Jeg kunne ikke fatte det. Var det virkeligt kun et par uger siden, at jeg var flygtet? For en måned siden havde min kone og jeg haft gode stillinger på universitetet, og havde levet et almindeligt familieliv sammen med vore fem børn.
For godt et år siden havde der været store demonstrationer for større frihed over hele landet. Da jeg så at præsidenten var urokkelig, og hvor langt befolkningen, og især vore elever på universitetet, var villige til at gå, vidste jeg at kravet om frihed ikke kunne stoppes. Næste gang ville der flyde blod.
I god tid inden etårsdagen for demonstrationen sendte jeg min kone og børn af sted på ferie hos familie i Europa. Jeg er en kylling når det gælder min familie. Selv blev jeg hjemme for at hjælpe til, og prøve at redde hvad jeg kunne.
Etårsdagen blev langt værre end jeg havde frygtet. I løbet af få dage begyndte en meget blodig borgerkrig. Da hæren så universitetet som en af årsagerne til oprøret, måtte jeg væk så hurtigt jeg kunne. Men det er nu ikke borgerkrigen jeg vil fortælle om. Jeg vil fortælle om et fjendskab, som blev forvandlet til et venskab.
Det var lykkedes mig at nå frem til kysten, og herfra videre med skib til den anden side af havet. Tæt på det sted vi landede på stranden lå der en stor flygtningelejr. Hver morgen gik jeg fra lejren og ned til havnen. Jeg håbede at der snart ville komme et skib som bragte en af mine venner, en nabo eller en kollega med sig hertil. En dag da jeg kom jeg ned på havnen, lå der et skib som netop var ankommet. De fleste flygtninge var allerede kommet i land. Jeg så mig derfor ekstra godt for.
Pludselig gav det lige som et ryk i mig. Gennem menneskemylderet havde jeg set et kort glimt af noget som lå på jorden et stykke borte. Det korte glimt, var nok til at jeg var sikker på, at det var Sabah. "SABAH, SABAH", råbte jeg til ham, mens jeg skyndte mig derhen. "Er det virkelig dig?" Sabah var næsten bevidstløs, og lå halvt udstrakt på jorden lige neden for skibet. Han drejede hovedet en smule, og kneb øjnene i, for bedre at kunne se. Da han prøvede at rejse sig, sank han sammen igen. Jeg stak en hånd ind under hans hoved, for at han ikke skulle mærke den hårde beton. Uden at sige en lyd kiggede han på mig med udtryksløse øjne. Sabah det er mig, kan du stadig ikke kende mig?" Jeg forsøgte at få ham til at synke lidt vand, men hans øjenlåg blev ved med at falde i. Først da han gav op overfor søvnen, slappede hans krop helt af. Jeg løftede ham op og bar ham med mig tilbage til lejren. Undervejs mærkede jeg hvor meget han havde tabt sig siden dengang. Mine tanker gik tilbage . . .
"Far, mor siger at vi skal spørge dig."
Jeg vågnede op til lyden af mange stemmer. Jeg var faldet i søvn på sofaen, og nu stod alle børnene rundt om mig.
"Far -, mor siger at det er dig vi skal spørge. Må vi ikke nok få en kat far? Hva' far? Må vi far? Må vi så det far?" Det var min yngste datter som spurgte.
Jeg bryder mig ikke om katte. Katte vil hele tiden kæles med og lukkes ud og lukkes ind, og de kan ikke være alene i bare nogle få dage. Derfor havde jeg besluttet, at vi ikke skulle have husdyr. Men da jeg så lyset i min lille datters øjne, og mærkede, at det fortsatte uhindret gennem mine øjne, og lige ind i mit hjerte, da kunne jeg ikke sige nej.
Selvfølgelig havde børnene allerede fundet en kat. Den er jo selv fulgt med os hele vejen hjem, sagde de. Katten var både sulten og træt. Børnene mente at skæbnen allerede havde afgjort sagen.
"Så lad gå da" sagde jeg, mens børnene jublede. "Men husk at det er jeres kat. I må selv passe den."
Min kone takkede mig. Hun ved hvor lidt jeg bryder mig om katte. Allerede et par dage efter fortrød jeg min beslutning. Nogen havde tildelt grovæderen nogle af de godbidder, som jeg aftenen før havde set i køleskabet og som jeg derved var kommet til at føle et vist ejerskab overfor. Et par dage senere prøvede bæstet at lægge sig til at sove midt i dobbeltsengen. Inden ugen var gået overhørte jeg en samtale mellem mis-fostret og min kone. Hun talte i det sprog som ældre kvinder ruger når de taler til helt små børn. Et sprog som ingen andre end de selv forstår. Men jeg forstod da så meget, at hun roste den hurtigt voksende tasmanske hængebugskat, for at være både doven og fed. Altså lige det modsat af hvad hun gør når det er mig.
Nu hvor jeg skulle sende kone og børn af sted til Europa, fik jeg nøje instrukser af dem alle om, hvordan loppecirkuset skulle trakteres og underholdes.
"Jeg har fortalt ham, at han skal passe godt på dig far", sagde min lille datter.
Da min kone og børnene var rejst, sad det dovne væsen og jeg alene tilbage og kiggede på hinanden. Missekatten var ikke dum. Allerede i løbet af den første dag viste rovdyret en forbløffende samarbejdsvilje. Kun et par gange om dagen bad den om mad og tisseture. Men hans måde at indsmigre sig på gik for vidt. Igen og igen skulle den lige hen og stryge sig op ad mig for at sætte duftspor. Han havde efterhånden opbygget et helt ritual, som han blev ved at udvikle på. Først skulle vi støde panderne samme, så skulle vi stryge os op ad hinanden og så . . og så . . Havde jeg ikke stoppet det, var det endt med at gamle Ti-pund og jeg skulle have siddet oppe hele natten for at synge om de gode gamle dage og evigt venskab.
