1964. Et sted ovre i venstre side af Midtjylland.
   Svend-Erik var i gang med efterårspløjningen. Han kunne lige nå at blive færdig, med det stykke han var i gang med, inden han skulle hjem og passe dyrene.
   Hele dagen havde han glædet sig, for i aften skulle han have sin livret gule ærter med kogt flæsk. Det skete kun nogle få gange om året, men når det skete, så lavede Lis-Margit portionen stor nok til, at den kunne vare i tre dage. Det kunne hun jo lige så godt, når hun nu var i gang, for suppen blev bestemt ikke ringere de næste par dage.
   Fra traktoren fik Svend-Erik pludselig øje på en lille grå varebil, der kørte ind på gårdspladsen derhjemme. Hans første tanke var, at det var dårlige nyheder for de gule ærter. Lidt senere så han Lis-Margit svinge med et viskestykke nede for enden af køkkenhaven.

Lis-Margit havde været i gang med vasketøjet, da det pludselig bankede på døren. Hun havde kun lige nået at tage forklædet af og ladet fingrene løbe gennem håret, inden den fremmede åbnede døren.
   En yngre mand -, først i trediverne i jakkesæt og slips, stod i døren med en stor kasse i den ene hånd.
   "Goddag frue," sagde han med tydelig østsjællandsk dialekt. "Mit navn er Danny D. Carlsen -, men kald mig bare Danny Dan Carl. Jeg rejser for firmaet DHI -, men kald det bare for Dansk Husholdningsmaskine Import."
   Han lavede en lille pause, men da ingen fortrak en mine fortsatte han.
   "Må jeg have lov at komme indenfor og demonstrere det nyeste indenfor moderne rengøring for dem og deres familie?"
   Danny Dan Carl ventede ikke på svar, men gik direkte ind midt på stuegulvet, hvor han åbnede kassen og tog en støvsuger frem. Lis-Margit og de mindst generte af børnene gloede på støvsugeren, og der lød et svagt "Det må a nok sej da" fra Lis-Margit.
   Godt nok havde de en støvsuger i forvejen, men den lignede en af spandene til malkemaskinen og hed NILFISK. Den som støvsuger sælgeren viste dem så ud til at være designet hos Cadillac og hed Electrolux. Den var tofarvet pink og creme.
   "Er den ikke bare -, bare rigtig moderne og smart," sagde sælgeren.
   "Jow -," det indrømmede de gerne.
   "Er deres mand ude i marken?" Spurgte Danny. Han vidste godt at det var konen han skulle sælge støvsugeren til, men han vidste også, at det var manden som skulle betale den. Var han ikke med fra starten, ville han sikkert sige nej. Han måtte sørge for at Svend-Erik også havde andel i at opleve støvsugeren.

"Åh -, pokkers også." Bare lige et kvarter til så havde han været færdig. Nu blev han nødt til at vente med at pløje det sidste lille stykke til i morgen.
   Så snart Svend-Erik stoppede traktoren hjemme på gårdspladsen, råbte Lis-Margit: "Der er kommet en Københavner som vil sælge os en moderne støvsuger. Jeg ved ikke, men vi kunne nu godt snart bruge en ny."
   Inde i stuen havde sælgeren fået børnene til at finde Nilfisken frem. Så snart Svend-Erik kom ind i stuen, præsenterede Danny sig og vendte sig ind mod vinduet. Nu begyndte han at støvsuge gardinet med Nilfisken. Da han var færdig, tog han Elektroluxen og satte en ny pose i den, inden han igen støvsugede gardinet. Så åbnede han støvsugeren, tog posen ud og rev den op. Posen var sort af støv indvendig. Alle forstod at det måtte betyde, at Nilfisken havde nået pensionsalderen.
   Nu skyndte Lis-Margit sig lige at smutte ud i køkkenet efter en skive rugbrød med to skiver oksetunge på. Svend-Erik måtte have noget i maven, efter at han havde været i marken hele dagen. Lis-Margit kunne ikke undgå at se sælgerens øjne følge tallerkenen. Derfor følte hun, at hun var nødt til at byde ham noget tilsvarende.
   "Du er velkommen til at få en bid brød med." sagde hun.
   Sælgeren var nok sulten, men ikke så sulten at han ikke var kræsen.
   "Nej tak ellers tak", sagde han, og fortsatte med et skævt smil "jeg spiser ikke noget som andre har haft i munden." Han havde troet at de ville grine af den, men i stedet sagde Svend-Erik, som var lidt træt af sælgeren, "Vil du hellere have et æg." Svend-Erik kendte jo godt den med oksetungen, og fortsatte blot med en af samme slags..
   Det forstod sælgeren ikke hvad han mente med og sagde "Ja tak."
   Lis-Margit måtte så sige, at hun ingen æg havde.

