Som barn boede vi tæt på min farfar og min farbrors familier. Det var en familie som var glad for at fortælle. Alt var gangbart lige fra alvorlige og selvoplevede ting til pjat og det pure opspind.
Når jeg tænker så langt tilbage som jeg kan huske, så dukker der en række små hændelser frem fra dengang jeg var omkring 3 år gammel. For mig ser jeg min far og min farbror bygge en ny stald på gården. Lidt efter begynder der så at dukke nogle små fortællinger frem fra tiden før jeg blev født. Det er fortællinger fra min slægt, som jeg har fået fortalt så mange gange, at de halvt om halvt føles selvoplevede. Fortællinger om slægten findes i alle familier, og man hører uddrag heraf til større familiefester. De starter ofte med "Det var ligesom dengang da bedstefar . . ." Nogle har været fortalt i flere generationer.
Min fars familie var ret moderne efter tiden. Her fik hver familie tre børn. To drenge og en pige og alle fik fornavne på fire bogstaver. Min farfar var god til at fortælle historier. Da han blev gammel lavede han skæg og ballade hele tiden. Ofte øste han den visdom som ligger i de gamle husråd ud over os børn. Han kunne berette om børn der var blevet rundryggede i en tidlig alder på grund af for stramme seler, eller at en for kort seng var den sikreste årsag til tidlig skaldethed. Selv regulerede han sin dårlige mave med skiftevis amerikansk olie og opiumsdråber, for han vidste, at udstående øjne hos voksne skyldtes hård mave som barn.
I min mors familie derimod, holdt man mere fast i fortiden. Man gik meget op i traditioner og i slægten med slægtsbog og en slægtsgård. Slægten har nu holdt gården i mindst 14 generationer. Min morfar var ikke god til at fortælle i en forsamling, men han var meget glad for at læse. Han kunne pludselig stoppe midt i arbejdet i marken, for at gå hjem og genopfriske en særlig god sætning, og derefter komme tilbage og fortsætte i marken. Det må min mor have arvet noget af. Fik hun fat i noget med bogstaver på glemte hun alt omkring sig.

I midten af 1880erne, var der to giftefærdige piger på slægtsgården. Det lyder trist uden Facebook og Speed Dating. Alle havde mange børn dengang, så det var let at finde en partner i passende alder på en af nabogårdene. Havde en ung mand besøgt en pige nogle gange og det var gået godt, sende man dem hen i marken for at se på afgrøderne. Sagde han så "Kornet står godt i år" og hun svarede "Det gør roerne også". Så var de forlovede. Det var en metode, som havde fungeret godt i mange år. Problemet var blot at alle efterhånden var blevet fætre og kusiner og så stærkt indavlede, at havde det været heste eller hunde og ikke mennesker, så ville man have aflivet alle individder straks og begyndt forfra. Det samme som er sket i de største europæiske kongehuse. Men her gik der heldigvis Blicher i den. Den første forløber for Intgernet og Facebook, Hosekræmmer 1.0, var i mellemtiden opgraderet til Uldkræmmer 1.1, Uldkræmmeren kom overalt. I stuen med uldvarerne, på pigeværelset med silkebånd og i karlekamrene med det en mand skal bruge. Men vigtigst var, at han havde øjne og øre med sig og vidste hvilke nyheder der solgte varer. Så da han nogle dage efter at have set pigerne, kom til en gård med to giftefærdige unger mænd sparede han ikke på superlativerne i sin beretning. Han fortalte dem straks om de to pigers skønhed, deres evner og gode manerer, samt den store gældfrie gård. Et par dage efter tog den ældste bror af sted. Da han hilste på hende mærkede hun hans kolde hænder og slatne håndtryk. IO en tid uden centralvarme og motordrevne maskiner var det ikke noget værd. Så hun gav ham videre til søsteren.
På min farfars tid, var der stadig mange, der søgte underholdning rundt om på nabogårdene om aftenen. Igen var det stadig næsten som dengang Blicher gik rundt på egnen. Som barn hørte jeg min fars familie fortælle om, hvordan de som små havde oplevet at sidde sammen i små mørke stuer, og lyttede til hvad naboerne havde oplevet. Her blev der stillet store krav til fortælleren, hvis tilhørerne skulle holde sig vågne. Det hårde arbejde i marken, kakkelovnens tørre varme og den sure lugt fra tørvene, pibetobakken og tællelysene, har mere end én gang sendt en træt husmand til tælling, efter at være tippet ud over armlænet på sofaen, eller ved langsomt at glide nedenud af sofaen for at forlade den synlige verden til fordel for en drømmetilværelse under sofabordet. Her var den underspillede vestjyske humor en fast del af den vestjyske dialekt.


