Ole Høst havde kørt op og ned ad A35 fra Mulhouse til Strasbourg som vinindkøber for danske dagligvarebutikker, lige siden han var fyldt 25 år. Derfor kendte han alle, som var værd at kende, når det gjaldt vin fra Alsace. Men efter snart 40 år havde han nu besluttet sig for at gå på pension.
   Det havde været et stort spring for ham at starte med at købe vin op i så ung en alder, uden at han havde været i området før. Den eneste tilknytning til Frankrig han kunne komme i tanke om, var at der blandt hans aner var en fransk adelsmand, som var flygtet til Danmark under den Franske revolution.
   Derfor var det kommet bag på ham, at han allerede dagen efter han var kommet til Alsace, havde han følt at han var kommet hjem. I de første år herefter tog han sig selv i at kunne forudse udseendet af landskaber og kirker før han nåede frem til dem rundt om det næste vejsving. Men da han for snart 10 år siden var kørt forbi et gammelt nonnekloster i området nordøst for Barr, var det syn han så alligevel kommet fuldstændigt bag på ham. Ved foden af klippen under klostret, lå der et gammelt hus som han straks genkendte. Huset så ud til at være meget gammelt og lignede et hus fra et eventyr.
   I årene herefter kørte Ole ofte forbi huset, og da han et par år senere kunne se, at huset var på vej til at forfalde, fik han straks en følelse af, at han måtte beskytte det. Da huset så var blevet sat til salg for et år siden, havde han og hans franskfødte hustru Colette straks købt det. Ole havde spurgt sælgeren om han vidste noget om huset, men han havde blot svaret, at den gamle dame han havde købt af, længe havde ventet på at en bestemt køber som skulle have huset dukkede op, men at hun nu ikke kunne vente længere.
   Gennem nogle venner havde de fået navnet på et tømrer- og snedkerfirma, som var kendt for at restaurerede kirker og klostre. Seks måneder senere havde firmaet været færdige med en nænsom restaurering.

Ejeren af tømrer- og snedkerfirmaet hed Jacques Renbien. Han var tredje generation i firmaet, ungkarl og et kendt ansigt i byens natteliv. Ole brød sig ikke særligt meget om ham. Da Jacques sammen med Ole gennemgik de reparationer og ændringer som skulle laves på huset, sagde Jacques, at Ole meget hellere skulle rive huset ned og lade ham bygge noget nyt og smart. Efter hans mening var huset ikke ret meget værd. Samtidig fortalte Jacques nu Ole, at alle i området kaldte huset for "Villa Vinter," fordi det altid var koldt.
   Colette og Ole var dog godt tilfredse med det færdige resultat. Jacques svende var dygtige håndværkere. Colette gik nu i gang med at indrette huset, og med inspiration fra traditionel japansk indretningskunst, fandt hun en fin balance til husets materialer - skiffer og træ.
   Colette og Ole glædede sig til, at fordybe sig i deres interesser. Ole vidste at han nu ville få tid til at fordybe sig i sine interesse for vin, musik og litteratur. De trylletricks han ind imellem havde kunnet lokke børnebørnene, som ellers altid hang i Colettes skørter, til sig med, ville han også gerne blive bedre til.
   Desuden havde Ole længe haft lyst til, at finde ud af årsagen til, at han kunne genkende områder og steder rundt om i Alsace. Hans underbevidsthed havde allerede forbundet hændelserne med en drøm, som han havde haft kort før han blev 21 år. Drømmen havde været så livagtig, at han havde følt den som virkelig. I drømmen havde der stået en munk foran ham med hætten fra munkekutten trukket så langt frem, at han i halvmørket ikke havde kunnet se hans ansigt. Munken havde rakt ham en nøgle og sagt "Mist den ikke".
   Han huskede stadig tydeligt nøglen, som han havde set den i drømmen. Den del man holder ved var støbt i bronze, og var ca. 4 x 4 cm og lidt mere end 1 cm tyk. Den øverste kant var aftrappet i to trin, og røret som man stikker ind i låsen var bøjet. Midt på nøglens ene flade var der et lille relief af to munke, som sad bøjede mod hinanden i bøn. På den anden side var der tegnet et lodret kryds med guld.
