(1)

Bussen er stort set fyldt, og da vi stiger på, er det ikke til at se et sæde, hvor vi begge kan sidde. Jeg gelejder Iriam hen til den eneste ledige plads, der er, og får hende til at sætte sig ned, mens jeg stiller mig ved siden af og holder godt fast i metalstangen bag hende, mens folk omkring mig maser og skubber. Iriam ånder tungt, graviditeten har gjort hendes kjole helt deform, og jeg glæder mig til, at hun bliver sig selv igen. Turen føles endeløs. Bussen skrumler afsted, ryster folk af og suger nye op, mens byen skifter udenfor. Pigen ved siden af Iriam er stor og grov. Hendes ansigt nærmest troldeagtigt firkantet. Hendes øjne er mørke med sorte sammenvoksede øjenbryn og fyldige brede læber. Idet hun henvender sig til Iriam og spørger, om hendes mave betyder, at hun er gravid, forsøger jeg at få Iriam til at skifte til en af de nu ledige pladser bag i bussen. Jeg bryder mig ikke om kvinden. Men Iriam må ikke kunne høre mig for motorlarmen, og fortsætter samtalen. Jeg står godt til at betragte kvindens glubske blik, og det river mig i maven at se hende lægge hånden på Iriams gravide boble. Hun ler højt og upassende, da hun mærker det liv, der svømmer under huden.

"Hold da kæft, der er ellers gang i hende derinde. Er du sikker på, at der ikke er to? Så kunne jeg få den ene." Iriam fniser som en lille pige og læner sig ind mod kæmpens nøgne skulder, mens hun ryster overbærende på hovedet.

De snakker under hele busturen, mens jeg står storsvedende og klamrer mig til stangen lige bag Iriams sæde og forsøger at følge med i samtalen. Da kvinden står af, giver hun Iriam et knus, der for mig at se, nærmest er en befamling. Jeg sætter mig varm og ophidset ved siden af Iriam, der ikke vil høre på, at hun skal slette kvindens nummer fra sin mobil. Galte hedder hun endda. Hun går ned mod udgangen med sine lange læderstøvler og sine endnu længere ben med kraftige muskler, der vrider sig som slanger under huden. Og da hun drejer sig for at gå ud, kan jeg se, at hendes bryster næsten er lige så store som Iriams, og får hendes stribede trøje til at stå ud foran hende som et sort-hvidt vandfald. Jeg lægger hånden på Iriams mave og siger, at nu kan det ikke vare så meget længere. Hun ser på mig, og hendes smil varmer og får mig til at glemme Galte, i hvert fald et øjeblik.


(5)

Der er så stille inde fra børneværelset, man skulle ikke tro, der lå et barn derinde. Selv med døren åben kan jeg ikke høre noget. Ingen grynten eller prusten, ingen af de lyde, jeg har forestillet mig før fødslen. Jeg rejser mig fra sofaen. Om lidt vil Iriam vågne, og så må jeg være klar i tankerne. Måske er det hele bare tosserier. Jeg tænker, at det er bare en lille bunke blade og kviste, når man ser rigtig efter. Ikke noget at være bange for, eller frygte. Det er bare blændværk. Måske er det bare, fordi jeg altid har troet, at der ville være et eller andet ekstra uhyggeligt. Men det er snyd, ikke andet end vinden der rykker på et blad, eller stivheden i en kvist. Jeg tror, det er sådan trolddom fungerer: overflade og synsbedrag, og det er vores opgave at se igennem alt dette, se ind til virkeligheden.

En gang så jeg en bugtaler, der fik en dukke til at tale lige foran vores bord. Det virkede så overbevisende, at selv om vi sad lige foran scenen, så var det stadig svært ikke at tro på det. Iriam måtte bruge lang tid på at overbevise mig om, at dukken ikke kunne tale rigtigt. At det bare var et trick, og at jeg nok var så følsom, at jeg blev påvirket af situationen. Men jeg forstod aldrig, hvordan dukken havde regnet ud, at vi var nyforlovede, at jeg arbejdede på kontor. Eller at Iriam havde haft andre kærester (det vidste jeg ikke engang). At hun var min første - det hviskede den til mig - og jeg måtte bede den om ikke at sige det til de andre i salen. Iriam var ved at falde ned af stolen af grin, da jeg sad med hovedet helt henne ved dukkens træmund og lyttede koncentreret. Og da vi gik hjem, fik hun mig til at forstå, at det var ren illusion. Sådan er det med grene og træstykker, musekranier, mos og bark. Det ligner, men er ikke. Og selvom man kan blive narret, skal ingen få mig til at tro andet.

