Bygrundlæggeren
Francisco Pizarro sidder på sin hest. Byen Limas grundlægger i fuld rustning er en imponerende skikkelse.
Hvis ellers appetitten rækker kan man gå ind i den nærliggende domkirke og se hans jordiske levninger. Han ligger der i en glaskiste, som en bedre Snehvide, men Pizarro den gamle conquistador, var i levende live så sandelig ikke nogen snehvideskikkelse. Nu står han altså som rytterstatue på et torv i Lima. Ved foden af statuen sidder en gammel kvindelig tigger og roder i sin taske. Hun er en af efterkommerne af det folk, han betvang voldtog og myrdede for så mange hundrede år siden. Alt sammen for at røve de fantastiske skatte inkaerne sagdes at være i besiddelse af.
Ciudad de los Reyes
Således blev byen kaldt, da Pizarro grundlagde den i 1535, siden tog den navneforandring til det lettere udtalelige Lima. I dag er Lima en moderne storby med havnebyen Callao, som er en af de største havne på Sydamerikas vestkyst. Den oprindelige hovedstad Cuzco ligger ca. 800 km længere mod sydøst inde i landet. Denne by var Perus hovedstad eller rettere centret for det land, der i dag hedder Peru. Her havde inkafolket regeringssæde, før Pizarro blandede sig og her fandtes et af Sydamerikas største fæstningsværker. Sachahuaman et gigantisk fort i den formidable højde af 3600 meter over havet. Firs kilometer herfra, langt inde i junglen, på et plateau i en saddel mellem to bjergtinder-Wayna Picchu og Huayna Picchu-befandt sig den sagnomspundne inkaby Macchu Picchu, hvis ruiner først blev opdaget så sent som i 1911.
Det er det løse rids af et lands historie, som jeg kender. Men dette land skal jeg besøge, og jeg håber inderligt at få et lidt mere detaljeret billede af landet i den korte tid, der er afsat til min visit.
Revolution
Mit besøg var nær aldrig blevet til noget. Jeg var i Mexico på et arbejde i byens hovedstad og skulle videre til Peru, da de Mexicanske aviser berettede om uroligheder og revolution i Lima, nu er revolutioner i Sydamerika mere en livsform end en absolut omvæltning, men jeg syntes dog ikke, der var grund til at stikke hovedet for dybt ned i en hvepserede, hvis det kunne undgås. Der var dog ikke tale om det helt store. Den afsatte præsident kørte fra sit kontor ved tolvtiden hjem til sit landsted tredive kilometer øst fra Lima, og hans efterfølger tog hans plads.
Militæret udstedte de sædvanlige udgangsforbud og kørte lidt rundt i gaderne for at se, om de nu også blev overholdt, og det var så enden på det eventyr. Jeg skønnede, at det måtte være sikkert at tage til Peru, og det viste sig også at slå til.
Et drømmesyn
Klokken er fire om morgenen, da jeg første gang får et glimt af Cordilleras de los Andes gennem vinduet af en DC 8 fra Canadian Pacific. De ligger derinde skjulte i et jomfrueligt tågeslør, der et øjeblik trækkes væk og afslører en række hvide og brune kindtænder i et kæmpegebis, der strækker sig tusinder af kilometer fra Alaska i nord til Ildlandet i syd og altså her hedder Andelsbjergene eller det mere klingende navn Cordilleras de los Andes. På denne afstand virker det hele som et drømmesyn af uvirkelig højde og størrelse.
Stillehavet
Langt under mig ligger et underligt skærgårdsagtigt landskab af små klippeøer, samt ikke at forglemme det enorme Stillehav, der strækker sig ud i uendeligheden til det rammer Australiens og Asiens kyster mange, mange tusinde kilometer borte.
Flyveturen
Det er næsten midnat, da jeg bordede maskinen i Mexico City, en af verdens største byer, og tog tilløb ud af rullebanen. Byen ligger som måske bekendt i et udslukt vulkankrater i 2200 meters højde, så der er godt afsæt til verden nedenunder.
