2Fra Big Bang til nutiden, (dog ikke i realt...
Verdenshistorien kort fortalt. · I begyndelsen var der ingenting. M... [...]
Smilebåndet
12 år siden
1Hvordan guderne fik en ringmur rundt om Asg...
Det skete for lang tid siden, at jordens beboere var delt op i tr... [...]
Fantasy
12 år siden
5Episoder fra Flyvevåbnet
Små anekdoter fra min tid i Flyvevåbnet, nogle er selvoplevede og... [...]
Smilebåndet
13 år siden
0Stegepanden
Telefonen ringede. Jens bandede og skrabede det lille utyske til ... [...]
Noveller
13 år siden
1Slangen
Slangen lå og nød livet på en flise, der var behageligt opvarmet ... [...]
Noveller
14 år siden
2Et flammepust fra helvede
- Et flammepust fra helvede, sagde turisten dramatisk og strøg sv... [...]
Kortprosa
14 år siden
0Det matriarkalske samfunds historie
Lad os kikke på det matriarkalske samfund. Konen, der står der i ... [...]
Kortprosa
14 år siden
5Kolonihaven
Hans Christian Jensen så sig begejstret om i det lille hus. Der l... [...]
Noveller
14 år siden
3Lågen
Lise stak sine små fingre gennem trådhegnet og klemte omkring det... [...]
Noveller
15 år siden
2Lidt om pral, kaos og så’en
En filosofisk trio sad, omkring et værtshus'bord. · Den ene fugted ... [...]
Rim og vers
15 år siden
3Lidt om evolutionsteorien og ansvarsfraskri...
Der stod en dino for sig selv · med næsen ned i mudder. · En meteor s... [...]
Rim og vers
16 år siden
3Lidt om, hvad jeg gerne vil
Jeg vil drikke hjernen ud, · med en fyr, der hedder Knud · gå omkring... [...]
Rim og vers
16 år siden
0Lidt om happiness
Engang man ville ha' et svar · på hvad mon happiness nu var · er det... [...]
Rim og vers
19 år siden
4Lidt om jamber og trokæer
En jambe er en flot trokæ · en smart trokæ en jambe · så hvis du godt... [...]
Rim og vers
19 år siden
0Lidt om efteråret
Os efterårsstormen nu river og rusker · og træer og buske rigtig fo... [...]
Rim og vers
19 år siden
1Lidt om efteråret og grådige edderkopper
Se efteråret kommer nu, · det er en vant rutine · og det bli'r mørkt ... [...]
Rim og vers
19 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Fra tid til anden påstod operatørerne på jordens rumteleskoper, a... [...]
Noveller
19 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Talerne var blevt holdt, journalisterne havde gabt og taget for s... [...]
Noveller
19 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
- Westward ho, next stop California, skreg Victor Calhoun og svin... [...]
Noveller
19 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Johnny hed han. Efternavnet er lige meget for ingen kom til at ke... [...]
Noveller
19 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Johannes hed han og han var spillemand med problemer, han havde a... [...]
Noveller
19 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Jo stod på et ben og lænede sig til sit spyd, mens han skuede ud ... [...]
Noveller
19 år siden
2Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Johnny, Johnny kom nu frem og syng. Råbene rystede salen og piger... [...]
Noveller
19 år siden
1Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Denne historie emmer af formidabel sex, god musik tilsat lidt ove... [...]
Noveller
19 år siden
1Lidt om kommunikation inde og ude
Jeg følger troligt tidens trend · og sender mangt en e-mail, · men nå... [...]
Rim og vers
19 år siden
1Lidt om at være et lille lys
Poeter tale ofte om morgensol og dug, · og at mennesket i universet... [...]
Rim og vers
19 år siden
0Mig og genierne
Et geni er en ener, og en ener kan være et geni. Det ved enhver k... [...]
Blandede tekster
19 år siden
0Ode to the International Traveller
It's Friday night, my god it's late, · I am standing by the airport... [...]
Rim og vers
19 år siden
0Lidt om salt, sildemad og æg
Hvis man ikke har salt til et æg. · Ja, så mister livet sit skæg, ... [...]