Jeg er sikker på, at det er Galte, der har været i værelset. Det er hende, der står bag. Al den snak om børn, og om hvor meget hun forstod Iriams ønske om at få et. Hun sad hele formiddagen i sofaen og lod sine onde øjne glide over alt i huset. Det var som om, alt hvad hun så på, visnede og blev til støv. Mine ord forsvandt, mens jeg sad med kaffekoppen hvilende på den hårde stol og lyttede til hende.

"Retten til børn. Det er noget, der ligger dybt i os som kvinder. En slags, hvad hedder det, moderret?"

"Det vil jeg også sige, en menneskeret!" Iriam nikkede så febrilsk insisterende, at man kunne blive bange for at hendes hoved skulle falde af.

"Og vi vil kæmpe for dem som tigermødre. Som trolde kæmper ..."

"For sit troldepus," sagde Iriam og lo lidt for fjantet. Galte smilede tilbage med sine store, kantede tænder, og knasede en kage, så der stod krummer ud over hele sofabordet.

"Som Galte for Galtes barn." Hun åbnede munden og smaskede ordene ud en gang til, "Galtes barn."

Alt, hvad jeg ville sige, blev til aske i munden, selv kaffen blev bitter og jeg måtte tvinge mig selv til at drikke den.

Jeg husker ikke, om hun var der på hospitalet, men jeg er sikker på det nu, måske vidste hun endda, at hun ville møde os i bussen den gang. Måske vidste hun, at fødslen ville gå i gang, da den gjorde.

Jeg går hen til døråbningen til børneværelset, der er helt stille derinde, man kan ikke høre, at der sover et barn derinde. Man kan slet ikke mærke, at der er et barn derinde. Der er kun lugten af nymalet væg og en svag af duft af noget skarpt og kvalmt.


(2)

Jeg er ved at male væggene i børneværelset, da Iriam kalder på mig. Hun er sikker på, at det bliver en pige, så de skal være hvide, væggene. Også selvom lægen efter scanningen sagde, at man ikke kunne være sikker på kønnet, ikke når barnet lå, som det lå. Jeg regner med, at jeg kan ordne resten, når barnet er født. Jeg tager lige et par sidste strøg med rullen, for at få den tømt for maling, og så propper jeg den ind i en plasticpose. En af dem, vi ellers bruger til frysevarer. Så tørrer rullen ikke ud. Jeg går ind til Iriam for at høre, om hun har nogen mening om, hvor kommoden skal stå, inden jeg samler den. Hun er flydt helt ud i sofaen kun iført sorte trusser. Hendes mave står lige op, som en vulkan, der skal til at gå i udbrud. Man kan ikke se hendes ansigt eller bryster bag maven. Kun, at der løber ilinger op ad den gang i mellem. Hun har lagt sin mobiltelefon foran sig på glasbordet ved siden af den fyldte kaffekop. Der står en lille bitte snoet røgsøjle op fra den. Måske har hun brændt tungen, måske er det derfor, hun kaldte på mig.

"Jeg tror, det er nu." Jeg forstår ikke helt, hvad hun snakker om. Jeg er ikke færdig med at ordne værelset. Vi udskød det i går, da Galte skulle komme. Iriam var sikker på, at der ville være tid nok i dag til at gøre det hele.

"Vandet er gået." Først nu ser jeg, hvordan hun ligger i en plamage af noget vådt, der render ud over sofaen - heldigt at det er læder - og ned på gulvet. Det drypper langsomt ned på det ubehandlede gulv, hvor det sandsynligvis vil efterlade grimme plamager.

"Hent den stribede fløjlskjole i soveværelset." Hun gisper, næsten uhyggeligt. "Og ring efter en taxa." Hun får tøjet på, mens jeg ringer. En gang imellem må hun stoppe for at trække vejret dybt. Hendes støn får det til at lyde, som om det gør rigtig ondt.

