Min næse blev overvældet af de mange dufte som omgav mig. Stegt kylling, paneret kylling, friturestegt kylling, der duftede virkelig meget af kylling. De lavede også mange andre ting på restauranten, men måske var det fordi jeg selv lige havde bestilt kylling, at det kun var det jeg kunne dufte.
   Jeg løftede hovedet og kiggede på Mikkel. Han sad med hovedet begravet i sin mobil, han var så nuttet når han så helt seriøs ud. Hans hår sad også ekstra godt den dag, det var mørkebrunt og helt kort i siderne. Måske var det for min skyld at han havde sat der sådan. Han var smuk, han var manden jeg elskede.
   "Hvem skriver du med?" Spurgte jeg dumt. Jeg kendte allerede svaret.
   "Ida," svarede han uden at kigge op.
   "Okay," sagde jeg og kiggede rundt i restauranten.
   "Vi læser op til eksamenen sammen, jeg skal nok hen til hende imorgen aften." Jeg kiggede over på Mikkel igen som også så på mig. Jeg nikkede bare med et smil.
   "Du arbejder hårdt, jeg er sikker på at det kommer til at gå godt."
   "Her er Deres drikkevarer," sagde en høj tjener og afbrød vores samtale. Han satte derefter et glas rødvin ved hver vores tallerken, "ønsker De andet må de endelig bare sige til." Der var en akavet tavshed ved bordet og jeg sparkede forsigtigt til Mikkel.
   "Åh," sagde han forskrækket og opdagede hvad der foregik, "ja, tak for Deres hjælp." Han var endnu mere sød når han virkede lidt konfus. Jeg sendte ham et kærligt smil hen over det lille to mands bord.
   Jeg mærkede pludselig en kølig brise suse ned under bordet og vifte lidt til min kjole. En tjener måtte have åbnet døren lige i nærheden. Jeg børstede let og elegant min kjole på plads igen. Det var en halvlang kjole med tynde stropper, men man kunne sagtens bruge den her om vinteren hvis bare man havde en cardigan udenpå. Uanset hvad stod jeg fast, det var den kjole jeg skulle have på. Jeg kunne stadig huske da jeg valgte den. Det var den sommer jeg skulle på date med Mikkel for første gang.
   "Er du nervøs for i aften," sagde Mille, min bedste veninde, i telefonen.
   "N... Nervøs? For hvad dog?" Svarede jeg mens jeg gik ned af gaden.
   "Altså du har været forelsket i Mikkel siden 4. Klasse og nu hvor du endelig turde spørge om han ville på date med dig, så sagde han faktisk ja. Alt afhænger af den her aften."
   "Mille,"
   "Ja søde?"
   "Du hjælper mig ikke rigtigt."
   "Åh, du har ret, undskyld Camilla."
   "J... Jeg klarer den, ik?"
   "Jo selvfølgelig klarer du den! Jeg har selv sminket dig og hjulpet med at finde kjolen. Tro mig, du er enhver ung fyrs drøm!"
   "Tak, jeg er her nu."
   "Held og lykke, kys kys!"
   "Kys kys," svarede jeg og lagde på.
   Det var Mikkel som havde valgt restauranten. Han havde bare sendt adressen i en besked hvor der stod "kl 19, tag noget pænt på." Jeg kiggede på min reflektion i vinduet. Mille havde gjort et godt stykke arbejde, jeg kunne knap nok kende mig selv.
   "Camilla?" Jeg vendte mig om og så Mikkel stå overfor mig med munden på vidt gab. "Waow, bare... Waow. Du ser fantastisk ud." Jeg kunne slet ikke komme på noget at svare. Han tog fat i min hånd med et smil der fyldte hele hans ansigt, og vi gik ind på den lille hyggelige restaurant.
   "To stykker kyllingefilet og en bøf bearnaise til det yndige par." Jeg kiggede op på tjeneren med et sæt og huskede pludselig hvor jeg var. Jeg smilede venligt til tjeneren mens hun satte tallerkenerne foran os. Det var en ung kvinde, nok sidst i 20'erne. Hun var utrolig smuk at se på.
   "Mange tak," sagde jeg til hende.
   "I siger bare til hvis i mangler noget."
   "Det skal vi nok." Jeg kiggede over på Mikkel. Han havde taget mobilen i lommen og var begyndt at spise maden.
   "Jeg bliver aldrig træt af maden her," sagde jeg så hvorefter jeg skar et stykke kylling ud og tog det i munden. Mikkel nikkede.
   "Det er sandt." Han sendte mig et lille smil hen over bordet. Hans smil kunne feje benene væk under enhver pige, og det gjorde det også.
   Mens vi sad der og nød vores mad i den hyggelige restaurant, begyndte jeg pludselig at lægge mærke til et par som sad i den anden ende. Det virkede til at deres samtale blev mere og mere hård og voldsom og det var næsten umuligt ikke at høre hvad de snakkede om.
   "Hvorfor skal du altid være sådan her? Kan vi ikke for én gang skyld bare sidde og nyde en middag sammen, UDEN at skændes!" sagde kvinden til manden der bare sukkede dybt.
   "Det kunne vi nok godt hvis du kunne lade være med at bringe emner op, du ved vil skabe en dårlig stemning."
   "Helt ærligt! Du ved jeg kommer dårligt ud af det med din søster og alligevel giver du hende lov til at bo ved os en hel uge."
   "Det er én uge, tror du ikke du kunne tilsidesætte dine behov bare en lille smule og vise lidt venlighed overfor andre."
   "Jo Søren, men problemet er at din søster ikke kommer til at bo ved os en uge, hun bliver længere og længere tid. Sådan er hun altid, og hun betaler ikke husleje eller giver et lille bidrag til mad eller så meget som hjælper med opvasken. Hun er en forkælet møgunge! Men det ligger vel til familien."