   En dag da Ole havde været inde i byen. Gik han ind og lånte en bog om Den hellige Gral. Han opdagede nu, at Gralsfortællingen var tæt knyttet til Alsace. Det fik ham til igen at tænke på, om den nøgle han havde drømt om fandtes i virkeligheden. Måske lå den endda allerede på et af de mange museer som var i området.
   Ole begyndte nu systematisk at lede efter nøglen. Drømmen havde været så virkelig og nøglen så detaljeret, at han var overbevist om, at den måtte findes. Men efterhånden som antallet af ubesøgte museer blev færre uden at nøglen var dukket op, havde han efterhånden mistet modet.

Jacques havde ret. Huset var meget koldt på trods af, at håndværkerne havde tætnet ydervæggene. Når det var værst, føltes det som en kold vind der gik igennem alle rummene.
   En morgen da de igen vågnede til et koldt hus, foreslog Ole Colette, at de i stede for at blive i huset tog ud til et lille museum, som han havde overset. Den formiddag var der ikke andre besøgende. I et af rummene fik Ole øje på en afspærret montre med små hverdagsting fra middelalderen. Da Ole fik øje på en af de ansatte som var i gang med at udskifte nogle af tingene deri, spurgte ha ham om der var fundet nye småting fra middelalderen. Manden var meget venlig, og viste sig at være museets direktør Guy Fauchette, Han fortalte dem, at museet havde mange andre småting fra middelalderen, men at der jo skulle være plads til lidt af alt af det som museet ejede.
   Guy fortalte nu at museet havde en del andre nøgler, og Ole spurgte om det var muligt at få lov at se dem. Ole forklarede at han engang havde drømt om en nøgle, som han var sikker på eksisterede et eller andet sted. Guy svarede, at den drøm kendte han godt, men at der i hans drøm var en stejlende Ferrari hingst på nøglen og at han i øvrigt gerne måtte se nøglerne.
   Guy viste dem herefter ind i et lille mødelokale og hentede en kasse fra museets depot. Men selv om de småting som lå i kassen lå i flere lag, kunne Ole straks se, at den nøgle han ledte efter ikke var deri.
   Guy fulgte dem nu til døren og da han kunne se Oles skuffelse, spurgte han dem derfor om, om de var kørt langt for at komme til museet. Men da Ole fortalte ham hvor de boede svarede Guy:
   "Åh - så det er jer, der har gjort Villa Vinter så fint i stand. Ja ham som ejede huset før jer, gjordet ikke huset noget godt. Han var ikke noget kulturelt mennes . . . Hov jeg står og kommer i tanke om noget. Dagen før den gamle dame, som boede i huset før ham i købte af, kom på plejehjem, kom hun her til museet sammen med sin datter. De havde en skotøjsæske med, med forskellige småting som de havde fundet i og omkring huset. Ting som den gamle damen ikke mente, at den nye ejer ville forstå at værdsætte."
   Ole blev nu meget ivrig, og gik straks tilbage til det lokale, som de lige havde været i. Imens hentede Guy skotøjsæsken, stillede den på bordet og åbnede den. Ole kiggede ned i æsken, og Guy spurgte ham, om den nøgle han søgte var deri. Men Ole svarede ikke. Han stod som forstenet med blikket stift rettet ned i æsken.
   Ole havde kigget ned i æsken og set den nøgle han havde ledt efter så længe ligge nede på bunden. Først efter flere minutter kom Ole til sig selv igen. Guy som havde iagttaget Ole i tavshed, spurgte ham nu, om han havde oplevet noget ved at se nøglen. Men Ole svarede, at han havde været så overrasket over endelig at finde nøglen, at han var blevet helt stum.
   Ole fik nu lov til at fotografere nøglen, og han lavede også et kalkeret aftryk ved at køre en blyant hen over et stykke papir med nøglen som underlag. På samme måde som han havde gjort med mønter som barn.