Acapulco i silende regn, en time efter spøgelsestimen. Et af verdens mest berømte badesteder ligger kun få kilometer fra, hvor jeg sidder i mit sæde under den mellemlanding, der skal til før det store hop over Stillehavet, ned langs Latinamerikas kyst og videre langs Sydamerikas vestkyst til forventet destination, Limas Jorge Chavez lufthavn, opkaldt efter den berømte Peruvianske flyver, der fandt en al for tidlig død i forsøg på at krydse de europæiske alper.
Vanen tro har jeg fundet en plads ved en nødudgang, og i dette fly er der endnu mere plads til at strække benene end vanligt er i flyvemaskiner selv ved nødudgangene.
Morgenmad i elleve kilometers højde et sted over Stillehavet. Det er midt i papayafrugten, jeg får det storslåede syn at se, og glemt er morgenmad og alt andet, selv grus i øjnene at træthed efter en nat i et flysæde.
Ankomsten til Lima
Kort efter lander jeg i Jorge Chavez. Det er morgentåge og lufthavnen står i sarte triste pastelfarver og venter på mig. Kun en ting liver op i landskabet. Et eller andet sydamerikansk luftfartselskab har en B707 parkeret på forpladsen, og den er malet, så en Citronen 2CV fra Kristiania ville blegne af misundelse. Ingen interesserer sig for min bagage. Der er lidt valutavekslepligt, men det har jeg været ude for til bevidstløshed før, andre steder. Så jeg kommer nogenlunde uskadt igennem.
Smuk velkomst
Vel gennem skærsilden kommer dagens positive indslag. En mand kommet for at møde mig i lufthavnen. Som professionel rejsende sætter man pris på lidt selskab og navnlig på, at trivielle ting som hotelværelser etc. er i orden, når man lander i et nyt land, hvor man ikke er kendt. En nat i en flyvemaskine tapper krop og sjæl totalt for energi, alle lufthavne ser ens ud, og ingen lufthavn er mere trist end i dagbrækningen, før det almindelige arbejde begynder. Selv er man dødtræt og velkomstkomiteen af toldere og godtfolk er enten trætte efter en lang nat eller ikke helt vågne endnu. Kort og godt, den mest triste tid på dagen.
Her er imidlertid et lyspunkt. Manden står der med et lille brev til mig. Det er på engelsk fra vor agent, der ganske naturligt ikke bryder sig om at stå op af sin gode seng klokken fire om morgenen for at møde mig. Men han har skrevet et brev.Jeg bedes venligst følge budbringeren til et hotel, han har bestilt. Sørge for at få hvilet ud og være frisk til om eftermiddagen, så vil hans søn hente mig, for jeg er inviteret til at tilbringe week-enden på hans landsted uden for Lima. P.S.: husk badetøj af hensyn til svømmepølen.
Det kan ikke være bedre. En week-end alene i en storby er i bedste fald dødssyg.
Hotel Crillon
Kokken er vel halvsyv, da jeg går til køjs i mit hotelværelse i Limas centrum. Et brusebad, en bid brød og så i seng. Livet er dog mageløst dejligt syntes jeg, da jeg kryber mellem lagnerne og slumrer ind. Tre jernhårde uger i Mexico er forbi, og weekenden reddet, hvad mere kan man forlange?
En ny verden
Det er utroligt, som mennesket kan omstille sig. Jeg har for mindre end et døgn siden forladt én verden og er nu i en helt anden. Jeg blev afhentet præcis som lovet, og vi forlod det triste gråvejr i Lima og kørte ud af en bid motorvej, før vi nåede den almindelige landevej. Snart er byen bag os, og jeg ser de gigantiske muldvarpeskud, der gør det ud for Andes' udløbere, nogle lave fodbjerge, nøgne og sorte, der strækker sig ud fra de bastante massiver, der befinder sig kun hundrede kilometer borte.
Nu sidder jeg på et landsted. På en kølig terrasse, jeg er blevet hjerteligt modtaget og anbragt her med en pisco sour i hånden. En drink, som min vært er perfekt til at fremstille. Haven er stor og velholdt. For der er flere gartnere til at passe den. Her gror vilde bananpalmer, og her kan man med lidt held se en kolibri, der som en stor sommerfugl flagrer fra træ til træ.
Jordskælv
Haven er et vidunder. Ud til den interimistiske grusvej udenfor er en afgrænsning bestående af en stor kampestensmur. Der flere steder er holdt sammen med cement, for de mange jordskælv i området har en tendens til at få den til at skride sammen et par gange om året.
