Front de Pommes var ikke længere blandt de yngste riddere. Som arving til sin fars borg og som søn af en berømt ridder havde han et altoverskyggende problem. Front de Pommes havde endnu ikke deltaget i en ridderturnering eller vundet hæder ved at have udfordret og besejret andre riddere.
Siden han var lille havde han øvet våbenbrug. Men når drengene legede turnering, var det altid ham som havde stået tilbage som den sidste.
Nu her hvor han ikke var helt ung, mente han ellers at han ikke var dårlig til at håndtere våben. Han var heller ikke den mindste. Med lidt over en meter og tres, lå han kun en smule under gennemsnittet.
Hans riddervenner pralede altid, af alt det de havde vundet i turneringer og det de havde taget som bytte fra andre riddere på eventyr. Ingen havde åbenbart tabt til en fremmed ridder. Front de Pomme var træt af at han intet havde vundet, og derfor ikke kunne bidrage med gode historier om sine egne bedrifter.
Hans venner prøvede at hjælpe ham. Hver gang en fremmed ridder som var på eventyr red igennem området, gjorde de andre riddere ham opmærksom på det. Men indtil nu var der hver gang lige kommet noget i vejen.
En gang var hans rustning lige blevet sendt til våbensmeden for at blive lagt lidt ud. En anden gang var det en 30 års fødselsdag på den af borgene som havde den bedste kogekone.
Men nu måtte der snart gøres noget. Hans riddervenner var begyndt at kalde ham Front de Gâteau-bras.

Nu til morgen havde han så opdaget, at en fremmet ridder havde slået sig ned i en lysning i skoven. Nu lå han på afstand og prøvede at danne sig et indtryk af den fremmede. Fra denne afstand, kunne han kun se at ridderen bar en skinnende blank rustning. At dømme efter alt det som blinkede i sollyset var det udstyr han bar meget kostbart. Det ville lige være noget at vise frem som bytte for hans riddervenner. Han lukkede øjnene og forestillede sig de andre riddere måbe over kostbarhederne og pigernes som fulgte ham med beundrende blikke.
Men sejren var ikke vundet endnu. Derfor måtte han prøve at danne sig et billede af ham ud fra det han kunne se. Efter en tid nåede han frem til en konklusion.
Front de Pommes syntes at der var noget komisk over ridderen. Han havde bemærket, at hans bevægelser var lige netop så meget langsommere end normalt til at man bemærker det. Front de Pommes havde også bemærket, at hans hest mindede om en stor pony. Derfor gættede han på at ridderen måtte være lidt oppe i årene og fra en rig familie. Den ponyagtige hest mente han skyldtes en dårlig ryg som ikke tålte en for voldsom hest.
Front de Pommes følte nu at tiden var kommet. Han takkede Gud som så nådigt havde sendt ham den gave som han længe havde bedt ham om. En mere ufarlig modstander fandtes sikkert ikke. Det var derfor nu eller aldrig.

Efter et hurtigt formiddagsmåltid, ridderen skulle jo nødigt nå at stikke af inden hans lanse og skarpe klinge ramte ham, skråede han ivrigt tværs over borggården og ned til staldene. Her fik han en af staldkarlene til at sadle hans hest, og en anden til at hjælpe sig med at iføre sig sin rustning.
Med skjoldet i den ene hånd og lansen i den anden begav han sig så på vej med den ene af staldkarlene som væbner. Han skulle hjælpe ham byttet med hjem efter kampen.
Nu gik det rask af sted mod lysningen, for det ville være godt hvis nogen så ham og kunne bekræfte hans beretning efter kampen. Han skulle nødigt virke bange eller fej. Lidt efter satte han dog farten noget ned, for han var kommet til at tænke på, at ganske vidst måtte ridderen være Guds svar på hans bønner. Men hvad nu hvis det modsatte også var tilfældet. Så var udfaldet måske ikke givet på forhånd?
Efterhånden som han nærmede sig lysningen med ridderen, bankede hans hjerte hurtigere og hurtigere. Front de Pommes vidste godt, at øvelse er én ting, men rigtig kamp noget andet. Noget han kunne dø af.
Nu nåede han endelig frem til lysningen. Her så han ridderen sidde foran sit telt i færd med at spise. Ridderen bar stadig sin rustning men hjelmen og det øvrige udstyr var anbragt indenfor en afstand hvor det kunne nås. Skjoldet stod op ad en pæl foran teltet. På skjoldet var der et tårn som blev ramt af et lyn.
Til Front de Pommes ærgrelse medførte hans tilstedeværelse ikke andet end et kort blik fra ridderen inden han fortsatte med at spise.
Det var uforskammet så tydeligt at vise at han ikke regnede ham for noget. Nu måtte Front de Pommes vise ridderen hvem han var, at han ikke skulle regnes blandt de ufarlige riddere.

Front de Pommes red derfor hurtigt af sted forbi ridderen hen mod teltet for at udfordre ham ved at slå på hans skjold med lansespidsen.
Da han sænker lansespidsen, ser den fremmede ridder hvor let han ville kunne dreje lansen og rette den mod ham. Derfor rejste han sig op og gik nogle skridt til siden.
OH RÆDSEL. Skrækken løb Front de Pommes koldt ned af ryggen. Han nåede lige netop kun at hæve lansen inden den ramte skjoldet.
Den fremmede ridder var to meter og tyve høj og hans hest den største han havde set. Det var hans størrelse, og det at der ikke var noget han havde kunnet sammenligne ham med, som havde fået hans bevægelser til at virkede langsomme og hans hest til at se ud som en pony.
"Jeg ville bare lige se dit skjold, så jeg kan genkende dig hvis jeg møder dig igen. Din -, din kæmpe."
"Og du." sagde han og vendte sig om mod staldkarlen. "Du holder din kæft!"