Jeg måtte væk. Heldigvis var der et stort område med bjerge mellem byen og havet, og det var den vej jeg sneg mig ud. Byen var stadig ikke omringet, men man kunne aldrig vide, så jeg sørgede for at holde mig skjult. Den sidste tid inden jeg flygtede, havde jeg gemt en masse konserves i huset. Men under bombardementerne var murene faldet sammen hen over det meste, så det var kun muligt at redde en lille smule konserves. Så snart jeg havde det mest nødvendige med mig, begav jeg mig hurtigt af sted. På vej gennem byen mødte jeg mange mennesker, som forberedte sig på at forsvare sig. De ville have mig til at blive og kæmpe. Jeg måtte bruge de største løgne jeg kunne finde på for at slippe videre.
Da jeg have gået en halv dag, så jeg pludselig at Sabah gik et stykke bag mig. Den satans kat bliver min død, tænkte jeg. Jeg må se at komme af med den, inden det lille fjols røber mig. Jeg kunne ikke lokke den til mig. Den fornemmede sikkert hvad der var i vente. I stedet begyndte jeg at kaste sten efter den. Jeg håbede at kunne ramme den i hovedet eller skræmme den væk, inden nogen opdagede mig. Men Sabah holdt sig væk resten af dagen. Efter en pause kom han tilbage, og da jeg rejste mig og gik, gik han et godt stykke foran mig. Efter en tid drejede han fra, mens jeg fortsatte ligeud. Nu kom han tilbage flere gange og prøvede at få mig med. Først fulgte jeg ikke hans råd. Men da jeg så ham pile af sted fremad, hver gang jeg tog et hvil, gik jeg ud fra, at han havde set noget jeg ikke havde. Efter at have overvejet det en tid, vendte jeg derfor om og gik efter Sabah.
Pludselig og uden varsel lød der nu flere skud fra den retning jeg lige var kommet tilbage fra. Jeg fik en stærk fornemmelse af, at den søde lille kat lige havde reddet mit liv.
Den tredje dag lod jeg Sabah spejde og fulgte efter ham. Hele formiddagen så vi kun folk på afstand. Derfor var jeg lidt uforsigtig, da jeg stak hovedet frem bag en klippeblok for at spejde. Et kort stykke derfra kom fem bevæbnede mænd gående. Jeg trak hurtigt hovedet tilbage og snurrede en halv omgang for at finde en flugtvej. Min hånd ramte en sten som faldt ned på jorden med en lidt for høj lyd. Jeg sad helt stille.
En af mændene sagde "Hov, der kom en lyd derovre fra. Nu skal jeg vise jer hvordan man. . . "
"Hvis det er den irriterende kat igen, så skyder jeg den," sagde en anden.
Nu sprang Sabah frem fra murbrokkerne et kort stykke fra mig og pilede af sted. Soldaten løftede sit gevær og begyndte at sigte, men en af de andre tog fat om geværet og trykkede det ned. "Nej, lad være. Der er ingen grund til at alle skal høre hvor vi er. Vi har ikke set andet end den skøre kat hele formiddagen. Lad os gå tilbage til de andre og få noget at spise inden de når at sluge det hele."
Næste morgen vågnede jeg ved at Sabah sprang ned i hovedet på mig. Jeg skulle lige til at forbande Sabah og kaste noget tungt og lemlæstende efter ham, da jeg hørte nogle mænd råbe til hinanden lige i nærheden. Gennem en smal sprække mellem nogle klippeblokke, så jeg nu 3 mænd komme gående. Til min rædsel havde de en hund med, som så ud til af følge et spor som gik lige i retning mod mig. Jeg lagde mig tilbage i skjul, mens jeg tænkte som en gal på, hvordan jeg skulle undgå at hunden fandt mig. Men min hjerne stod helt stille. Jeg var lammet. Pludselig hørte jeg et brøl. Jeg kiggede ud gennem sprækken og så, at hunden havde revet sig løs og løb af sted i den modsatte retning. Jeg takkede Allah lige indtil jeg så, at det igen var den søde lille kat som havde reddet mig.
Nu blev det sådan, at Sabah fortsatte videre når jeg holdt pause eller skjulte mig. Når han så var klar igen kom han tilbage og gik foran mig den vej hvor der var fri bane. Det var fantastisk. Ingen tænker på at en kat kan spejde for et menneske. En hund måske, men ikke en kat. Nu fik han lov at gå foran og afsøge området. Flere gange kom han løbende tilbage for at forsøge en anden vej. Perfekt. Jeg sørgede for mad og drikke og han stod for sikkerheden. Efter endnu et par dage lykkedes det at nå ned til havet. Her lå der netop et skib som jeg købe en plads ombord på. Det var ikke muligt at få Sabah med.
Der gik et halvt år inden jeg genså min familie, min kone og mine børn. I ventetiden skrev jeg lange breve til dem, men intet om Sabah. Endelig fik jeg lov at rejse og møde min kone og børnene igen.
Da jeg kom ind ad døre bærende på Sabah, stirrede de målløse på mig. Så sagde min lille datter mens hendes øjne glimtede.
"Far, jeg har altid vidst at du elsker Sabah."