Haven strækker sig med græsplæner og træer en hundrede meter fra hvor jeg sidder, og så slutter den brat, idet solid klippe dramatisk skyder op af jorden og fortsætter som klippeside vel et par hundrede meter opad i en vinkel på tres grader. Tæt opad klipperne ligger gæstehuset, som jeg næsten har for mig selv, og bagved fosser en lille bæk nedad klipperne, dens brusen og ivrige pludren dysser mig i søvn om aftenen og vækker mig om morgenen. Mellem gæstehuset og hovedbygningen befinder sig det omtalte svømmebassin, der er bygget af kampesten og ganske fortræffeligt.
En dejlig weekend
Jeg får lov at nyde livet. Her er ingen stress. Et par unge piger søger for at huset arbejder perfekt. Husets frue tager styret omkring spisetiderne, men ellers er de tjenende ånder der hele tiden og sørger for familiens velbefindende. Mørklødede indianertyper med lidt spansk blod i årerne. Min vært er noget af en livs-kunstner. Han har fartet verden rundt, fra han blev træt af at være ekspedient i en herreekviperingsforretning i Danmark. Nu har han slået sig ned i Peru og har en kone og en søn på 5-6 år. Samt endnu en søn, der er ingeniør og arbejder i Lima. Det er ham, der har bragt mig op til dette herlige sted. Vi sidder i skumringen og sludrer hyggeligt sammen, mens vi kikker udover haven, og et skønt stykke oksekød udsender velduft fra barbecuen. Hvilken forskel fra Mexico, og på et døgn. Det bliver sent, før enhver går til sit og tørner ind for natten.
Morgen
Bækken vækker mig med sin gurglen og brusen. Det tager lidt tid at indstille sig på, hvor jeg er henne. Natten før sov jeg adskillige tusinde kilometer mod nord på den anden side af ækvator. Jeg står op og går en tur i haven inden morgenmaden. Svømmebassinet ser godt ud, og jeg får en dukkert. Så er morgenmaden parat. Avocadoer af egen avl, bagefter spejlæg og brød. Til dessert et par grønne bananer fra haven, det er dejligt. Vi går en tur bagefter, værten og jeg. Han viser mig rundt i sin nyttehave. Her gror mange slags planter. Fremmedartede og kendte imellem hinanden. Her er også hønsegårde, han har engang holdt perlehøns i den store stil. Nu ligger ti tons hønsekød i en dybfryser og venter på en aftager. Nogle kalkuner går rundt i indhegningen, sammen med nogle af de overlevende høns.
Kunstvanding
Det har været hårdt arbejde at indrette sig. Fra min vært købte sin grund og til nu. Han startede med at bygge sit gæstehus, og der boede han selv og hans kone den første tid. Siden kom hovedbygningen, men det skete ikke på en dag. Hovedhuset er konstrueret, så det kan modstå de mange jordskælv, der plager denne del af Peru flere gange om året. I øjeblikket går der i en Lima biograf en af de moderne katastrofefilm. Denne handler om jordskælv. Min vært har kun et skuldertræk til overs for den. Her er det ikke nødvendigt at gå i biografen for at opleve det store gys ved jordskælv, siger han. Det kan fås lokalt helt gratis, og kun en idiot er ikke rædselsslagen, når det sker. Han har oplevet bygninger, der svajede, som de var lavet af gummi, hvis de ikke simpelthen brasede sammen, og han har set en græsplæne folde sig, som når man glider i en gulvløber. Derfor har han sørget for at bygge sit hus til at modstå de mange rystelser.
Under turen rundt på ejendommen ser jeg flere steder, hvordan man har indrettet sig med kunstig vanding. Et sindrigt system af gravede render og grøfter sørger sammen med nogle stigbord for at tappe bækken for vand, der kan ledes praktisk talt til ethvert hjørne af haven. Jeg får senere lejlighed til at se systemet i funktion, gartnere demonstrerer det for mig, og det virker på ganske fortræffelig vis. Bare ved at løfte et enkelt stigbord, der måske kun består af en stenplade, kan han dirigere rundt med det vand, der er til rådighed fra bækken. Vandet her skal man bestemt ikke kimse af, for det er kostbart. Det regner næsten ikke der på stedet. Ironisk nok regner det næsten heller ikke i Lima, men nede i byen er vejret trist og gråt det meste af året, og det har sin årsag.
