endelig lidt action. Giv hende hvad hun fortjener, den forkælede lille tøs".
   Et triumferende smil spillede på hans læber, som om han havde fået et lys idé.
   "Kun den stærkeste overlever. Er det ikke sådan, din mor siger?"
   Han hentydede til det tv-show, moren var programleder for, og hvor såkaldte almindelige mennesker kæmpede og sloges mod hinanden. Programmet var stærkt kontroversielt, men meget populært. Sofie havde dog aldrig brudt sig om det og trak på skulderne.
   "Er du en overlever?", spurgte han og prikkede til hende med skosnuden.
   Hendes ansigt var hævet efter slaget, og blodet løb fra et sår under øjet. Som tårer af blod.
   "Hvad er det, du vil have, jeg skal gøre?", spurgte hun.
   "Vinder du, er du fri til at gå hjem, men taber du.... Han kørte fingeren over halsen.
   Dukken der ikke havde ikke sagt noget et stykke tid, vågnede op.
   "Fantastisk", hvinede den. "Vi mangler bare et våben. Skaf det, så vi kan komme i gang med det samme."
   "Vent her", sagde han. Et øjeblik efter kom han tilbage med en kniv. Han skar Sofies hænder fri af snoren og lagde kniven på gulvet mellem dem.
   "Reglerne er enkle, sagde han. "Få fat i kniven og eliminer din modstander."
   Sofie kikkede modløs på det brune skaft, og knivsæggen der blinkede i lyset. Selv om hun hadede ham overalt på jorden, så tvivlede hun på, at hun kunne bruge den mod ham. Hun havde aldrig tidligere tænk på døden, som noget der vedrørte hende selv. Hendes øjne blev våde. Hun huskede morens fortvivlelsen og lyden af hendes triste stemme, da hun stod ved døren med lillesøsteren i hånden. Hvordan ville deres liv blive uden hende? Sofie indså, at hun, uanset hvor meget det var hende imod, måtte kæmpe om den kniv. Hun måtte vinde konkurrencen. Hun trak vejret dybt og rettede sig op. Tænkte kun på een eneste ting. Sejren.

Dukken kunne knap vente. "På jeres pladser, færdige........"
   Sofie spændte hver eneste fiber i kroppen, som en atlet, der venter i startblokken, før sit livs løb.
   "NU".
   Hun blinkede en sveddråbe væk, og som i slowmotion så hun, hvordan han lænede sig frem og rakte ud efter kniven. Med følelser af både blodtørst og hævn, brølede hun alt, hvad hun kunne, og kastede sig ned på alle fire. Få mikrodele af et sekund før ham, fik hun fat i kniven. Hun mærkede hans hud mod sin, da deres hænder mødes, men det var hende, der var først. Beruset af sejren løftede hun i triumf hånden med kniven, men indsåg i det øjeblik, at hun var blevet narret. Hendes kinder blussede.
   Kniven var en attrap, vellignende, men totalt uanvendelig. Han slog en skraldlatter op og hun kunne høre den, længe efter den var forstummet, og han var gået op fra kælderen.


* * *
   Hun havde været indstillet på at bruge den kniv for at redde sit liv, men han havde berøvet hende muligheden. Med rystende ben, vaklede hun hen til sofaen og sank ned i den.
   En bleg måne kastede sit lys ned på kældergulvet.
   Kattekillingen havde ligget krøllet sammen i sofaen, men hoppede pludselig ned. Den satte sig midt på gulvet og begyndte at vaske sig. Sofie stirrede længe på den. Det lille væsen, var helt uvidende den plan som langsomt tog form i hendes hovede, og med eet vidste Sofie, at hvis hun var i stand til at udføre den, ville katten kunne redde hendes liv.
   "Nero, kom her", kaldte hun stille. "Kom her lille kisser".
   Katten sprang hen til hende og mjavede kælent, præcis som første gang hun havde set den.
   Sofie tog den op og begravede næsen i den bløde pels. Den var jo bare en lille unge. Hun tørrede en tåre væk fra øjet med bagsiden af hånden. "Undskyld Nero, hviskede hun.


* * *
   Sofie sørgede for at hendes råb kunne høres hele vejen op gennem huset, og et øjeblik efter, kunne hun høre ham på trappen. Han rumsterede med låsen, flåede døren op og trådte ind.
   Hun stod midt i rummet under lampen. Blodet i hendes ansigt var størknet og hendes øjne var røde og hævede, men det bekymrede hende ikke længere, hvordan hun så ud. Hun var forandret.
   Han nærmede sig usikkert.
   "Hvad fanden laver du tøs?"
   Det tog et stykke tid inden hun svarede ham, for hun ønskede, at effekten af hendes ord skulle blive så virkningsfuld som muligt. "Der er noget galt med Nero", sagde hun hæst. "Jeg tror, han er død".
   Han gemte ansigtet i sine hænder. "Neeejjjj, ikke det. Ikke det."
   Sofie stod helt upåvirket af hans følelsesmæssige udbrud. Hun havde haft hånden bag ryggen hele tiden, og nu rakte hun den livløse kat frem, så han kunne se den. Hun holdt den i halen som var den en død rotte.
   Han stod forstenet og var blegere end nogen sinde før.
   "Grib", råbte hun pludselig.
   Den døde kat fløj hen over hovedet på ham. Som ventet, forsøgte han at fange den i luften, men han var ikke hurtig nok, og den ramte væggen med en bump og gled ned på gulvet.
   Sofie ventede, til han var næsten ovre hos katten.
   Så løb hun. Op af trappen og videre ud gennem gangen. Hendes hjerte hoppede et slag over. På kommoden under det ovale spejl sad dukken. Glasøjnene stirrede blindt ud i mørket, men den var ikke længere farlig, for uden ham, var den ingenting. Uden den, var han ingenting. Men hun var fri.
   Sofie åbnede døren og løb ud uden at se sig tilbage.