Hvorfor har Norge og Frankrig været mine bedste feriemål? Jeg ved det ikke, men min far er født på den norske nationaldag og min mor på den franske.
Men hvorfor skulle jeg så netop fødes på den Jyske hede den 24. marts 1953 midt i dobbeltsengen i soveværelset på gården ude på Frederiks mark? Et helt almindeligt sted på en helt almindelig dag. Helt almindelig? Ja men så alligevel. Dagen er den dag Danmark blev "hel" igen efter krigen.. Hvor vi fik Bornholm tilbage. Selve fødestedet er for mig det mest Vestjyske af alle. Der hvor det hele startede. For født på selve stedet hvor "kraften" stoppede både isen fra nord og isen fra øst, og fik Vestjylland til at opstå for 20.000 år siden. Hverken isen fra nord eller isen fra øst havde kræfter til at komme forbi. Derved opstod der en kæmpemæssig isfri kile ind i isen. Det isfri område er det som sener blev Vestjylland. På trods af at kraften ikke veg en tomme gav isen alligevel først op efter 10.000 år. Netop inderst inde i vinkelens spids, derfra hvor kraften virkede, er jeg født. Her delte isranden landskabet i to. Stedet ligger syd for Viborg, for enden af den slugt hvori Hald Sø ligger.
Her er den muld som min krop er dannet af, og her mødes de to landskabstyper som har formet mit sind. Her har mine forfædre levet indenfor et snævert afgrænset område. De gravhøje jeg ser, og den stenøkse jeg finder i jorden, ved jeg er lavet af en af mine forfædre. Min slægt tilhører i ubrudt linje den midtjyske urbefolkning med dens dyder og laster. Den vildskab de besad, og som vi kender fra vikingetiden, er ikke borte. Den bor stadig i blodet, og afventer en kommende epoke hvor det igen bliver god tone at gå bassærk, plyndre og voldtage alt imens man giver sig god tid til at slår ned for fode.


Min fars gave ved overtagelsen af gården var bogen "Den lille konsulent" (Grøndspættebogen 1.0). Heri er der masser af gode råd til den nystartede landmand. Det specielle ved min fars bog var, at det er den Vestjyske udgave hvor ingen af rådene medfører nogen udgift, alt var genbrug. Det var nødvendigt at kunne leve på en sten.
Min far var en mand som forholdt sig praktisk til tingene. Han giftede sig med min mor på sin svigerfars fødselsdag, og fik de ægteskabelige forventninger som den nærmeste familie stillede til ham, overstået allerede på bryllupsnatten - som varede i flere dage (mørklægningsgardinerne var stadig ikke taget ned).
Da nu tiden kom, fødte mor min storebror som familiens midtpunkt og som deres første gave til Jordens fremtid. I næsten to år herefter ænsede min familie ikke andet, end den harmoniske treklang den havde skabt.
Først da tiden havde drejet himmelhvælvet og himmellegemerne, som tandhjul i et kæmpemæssigt ur frem til det punkt hvor universet vender sin gang i midsommernatten, opstod der mulighed for at få et nyt højeste ønske opfyldt. Underbevidstheden mærkede nu, den forandring som var på vej. I midsommernatten fortsatte bevidstheden først sin vante bane, men med mørkets komme mærkede den snart himmellegemernes ændrede retning. Det føltes som en stadig vidunderlig drømmeagtigt-pirrende ændring af bevidstheden, som holdt alt levende fast i oplevelsen af naturens sanser og drifter.
Den drømmeagtige bevidsthed lader os i midsommernatten fornemme små glimt af væsner, som hurtigt skjuler eller forandrer sig sig for menneskernes blikke. Væsner som fornemmes i skovens lysning, i åens pludren, i små vindstød og i bålets flammer. Men de er ikke synlige i elektrisk lys
Alt dette var mine forældre en del af, og de måtte nu gøre de nødvendige forberedelser til mit komme. Ni måneder senere blev jeg født lige midt i den dobbeltseng hvori jeg var opstået. På dagen for frelserens avling.
Den dag jeg blev født var Aurora den først til at stige op på himmelbuen. Hun havde sin røde lygte med, og efter hende kom Solen, ivrig i sin jagt efter at jage de sidste stjerner bort. Solen havde kun bevæget sig en syvendedel af sin bue, og den var stadig usvækket. Herefter kom Venus med Mars hastende af sted efter sig. Da han kaldte på hende, vendte hun om og gik ham i møde. Sammen skjulte de sig for Saturn og Uranus, som netop havde mødt hinanden netop på den modsatte side af Jorden.
Dermed blev det min livsopgave både at holde det mandlige og det kvindelige i balance samtidig med det grænse sættende og det grænse overskridende, og desuden holde begge sæt i balance overfor hinanden.