Det sker skam hver dag...
...der dukker en baby eller en lille hund op ved siden af moster Gurlis 80 års fødselsdag. En gammel motorcykel skal på træf, så bliver den og de andre historier -I like- eller kommenteret i et væk.
Vi er på Facebook. Det der cyberspace sted hvor vennerne er der med utallige opmuntringer and go for it. En del af dem var endda rigtige venner engang, sådan i det virkelige liv. Ja det er rigtigt...de sad lige overfor mig og nød en øl. Det var helt almindeligt i gamle dage.
Nu går der dage, uger og år før vi ses...aftaler er nemme, at love hen over Facebook, men svære at indfri i det virkelige liv. Jeg kommer også til at love for meget gennem Facebook...til gengæld god til at aflyse/afmelde og undskylde i god tid.
Jeg lagde for en rum tid siden en artikel om vrede på Facebook og gav denne en personlig kommentar med på vejen. Det var en spændende artikel om den dyriske vrede, set gennem evolutionen...men den fik ingen kommentarer eller -I like-. En artikel om viden, som burde appelere til alle. No!
Tænker på, om jeg lagde en ansøgning ud på Facebook..feks. Rigtige venner og ikke mindst, kærlig familie søges til virkelige og lejlighedsvise besøg hos hinanden... også de spontane overraskende franske visitter, hvor der skal undskyldes for manglende indkøb af kaffe og der kun er to kælderkolde...så deler vi, så tager vi dem... besøg!
Gud hvor jeg savner dem.
Både besøgene og vennerne, fordi de kom forbi af lyst og interesse for en anden person og disse besøg udviklede sig ofte til spontan madlavning og snak til langt ud på en hyggelig aften.
Gud hvor jeg savner, et håndskrevet fødselsdagskort, en lille gave, et rigtigt knus til Tillykke på min fødselsdag...nu kommer der hundredevis SMS med et kort Tillykke...og tomme standard skrivelser, fyldt med grimme illustrationer på Facebook med ønske om en god dag sammen med familien...hvilken familie? Luft!...familien sender endda de samme skrivelser.
Har ved min Gud brugt meget energi på i mit liv, at komme forbi, også uanmeldt, små gaver, rigtig ringe op, sende kort med frimærke på... og alt det føles som en kamp der ikke nødvendigvis skal vindes, men så give mening...det der som oftest kommer retur er ...luft...og jeg griber pr. automatik ud efter lattergassen. HA...HA...HO...
Hvorfor skriver jeg dette?
Jeg er bange for, at facebook skal blive mit liv. Livslinien. Snart ved at være ældre, væk fra det Guddommelige arbejdsmarked og mit fysisk aktive liv er ikke det samme mere. Prøver at være med alle steder i det virkelige liv, men kører træt på flere planer. Der kommer ikke så meget igen, af disse -være på- aktiviteter, som jeg kan tage med mig hjem og varme mig ved, som en god oplevelse...de føles langt mere hule, når de skal pakkes ud. Luft.
Kan mærke lugten af ensomhed før mulde. Min krop ryster med tanke på jordens kulde.
Hvor mange vil i fremtiden foretrække duften af muld på kirkegårdens fællesurne område, før tid?
Ikke vigtig i livet, ikke vigtig i døden...ikke til besvær...ned til alle de andre. Sagen lukket.
Er livet bare sådan en gang...luft?
Det vil jeg give en tanke, før jeg bliver hindret og handlingslammet.