Lad det være sagt straks, det begyndte ikke særlig godt. Der burde være en lov om, at rejsearrangører somme tider selv skulle gennemføre de programmer, de havde tilrettelagt for deres kunder.
   Som det var nu, mødtes tre mand, to teknikere og en sælger dødtrætte i Kastrup, før en vis mand havde fået sko på, for at et Pan Am fly kunne fragte dem til Warszawa. Hvad vi skulle til Warszawa efter var ikke særlig klart, når vort bestemmelsessted var en udstilling i Kiev, Sovjetrusland.
   Det stod også ret uklart for en dame i Warszawas lufthavn. Hun skulle pludselig skaffe os om bord i et Aeroflot fly til Moskva. Der var noget i vejen med reservationerne, eller damen var måske bare lige så morgentræt som os, i hvert fald kom vi ikke med den første maskine, men måtte pænt vente i tre timer, før vi fik lov at borde en IL 18 til den russiske hovedstad.
   Der er en mærkelig lugt ved sovjetfly. Mindelser om gamle dages lavendelduft. Det er vist nok for at holde insekter væk, men det er nu ikke noget, der rører de fluer, der er kommet om bord og nu summer rundt uden at vide, hvad de skal foretage sig bortset fra at genere passagererne.
   Det er for resten en sjov ting. Ligeså snart man kommer øst for jerntæppet, og skal foretage en flyvetur, der holder sig på samme side af dette tæppe, er det næsten altid slut med at flyve jet. Her har man fundet de gamle propelmaskiner frem, og onde tinger påstår hårdnakket, der er en stor langsgående kæde i hver side af flyet, og at alle russiske passagerer har et sæt pedaler til at hjælpe på fremdriften.
   Hvorom alting er, de fire propeller på vor maskine snurrer pænt og nydeligt og bringer os til Moskva på et par timers tid.
   Her går alting i baglås. Mærkeligt nok kommer jeg gennem tolden uden besværligheder, selv om jeg medbringer en værktøjstaske fyldt til randen med reservedele og værktøj. Mine vanlige 10 kilo overvægt.
   Derefter er alting noget forvirret, endnu engang er der ikke sørget ordentlig for videre transport, men efter megen parlamentæren lykkes det dog at få oplyst, at vi bare skal finde en taxi, der kan køre os til en anden af Moskvas lufthavne, og dér vil man på fortræffelig vis sørge for vor videre færd til Kiev.
   Taxaen skumpler af sted. Det er tørvejr, så chaufføren har afmonteret sine vindspejlviskere, for at ikke en anden skal gøre det for ham. Viskerblade er hård valuta i mange jerntæppelande.
   Moskva dukker op til højre for os og forsvinder langsomt agterud. Vi kører og kører, og endelig, efter hvad der synes en evighed arriverer vi ved den nye lufthavn, der ligger godt skjult midt i en stor granplantage.
   Nye skuffelser venter. Selvfølgelig kan vi komme videre til Kiev, om ikke i dag, så måske i morgen, eller hvad med i overmorgen. Moskva er jo da en rar by, så hvorfor ikke droppe ind og blive et par dage?
   Vi sætter trumf på og får omsider udvirket tre billetter med en ny, gammel IL 18.
   Den går praktisk taget med det samme. Kun fire timers ventetid. Min teknikerkollega sukker opgivende og graver i sin rejsetaske. En Gammel Dansk dukker op af tasken og går på omgang. Der skal stærke midler til at stå sådan en dag igennem.
   Endelig begynder det at gå vor vej. Vi bliver afhentet af en dame fra Intourist og sammen spadserer vi ud over flyvepladsen. Det har regnet og der ligger pytter overalt. Pytter det er nødvendigt at springe over eller gå udenom, hvis man kan komme til det. Vi passerer endeløse rækker af Turbolevfly, der er opstillet som soldater til en parade, før vor Ilyushin endelig dukker op. Som de første passagerer får vi lov til at stige ombord og finde nogle pladser. Senere arriverer de andre passagerer i bus. Jo, vi får skam V.I.P. behandling. Hvem gider stå mokket sammen med hundrede andre mennesker i en bus, når man kan få en rask lille spadseretur i stedet?