Rim og vers
19 år siden
0Lidt om rimende genier
Jeg kan li' at digte, gu' ved hvorfor, · det er så morsomt at rime,... [...]
Rim og vers
19 år siden
1Lidt om nationaløkonomi
Jeg læser i en lærebog, · der er vældig tyk og meget klog, · samt ked... [...]
Rim og vers
19 år siden
0A True Romance in King Kong Fu
An engineer of great renown · flew across the world to crown · a coll... [...]
Rim og vers
19 år siden
0Manden i Sydney - Efterskrift
På trods af alle odds lykkedes det Harris at redde livet den nat.... [...]
Romaner
20 år siden
0Manden i Sydney - Kapitel 28
Harris var ikke meget bedre faren end Alfred. Ganske vist fik han... [...]
Romaner
20 år siden
0Manden i Sydney - Kapitel 27
- Undskyld mig, jeg skal lige ud, sagde Alfred og lettede sig fra... [...]
Romaner
20 år siden
0Manden i Sydney - Kapitel 26
Harris modtog først dette budskab næste morgen. Han skumlede. Hvo... [...]
Romaner
20 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Karl Fr. Nielsen (f. 1941)
Det er jernhård vinter og svinekoldt, men der er et arbejde at udføre. Jeg er havnet på et mølleri i en lille landsby dybt inde i Tjekkoslovakiet. Her skal opstilles noget måleudstyr. Jeg har netop afsluttet kontrollen af apparaturet og nu skal der foretages en demonstration på stedet for en større forsamling nysgerrige.
   Der er ubehageligt koldt på den tredjeetage, hvor vi står. Siden der er tale om et mølleri og ikke en foderstofforretning, hvor det pågældende udstyr også står, er der relativt rent, men der er til gengæld ret koldt og temmelig støjende, så jeg må råbe, så højt jeg kan, for at man kan høre mig. Kun en mand ud af den halve snes, der maser sig omkring mig for at komme så nær det nye apparatur som muligt, kan så meget tysk, at vi kan kommunikere med hinanden. Jeg råber i korte afsnuppede sætninger for at spare så meget vejr og stemme som muligt.
   Tysk er som bekendt et godt sprog at råbe op på, men min hals vil ikke rigtig samarbejde, stemmebåndene bliver slidt i laser af Ich og ach, og flere gange er min stemme ved at kamme over af anstrengelse for at komme igennem. Heldigvis afføder hver sætning en strøm af diskussion på tjekkisk, som jeg er totalt afskåret fra at følge med i. Det er en langsom og sommetider meget irriterende affære, men det er der ikke noget at gøre ved. Alle er i øvrigt forstående og venlige for udstyret "spiller", vi har afprøvet det og det virker perfekt. Alligevel skal en masse mennesker instrueres så der er en garanti for, det også virker om otte dage, når jeg er rejst.
   Spørgsmålene flyver og sprogvanskelighederne tårner sig undertiden op, men ender gerne i forstående grin og skulderklap, for at forsikre mig om, at de er med og forstår alting. Jeg demonstrerer og forklarer, sommetider lettere desperat, når der er noget. Det er vanskeligt at få til at sive ind. Trods alt skal mit tyske oversættes til et andet sprog, og det tager en farlig tid, hvor det meste af tiden går med at stå afventende og høre på endeløse diskussioner.
   Omsider er ildprøven overstået. De forskellige arbejdere trækker sig tilbage til deres respektive jobs. Mølleren, hans næstkommanderende Fischer og jeg trækker os tilbage til et mere fredeligt kontor. Jeg har en svag mistanke om, at vi sikkert skal udbringe en enkelt skål eller måske to for at alt stadig vil virke i lang tid fremover.