"Husk min mobil." Hun står henne ved døren og forsøger at kravle ind i sin jakke. Jeg napper telefonen, og tommelfingeren åbner tilfældigt for den låste skærm og afslører den sidste, som Iriam læste. "Det bliver en pige!!!! Kram, Galte," ender beskeden med. Jeg slukker med det samme for telefonen. Resten af taxaturen til hospitalet foregår i tavshed, efter at jeg har forsøgt at spørge, hvad hun egentlig ville, Galte. Men Iriam har kun fokus på sine veer, der kommer som styret af et hurtigere og hurtigere tikkende urværk, først 12, så 11 og nu 10 minutter mellem hver ve. Som om tiden pludselig går hurtigere, og min vejrtrækning kan heller ikke følge med, som om der bliver mindre luft, eller måske mindre tid til at indånde den, mindre tid til at trække ilten ud af luften i lungerne, inden den skal sendes tilbage igen. Jeg holder Iriams hånd, og hun ser på mig med sine dybe, brune øjne. Jeg spørger hende, om Galte bor i nærheden, men hun svarer ikke, er alt for optaget af sin vejrtrækning. Jeg klemmer beroligende om hånden og siger, at det nok skal gå. Selv om jeg er noget nervøs indeni. Taxaturen er umanerlig lang og der er flere gange, hvor jeg tror, at det er Galte, vi kører forbi. At hun står på fortovet med sine tunge bryster rettet ud mod vejen, og øjnene fæstnet på alle de biler, der kører forbi.


(6)

Jeg lukker døren til børneværelset bag mig og går hen til vuggen. Hun ligger meget stille, næsten så stille, at man skulle tro der var noget galt. Hun ligner ikke det barn, jeg forestillede mig, under graviditeten. Mens jeg står der og betragter det sovende barn, kommer Iriam ind og stiller sig med armen omkring mig.

"Hun sover godt. As a log," siger hun og giver mig et klem. Jeg ryster armen af mig, det er som om den snærer, og ser på barneansigtet, hvor øjnene sitrer næsten umærkeligt, og næsen lige vibrerer ved hvert eneste spinkle åndedrag.

"Hun havde brune øjne, da hun blev født. Nu er de lyseblå, vandede." Jeg siger ikke, at de ligner Galtes.

"Alle nyfødte har blå øjne, de mangler pigment. De har ingen farve. Eller de tager omgivelsernes farve. Du er hysterisk" Jeg ved ikke, hvorfor hun siger det. Jeg har ikke sagt noget. Jeg er endda holdt op med at spørge, om det er Galte, hun snakker med, når hun sidder med telefonen tæt klistret til øret og hvisker et eller andet. Jeg ser bare på det meget stille væsen, der ligger og sover helt stille. Jeg mærker et eller andet, der kunne være ømhed kravle ind omkring mit hjerte, og en fornemmelse af tab af, jeg ved ikke hvad. Det er rigtigt, at jeg har været hysterisk, lidt, men det må da være klart, at der er noget mærkeligt i den måde, Galte er begyndt at være en del af vores liv på. At der er noget forkert i, at hun bliver ved med at snakke om at få sit eget barn, mens hun smiler og ser på vores stille, altid sovende et af slagsen.

"Jeg synes bare, at Klara ikke opfører sig som hun burde." Jeg forsøger at holde min stemme helt rolig. Det er vigtigt at være klar i mælet, når man skal diskutere, men det er for sent, Iriam når helt op i det høje register, hun kunne prikke øjnene ud på folk med det toneleje.

"Der er ikke noget galt med Klara," hun peger ned mod det sovende barn i vuggen. "Hun sover, spiser, skider, sover. Det skal de gøre. Sådan er spædbørn, og det samme burde deres mor gøre." Iriam går ind i soveværelset og smækker med døren efter sig. Et blødt smæk, der ikke vækker noget barn. Jeg sætter mig på stolen foran vuggen og betragter den sovende. Hun er alt for stille, alt for stiv, synes jeg. Jeg lader en finger gå ned under hendes næse, et svagt åndedræt køler min finger. Jeg skubber blidt til næsen, men det fremprovokerer ingen reaktion. Min finger er ganske tør, og jeg holder den op mod lyset. Jeg kan ikke se noget og ikke lugte andet end den svage odeur af noget hengemt. Jeg samler barnet op og ser på det lille væsen, der dovent åbner et øje og ser tilbage på mig med sine blå, vandede, ældgamle øjne.