   Vel ankommet til Kiev sker der noget. En intouristmand kontakter os og i lynende fart bliver vor bagage halet frem af stablen og anbragt i en bil, der hurtigt bringer os til vort hotel i Kievs centrum.
   Vi når lige restauranten før den lukker, så noget positivt sker der trods alt den dag, men til nu står det som en gåde for mig, hvorfor det var nødvendigt at lade os spendere femten timer på at rejse til Kiev, når andre danske udstillere, som vi senere møder, var i stand til at gøre det på fem.
   Jeg har ikke noget mod lange rejser som sådan. Jeg har været på mange ture adskilligt længere end denne, men når det bliver gjort unødig besværligt. Ja så bliver jeg sur.
   Det er således ikke rejsebureauets skyld, at vi trods alt ankommer nogenlunde udhvilede til udstillingsområdet i Kievs udkant næste dag.
   Det er en kæmpehal lavet af plasticlærred og holdt oppe af en kompressor, der står udenfor og brøler truende af os, som ville den fortælle os, hvor betydningsfuld der er. Vi åbner døren til luftslusen og kæmper os indenfor i strid modvind, for en eller anden travlt udstiller har glemt at lukke døren i den anden ende af slusen.
   Indenfor er der en syndig forvirring, hundrede af kasser og større metalcontainere er stablet rundt om på hver en ledig plads. To tre enorme gaffeltrucks med benzinmotorer oser rundt med millimeters nøjagtighed og bringer nyt udstyr og standbyggemateriale frem til de enkelte udstillere.
   Vi kikker på vore planer og finder det felt, der er afsat til os. Derefter gælder det om at finde halmesteren, det er vigtigt at stå sig på god fod med ham, hvis noget ikke vil glide ordentligt, for tiden er knap, og han kan om fornødent skaffe os assistance i form af en gaffeltruck eller ekstra arbejdere i en fart, dersom det kniber.
   Vor standplads er allerede delvis optaget. Firmaet, der har nabopladsen til den ene side, breder sig ind over vort område, men det er i orden, for vi har en aftale om at hjælpes ad. Alt er kaos, men på forbløffende kort tid lykkes det at hyre et par mænd, der går ledige omkring. De taler ikke nogen sprog, vi behersker, og vi kan ikke russisk, men det gør ikke noget, det går endda, cigaretter bliver delt ud og vekslet. Der bliver givet skulderklap og gestikuleret, og vore nyansatte arbejdere går i gang med at rydde gulvplads i det inderste hjørne af standen, bagefter bliver der fejet, så vi kan begynde at udlægge tæppefliser. Fint skal det være.
   En enorm gaffeltruck kommer besværligt tøffende ind med en kæmpe metalkasse og anbringer den på nabostanden. Det er en af containerne, der indeholder en komplet udstilling fra standbyggemateriale og instrumenter, til fremvisning, ned til tandstikkere, viskestykker, toiletpapir og opvaskerbørste, alt skal med hjemmefra. Hvis det overhovedet er muligt at skaffe noget, vi har glemt, lokalt, vil det tage os mere tid, end vi har råd til.
   Det er bragende varmt inde i hallen, og vi sveder, så vandet render af os. Kasser bliver fremdraget fra containeren og pakket ud, mange er tunge, der skal fire mand til at slæbe, alle er i sving. De fleste af os har for længst smidt skjorten og knokler videre med bar overkrop. Enkelte har kun sandaler og badebukser på. Vi låner en sækkevogn, og en eller anden render med vor kost, men skidt med det, vi er nød til at låne hos hinanden og hjælpes ad, hvis dette virvar skal være pænt og ryddeligt på to-tre dage, i overmorgen vil de første pressefolk dukke op, og så skal der være nogenlunde præsentabelt.
