Min kone hun har altid sagt,
at grønt er blåt
for maven noget rigtigt godt.

Hun spiser nemlig af sig selv
en urte te' sin urte te,
og nyder roen, kan man se.

Hun også prøvet har at spise mig,
af med en grøn postej, "den smager helt som kød",
men leve af det ku jeg ej, så var jeg hel're død.

Men jeg vil ha' en kraftig kost
at stoppe ned i maven,
for alt det grønne stads det gør mig rigtig gnaven.

Og jeg vil spise sæl så stop mig ej
med grøn postej. Da for hun op og lufted en
sælstandig tanke om, jeg bare sæl ku' hente den.

Af sted med dig bed hun af mig.
Da hørte roen op og der blev stille,
og roen straks erstattet ha' hun ville.

Jeg fråsset har i dag i indkøbscentrets kummer.
Jeg stak min bare arm derned, men røv
den straks tilbage. Dog allerede blå og sløv

For roen den var sat på frost Irene kummer.
Dog var den stadig alt for kold at proppe ind i gabet.
Så næste gang sku' de nu ta' og küle den i skabet

Nej hov - du der!, her har vi "nummer-viser".
Jeg viste hende min "er jeg den første?"
Men den var stadig blandt de største

Er roen dårlig? Så kom og få en ordentlig en,
din gnavende kone kan fordøje?"
Hjemad lå jeg vandret li'så lang jeg var med megen møje

Godt hjemme sagde hun, da jeg kom
at ikke mere nu, hun var til sinds og gnav'en.
I stedet gik jeg udenfor og stak den ned i haven

Jeg holdt på mit, hun holdt på sit, vand
det skulle roen ha', for at vokse kræver ingen tro
men vandet tit, så vil jeg tro, at roen den nu godt kan gro

Begejstret hun nu klappede, så højt hun kunne,
over hovedet på en stige. Hun holdt sig dog på måtten.
Imens da så hun ned på mig, for jeg var halvvejs under-såd'n.