   Da Colette og Ole var kommet hjem, spurgt Colette ham om hvad der var galt. Hun havde troet, at han ville være lykkelig over, endelig at have fundet den nøgle, som han havde ledt efter så længe. Men under hele hjemturen havde han ikke sagt et ord, eller svaret på et eneste af hendes spørgsmål.

Nu fortalte Ole hende, hvordan han, i det øjeblik han havde set nøglen, havde mærket omgivelserne forsvinde. Han havde været i stor bygning som en stald eller en lade.
   Colette afbrød, og spurgte ham hvorfor han ikke havde fortalt Guy det og Ole svarede, ar det kom han til.
   Det havde været sidst på natten og rummet havde været halvmørk og fyldt med munke som bad, bevæbnede mænd som gjorde sig klar til at møde en fjende, som var på vej, stalddrenge med heste og mange andre som løb rundt i forvirringen.
   Igen havde han set munken stå foran ham, som i den første drøm. Munken, som havde hætten fra munkekutten trukket så langt frem at han ikke havde kunnet se hans ansigt, havde rakt ham nøgle. Men denne gang var drømmen fortsat.
   Da han i drømmen havde set, at nøglen var skæv, havde han taget fat i den for at prøve at bøje stangen så den sad lige. Men munken havde nærmest skreget "Nej - det må du aldrig gøre. Den som gør det dør straks. Skynd dig væk nu. De er kommet tættere på, og vil snart være her. - Mist ikke nøglen."
   Ole havde mærket sin angst og vidst at han ikke kunne stole på nogen. Derfor havde han kastet et hurtigt blik rundt i lokalet inden han flygtede. Han så nu, at der blandt de munke som knælende i bøn med bøjede hoveder bagerst i lokalet, sad en og stirrede på ham. Munken havde dog straks skjult sit ansigt ved hurtigt at dukke sig. Men i et kort øjeblik var deres blikke mødtes, kun lige netop længe nok til at Ole halvt havde kunnet se -, halvt havde kunnet fornemme munkens ansigt. På trods af, at ansigtet havde været fortrukket i et uhyggeligt skadefro grin, havde Ole genkendt det.
   - Det var museumsdirektøren Guy Fauchettes ansigt han havde set under hætten.
   Ole flygtede nu ud i mørket, men så snart han var ude, klatrede han op til en lem i taget. Herfra så han nu munken med det skadefro grin tale med en bevæbnet mand som var klædt i sort. Munken fægtede med armene i stor ophidselse. Han pegede i den retning Ole var løbet og derefter på en stor hund. Ole klatrede ned, og begyndte at løbe væk fra stedet. Da han nåede til et bredt vandløb, fortsat han et lille stykke hen over vandløbet. Derefter løb han tilbage og løb et lille stykke ned ad vandløbet, inden han fortsatte op ad vandløbet ude på midten.
   Da han lidt senere løb forbi nogle piggede frøkapsler, knækkede han nogle stykker af i farten og brækkede piggene af dem. Stadig i fuld løb, fandt han et stykke pølse i sin madpose. Han pillede et stykke ud i midten med en finger og puttede piggene ind i hullet inden han lukkede det igen. Pølsen lod han ligge på en flad sten.
   Han begyndte at tælle mens han løb og stoppede først da han efter en tid kunne høre en hund som hylede højt. Lidt efter nåede han frem til en stejl klippeside hvor han hurtigt fandt en stor flad sten i kanten af en tæt bevoksning op ad klippen. Han begyndte igen at tælle mens han skubbede stenen til side, og åbnede en lem under den. Lemmen førte ned til et lille kælderrum med små hvælvinger. Her fjernede han nogle af stenene i gulvet, og lagde nøglen ned i sandet under dem. Derefter lagde han stenene tilbage, og krøb ud i halvmørket. Han sikrede sig, at den flade sten lå som den skulle, fandt nogle sten i størrelse med nøglen og begyndte at løbe så hurtigt han kunne, væk fra sin forfølger. Han havde kun talt under en fjerdedel af det han tal han var nået til før han kom til kælderrummet. En tid efter, da han hørte, hunden nærme sig, og samtidig var sikker på, at hans forfølger kunne se ham i det første morgenlys. Begyndte han at kaste sten ud til begge sider imens han løb.