(3)

Taxaen drejer fra hovedgaden og op ad alleen til hospitalet. Det går så hurtigt, at jeg slet når ikke at se ordentligt på den skikkelse, der står på hjørnet. Det ser ud til, at personen derude vinker til os. Jeg drejer hovedet næsten af led, men der er ikke noget mere, kun en skygge under et udhæng.

Inde på hospitalet styrer jeg os mod receptionen og forklarer der, hvad vi skal, men inden pigen bag skranken er færdig med at fortælle, hvor vi skal hen, er Iriam allerede gået. Korridorerne føles endeløse, det ene drej efter det andet, kun afbrudt af automatiske døre, der går op så overraskende, at ens hjerte stopper momentant hver gang. Iriam trækker vejret som om hun er et tog, og jeg holder godt fast under hendes arm for at støtte hende, indtil vi endelig når fødegangen.

Afdelingen er holdt i hvidt, blåt og grønt. Alting er pastelfarver, og en sygeplejerske anviser os et lokale, der er så blankt, at det føles, som om vi er gået ind i en spejlsal. Iriam gisper, og jeg holder hende fortsat i hånden. Det er svært at overskue at gøre andet. Hun får besked på at lægge sig på sengen og om at klæde sig af, og jeg står roligt bag hende, mens jeg ser en lille bitte sveddråbe løbe ned ad hendes kind.

I lang er der kun Iriam og mig og barnet, der gemmer sig i hende. Vi venter, men endelig som ved magi, er der nogen, der mener, at nu er tiden inde. Iriams hyl og jordemoderens anvisninger løber sammen i et, og jeg er endt nede ved fodenden, hvor jeg kan se Iriams knæ og mave, og hendes åbning, hvor noget sort er ved at presse sig ud. Jeg stirrer på det sorte, kan ikke tage øjnene væk fra det, og da Iriam skriger igen, bliver åbningen forstørret, og det store sorte presser sig ud, som en baracuda fra dens hul på havbunden. Jo mere jeg ser på det sorte, desto flere detaljer kan jeg se: glinsende hår, blod og noget, der kun kan være slim. Men det er ikke noget slemt, det er Klara, der kommer, og jeg ryster på hovedet for at klare det og støtter mig til sengekanten.

Iriam skriger igen, denne gang meget længere end før, og jeg retter mig op, febrilsk efter noget at gøre, men kan bare slå ud med armene og se det sorte, et hoved, komme ud og så smutte ind igen, mens jordemoderens pres, pres, pres, pres nu dunker i mine ører.

Jeg føler mig svimmel, som om blodet løber alt for hurtigt fra hovedet og efterlader mig helt tom. Jeg blinker febrilsk for at holde mig klar, men det gør det bare endnu værre, som ser jeg hele fødslen blinkende i stroboskoplys. Så mens Klara kommer det sidste stykke ud af Iriam, og blodet siler ned på sengen, lukker jeg mine øjne og lader alting forsvinde. Jeg kan se Klaras øjne foran mig. De er brune, som når jeg ser mine egne i spejlet, mørkebrune og blinkende og nærsynede. Et sted i baggrunden kan jeg høre lyden af Iriams mobiltelefon, der annoncerer, at den har modtaget endnu en sms.


(7)

Iriam sover, tungt og snorkende. Det er nok graviditeten, der har fået hende til at blive sådan. Og selvom, hun har født nu, så er det ikke gået væk. Det havde jeg troet, det ville. At alt ville blive som før, bare på en måde. Jeg kan mærke, hvordan der er noget galt indenfor, måske er det derfor - jeg ved det ikke - og er noget forvirret. Måske er det kvalmen, det må være følelserne, der rør sig i mig.