Klima
Op langs Sydamerikas vestkyst flyder en kold vandstrøm. Dens navn er Humboldstrømmen. Den smyger sig rundt om Sydamerikas vestlige skulder, langs kysten og fordi havnebyen Callao. Først et godt stykke nordligere slår den et elegant kæmpesving og drejer til havs, og det er grunden til, Lima har sådan et trist klima, skønt byen kun ligger 12 grader syd for ækvator. Kold luft ruller ind over byen året rundt. Fortsætter som en kold grå dyne op ad højderne bag byen, men kommer på bedre tanker, opgiver sit stormløb og falder tilbage på Lima igen. Det er også grunden til, at man kan tage ud af Lima og køre ind i næsten evigt solskin bare 30-40 kilometer mod øst.
Derfor ligger også landets dyreste byggegrunde her. De er ganske naturligt eftertragtede, og min vært har været heldig at erhverve sig 10.000 kvadratmeter land, før det blev alt for dyrt. Derfor hører han nu til blandt de, der hver eftermiddag kan forlade det triste gråvejr og køre op til solskinnet. Her har han sit hjem, der samtidig er en lille landbrugsejendom, som han driver sammen med sin importvirksomhed inde i byen.
Humboldtstrømmen er faktisk den indirekte årsag til mit besøg.
Den sørger for et rigt og varigt fiskeliv og har gjort Peru til en af de største fiskemelsproducerende nationer i verden. Fiskemel er på grund af det rige proteinindhold meget efterspurgt, og det er derfor kun naturligt, at fabrikkerne vil søge at gøre deres produktion så effektiv og god som mulig. Her kommer jeg ind i billedet. Mit firma fremstiller apparatur til fremme af kvaliteten af fiskemel, og jeg er kommet til Peru, dels for at starte noget af dette apparatur, og dels for at holde foredrag om, hvordan det skal anvendes, så kunderne får mest glæde af det.
Sådan kan man komme rundt i verden på de mærkeligste gøremål. Her står jeg langt syd for ækvator og skal udføre et arbejde, som det før omtalte. Seks måneder senere står jeg 400 kilometer nord for polarcirklen i samme mission.
Aften
Søndagen går på hæld, og vi hygger os inden døre. Jeg får en cigar og tilbehør til kaffen, mens ilden buldrer i den åbne pejs. Der er meget at snakke om, og min vært er særdeles velorienteret. Han har også haft et meget omskifteligt liv med hårdt, men spændende arbejde. Jeg tror faktisk aldrig denne mand har tilladt sig at kede sig. Han er lidt af en eventyrer med voldsomt gå på mod trods sine snart 60 år. Livet har måske til tider været barsk, men han har forstået at klare sig, og han er en mand, man gerne lytter til, når han fortæller om sit liv. Han har også tid til at lege med sin seksårige søn, der har lige så meget energi som sin far. Det bliver sent, før vi bryder op fra den hyggelige stue med antikviteterne fra mange forskellige lande, men først og fremmest fra det land, der rundede ham i sin tid. Danmark.
Mandag
Tidlig næste morgen kører vi tilbage til Lima. Igennem byen og videre ned mod Callao havnebyen, hvor de store fiskemelsfabrikker ligger, og hvor luften ikke altid er lige balsamisk. Her nede på en af de største fabrikker, skal jeg afholde mit tredages kursus for en samling mennesker, der til daglig bestyrer fabrikkens små underafdelinger op og ned ad Perus stillehavskyst. I den højtidelige anledning er de blevet kaldt ind fra deres udposter pr. radio, og nu venter de altså på et kursus afholdt af mig og med min vært som tolk.
Det suser af mange vingeslag, da vi når ned til Callao. Ind over klitterne helt nede ved kysten kommer en flok pelikaner flyvende i kileformation. De fortsætter uanfægtede ind over landet med kurs mod Lima.
Snart efter er vi fremme ved fabrikken, hvor kurset skal afholdes. Vi bliver budt velkommen og tager fat på vor opgave. En ny arbejdsuge er begyndt.