   Der lyder et glædesråb ved siden af, der er en, der har gravet en æske øl frem. Den bliver omgående slagtet, og snart sidder vi med en dåse lunken øl og tager et fem minutters hvil, men det går ikke at drive den af, ølkassen og de tomme dåser bliver smidt ud i midtergangen, hvor et hold rengøringskoner går og rydder op. Bræddestumper, papir, stålbånd og bøjede søm, alt bliver smidt ud i denne gang, hvor det blander sig med uendelig mængder af træuld og skumplast. Kasser, der skal bruges igen bliver omhyggeligt forsynet med et stort TARA skilt, så de ikke også forsvinder.
   Rengøringskonerne drager gennem hallen trækkende et stort stykke plastic efter sig. Et par af dem fejer nytteløst med deres riskoste, nytteløst fordi gangen bliver fyldt op, så snart de atter vender ryggen til. Udenfor bliver alt vort affald gennemgået af rengøringskonerne, meget kan de bruge, plasticposer bliver tømt og lagt sammen, alle flasker og plasticbægere kommer frem af affaldsdyngen, ja selv øldåserne finder anvendelse på ny. Smulerne fra de riges bord, de får nytte af vor travlhed og overflod.
   En stor tysk koncern opbygger stand overfor os på den anden side af gangen. Vi spørger om vi må låne en kost. To fejer hurtigere end en, og vor egen er kommet tilbage på lige så mystisk vis, som den forsvandt.
   "Nein," tyskeren, en lille fed mand i badebukser og sandaler, afslår bestemt, sådan en formastelig anmodning kan ikke efterkommes. "Ordnung muss sein." Han bliver aldrig vor ven.
   Den tyske stand er ikke forhandlingsvenlig. De har nok i deres. De er ankommet meget før os og er næsten færdige. Tæpper er lagt, stand bygget og nu stiller de afspærringer op, vi mangler stadig en container og truck`en kan ikke vende for tyskernes afspærringer. Det er en stand for store køleskabe og folkene på standen står nu inde i skabene og drikker øller, mens de kommenterer vore anstrengelser med truck'en. Ingen af dem tilbyder at flytte afspærringerne lidt, skønt de så åbenlyst er i vejen. Havde det været enhver af de andre stande, ville vi have fået øjeblikkelig hjælp, men ikke her.
   Vil der Herr Oberfejekostemeister tillade, vi flytter lidt på hans afspærring?
   Det vil han ikke. Nogle af hans håndlangere står nu i strategiske stillinger ved randen af deres område og kikker på. Vi holder en kort rådslagning, der Herrn Obersturmbannführer vil ikke flytte på sig, ergo må vi altså flytte lidt på ham, uheld kan jo ske.
   Et par tyskere springer til og flytter rasende en stander, der ellers var blevet væltet af truck`en. De er ikke glade for os, men de begyndte selv med at udvise en enestående mangel på høflighed.
   De andre tyskere i pavillonen er flinke og rare og griner af vor lille krig, overfejemesteren, som vi har udnævnt vor ven i badebukserne til at være, skumler.
   Tempoet bliver mere hektisk, men det hele begynder at tage form. Vægge skyder op, vi monterer borde og stiller apparater frem. Elektricitet og vand bliver lagt ind på vor stand og afløb koblet til den medbragte køkkenvask, samt til et af vore apparater, der også kræver afløb.
   Køkken bliver bygget og kontor indrettet. Vaterpasset er i sving, så alt kan se lige og pænt ud, hist og her bliver rettet lidt.
   Gods bliver stuvet væk under bordene og skjult med diverse dækplader, når udstillingen atter skal rives ned, er det rart at have kasserne parate under bordene til øjeblikkelig anvendelse.
   Det sidste affald bliver fjernet og arbejdere går i gang med at male gangens cementgulv med grøn farve. Håbet er som bekendt lysegrønt, og vi håber så inderligt, at vi får solgt alle vore instrumenter.
