Det var den 24 december. Kongsbæk lignede et julekort med alle de små huse indhyllet i et tykt lag sne. For børnene kunne tiden ikke gå hurtigt nok. De kælkede eller løb på skøjter, mens de voksne havde travlt med at forberede juleaften. Butikkerne bugnede af varer. Her var alt hvad små og store kunne ønske sig. Alt tegnede til endnu en rekord-jul.
   Men Ane i Kjæret havde intet at se frem til. Hun var alene med elleve børn og en i vente. Ingen af Anes børn havde nogensinde prøvet at få en gave, og det ville heller ikke ske i år. Men alle håbede de på, at de måske kunne få bare et lille bitte juletræ. De sidste måneder havde hun ikke kunnet betale huslejen. Efter mange forgæves forsøg på at skaffe pengene,havde Ane måttet give op. For to uger siden var der så kommet brev om, at kunne hun ikke betale den manglende husleje senest den 24. december kl. 15, ville hun blive sat på gaden senest på dette tidspunkt. Nu måtte Ane i gang med at se, om hun på en eller anden måde kunne skaffe pengene

Anes hus var ejet af Jørgen Sloth. Han lå netop på sin elskede divan inde på kontoret i gang med, at læse i Finanstidende mens røgen fra hans cigar dannede små røgringe i takt med hans veltilpasse gnæggen. Julen er en vidunderlig tid tænkte han, der kan man få endnu flere billige huse på tvangsauktion.
   Jørgen var direktøren for Kongsbæks eneste fabrik Kongsbæks Fabrikker. For 10 år siden, blev han godsejer da han overtog Kongsbækgård. Kongsbæk kro havde han overtaget efter en tvangsauktion, hvor han havde været den eneste bydende. Derfor havde han også selv bestemt prisen. Ja og så ejede han jo, ikke at forglemme, en hel del huse rundt om i byen. Jørgen købte mest gamle faldefærdige huse, som han derefter lejede ud til fattige folk for en høj husleje. Jørgen læste siden med tvangsauktioner færdig, og satte et kryds ud for dem han kunne være interesseret i at byde på.
   "Se seee" klukkede han, "nu kan kromanden i Store Obbelse heller ikke betale regningerne mere.
   "HMMM" sagde han med påtaget alvorlig stemme, "jeg tror kroerne går skidt fordi ejerne køber dem for dyrt, og sælger dem for billigt -. Ah, Har, Har, Har, ARGHHHH . . . .", Jørgen kunne ikke grine uden at få et hosteanfald. Men så røg han da i det mindste ikke så længe.
   De fattiges jul begyndte først kl. 12. Men Jørgen tog bilen ned til byen i god tid, og stillede den på torvet. På den måde kunne han nå at gå en tur ned omkring Ane i Kjæret for at se, om hun var ved at pakke. Han kiggede ind ad vinduerne. Det så det ikke ud til. Alt stod som det plejede.
   "Satans" tænkte han "så skal jeg nok også betale for at få alt den ragelse på lossepladsen. Det er godt gjort."

