En dejlig forårsmorgen kom en lille dreng med vinger flyvende hen over trætoppene. Drengen fløj roligt og ubekymret af sted, mens han legede i trækronerne og småsnakkede med sig selv. Snart blæste han af sted med vinden, snart stoppede han op for at hoppe på en gren. Nysgerrigt undersøgte han alt på sin vej.
Drengen så ud til at han havde al tid i hele verden. Det havde han også næsten, for han kunne trække tiden som var det et stykke elastik indtil den passede. Det hele skulle jo gå op til sidst.
Pludselig stoppede han op, og lagde sit hoved på skrå med et påtaget finurligt ansigtsudtryk -. Hvad var nu det? Kløede hans venstre øre ikke lidt?
Jo, nu mærkede han det tydeligt. De måtte være lige i nærheden. Han kiggede ned på skoven under sig. Nede mellem træerne gik der en vej, og der fik han øje på Christian, som kom kørende i sin bil.
Et kvarter tidligere var Christian blevet færdig med sin morgenkaffe, og nu var han på vej på arbejde. Lige før jul var han blevet færdig som ingeniør, og havde været heldig at få fast arbejde på et ingeniørkontor i Vejle. Efter tre kolde vintermåneder var han godt træt af den lange køretur. For ham var det spild af tid.
Men alt det skulle snart ændre sig.
Den lille dreng så sig forvirret omkring. Hvor var Sine så henne? Hun måtte jo også være her et sted. Åh hvor irriterende. Han blev nødt til at finde hende hurtigt. Han fløj lidt rundt, indtil han endelig fik øje på hende. Hun var kommet så sent af sted, at hun måtte cykle så hurtigt hun kunne for at nå bussen.
Hvis han ikke snart gjorde noget, blev det for sent -, men hvad kunne han gøre? Han begyndte at trække tiden ud. Jo -, han kunne jo for eksempel -, han kunne jo prøve med en sang. Han begyndte at synge det som lige faldt ham ind.
Sine lad nu bussen køre.
Prøv at tage af sted på stop.
Vent du blot til Christian kommer.
Når han ser dig, tager han dig op.
Uha -, det blev ikke godt. Han manglede vist inspiration, men måske ville sangen virke alligevel.
Sine syntes hun hørte nogen kalde. Hun stoppede et øjeblik, mens hun så sig tilbage og råbte et usikkert "Ja". Men der var ingen. Da hun cyklede videre, så hun bussen køre ud fra stoppestedet. Pokkers, nu ville hun komme for sent på arbejde.
Hurtigt stillede hun cyklen fra sig, lynede sin taske op og tog en blok papir frem som hun skrev på.
Nu måtte drengen hurtigt finde på noget, som kunne få Christian til at lægge mærke til Sine.
Solen var på vej op, og i morgenlyset fik han øje på en flok ænder som fløj lavt langs med en række træer på skråningen ved stoppestedet. Da de var ud for det træ i rækken, som stod mellem Sine og Solen, skræmte han de forreste fugle så voldsomt, at de fløj direkte ind gennem grene og blade med resten af flokken efter sig.
Netop da Christian nåede frem til stoppestedet, brød solstrålerne gennem hullet i trækronen. I halvmørket stod Sine pludselig badet i lys med de mørke træer som baggrund.
For Christian var synet lige så uventet og overvældende som en åbenbaring. Skiltet med "VEJLE" fik ham til at svingede ind til siden.
Den lille dreng jublede og klappede i hænderne. Hans plan var lykkedes.
Christian forstod ikke hvorfor han var stoppet. Han tog aldrig blaffere med op. Han havde styr på alt. Både arbejdet og fritiden var skemalagt. Den del af hans liv som involverede følelser, styrede han bevidst udenom. Det måtte vente.
Han var meget genert overfor piger. De var uberegnelige og talte meget om følelser. Christian var overbevist om at andres kendskab til hans følelser, ville gøre det muligt for dem at manipulere ham.
Men lige nu var der en pige på vej hen imod hans bil. Han begyndte at svede, og med bankende hjerte afventede han hvad der ville ske. Han brød sig bestemt ikke om rollen som den, der skulle underholde hende hele vejen til Vejle.
Et øjeblik efter blev døren åbnet, og en frisk og glad pigestemme sagde "Hej skal du ind til midtbyen i Vejle?"
"Ja-eh, ja" sagde Christian, "jeg arbejder der."
Sine trak en duft af frisk morgenluft med sig ind i bilen. Halvt ubevidst mærkede han samtidig en raffineret feminin duft, som ramte lige ind i det område, som han prøvede at undgå. Han bemærkede duften med en bekymrende interesse.
Drengen hoppede allerede rundt på bagsædet, mens han lyttede til hvad Sine og Christian sagde. Han vidste godt hvem de var, for han havde selv valgt dem, men først nu mærkede han hvordan de var i virkeligheden. Han så mere og mere tilfreds ud, som om han glædede sig over alt hvad han hørte.