   På standen går jeg i gang med at gennemgå, afprøve og justere apparaturet. Alt skulle gerne virke perfekt, når udstillingsgæsterne ankommer. I øvrigt er der ikke meget andet at gøre end opholde sig på standen, vi er spærret inde, så længe gangen er våd af maling.
   Klokken er blevet otte aften, men vi arbejder stadig.
   - Jeg vil så gerne gå hjem nu, siger en ældre dame på gebrokkent tysk. Hun læner sig ind over halvæggen og ser på os med bedende øjne.
   - Det ville vi også gerne, returnerer vi, mens sveden render os i øjnene, men vi har 3000 kilometer hjem og et job, der skal ordnes først, men kom indenfor og få en øl. Det betakker hun sig for. Det er hendes arbejde at gå rundt i hallen og inspicere til den sidste udstiller går, først da kan hun selv trække sig tilbage og låse døren i luftslusen. Vi er i godt humør, standen er næsten færdig, men der mangler en sidste afpudsning og det skal ordnes, så hun må vente lidt. Et par dåser konserves kan sikkert også formilde hende, går vi ud fra.
   I dag har pressen vimset rundt og tigget brochurer, i morgen klokken ti går det løs for alvor. Salgschefen skal til åbningsparade, hvor der bliver talt om sammenhold mellem nationerne og uddelt medaljer for at være tilstede.
   Klokken er fem minutter i ti næste dag. Arbejdstøjet er gemt væk. Kedeldragten skiftet med det pæne jakkesæt, sandalerne med nypudsede sko. Slipset sidder lige og skilningen er rettet ind. Nu kan vore gæster godt komme. Øllerne står i køleskabet, der har de stået siden i går. Flasker med spiritus står diskret bag et forhæng sammen med stakke af plasticbægre og glas. Alt er parat. Nogle af russerne, der har overværet hele processen fra total forvirring til den pæne orden nu, kan ikke rigtig forstå, det er de samme mennesker, der står der og ser så nydelige ud. Nok har man et klasseløst samfund i Rusland, men alligevel.
   Vore to tolke. Til daglig lærerinder på et universitet får en sidste hektisk instruktion i, hvad vore apparater er beregnet til. De skulle helst vide nogenlunde besked, inden de første gæster kommer, siden vil de uden tvivl lære ved gentagelse overfor tusinde af gæster, hvad de forskellige ting er beregnet til. Den ene af tolk-inderne har lidt besvær med sit engelske. Tungen slår knuder for hende, fordi hun absolut skal dræve et langtrukkent "weeeelll" før hver sætning, men vi håber, det går trods alt. Det skal gå.
   Gæsterne arriverer. Den første dag sker der ikke så meget, kun nysgerrige, de mest betydningsfulde kunder kommer nogle dage ind i udstillingen, men så ser vi dem til gengæld også hver dag så længe udstillingen varer. De kommer tilbage igen og igen for at få nye oplysninger, sammenligne med konkurrenters produkter og diskutere priser og betalingsbetingelser. Vi inviterer indenfor i vort lille kontor. Flasker kommer på bordet og vore kunder siger sjældent nej. Vi bliver selv nød til at bide cognacerne over for at klare os gennem dagen, for der er mange kunder. Vi er tre mand til at snakke med dem og forklare, men der er kun to tolke, det kan være vanskeligt til tider.
   To Tass repræsentanter arriverer ved vor stand og præsenterer sig. De bliver omgående inviteret indenfor. Der er en ung journalist, meget sympatisk og med notesblok, og en ældre og mere reserveret herre, der nøjes med at sidde og se på. Han får en flaske whisky i den ene hånd og et glas i den anden, mens vi snakker med hans journalistkollega, så er der ikke mere uro fra hans kant.
   Tassmanden spørger og er meget interesseret. Hvor stort er firmaet, hvor gammelt er det, hvor meget er vor omsætning på og sidst, men ikke mindst om det virkeligt er sandt, at alt det ejes af en mand. Vi oplyser og bekræfter. Det er virkelig sandt. Han er forbløffet, om vi mener sådan noget kan være rigtigt.