Ane var selv fra en fattig familie. Alle hendes slægtninge var døde, måske lige med undtagelse af hendes morbror der som ung var stukket af til Amerika sammen med en pige fra egnen. Ane vidste ikke om han var levende endnu. Familien havde kun hørt fra ham en eneste gang, og det var mange år siden nu. Dengang skrev han, at de ikke kunne få arbejde nogen steder.
   Familien i Danmark havde straks skrevet tilbage,men herefter var der ikke sket mere. Lige indtil for nogle få måneder siden da Ane havde fået et brev fra Amerika. En advokat havde i flere år ledte efter slægtninge til Madsgine Gantrup og Brutus Killerik i danske aviser. Navnene havde han fra de gamle breve. Advokaten skrev at det var flere år siden de to var døde, men at han først nu havde fundet deres rigtige navne. De amerikanske immigrations myndigheder havde, i deres iver for at gøre alle mere amerikanske, nok gået et stykke over stregen ved at kalde dem Mashinegun Themup og Brutal Killer.
   Senere skulle de, stadig ifølge advokaten, havde tjent sig stenrige på at opkøbte den sirup som var tilbage efter produktionen af sukker fra sukkerrør. De havde tyndet siruppen op med vand, tilsat kulsyre og solgt den som en helbedende drik.
   Ane havde fået flere breve fra advokaten, og meget tydede på, at hun snart ville arve en formue. Derfor tænkte Ane, at det nok skulle lykkes at blive i huset. Der var jo også det, at hendes ældste søn Anton skulle til jobsamtale om en stilling som kontorassistent oppe på fabrikken i dag. Hun håbede at han ville få stillingen. Det gjorde han sikkert, for Anton var jo så dygtig, og hvorfor kaldte direktøren ham ellers til jobsamtale i god tid til at kunne aflyse fogeden kl. 15.00?
   Ane tænkte, at det også ville være godt for Antons selvtillid, og måske gøre ham glad igen efter at han havde haft tuberkulose, udslæt og dårlig ånde. Huset i kæret var nemlig både fugtigt og fyldt med skimmelsvampe.
   Nu kom Ane pludselig i tanke om endnu et håb at klamre sig til. Det lod i det store landbrugs lotteri som hun havde fået af sin far på hans dødsleje. Loddet skulle udtrækkes indenfor 50 år med minimum 500 kr, og det var netop 50 år siden det var udstedt. Sidste frist for udtrækningen var i dag den 24. december. Men med hvilket beløb? Nu skulle hun bare have loddet fundet. Hvor var det nu hun havde gemt det? Imens hun rodede i skuffer og skabe, kom Jørgen igen forbi og kiggede ind ad vinduerne. Da han så at hun nu vendte skufferne ud på gulvet, troede han at hun nu endelig var ved at pakke.
   Nu skulle Jørgen til at skynde sig hen på kroen til de fattiges jul, inden han skulle hjem og hvile sig på divanen. Han skulle jo også huske jobsamtalen med Anes søn om stillingen som kontorassistent.
   Hvert år lånte Jørgen kroens sal ud til de fattiges jul. Derfor havde han arrangeret det sådan med kæmneren i Kongsbæk sogneråd, at alle indtægter fra kroens sal var skattefrie, da salen jo blev udlånt gratis i forbindelse med velgørende formål. Når Jørgen kom ind i salen, skulle de fattige rejse sig og sige tak for husly. Jørgen kom altid lige før måltidet for så kunne han brækkede et stort stykke flæskesvær af stegen. Jørgren elskede flæskesvær.
   "De fattiges jul" havde i år indsamlet 165 kroner og 63 øre til festen. Alle værdigt trængende var blevet skrevet på en liste. Foreningens medlemmer havde herefter med stort besvær skaffet mad til alle, ved at de lokale handlende havde suppleret op med de fødevarer som manglede for at alle kunne blive mætte.

Karl Sloth, godsejerens søn, sad i sin fars krostue sammen med et par andre unge fyre, som kiggede beundrende på ham. Han pralede med sin fars penge, og med alle de måder han havde snydt de piger som han havde lokket med op på et af værelserne ovenpå. Hver gang servitricen kom forbi klappede han hende bagi og grinede lummert. De to andre grinede med.
   Nu kom Karl i tanke om, at han havde lovet sin far at være med ved alle jobsamtaler til en ny stilling som kontorassistent på fabrikken. Han måtte hellere af sted nu, for han havde et par steder han skulle forbi først. Fra kroen gik han nu hen forbi kæret. Men hvad var det han så ligge der i sneen, en stor tyk tegnebog magen til hans fars. Han samlede den hurtigt op. Det var hans fars tegnebog. Karl tømte den nu for penge, og tog den i lommen. Det var dejligt syntes Karl, for han kunne bruge alle de penge han kunne få fat på. Han så sig omkring. Ingen havde set det.
   Da Jørgen Sloth lagde sig på sofaen, strammede bukserne ikke så meget som de plejede. Han var lige ved at glæde sig over at være blevet tyndere, da det gik op for ham, at tegnebogen var væk. Det var skidt, for selv om der var mange penge i tegnebogen, så var der endnu flere på veksler, lejekontrakter og i andre papirer deri.
   Han sprang straks ud i bilen og kørte så hurtigt han kunne. Det sidste han kunne huske var, at han havde haft den da han var nede ved Ane i Kjæret. Frem og tilbage gik han i sneen, og sparkede lidt her og lidt der. Nu kom Anes børn hjem med noget til hende at spise. Jørgen forklarede dem hvad der var galt og sagde at der var en stor dusør til den som fandt tegnebogen. Ane og børnene begyndte nu at søge overalt.