Efter de første bemærkninger anede Christian ikke hvad han skulle sige.
Han forsøgte sig med at sige noget om, at hun ikke behøvede at tale med ham hvis hun helst bare ville sove. Sine svarede ikke, men begyndte straks at kvidre løs med sin glade stemme.
Hun var så spontan og frisk, virkelig helt anderledes end han havde frygtet.
Inden de nåede Vejle havde de aftalt, at Sine kunne køre med Christian tilbage, og på hjemturen rettede de det til, at hun så ligeså godt kunne køre med begge veje hver dag.
I de dage der fulgte syntes Christian, at der var alt for kort til Vejle. Resten af foråret og hen over sommeren sad Sine på forsædet, og ledte samtalen med sin sopran akkompagneret af Christians bas.
Christians mor Lotte fattede det ikke. Hendes søn var både høj og flot, hvorfor havde han så ikke en sød kæreste?
Mens han læste til ingeniør, havde hun flere gange spurgt ham om han ikke snart tog en pige med hjem. Men Christian havde sagt, at det var vigtigt at han fik en god eksamen. Nu efter han havde fået arbejde sagde han, at det var vigtigt at få betalt af på studiegælden inden han stiftede familie.
Christians far fattede det heller ikke, men han sagde i det mindste ikke hvad han mente var den mest nærliggende årsag.
Christians lillesøster Mette vidste alt om hvor genert han var overfor piger. Hendes veninder havde tit forsøgt at fiske efter Christian gennem hende, men uden held.
En søndag sidst på sommeren, havde både Christian og Mette besøgt deres forældre i sommerhuset og de havde været nede ved stranden for at bade. Da Christian var kørt, var Lotte og Mette enige om at Christian ikke længere var nær så genert overfor piger.
Lotte var ved at revne. Hver gang familien besøgte Christian herefter, undersøgte hun diskret lejligheden med sit røntgenblik. Men hun fandt intet.
Den lille dreng syntes nu at udviklingen var ved at gå i stå. Han måtte prøve at sætte lidt mere gang i Christian, ellers blev det hele aldrig til noget. Måske var det bedre at satse på Sine.
Christian boede alene i en lille to-værelses. Sine derimod boede sammen med Teddy i en 3 værelses.
Christian syntes at Sine snakkede alt for meget om Teddy. Han forstod ikke, hvordan en pige som Sine kunne bo sammen med en fyr hvis største interesse var at spille Playstation og dyrke bodybuilding. Hun havde troede at hun med tiden ville kunne forandre ham, men det var kun blevet værre.
Derimod var der noget i Christian, som var ved at ændre sig. Mens Sine havde været på kursus et par dage, havde han siddet i bilen og prøvet at sætte nogle ord sammen som kunne beskrive den stemning han følte efter at han havde mødt Sine. Det var blevet til et enkelt lille vers. Han ville skrive det ned, men havde ikke kunnet finde andet end sit visitkort at skrive på. Kortet havde han lagt oven på mappen ved siden af sig.
Den lille dreng nåede lige at puste til kortet, så det faldt ned ved siden af låsen til sikkerhedsselen.
VI
Da Sine satte sig ind i bilen næste morgen, fandt hun Christians visitkort, og opdagede det vers han havde skrevet på bagsiden.
April -, du bringer glæde
ind i min lille bil,
og på mit tomme forsæde,
har du nu sat et smil.
Sine læste det, samtidig med at Christian, på vej ud på vejen, var tæt på at blive ramt af en anden bil, som kom kørende meget hurtigt bagfra. Christian nåede lige netop at undvige i sidste øjeblik.
Sine havde været så optaget af Christians digt, at hun ikke havde bemærket bilen. Derfor sagde hun. "Tak Christian -, det var både raffineret og smukt."
"Pyh" sagde Christian "ja det slap jeg så heldigvis godt fra."
Han havde ikke set at Sine havde fundet kortet, og havde puttede det i sin taske.
Det blev efterår og det blev jul. Julen var gået helt skæv for Sine og Teddy. Teddy ville bare ligge på sofaen og spille på sin Playstation. Altid havde han en kammerat eller to på besøg, og altid skulle de lige have et rør øl.
Sine ville besøge familien, men måtte tage af sted alene. Teddy var gal, hvis hun var utilfreds så kunne hun jo bare flytte, det var hans lejlighed.
Sine havde skændtes med Teddy. Han havde forbudt hende at køre med Christian, og han kontrollerede alt hvad hun gjorde.
Efter godt en måned dukkede Sine ikke længere op ved stoppestedet, og allerede efter nogle få dage var han syg af længsel. Han bebrejdede sig selv alt. Måske var der sket hende noget? Hvorfor havde han ikke grebet ind? Han havde ikke engang taget sig sammen til at spørge hende om hendes efternavn, eller hvor hun boede? Hvor dum kunne man være?