   Fischer er en forstående mand, han griner hele tiden og er godt klar over, det er anstrengende at forklare under de betingelser, vi har haft til vor rådighed. Nu bestiller han kaffe, stærk og sød i småbitte kopper, hvor halvdelen af indholdet er kaffe, og hvis det ikke kan vække de slumrede livsånder, er der ikke meget der kan, og vi får os en opkvikkende kop kaffe, og en hyggelig sludder. Det ville imidlertid ikke være Tjekkoslovakiet, hvis der ikke skulle drikkes en skål på veludført arbejde. Vi kommer ind i møllerens kontor og sætter os. Fischer indikerer et eller andet udefinerbart med tommel- og pegefinger. Det er meget småt kan jeg se, til han med et grin viser, at det han tænker på sagtens kan blive større om nødvendigt. Jeg kender tegnet udmærket. Vi skal have et lille "bær". "Un petit un". Fejlen er bare, at "bærrene" i Tjekkoslovakiet sommetider kommer i melonform, men det er der ikke noget at gøre ved lands skik o.s.v.
   Vi får os et par solide glas. Fischer slapper også af nu, og det bevirker, at han og mølleren snakker på deres eget sprog henover hovedet på mig, der sidder og søber kaffe og blommesaft skiftevis.
   For dog at bidrage til konversationen siger jeg: - Er dette her ikke slivovits? Jeg har fået slivovits / østzonens blommebrændevin, masser af gange, men dette her bryg smager ikke helt som slivovits plejer. Jeg kommer atter ind i konversationen. Fischer forsikrer mig, at det absolut ikke er tilfældet. Her er skam tale om en slags cognac lavet lokalt. Jeg finder snart ud af, at det var en taktisk bommert, jeg begik, for nu skal jeg naturligvis også smage den rigtige vare. En flaske bliver på ingen tid skaffet frem af møllerens gemmer, og friske glas kommer på bordet.
   Fischer forsvinder og kommer lidt efter tilbage med et smørret grin og en anonym flaske i hånden. Den fremmede skal sandelig ikke sidde der og drikke noget industrielt fremstillet tyndt sjask, når han Fischer har et potent heksebryg lige ved hånden. Jeg skal omgående smage, så jeg kan bedømme, hvad der er bedst møllerens høkersprit eller Fischers hjemmebrændte, garanteret spritindhold mellem 50% og 60%. Jeg er i en slem kattepine, hvem skal jeg fornærme Fischer eller mølleren?
   Jeg kommer ud af forlegenheden på en synes jeg elegant måde. Jeg smager på begge typer og erklærer, at de er mægtig gode hver for sig.

De er tilfredse med mit diplomatiske svar og hurtigere end jeg kan nå at blinke med øjnene, står der to fyldte glas foran mig. Når det er så godt i, skal jeg da i hvert fald ikke sige, at de har ladet mig tørste.
   Mølleren og Fischer følger med mig i skålerne. Vi skulle egentlig have skrevet protokol. En bekræftelse på at firmaet overtager udstyret, men vi udskyder det til næste dag, jeg kan alligevel ikke komme ind til Brno i aften, så vi siger utra i kor og glemmer alt om den sag. Det betyder noget i stil med det spanske mañana og skåler i stedet for.
   Adskillige glas senere, bliver det så småt tid til at bryde op. Fischer insisterer på at følges med mig ned til en restaurant. Mølleren rejser sig og holder galant dørkarmen fast, mens jeg smutter igennem. Han pruster tungt gennem næsen, da vi går og jeg er ikke sikker på, hvem der har mest krav på støtte, ham eller dørkarmen, men det har faktisk også kun akademisk interesse, for Fischer og jeg skal ned og have en lille en til ansigtet for dog ikke at udtørre helt.
   Fischer trækker mig med ned på det lokale hotel. Das Kulturhaus har lukket, så der er ikke mulighed for at få andet end den føde, hotellet kan præstere, og det må indrømmes, at den ligger adskillige klasser under kulturhusets formåen. Det har imidlertid ingen nød. Der er masser af kartofler til at fylde op med, til gengæld næsten ingen kød, men det betyder ikke så meget, for det er af ret ubestemmelig karakter, og man skal være glad for en glad giver, og Fischer er meget charmerende særlig i vor nuværende tilstand.

Til gengæld er lugten fra et nærliggende lokum ikke så charmerende. Den trænger særdeles godt igennem til det bord, hvor vi har fået plads, men hvad pokker biksen lukker klokken ti, så vi skal ikke være der så længe.