   "Hey! Var din mund, jeg hjælper til derhjemme."
   "Ja, du hjælper til med at bruge penge, det er du så sandelig god til."
   "Jeg køber kun hvad vi har brug for, det er ikke alle som er vokset op med forældre som ik gad arbejde for føden og lod børnene leve af rester fra den bagerste del af køleskabet." Da de ord gik over mandens læber rejste kvinden sig op med et vredt udtryk i øjnene.
   "Nogengange så hader jeg dig virkelig," sagde hun i et roligt toneleje.
   "Hvad vil du..." I det samme øjeblik tog kvinden sit glas og holdt det op over hovedet på manden.
   "Det gør du ikke!" Sagde han med øjne helt fastlåst på kvinden, men der tog han fejl, for hun vendte, uden tøven, glasset på hovedet så vandet væltede ned over hovedet på ham. Der lød et stort plask og alle i restauranten vendte sig om for at se hvad der skete.
   Selv drejede jeg hovedet den anden vej for at se på Mikkel. Han sad og grinede af det uduelige kærestepar og jeg grinede med ham. Hvor var det dejligt at vi aldrig skændtes på den måde. Aldrig vrede på hinanden eller uenige om noget, jeg tror aldrig nogen af os havde hævet stemmen overfor den anden.
   Jeg husker hvor glad jeg var da vi begyndte at bo sammen. Jeg fik lov til at være det første Mikkel så når han stod op og det sidste han så om aftenen, i hvert fald for det meste.
   "Camilla, du skal ikke vente oppe på mig i aften, jeg skal arbejde med min gruppe på vores projekt og det ender nok med at jeg overnatter derhenne." Jeg kiggede sørgmodigt over på Mikkel som sad i sofaen, men sørgede for hurtigt at sende ham et smil.
   "Det er helt i orden, skriv engang i mellem hvis du har lyst, jeg savner dig altid sådan når du er væk." Mikkel smilede også til mig og gik hen til mig.
   "Du er sød," sagde han og gav mig et kys på panden.
   "Hvem er i din gruppe? Nogen jeg kender?" Spurgte jeg så.
   "Ja du kender jo Niels, men jeg tror ikke du har mødt Ida før."
   "Nej det har jeg ikke, men hils dem alligevel."
   "Det skal jeg nok. Hyg dig i aften." Jeg nikkede til ham og vinkede så farvel inde fra køkkenet. Det føltes altid som om der lagde sig en tung sten på mit hjerte når Mikkel ikke var hos mig. Men det var vel sådan man havde det når man var forelsket.
   "Er i klar til at betale," sagde tjeneren som endnu engang formåede at forskrække mig ud af mine tanker.
   "Ja," svarede Mikkel og begyndte at lede efter sin tegnebog. Jeg kunne ikke lade være med at blive varm indeni. Han betalte altid for maden når vi var på en date, han spurgte ikke engang om han skulle, han gjorde det bare. Der fandtes ikke mange som ham.
   "Klokken er ikke så mange, skal vi bare gå hjem?" spurgte Mikkel mens han kiggede på sit ur. Jeg nikkede til ham og vi begyndte at gå ned af gaden. Der var langt hjem, men vi nød begge stilheden og den behagelige følelse der var ved at gå rundt i en rolig by. Hans skridt var langsomme og lydløse, han havde ikke travlt med at komme hjem. Han tog sig altid god tid til alting.
   "Se," sagde jeg og pegede ud over fjorden, "solen er ved at gå ned, har du lyst til at blive stående og se det?" Mikkel nikkede og vi lænede os begge to op af Limfjordsbroen, mens vi kiggede ud mod horisonten. Det lignede en sammensmeltning af røde og gule farver som oplyste hele himlen og genspejlede sig ned i det rolige vand, et mesterværk fra Guds side. Pludselig lagde Mikkel sin hånd på min og alt gik i sort.
   "Mikkel?" Råbte jeg inde fra stuen.
   "Ja," svarede han med sin rolige stemme.
   "Ida bliver ved med at skrive til dig, du må hellere svare." Mikkel kom med det samme susende ind i stuen og rakte ud efter sin mobil. Han fik øje på de beskederne som han vidste jeg også havde set.
   "Skal jeg være nervøs?" Spurgte jeg med et forsigtigt smil.
   "Nej, nej selvfølgelig skal du ikke det! Ida er lidt frisindet, men hun mener aldrig noget seriøst med det." Jeg kunne se på Mikkel at han virkede rolig nok. Jeg var virkelig en forfærdelig kæreste at betvivle ham på den måde. Hvis han sagde der ikke foregik noget, hvorfor blev jeg så ved med at blive nervøs. Hvorfor gjorde mit hjerte ondt hver gang han tog hen til hende. Hvorfor troede jeg ikke på ham når han sagde at Niels også overnattede hos hende. Hvorfor? ... Hvorfor.
   Mikkel fjernede igen sin hånd fra min og jeg vendte igen tilbage til virkeligheden og Limfjordsbroen og den smukke solnedgang som jeg så foran mig. Mikkel havde nok fjernet hånden fordi han gerne vil til at gå igen, men jeg blev stående der. Efter kort tid vendte han sig om og fik øje på mig.
   "Mikkel," sagde jeg og løftede mit hoved, "lad os slå op."
   Vinden blæste voldsomt forbi os begge og fik Mikkel til at løfte armen op foran hovedet. Alt drejede rundt og stod stille på samme tid. Afstanden mellem os virkede pludselig alt for tæt på og alligevel langt væk. Jeg kunne se på Mikkel at han så forbavset ud, men langsomt begyndte et kærligt smil at danne sig på hans ansigt.
   "Okay" sagde han med tårer i øjnene.