   Ole huskede herefter kun, at hans forfølger til sidst havde indhentet og fanget ham, og forlangt at få nøglen. Men da han sagde, at han havde smidt den væk var alt blevet sort omkring ham.

Et par dage senere vågnede Ole midt om natten. Han mærkede straks kulden og halvt i søvne rejste han sig, tog sit tøj på og gik ud i gangen. Her åbnede han lemmen ned til kælderen og gik ned til oliefyret. Det kørte som det skulle, men han kunne mærke at der trak kold luft ind i kælderen.
   Kælderen var meget gammel. Endnu ældre end huset ovenpå, Den var lavet med søjler og små hvælvinger og hver af de vægstykker som var muret op mellem den yderste række af søjler, var ikke større end en lille dør. Ole mærkede at det trak ovre fra den væg som vendte ind mod bjerget. Da han holdt sin hånd ind mod væggen og gik frem og tilbage foran den, mærkede han at det trak ind rundt langs kanten af et af vægstykkerne. Ole var derfor sikker på, at det måtte være en skjult dør. Han gav sig nu til at lede efter et håndtag, men lige meget hvor han ledte, trykkede eller skubbede fandt han intet. Ikke engang et nøglehul var der. Til sidst måtte han opgive.
   Så snart Colette vågede, fortalte Per hende, at han havde fundet ud af hvor den kolde luft kom fra, og at det stykke kældervæg som det trak fra, måtte være en skjult dør. Colette blev straks bange for, at nogen havde fri adgang til huset fra den anden side. Men Ole viste hende både stålbjælkensom holdt lemmen til kælderen på plads, og den lås som hørte dertil, og de var både store og kraftige.
   Ole fandt nu billederne af nøglen og det kalkerede aftryk han havde lavet frem. Han kendte en kunstner, som lavede små skulpturer i bronze. Sammen brugte de nu hele dagen på at lave en nøjagtig kopi af nøglen. Da det blev aften var de stadig ikke helt tilfredse, derfor fortsatte de dagen efter.
   Først ved slutningen af den anden dag var de tilfredse. Men da kunstneren ville sætte stangen fast i hullet i bronzen, kunne han se, at han ikke ville kunne bøje den uden at ødelægge bronzen. Derfor lavede han en stang i bly, så Ole kunne bøje den så meget han havde lyst til. Til slut lavede kunstneren krydset på nøglens bagside med guld. Nu havde Ole en nøjagtig kopi af nøglen.
   Næste dag var der flere ting Ole først skulle have ordnet. Derfor kom han først ned i kælderen om eftermiddagen. Han begyndte han nu at lede efter et nøglehul eller et håndtag. Men han fandt ikke noget. Han tænkte, at væggen måske kun kunne åbnes fra den anden side, eller at der måske var et håndtag, som først skulle trykkes ind, inden den kunne åbnes.
   Nu kom han til at tænke på, at hvis væggen kunne åbnes, måtte der være noget jern et eller andet sted. Derfor hentede han en lille kraftig magnet, og kort tid efter opdagede han, at et stykke af en af de øverste fuger var af jern, men at det ikke havde kunnet ses fordi jernet havde fået farve af rust og kalk.
   Nu måtte Ole beslutte sig til om han var parat til, at åbne den skjulte dør. Godt nok var han forfærdelig spændt på at se hvad der var bag den, men Collette var kørt ind til byen og han var derfor helt alene, så ingen ville kunne hjælpe ham hvis noget gik galt. Døren havde sikkert ikke været åbnet i mange hundrede år, og det eneste han vidste, var at der måtte være koldt derinde.