   Her kommer mange af de lokale for at tæve i kortene, mens de konsumerer et ukendt antal halvliterglas af den gode øl fra Plzen, på tysk Pilzen, og her kommer de unge for at sidde og se hinanden dybt i øjnene eller hvad de ellers kan finde på. Her kan en kop kaffe strække over flere timer om pengene er små og ingen tager sig af det.
   Tobaksrøgen er tyk og larmen høj, stemningen er der ikke noget i vejen med. Jeg når ikke engang at få sagt nej tak til det andet glas øl, før det står på bordet. Jeg er ikke den store øldrikker, det fylder for meget i det lange løb, så er de hårde varer helt anderledes kontante og virkningen er på langt sigt den samme, skønt hjemmebrændt slivovits på over 50 % efter min ringe formening er bedre til vinduespudsning end til at drikke.
   Vi snakker om alt muligt mellem himmel og jord. Det har ikke den store betydning, ordene står ud af munden på os, men bliver opslugt af den almindelige larm, inden de har en chance for at forcere bordet.
   Det er over kaffen og den store cognac af ubestemmelig oprindelse, at Fischer foreslår vi bryder op, jeg giver ham evig ret. Det er en god ide, Jeg ser sengen på Hotel Slavia i et formildende skær. Værelset er bestemt ikke noget at prale af, men bare man er træt, kan hvad som helst bruges, og jeg kunne stå op og sove.

Fischer er også glad, fordi jeg giver ham ret i, at det er tid at gå. Han kender et helt eventyrligt godt sted, som jeg partout skal prøve.
   Her hjælper ingen kære mor, enten er man ude for at more sig, eller man er det ikke. Skulle en viking fra det høje nord måske ikke kunne stå for den tjekkiske gæstfrihed. Vi tager overtøjet på og går ud i de nattestille gader. Byen Kyjov er gået til ro, der er ingen på gaderne. Kong Vinter huserer. Det er hvinende koldt og sneen knirker under vore sko, da vi skrår over gaden og begiver os ned ad små sidegader, som jeg ikke engang anede fandtes, skønt jeg dog har opholdt mig her i byen flere gange.
   Kroen ligger meget afsides og på afstand ser indgangen dukkehusagtig ud. Det er et rigtig "nede-i-kælderen-sted". Et dunkelt rum, hvor stemningen har nået flere atmosfærer. Her er ikke noget pigtrådsorkester til at fortætte luften med støj. Man kan mageligt underholde sig selv. Der er selvfølgelig ikke plads at få, men Fischer er stedkendt, og hvor der er hjerterum --.
   Vi får plads hos nogle andre, der allerede sidder tæt sammenstuvede om et bord. Der er bragende varmt og luften kan skæres i blokke og køres væk om det skulle være. En kakkelovn for enden af vort bord sørger for den stegende hede. En af bordets gæsters iført en luvslidt frakke har fundet sig et godt sted i kakkelovnskrogen og er rejst til drømmeland. De andre drikker ufortrødent videre.
   Fischer forhører sig, om jeg er interesseret i lidt ost som biret til en pokal øl. Det er jeg så afgjort, min mave skriger efter noget solidt selv efter affodringen det andet sted. To store tallerkner med hver sin dynge klumpet roquefortagtig ost arriverer ved bordet sammen med et par solide humpler landbrød og endnu et par liter øl. Det tegner godt for en arme mands der allerede er trat, trat. trat.
   Her kan konversationen også kun udføres råbende. Jeg må give pokker i grammatikken. Hvis jeg skal gøre mig forståelig uden at blive hæs, må det ske kort og fyndigt uden at spilde tid med at opbygge større sætninger med verber og andet fint. Det går fortræffeligt. En mand overfor mig lytter lidt på, så rejser han sig og læner sig halvt indover bordet i min retning.
   - Er De tysker? Spørger han truende.
   - Nix Dansko, vræler jeg tilbage gennem larmen og røgen.
   En stor næve kommer over mod mig, men den er venligsindet, der sidder et halvliterglas i den.
   - Nastrovia hyler han, I var også besat af tyskerne under krigen ikke sandt? Jeg bekræfter, og pludselig hilser vi hele bordet rundt, tonen er på et øjeblik forvandlet fra De til du, Her er helt hyggeligt og historierne går. De fleste er meget ældre end jeg og har oplevet krigen.