Jeg løber ud i haven med det sovende barn i armene; Lugten af forrådnelse indenfor er ved at få mig til at kaste op. Jeg kan ikke holde ud at være indenfor længere. Galte sagde hun ville komme tilbage til aften. Og hun sagde det på en måde, der fik mig til at tro, at hun ville et eller andet. Hendes ansigt var rødt og skinnende, læberne glinsede og hun slikkede dem ustandseligt, samtidig med, at hun roste både Iriam og Klara. Hvordan Klara så ud til endelig at være faldet til hos Iriam. At hun var blevet bundet til hende nu, tror jeg det var. Og hele tiden den tunge, der driver rundt over hendes læber. En muræne, der vrider sig ud af sit hul for at se, om der er bytte i nærheden, og selvom om tænderne ligger rundt om, så giver det mig stadig gåsehud at tænke på. Billederne af Galte og hendes tunge, og Klara i mine arme og den Klara, jeg så blive født, vælter rundt i mig, som er min hjerne blevet lagt i en cementblander.

Jeg løber helt ud i bunden af haven og i et stykke tid ved jeg ikke helt, hvad der sker. Jeg finder hende udenfor, lige på den anden side af hækken hos naboen. Lige under halvtaget til brændeskuret lå hun, og først troede jeg bare, at hun var en endnu brændeknude, men der var noget, der fik mit blik til at standse, og så kunne jeg se det. Klara lå lige der. Galte må have lagt hende der, for at kunne gøre, hvad hun nu skulle gøre. Og forblændet os, så vi ikke kunne genkende hende. Men mig kunne hun altså ikke snyde.

Åbenbart kan man ikke have det rigtige barn for langt væk, når man skal have skiftingen på plads. Jeg lægger væsenet i mine arme fra mig og samler Klara op, så forsigtigt jeg kan. Hun siger ikke en lyd, men jeg ved, at hun lever. Hun er blevet helt kold af at ligge herude. Men hun sover bare så forsigtigt. Lige så roligt, som jeg drømte om før fødslen. Men hun har bare ligget her ude i den friske luft. Under udhænget. Jeg vugger hende, mens jeg spejder omkring mig. Enhver skygge ligner Galte på vej her hen. Jeg forstår ikke, at det er så vigtigt for Galte at gøre det her. Hvorfor vil hun have vores barn? Jeg tror, at hun ville hente det i dag og at der ikke er særlig lang tid til at bryde fortryllelsen. Så længe skiftingen ligner Klara, får vi ikke hende tilbage.


(4)

Jeg slukker lyset i børneværelset og går ind i stuen. Galtes latter, da hun sidste gang så barnet og hørte på min bekymringer om, hvorvidt der var noget galt, står med et klar for mig. Hun vidste det jo. Det er hende, der har gjort noget. Det er hende, der har udskiftet vores barn med et andet. Når jeg står her i halvmørket og tænker på den endnu sortere vugge, så er det tydeligt. Det er ikke Klara, der ligger dernede. Det er noget andet - noget som skulle narre os. En stump træ fra skoven. Jeg kan se den lille skikkelse tydeligt for mig. Fingre, der i virkeligheden er bøgekviste, stadig med grønne knopper for enderne, der lyser i mørket, arme, der er tynde, barkede grene og kroppen, der ikke er andet en stor vildtvoksende rod. Jeg begynder at gå frem og tilbage; hurtigt for at samle tankerne. Væsenet i værelset ved siden af siger en lyd, men jeg ignorerer det. Er alt for optaget af at tænke, at få orden på tankerne. Det hjælper at tælle, så jeg tæller til ti, så til tusind, og langsomt begynder jeg at slappe af. Det er jo noget vrøvl det hele. Måske skal jeg bare snakke med Iriam om det, måske kan vi sammen finde ud af, hvorfor jeg overreagerer sådan.

For selvfølgelig er der ikke noget galt. Klara ligger og sover, Iriam sover, solen er på himlen , og vi mennesker hernede på jorden. Alt er ordentligt og ligetil. Der findes ingen skiftinger, og Galte vil os det ikke ondt. Hun har ikke taget min datter fra mig. Jeg vender rundt for at gå ind til Iriam, og kanten fra spisebordet rammer mig i lysken. Det gør ondt og jeg skriger, mens jeg holder mig for munden, for ikke at vække nogen i huset. Iriams mobil ryster og snerrer, som en vred terrier, og jeg ser på den sorte skærm. Jeg lader fingeren glide hen over det kolde glas, og telefonen reagerer med en afvisning. Her kommer ingen forbi. Jeg sætter mig i sofaen og trækker knæene op til min hage. Måske skulle jeg også sove, men hvad vile det hjælpe, når jeg vågner er alting det samme. Hvordan ved jeg, at det er sådan? Hvordan kan man vide sådan noget. Jeg ved bare, hvad jeg føler, når jeg ser ned i vuggen, og når jeg hører Galte tale med Iriam. Når hun ler af sine egne vittigheder, og når hun ser på mig sidde med barnet og forsøge at vugge det i søvn. Når hun trækker mundvigene op og ryster på hovedet af, at jeg lægger den i vuggen og kysser den godnat. Når hun sidder og snakker om Galtes barn.