   - Måske, måske ikke, svarer vi diplomatiske. Husk på, at selvom han måske er en stor kapitalist, så har næsten trehundrede mennesker dog deres daglige udkomme ved det. Vor whiskydrikkende ven hører på med et smørret grin. Nu bryder han ind. Om man kan sige, at det vor fabrik laver er med til at binde nationerne sammen i fredelig sameksistens. Det synes vi afgjort. Hvis det nu kan gøre ham lykkelig, hvorfor så ikke. Han gør et kort notat i en notesbog. Begge takker mange gange for samtalen og fortsætter videre til næste stand. Hvis de to kan nå hele raden rundt den dag, så er der nogle gevaldige tømmermænd til dagen efter, er vi enige om. Vi læser resultatet, af deres anstrengelser. Det er vældig høfligt og upolitisk.
   Senere kommer fjernsynet og en ugejournal for at filme standen. Vi får fat i den pæneste af tolkene til at sidde og se sød ud foran et af apparaterne. - Husk nu at fugte læberne, minder vi hende om, lige før kameraet begynder at snurre. Hun slikker sig om munden. Optagelserne begynder. Det kan kun blive godt.
   Det er aften, endnu en dag af udstillingen er gået. Vi skal til reception hos en russisk minister. Alle indbudte stiller, nogle uindbudte også, men det er der ingen der tager sig noget af. Det er alle tider reception. Russisk overdådighed. Champagne og vodka flyder i stride strømme. Kaviar, grillstegte kyllinger og lækker nyrøget laks står i mængder rundt om på udstillede borde. Alt er lige til at gå til. Den første taler går til mikrofonen. Det tager lidt tid at forsikre os alle om, hvor ubrydelig nationerne bliver bundet sammen ved sådan en udstilling, for tolken skal have tid til at oversætte. Efterhånden som vodkaen glider ned er det ikke mere så nødvendigt med en tolk, alle kan efterhånden tale russisk, det lyder i hvert fald russisk nu, når en eller anden får erobret mikrofonen for at udbringe en skål for alles velfærd og navnlig velstand. Vor vært forsvinder lige så stille, rygtet farer, at han blev lidt pjanket og derfor diplomatisk foretrak at forsvinde. Ingen tager det fortrydeligt op. Festen går fortræffeligt endda, værten har jo sørget storartet for at ingen lider tørst. Vodka burde være obligatorisk i de forenede nationer, så godt, som den formår at nedbryde nationale og sproglige barrierer.
   Næste aften endnu en reception. Hurtigt hjem til hotellet. Døren binder og skal have et spark, men det er allerede rutine nu. Jeg skruer op for bruseren og pusler rundt i mit værelse, jeg ved af erfaring, at der er ti minutters leveringstid på det varme vand, hvis der altså er varmt vand i dag, det er nærmest et spørgsmål om held. Jeg hører ikke til de mennesker, der mener noget godt om kolde brusebade, så jeg foretrækker at vente og håbe på det bedste. En lynhurtig omklædning og så ud af døren af sted til receptionen.
   Danskerne viser stil. Først til receptionen kommer den danske ambassadør i Mercedes med privatchauffør og Dannebrog på skærmene. Vognen standser og chaufføren hopper ud og åbner for ambassadøren.
   Lige bagefter kommer en stor Mercedes kassevogn. Også her hopper chaufføren ud og åbner bagdøren og ud vælter 20 danske udstillingsdeltagere i jakkesæt rene negle og nypudsede sko.
   Det gør et vist indtryk på de russiske deltagere i receptionen sådan at blive overbevist om, at alle kapitalister kører i Mercedes.
   Denne gang er det mere stiligt. Det er den danske ambassadør i Moskva, der er vært. Danskerne blander sig med russerne og konverserer. Tass er på pletten og bivåner det hele. Fin aften, der giver os goodwill hos ruserne.