Først gik der en hel uge uden at Sine dukkede op. Og nu var den næste også gået. Da han kørte hjem den fredag fra Vejle, var han både ked af det og vred på sig selv. Han skulle bare hjem til en weekend hvor han igen intet skulle.
Natten mellem torsdag og fredag havde Teddy haft to venner på besøg. Sine ville sove, og Teddy havde svaret igen ved at smide hende ud af lejligheden.
Den lille dreng havde først glædet sig over, at de var uvenner. Men da Teddy smed Sine ud, havde han gentaget en remse for ham om, at hun kunne blive til i morgen. Det var endt med at de to venner var gået og at Sine fik lov til at sove på sofaen. Teddy havde dog forlangt, at hun, og alle hendes ting skulle være fjernet inden han kom hjem fredag eftermiddag.
Tidligt fredag morgen havde Sine derfor ringet til sin veninde Anne, og sammen havde de lejet en flyttebil og tømt lejligheden for hendes få ejendele. Men Sine havde ingen steder at flytte hen, hun skulle jo på arbejde hver dag. Hendes forældre boede i Aalborg og Anne havde kun en etværelses og boede sammen med Tobias.
Anne spurgte hende om hun ikke kunne flytte hen til ham Christian hun altid snakkede om.
"Nej -, han vil bare få et chok. Du ved jo hvordan jeg har prøvet på alle mulige måder. Jeg er sikker på at han har følelser, men han har altid prøvet at skjule dem. Hvis jeg havde kunnet fri til ham, havde jeg gjort det for lang tid siden."
"JO, JO, JO, du kan Sine." Råbte drengen. "Kom nu. Det er skuddag i dag og du kan bare fri."
"Du -," sagde Anne " jeg kom til at tænker på, at det er en skoddag i dag og at du bare kan holde fri."
Nu hamrede drengen sig selv oven i hovedet med begge hænder. NEEEEJ -, så lyt dog efter hvad jeg siger for pokker din store klods af et fejlkonstrueret høreapparat. Jeg råber det jo til dig. Det er skuddag i dag. Sine må gerne fri til Christian."
"Jeg prøver på at hjælpe dig skat" sagde Anne til Sine.
Anne fandt sin kalender frem. Måske kendte hun nogen som Sine kunne bo hos et par dage. "Hov -, hen over den 24. februar stod der "Skuddag".
"Sine -," sagde Anne "ved du hvad? Det er den 24. februar i dag."
"Ja, og hvad så?"
"Nu skal du bare høre hvad jeg lige har fundet ud af.
"Ptfffj -," sagde drengen og lod øjnene fare til himmels."
Du kan fri til Christian, for det er skuddag i dag."
"Er det rigtigt at det er skuddag? Må jeg se? Ja det kunne jeg måske?
"Så er det det du gør?"
"Ja -," sagde Sine "men måske er han ikke parat, og jeg ved jo ikke engang hvor han bor."
"Pjat," sagde Anne "du fortalte mig engang, at han havde skrevet et digt til dig på bagsiden af hans visitkort. Det lyder ikke som nogen tilfældighed"
Sine havde gemt kortet inde bag foret i sin taske for at Teddy ikke skulle finde det. Da hun ville tage det frem, var det væk. Hullet i foret var større end sidst hun så det.
Den lille dreng havde set Teddy tage kortet og rive det over, inden han smed det ud ad vinduet. Derfor skyndte han sig hen til trinene foran indgangen hvor han begyndte at polere isen.
Pigerne sprang ud af bilen og løb hen imod trappen. På vej op ad trinene foran indgangen faldt Anne på den is som drengen havde poleret. Da hun rejste sig, så hun halvdelen af et visitkort ligge på jorden. Hurtigt herefter lykkedes det dem at finde den anden halvdel.
Da Christian kom hjem fra arbejde den fredag, var han rigtig gal på sig selv. Han havde ikke set Sine i 2 uger.
Han svingede ind på P-pladsen, men måtte holde et godt stykke fra sin egen opgang, på afstand så han, at et eller andet fjols havde spærret hans fordør med en kassevogn.
Han låste sin egen bil og begyndte at gå hen mod kassevognen. Bag den fik han øje på to piger en mørk og en lys.
Vent lidt -. på afstand lignede den lyse pige Sine. Faktisk lignede hun Sine rigtig meget. Han begyndte at løbe. Lidt efter var han sikker. Han kastede mappen med alle de vigtige papirer og kalenderen med alle de nøjagtige tider fra sig, og løb hen og omfavnede Sine, løftede hende op og svingede hende rundt.
Inden Christian nåede at sige noget, sagde Sine.
"Christian, det er skuddag i dag. Vil du gifte dig med mig."
Endnu et år var gået.
Der stod der en barneseng inde i soveværelset. I sengen lå der en lille dreng.
Pludselig vågnede drengen og begyndte at græde. . . men, hvad var nu det? Kløede hans venstre øre ikke lidt? Jo, nu mærkede han det tydeligt. Så måtte hans forældre være lige i nærheden. Drengen sagde en lille lyd og sov så trygt videre.