   Efter at have stirret på døren i 10 minutter, tog han en stor skruetrækker og en hammer. Han holdt skruetrækken imod den ene ende af metalfugen, mens han slog på enden af håndtaget med hammeren. Der skete intet. Så holdt han skruetrækkeren imod den anden ende af fugen og slog på den med hammeren.
   Der lød et "klik", og det lille stykke væg, åbnede sig nogle få centimeter. Den kolde vind blæste en masse støv og spindelvæv ind i kælderen. Ole stillede sig nu hen foran døren, og skubbede den til side med sin skulder. Han hentede lygten og lyste ind gennem åbningen, men han kunne ikke se noget for støv og skidt. Han gik tilbage efter en kost, og begyndte at feje spindelvæv og skidt ned, for at kunne se hvad der var bag døren.
   Da han var færdig, tog han igen lygten og kiggede ind i hullet. Han så ind i en gang som var hugget ud i klippen, ca. 1 m bred og 1,80 m høj. 10m inde i gangen, så han en kraftig jerndør med svære hængsler. Ole kunne ikke se noget håndtag eller nøglehul i døren. Men da det nu var blevet sent, og Colette ikke vidste hvad han lavede, besluttede han at vente til dagen efter.

Telefonen ringede hos Jacques Renbien. Det var museumsdirektøren Guy Fauchette.
   "Ham Danskeren som du renoverede huset for, var her på museet i går. Jeg tror han føre os til den guldskat jeg har fortalt dig om. Han har drømt om nøglen for mange år siden, og jeg fik ham til at tro, at det var en tidligere ejer som havde afleveret nøglen på museet. Jeg puttede den nøgle du fandt under gulvet der hvor jeg havde sagt du skulle lede, ned i en kasse med småting fra et af museets udgravninger."
   "Nå så han er Dansker. Dengang du fortalte mig hvor vi skulle lede efter guldskatten i hans kælderen, fortalte du mig, at din familie havde pint oplysningerne ud af en adelsmand under revolutionen. Jeg kan huske at du sagde, at de havde sluppet ham fri, fordi de vidste at hans egne ville dræbe ham for at have røbet hemmeligheden, men at han lige netop nåede at flygte til Danmark inden."
   "Ja, ja, men når jeg ringer til dig nu, så er det fordi jeg nu ved, at den nøgle du fandt under gulvet skal bruges til at låse op ind til guldskatten med. Du er nødt til at gøre dig klar nu. Jeg kommer når det er blevet mørkt. Skal vi have fat i guldet, skal det være nu inden danskeren eller andre opdager hvor skatten er. Vi er nødt til at maskere os, og optræde som almindelige røvere og du må skaffe en bil som ikke kan spores til os. Er det en aftale?"
   "Ja, men deler vi så lige over denne gang. Der kan da ikke blive ved med at være så mange udgifter at jeg ikke kan få bare i nærheden af halvdelen".
   "Ja, ja, denne gang deler vi lige over og der er rigeligt til os begge".
   Guy Fauchette lagde røret på, og sagde højt "Guldskat - hà. Hvor dum har man lov at være - tåbe og taber." Så løftede han igen røret, og trykkede et nyt nummer.

"Nådige mørkets Mester. Jeg, Guy Fauchette, deres ydmyge tjener, har genfundet Kristi Praeputium domini, som ikke har været synligt på astralplanet siden gralsridderne lod søstrene i St. Odille klosteret beskytte det."
   "Er det sandt? - Er det endelig genfundet? - Hvordan?"
   "Lige siden synet til relikviet forsvandt, har ridderne skjult det bag et uindviet menneske, som har vogtet det uden selv at være vidende derom. Ved et rent tilfælde kom tåben til mig."
   "Endelig, endelig. Praeputium domini. Er det sikker at det er fra den første omskærelse. Det er væsentligt. Præparatet skal være det tidligst mulige. - Det må og skal være den sidste jordiske rest af stof fra før Lucifer med sit æble fik menneskene smidt ud af den guddommelige verdensorden. Så snart vi får den sidste rest af stof fra før syndefaldet smittet, vil mennesket ikke kunne vende tilbage. Vi må og skal have fat i den så Kristus ikke gør menneskene til en flok ynkelige og svage kærlighedsvæsener. Først når relikviet er blandet med drageblod, vil mennesket igen blive stærkt og tjene Mørkets Fyrste så han kan herske over Jorden. Alle vil snart få hans magt at føle og frygte ham og os som hans tro tjenere."