   Aftenen derpå får vi en stilfærdig middag med sekretæren fra ambassaden. Han kender en hyggelig kro nede ved Dnepr. En gammel ombygget vandmølle. Der sidder vi i den lyse sommernat og får et udmærket måltid. Ved siden af os bliver der festet. Champagnepropperne knalder, og der bliver udbragt højrøstede skåler. Alle morer sig. Det bliver sent, før vi atter kører tilbage til hotellet i midten af Kiev. Den smukke by med de mange parker og træer og floden Dnepr, der langsomt løber forbi.
   Det bliver sværere og sværere at få øjne om morgenen, den næste aften er også besat. En forretningsmiddag, der trækker længe ud. Man er faktisk kun alene i de fem timer eller mindre, man tilbringer på sit hotelværelse.
   Salgschefen har fortalt sig under middagen, vi ved nu, det er hans fødselsdag dagen efter. Tolkene bringer små ting i keramik og overrækker fødselsdagsbarnet. Vi andre venter, til udstillingen er ved at lukke for den dag. Så står der pludselig to flasker skum parat. Kolde lige fra køleskabet. Propperne bliver fyret af. De går i luften som mortergranater. De rikochetterer mod hallens buede loft og fortsætter ud i rummet. Vi bliver enige om, at de nok rammer vor tyske uven på den anden side af gangen i hovedet. Det skåler vi så for. De to flasker varer ikke længe, men andre bliver bragt for dagens lys og får lov at knalde, det er måske ikke rigtig at lade champagne knalde, men lands skik følge, og ruserne plejer at lade deres champagne sige bang. Flere danskere siver ind i vort lille kontor og får et glas med. Mange medbringer selv forsyninger og "happy birthday" og "for he is a jolly good fellow" bliver afsunget i forskellige tonarter og stemmehøjder. Vor veninde, opsynsdamen, beder høfligt om lov til at gå hjem, underforstået: Vil I ikke godt skruppe af". Hun bliver under protester halet indenfor og får også en drink. En eller anden danser en kort hopsa med hende, og hun affinder sig i sin skæbne, endnu en dags overarbejde.
   Næste dag er helligdag, men det rører ikke udstillingen. Vi prøver for gud ved hvilken gang at få fat i en taxi udenfor hotellet, men en russisk taxachauffør er ikke altid lige velvilligt indstillet overfor kunderne. Hvis det ikke passer ham at køre, så gør han det ikke. Han får sin løn alligevel. Vi fanger en lige udenfor hotellet. Køre ud til udstillingen? Umuligt, han skal vente på en minister, der kan komme hvert øjeblik. Det er chauffør nr. ti i dag, der ikke vil køre. Sælgeren stikker hovedet ind af vinduet i taxaen, kikker manden stift i øjnene og siger: "Tre dollars". Taksten er 1,20. Tredive sekunder efter er vi på vej.
   Det er en dejlig sommermorgen. Overalt i byens gader ser vi familier, der har trukket deres motorcykler frem og er ved at gøre dem klar til dagens skovtur. Ungerne bliver stoppet ned i sidevognen sammen med madpakken forsvarligt indpakket i avispapir, lillemor kommer på bagsædet og så går turen i skoven.
   Mange lægger rejsen om ad udstillingen. Der er tivoli med propeldrevne karruseller for børnene og bænke under skyggefulde træer, hvor forældrene kan sidde i fred og ro og fordøje middagsmaden og nyde søndagen. De, der har lyst til det, kan selvfølgelig også kikke på udstillingen, men der er ubehageligt varmt inden døre, så de fleste nøjes med en hurtig gennemgang den dag.
   Ud på eftermiddagen er det tid til at fylde kemikalier på det ene af udstillingens mange apparater. Koncentreret svovlsyre og ditto natronlud. Rare sager. Den ene af teknikerne ifører sig gummiforklæde, beskyttelseshandsker og briller og går i gang med at tage sideplader af apparatet og hente forrådsflasker ud på gulvet.