Da Jørgen kom hjem stod Karl parat. "Far jeg har fundet din tegnebog nede ved kæret. Men der er ingen penge i den, kun papirerne. Nogen må have tømt den".
   "Fandens også. Selv her i lille Kongsbæk kan man ikke stole på folk. Tak Karl -, hvor fandt du den?"
   "Nede ved kæret."
   "Det var pokkers der har jeg selv ledt. Så har Ane eller en af hendes snotunger nok fundet den mens jeg var væk, taget pengene og lagt den tilbage igen -.
   Jeg ringer til politiet. Hov! Jobsamtalen med den ældste af ungerne. Karl kan du ikke ringe til politiet og melde tegnebogen stjålet for mig?"
   "Jo, Men for resten far, den stilling. Kunne du ikke give den til en af mine gode venner. Jeg har lige siddet og talt med ham om det."
   " Nahh, Anton er jo så dygtig og lige nu er han jo let at presse."
   "Jamen far er du sikker på det ikke er Anton som har tømt din tegnebog. Det er trods alt Ane som mest mangler penge her i byen? Desuden er Anton jo altid syg."
   "Jaeh, det har du selvfølgelig ret i, men Anton han er jo så dygtig. Ja ja da, så siger vi det. Altså, at din ven får stillingen."
   Jørgen ejede også både Kongsbæk skov og Kongsbæk ny plantage. Hans formand i skoven havde været nede på torvet for at hente de træer som var så skæve at ingen ville købe dem. Da han kørte forbi Anes hus, tabte han et af træerne. Anes børn så det mens de stadig ledte, og tog det med ind i huset.
   Ane var sikker på at de ville kunne blive i huset. Hvis bare én af tingene lykkes, sagde hun. Men nu var det nu, og nu gik det stærkt.
   Først var der Antons jobsamtale. Da Jørgen Sloth så Anton komme gående til jobsamtale ude på forpladsen åbnede han et vinduet og råbte.
   "Stillingen er besat, du kan godt gå hjem."
   Da Jørgen kom med Kongens foged blev han nødt til at sige til Ane og børnene, at tegnebogen allerede var fundet og der slet ikke var nogen findeløn.
   Postbudet havde været der med et luftpostbrev fra den amerikanske advokat. Han troede tydeligvis at familien i Danmark havde penge. I brevet stod at hvis de oplyste alle numre og koder til deres bankkonto så ville de indsætte 50 millioner $. Brevet var sat kluntet sammen af danske tekststumper. Anton var så dygtig, at han straks afslørede det som svindel. Lotterisedlen fandt Ane aldrig. Til sidst kom Jørgens formand fra skoven, efter det træ han havde set Anes børn bære det ind i huset.
   Men nu var tidspunktet kommet hvor fogeden fortalte Ane hvor mange penge hun skyldte og om hun ville betale dem nu.
   Ane og børnene blev herefter sat på gaden. Da alle var kommet ud, stillede de op på en lang række og vandrede hurtigt af sted lige ind i det tætte snefog.

Men hver julenat, og især hvis det sner tæt, kan man se Ane og børnene med en lang række mennesker efter sig kommer gående uden at finde hvile. Ser du dem, så stå helt stille, for bevæger du dig vil du gå dem i møde og blive den næste i rækken.