Den næste morgen fandt Ole de bøger han havde lånt om Gralen frem. Efter flere timer og adskillige sider på Internettet opdagede han, at de gralskristnes mest betydningsfulde relikvie som bestod af blod og hud fra Jesu omskærelse, var kommet til St. Odille kloster som lå på toppen af klippen lige over ham, i begyndelsen af det 9. århundrede.
   Dengang kristendommen blev udbredt i Europa, herskede Karl den Stores over de fleste af landene. Kejser Karl undgik da heller ikke, at møde den ondskab, som hjælpes af godheden og retfærdigheden gennem løgnen. Kejser Karl havde to hold af rådgivere. Ét hold fra den romerske kirke og ét hold af gralskristne. Blandt den romerske kirkes rådgivere var der to munke, som tjente Mørkets Fyrste, og som ønskede magt over Kejser Karl og dermed det blodsrelikvie som han ejede. Derfor anklagede de den mest fremtrædende gralskristne for, at stræbe Karl efter Magten. Men den falske anklage blev afsløret, og Karl måtte forære den frifundne blodsrelikviet i bod. Herfra var det senere kommet til St. Odille klosteret, men siden havde ingen set det.
   Ole måtte erkende, at den kamp som dengang havde udspillet sig, nu igen ville kunne bryde ud i lys lue.
   Guy var nu nødt til at handle inden det blev for sent. Han havde allerede for mange år siden fortalt Jacques om en skat som var så stor, at når de fandt den, ville de aldrig behøvede at arbejde mere.
   De to "venner" havde arbejdet sammen i adskillige år, og sammen havde de solgt det meste af det som håndværkerne havde fundet rundt om under de renoveringer og restaureringer de havde foretaget.

Colette og Ole havde aftalt ikke at sige et ord til nogen om den skjulte dør i kælderen. Colette var rædselsslagen ved tanken om hvis hun skulle gå ind i et bjerg og være omgivet af edderkoppespind og alt muligt kryb. Hun følte sig overbevist om, at bjerget ville spærre hende inde. Hun var mere end villig til at mure det hele efter og glemme det hele igen. Så da Ole næste dag fandt pandelampe, arbejdslampe og en forlængerledning frem, mente hun, at det var bedst at hun tog på familiebesøg og overnattede der. Så Ole kunne være færdig når hun kom tilbage.
   Denne gang tog Ole også sin egen kopi af nøglen, sin GPS og forskelligt værktøj med. Så åbnede han den skjulte dør i gavlvæggen, og gik frem til den jerndøren, som han havde set sidste gang han havde været derinde. Han ledte længe efter et nøglehul eller et skjult håndtag, men han fandt ikke noget. Først da han tog fat i døren og ruskede den kraftigt, viste det sig, t den ikke var låst.
   Ole åbnede døren og lyste ind i mørket med arbejdslampen. På den anden side af døren var der et rum, og gennem alt det som hang ned fra loftet kunne han skimte en søjle. Han tog kosten og fejede det meste ned af skidtet ned og stillede han sin arbejdslampe ind midt i rummet. Rummet var ottekantet, og havde en gennemgående bænk med ryglæn som var udhugget direkte i klippen langs alle otte vægge. I to modstående sider var der en passage til en gang, hvoraf den ene var den han var kommet fra. I midten var der en tre meter tyk sekskantet søjle med gennemgående meterhøje spidsbuede huller i alle seks sider, således at søjlen var hul inde i midten. Alle hullerne var afspærrede med kraftige jerngitre og midt inde i søjlen stod der et bæger som så ud til at være af guld. Da Ole trak arbejdslampen helt hen til søjlen, kunne han se at stilken var lavet af et hult rør, som var lavet af en gennemsigtig ædelsten. Han kunne også se, at der var "noget" inde i røret.