   Det går som ventet. Vi har sat spærresnor op for standen, men på mindre end tredive sekunder, står der lige så mange tilskuere og kikker på operationen. De bageste trykker de forreste fremad, og de forreste er ikke uvillige til at gå tættere på, de har den undskyldning, at de blev trykket.
   - Få dem væk, brummer teknikeren sammenbidt fra sin ubekvemme stilling nede på gulvet. Jeg breder armene ud som en anden politimand og går frem mod mængden. Jeg er overbevist om, at nogle af tilskuerne med glæde ville tage plads inde i svovlsyreflasken, hvis de kunne se bedre derfra. Sådan er nu engang den menneskelige natur, evig og umættelig nysgerrig. Havde vi ikke været det, løb vi stadig rundt i skind og slog hinanden i hovedet med en kølle, og ikke som nu, hvor vi kan ordne uoverensstemmelser ved tryk på en knap.
   De glor på mig, som om jeg var ude på at prædike kapitalismens velsignelse for dem. Mine venlige anmodninger på tysk om at trække sig tilbage bliver overhørt eller ikke forstået. Jeg gestikulerer med armene, peger på flaskerne med de sorte dødningehoveder og betyder dem med fagter, at de skal gøre plads, så teknikeren kan arbejde i fred. De rykker nærmere, det er kun et spørgsmål om tid, før de kravler op i hans kittellommer for at få første parket. Der må skrappere midler til. Jeg rejser mig på tæer, strækker armene i vejret og krummer fingrene i en bedre draculagestus.
   - Achtung, achtung hochspannung pst pst, råber jeg og ruller med øjnene, mens jeg går frem mod mængden. Det hjælper, de går forskrækkede et par skridt tilbage, her er noget de har respekt for. En vild fra et fremmed land samt "hochspannung". Ganske vist er apparatet ikke tændt, og der er ikke højspænding på, når det er det, men hensigten helliger midlet, og vi får de par minutter, der skal til for at få apparatet fyldt op. Vi starter det og skynder os at invitere hele koret indenfor, så de kan tage sagerne i øjesyn. Snart er standen fuld af mennesker og spørgsmålene regner ned over os. Tolkene bliver tilkaldt og hurtigt er alt atter i rette gænge.
   Den sidste dag oprinder omsider. Udstillingen har varet i ti dage, men hertil kommer næsten lige så lang tid med at stille op og pille ned. Ved middagstid begynder flere af udstillerne diskret at afmontere maskineriet. Ikke for åbenlyst, for det kan halmesteren ikke lide, men der er mange muligheder for at udrette noget i det stille. Strømmen bliver afbrudt. Instrumenterne bliver tømt for kemikalier og renset. Ved lukketid om aftenen ligner det stadig en pæn udstilling, men for den indviede er det anderledes. Meget er i eftermiddagens løb gjort parat til at blive puttet tilbage i pakkasserne igen. Vi får ikke megen returbagage. Vi har solgt alle vore udstillede apparater og har derfor kun standmaterialet til containeren. Resten bliver talt op og pakket ned, for dagen derpå at gå på toldlageret. Her vil en speditør sørge for at tingene går ud til vore kunder senere hen.
   Nedbrydningen af standen går i forrygende tempo. Snart skal vi hjemad, og der er ikke megen tid til hvile. Vore russiske arbejdere tager deres del af sliddet, men der er nok endda til os, for alt skal pakkes omhyggeligt og kontrolleres.
   Endelig. Containeren har opslugt vor stand, hængelåsen bliver sat på. Den klikker på plads med en tilfredsstillende finalitet. Jobbet er forbi.
   Tu 134'eren fra Aeroflot tordner ud ad startbanen og går i luften. Kiev forsvinder agterude og horisontlinien vælter bagover. Maskinen krænger over i en krap bue til højre og lægger kursen. Wien ligger kun halvanden time borte. Derfra er der yderligere et kort hop til Kastrup, og vi er atter hjemme.
   Gudskelov, der er to måneder til den næste udstilling, der skal foregå i Polen. Bare der nu ikke er for mange rejser ind imellem, for ærlig talt, jeg er lidt træt.