Mens Svend-Erik spiste maden fortalte sælgeren nu ivrigt om, at han lige havde besøgt deres nabo Vagn-Otto Olesen.
   "Nå købte han så en ny støvsuger?"
   "Næh -, nej, han købte godt nok ingen. Han havde vist ikke rigtig råd."
   "Nej -, men han har godt nok også mange børn."
   "Far hvem er Vagn-Otto Olesen?" Ville den ældste af drengene vide.
   "Det er lynknepperen han mener."
   Nu prøvede sælgeren igen. "Flere af jeres naboer har allerede en magen til den som står inde i stuen."
   "Vi hår nu ellers kun en." For gården var omgivet af skove og en sø på tre af siderne.
   "Nej -, jeg mente Elektroluxen. Ikke Nilfisken," sagde sælgeren.
   Svend-Erik opgav at forklare ham at de kun havde en nabo.
   Sælgeren kunne nu mærke, at Svend-Erik ikke var helt overbevist endnu, men så længe Lis-Margit ville have den var der håb. Derfor prøvede han "mandetricket".
   "Støvsugeren kan også bruges til at sprøjtelakere med. Til støvsugeren medfølger der en sprøjtepistol, som ellers normalt er ekstraudstyr. Med den bliver en gammel cykkel som ny. Den fungerer ved at man tager slangen ud og sætter den i der hvor luften kommer ud."
   "Det var da utroligt." Sagde Svend-Erik, "sådan en kunne min gamle onkel Anton have haft meget gavn af den gang han levede. Så vil han have kunnet male en hel bil efter å have spist sig mæt i grønlångkål. Og det gjorde han tit."
   "Ja altså bag i støvsugeren" sagde Danny.

Nu kunne Svend-Erik høre at dyrene i stalden var ved at blive utålmodige.
   "Nu er jeg nødt til at gå ud i stalden i en halv time."
   Danny Dan Carl havde besluttet ikke at give op. Han gav sig derfor til at lave dagens regnskab mens han ventede.
   Da Svend-Erik kom tilbage, var han mere end parat til de gule ærter som han havde glædet sig til hele dagen. Sælgeren havde stadig ikke fået noget at spise, og Lis-Margit belønnede hans vedholdenhed ved at byde ham med til bords.
   Svend-Erik skulede noget til sælgeren da han fyldte tallerkenen til randen. Danny havde haft tid til at tænke over sin taktik. Efter at have sat sig til bords, begyndte han derfor at rose gården for at være velholdt. Svend-Erik kaldte han for gårdejer, selv om han godt vidste at han var husmand.
   Det lod til at virke. Men da sælgeren derefter begyndte at prise suppen i høje toner i håbet om at blive budt igen, faldt hans stjerne dog hurtigt.
   "De gule ærter er virkelig vidunderlige," roste han Lis-Margit. "Suppen er både god og kraftig. Der må være noget, som gør at grisens skanker give suppen ekstra meget smag."
   "Ja grisene går jo altid rundt i det de taber," sagde Svend-Erik." Så det er nok ligesom med grønsagerne i suppen, de får også mere smag når jeg graver latrinspanden ned ved siden af dem."

Nu mistede sælgeren heldigvis noget af sin gode appetit. Han kunne godt mærke at Svend-Erik var lidt irriteret på ham, og derfor prøvede han nu den sidste udvej - børnene.
   Han spurgte nu den dreng der sad nærmest:
   "Og hvad hedder du så min lille ven?"
   "Jeg er kaldt op efter min oldefar."
   "Nå da -, og hvad hed han så?"
   "Jah - det kan jeg da ikke huske. Han er jo død for mange år siden."
   Sælgeren tænkte stakkels dreng han kender ikke engang sit eget navn.
   Svend-Erik tænkte - utroligt med den knægt. Kun 7 år gammel, beherskede Søren-Ole den vestjyske humor så god at selv Svend-Erik havde været tæt på at komme til at grine. Han ville kunne drive det langt.
   Svend-Erik mærkede nu hvor det bar hen ad med støvsugeren - og også med de gule ærter. Så inden Lis-Margit kunne nå at byde sælgeren anden gang, røg han op fra stolen og sagde "velbekomme - jeg må ud og gøre færdig i stalden." Så vendte han sig om mod Danny Dan Carl og sagde: "Hvo meget koster sådan en gavtyv så?".
   "Jae -, normalt koster den jo 225,- kr., men vi kører tilbud på dem."
   "Hvo meget sagde du?"
   "175,- kr."
   Svend-Erik fandt pengene i pungen og rakte dem til sælgeren. Da han var kørt og børnene var lagt i seng, sagde han til Lis-Margit.
   "Han bor nede på missionshotellet. Per-Jens siger, at de pisser i håndvasken og pudser sko i gardinerne."
   På vej tilbage til missionshotellet tænkte Dan " Hold kæft hvor her lugter af lort mand, men her lugter også af penge."