   Da Ole ville gå rundt om søjlen for at se om et af gitrene kunne åbnes, var han ved at falde over noget stort som lå på gulvet. Han drejede lampen og tog kosten for at feje noget af skidtet til side så han bedre kunne se.
   På gulvet foran det gitter som kunne åbnes, lå der to skeletter og en nøgle magen til den han havde set i sin drøm. Nøglen var knækket .

Nu ville Ole se hvor den anden gang førte hen, og udstyret med en pandelampe og en kost gik han nu ind i gangen i den modsatte side af den han var kommet fra. Gangen gik først vandret men blev så til en meget smal spindeltrappe. Trappen var tilsyneladende uendelig, men pludselig stoppede den. Over ham var der en flad stenplade. Han tog sin GPS frem og konstaterede, at han var lige under kirken på St. Odille klosteret.
   Over sig kunne han pludselig høre en svag lyd af små hurtige skridt som fra et barn. Ole kunne ikke lade være med at banke på den stenplade som var over ham. Skridtene stoppede, og da han bankede igen kunne han høre lyden af små fødder som løb.
   Da han nu ikke kunne komme længere vendte han tilbage til det rum han var kommet fra. På vej tilbage så han, at der på det lille vandrette stykke mellem rummet og trappen var hugget et hul gennem væggen. Det var her den kolde blæst kom fra, som fortsat blæste alt skidtet fra gangene og rummet ind i kælderen Da han kiggede ind gennem hullet, så han en hulning med vand og kom i tanke om, at det måtte være bunden af klostrets brønd. Hullet var lavet så man ikke kunne se opad gennem brønden.
   Ole gik nu tilbage til rummet med søjlen. Han så nu, at væggene var sværtede af sod fra fakler og fyldt med udhuggede relieffer af riddere.
   Ole ville nu se om nøglen passede i låsen. Han pakkede de to skeletter og den brækkede nøgle sammen i en bylt, som han skubbede ud til siden der hvor han havde fejet alt det andet skidt hen. Så tog han sin egen nøgle frem og satte den i låsen. Men nøglen var lige netop så skæv, at det ikke var muligt at dreje den rundt. Han tog derfor nøglen ud igen for at rette den.

Netop da kom to maskerede mænd ind i rummet. De havde forsigtigt listet sig ind gennem yderdøren og set, at lemmen til kælderen stod åben. Da de mærkede vinden dernede fra, vidste de at der måtte være noget usædvanligt i gang. De var derfor listet ned i kælderen. Da de så at der i væggen var den hemmelige dør som stod åben, tog de chancen og løb ind gennem gangen til de så Ole. .
   Ole, som gik rundt i sine egne tanker, så pludselig to blå mænd med masker komme imod sig. Den ene havde en pistol i hånden.
   Oles hjerne begyndt at arbejdede som en gal. Han var begyndt at forstå hvor betydningsfuld relikviet måtte være.
   Da den ene af mændene rakte ham nøglen, og gjorde tegn til, at han skulle låse gitteret op, tænkte Ole straks, at det måtte være Guy.
   Ole vidste at de sikkert ikke troede at han havde en kopi af nøglen. Derfor måtte han lade som om han ikke vidste at nøglen var for skæv til at kunne drejes. Uden at sige noget, satte Ole derfor først nøglen i låsen så de kunne se, at den var for skæv. Så tog han nøglen ud for at rette den. Men samtidig med, at han tog sin tang frem, byttede han behændigt nøglen ud med sin egen kopi, og begyndte at rette den. Guy kendte åbenbart hemmeligheden om den skæve nøgle for han styrtede straks mod udgangen. Men da han så, at der intet skete, på trods af at Ole (som lod som om han var både klodset og for voldsom) fik bøjet nøglen ligeså langt til den anden side og tilbage igen flere gange, uden at nøglen brækkede.