   Det forklarer mandens opførsel fra før. Her havde man krigen inde på livet på en måde, vi aldrig lærte at kende i Danmark. I dette land var det, man havde en by ved navn Lidice. Jeg siger havde, for tyskerne udslettede den totalt under krigen, som hævn for et mord på en højtstående tysker, et mord udført af tjekkoslovakiske modstandsfolk. Man husker det endnu, og i dette øjeblik er jeg ikke i en af landets større byer, hvor man modtager udlændinge af alle slags med åbne arme.

Jeg er i hjertet af en lille by, som turisten aldrig ser, midt i hjertet af den lokale befolknings natteliv.
   Det bliver meget sent, før den sidste gæst er færdig til at forlade lokalet. Fischer og jeg er blandt de sidste. Fischer har stadig sit lune grin på og virker meget frisk. Jeg følger ham til bussen, klokken er to, og han skal hjem med den sidste bus. Der bliver tid for ham til at skifte skjorte, så skal han med den første bus tilbage til Kyjov for at komme på arbejde.
   Ikke en krone har jeg fået lov at betale af aftenens udgifter, og Fischer er flink og kammeratlig, jeg er hans gæst og ven, kun rimeligt at han inviterer og underholder mig på bedste måde, så skidt med, at lommen er lidt tom resten af måneden, og at der røg en nats søvn. Hvad skal man næsten sige til en sådan gæstfrihed? Tak virker af for lidt. Vi er ikke forvænte med den slags i Danmark,
   Morgenen kommer alt, alt for tidligt, og der er bitterligt koldt på mit værelse for petroleumsovnen er gået ud i nattens løb. Jeg forlader hotellet og stamper i fortovet ude foran. Min ånde står som en tåge i den hårde kulde. Gamle morliller i filttøfler og viklet ind i et utal af sjaler sjokker nedad gaden på vej ud i uransagelige ærinder.
   Der ligger en slags selvbetjeningsrestaurant på et gadehjørne. Her kan man for ganske få tjekkroner få alt, hvad hjertet begærer, undtagen måske lige en siddeplads og restauranten på hotellet har ikke åbent endnu.
   Morgenmaden består af en pølse af ubestemmelig oprindelse, og et par fedtede brød af lige så ukendt herkomst, samt et par småbitte kopper tyk tyrkisk kaffe, tyk og sød. Kaffegrumset ligger som et låg ovenpå kaffen. Med lidt forsigtighed kan man få sukkerstykker til at flyde på laget af grums. Jeg rører rundt og lader kaffen stå lidt, for at få det værste til at sætte sig. Kaffen her er god og stærk og virker forbløffende opkvikkende. Ikke sjældent bliver den efterfulgt af et par hår af hunden, en lille opkvikker, der på dette kolde og mørke tidspunkt selvfølgelig kun indtages rent medicinsk.
   Det er jerntæppehård vinter, og kulbunkerne ligger på gaderne parate til at blive stuvet af vejen i kældrene, når ejerne får tid. Kommer man udenfor hovedstrøget, der kun er på hundrede meter tværs henover et torv, hvor busserne vender er vejen kun et spor med frossen pløre.
   Jeg går med hænderne dybt begravede i lommerne nedad en sidegade, foran mig venter endnu en dags arbejde, men selvfølgelig først endnu en gang kaffe, for ligesom at få systemerne i sving. Ingen på kontoret eller i møllen er alligevel i stødet til at foretage sig noget, før dagens første kop kaffe på mølleriet er nedsvælget, så bagefter kommer arbejdet. Man har vel sans for en fornuftig prioritering.
   Jeg møder Fischer. Jeg har et par timers søvn bag mig. Han har overhovedet ikke været i seng. Vi stikker hinanden på poten og siger tak for i går i kor. Han har sikkert ligeså stort hoved på som jeg, men vi sætter begge en ære i ikke at vise det, og i at lave et godt stykke arbejde den dag også. Skulle to gæve gutter måske lade sig anfægte af lidt nattesold.
   En ny dag er begyndt.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/10-2003 13:22 af Karl Fr. Nielsen (Andrew) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 2514 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.