(8)

Lyden af vinden suser gennem haven og får træer og buske til at vinke vildt og voldsomt. Selv den lille bunke grene, der ligger foran mig og forsøger at ligne et barn bøjer et blad og en kvist. Lydene fra skiftingen bobler fra den som en blanding af løbende vand over sten og de skarpe lyde fra en stær.

Selvom jeg ved, at der er tale om en forhekselse, så er det alligevel svært ikke at føle et eller andet for det lille væsen. Men Klara vil ikke være sig selv, før skiftingen er væk. Et øjeblik forestiller jeg mig, at det vil være nok at sætte det tilbage ud i skoven, hvor det kom fra. Men jeg tror det ikke, og dets klagende lyde, vil snart gøre opmærksom op på, at vi sidder herude i efterårskulden. Det er koldt og jeg skutter mig, vinden har taget endnu mere fat og skiftingens blade og grene pisker rundt. Som er det den, der skaber vinden omkring os.

Jeg tænder op på bålpladsen, hvor jeg har forestillet mig, at Klara og jeg skal lave popcorn og pandekager, når hun bliver større. Heldigvis er der masser af de små fyrrespåner tilbage fra i sommers ved siden af stablen med birkebrænde. Og jeg har husket øksen, som jeg bruger til at flække birkestykkerne med. De bliver til aflange pinde, og jeg forsvinder næsten ind i rytmen med at slå i kanten af brændestykkerne. Jeg bygger det stille og roligt op i et højt tårn. To pinde parallelt og så et sæt pinde af samme længde ovenpå. Jeg drysser rigeligt med spåner ned over. Der skal være gods i sådan et bål, ellers bliver det ikke varmt nok. Tårnet bliver hurtigt højere og jeg får antændt ilden med en af de stormtændstikker, jeg har liggende sammen med båludstyret.

Ilden tager øjeblikkeligt fat og der bliver varmt omkring os. Flammerne presser varmen ud i mit ansigt. Solen er næsten væk og bålet afspejler sig i skiftingens blå øjne, som røde og gule dansende skikkelser. Jeg sætter mig lidt bedre på hug, og skubber skiftingen hen foran mig. Den pludrer glad, og det lyder som vinden i syrenen, som fugle, der pusler i buskene, som efteråret, der længes ind.

"Hvad siger du til det, Galtes barn? Du får da varmen i det mindste."

Det første slag med øksen tager en af de mindste kviste. Kvisten bliver skilt fra grenen med en sprød lyd. Jeg lægger den forsigtigt ind i midten af det nu flammende bål, sammen med et par af de store stykker brænde. Lugten er forfærdelig, måske en død mus i et af brændestykkerne. Derefter går det stille og roligt. En kvist ad gangen, og så de store grene. Til sidste er skiftingen helt stille. Trolddommen må være sivet fuldstændigt ud af den; selv vinden har forladt den og lader være med at pusle om den. Jeg tager de store stykker og lægger dem forsigtigt i midten af det nu kolossale bål. Farven på bålet skifter til noget rødgyldent, og jeg kan mærke, at nu vil freden snart sænke sig over mig. Alle disse ugers stress vil blive til ro og fred, og Iriam og jeg vil nu kunne nyde Klaras små fremskridt sammen.

Bålet brænder stort og hedt, og jeg rokker med barnevognen, hvor Klara sover helt roligt, og håber, at hun drømmer om fremtiden med os. Iriam kalder inde fra huset, hun lyder hysterisk. Jeg håber ikke, hun vækker Klara. Men det bliver svært, tror jeg, for hun sover As a Log.