   Guy blev nu så utålmodig, af at se på hvor klodset Ole var med et stykke værktøj, at han vinkede til ham om at aflevere både tangen og nøglen. Guy gik nu frem mod Ole, og mens han rakte ham tangen, byttede Ole nu igen behændigt nøglen tilbage til originalen. Guy tog nøglen og tangen og gik hen til søjlen, mens den anden maskerede mand holdt øje med Ole.
   Først prøvede Guy nøglen i låsen. Han konstaterede, at nøglen var for skæv til at kunne drejes. Derefter tog han nøglen ud af låsen, fandt Oles tang frem og begyndte at bøje den. Han havde ikke bøjet den ret meget før røret pludselig knækkede og et rødt pulver dryssede ud på hans hænder. Han gav et skrig fra sig og sank sammen. I stedet for at løbe, ville den anden maskerede mand redde ham ud, men fik selv noget af pulveret på sig. Ole havde nået gangen i tre spring, og trak så hårdt i døren på vej ud, at han faldt bagover.
   I faldet hørte han et højt skrig inde fra rummet, og derefter et metallisk klik fra låsen der faldt i. I et kort glimt så han nu for tredje gang munken for sig. Han trak kutten bort fra ansigtet. Men da Ole prøvede at se hans ansigt var det som om solen stod lige bag ham så hans ansigt bare var helt mørkt.

Pludselig lød der et uhyggeligt skrig op gennem brønden inde i St. Odille klosteret. Og netop da alle turisterne havde vendt ansigterne mod brønden, lød der endnu et skrig dernede fra. En kvindelig turist spurgte en nonne om hvor skriget kom fra. Men nonnen var lige så forbløffet som turisten. Hun kom dog i tanke om et gammelt sagn fra klosteret om, at der ville lyde et skrig fra brønden hver gang en sjæl som havde solgt sig selv til djævelen gik gennem dødens port.
   Nu sænkede freden sig igen over klosteret, - og over hele området . . . . .
   Da Ole kom til sig selv igen, begyndte han at fuge grundigt rundt om den skjulte dør. Måske ville der gå 1000 år inden rummet igen blev åbnet.
   Først nogle dage derefter da det blev kendt at ejeren af renoveringsfirmaet og museumsdirektøren var forsvundet, kom det frem, at politiet gennem en længere periode havde fået en række henvendelser, fra folk som var blevet tilbudt antikviteter, som tydeligvis hørte hjemme på et museum. Desuden havde Jacques gennem flere måneder pralet med, at han var kommet på sporet af verdens dyreste antikvitet. Flere gange havde han sagt, at han snart ville flytte til Sydamerika og leve i sus og dus. Politiet regnede derfor med at deres forehavende var lykkedes for dem, og at de derefter var stukket af. Ole tænkte at intet nyt er godt nyt, og besluttede at lade alt være som det var. Men han mærkede at der var noget han manglede at få gjort.
   Næste dag kørte han hen på biblioteket, og lånte en bog om giftstoffer. Derefter fortsatte han hen til den kunstner som havde lavet hans kopi af nøglen og bad ham gøre klar til at skifte den runde stang af bly ud med et rør af jern.
   En aften ca. en uge senere bankede det på døren hos Colette og Ole. Ude på trappen stod der en ældre venligt smilende herre som sagde. "Jeg er kommet for at hente nøglen. Du får ikke brug for den mere, - den er jo ikke helt ufarlig."
   Da Ole blev stående, trak manden sin bløde hat lidt ned i panden så Ole ikke kunne se hans øjne i halvmørket.
   "Mist ikke nøglen" Sagde han med lav stemme. Så skød han hatten tilbage og grinede højt mens han blinkede til Ole. Ole genkendte stemmen. Men det var ikke kun stemme der fik Ole til at give ham nøglen, for nøglen var intet værd uden den nødvendige viden.
   Halvvejs nede ved bilen stoppede den fremmede op, som om der var noget han havde glemt. Så vendte han sig om og sagde.
   "Hov, for resten - godt klaret - Broder Nøgle."