"Spis hellere godt inden du tager derhen. De får ikke meget at spise hvis de skal dele alt." grinede min far.
Mor havde fortalt ham, at jeg var inviteret til aftenkaffe hos en pige, som stadig boede i det kollektiv hun var vokset op i.
Jeg havde kendt Mia i over en måned, og nu havde hun inviteret mig til te og boller, så hendes "familie" kunne se mig an.
Selv om der var lidt langt, besluttede jeg mig for at gå. Jeg vidste ikke at netop denne nat ville blive årets koldeste. Jeg vidste heller ikke at te og boller, som for mig var det samme som kaffe eller Earl Grey te og hvide boller med tandsmør, for Mia betød klidboller og brændenældete. Derfor var jeg helt uforberedt på, det der kom til at ske.
Inden jeg gik af sted, havde jeg taget godt med tøj på. Jeg havde troet at det var nok at jeg holdt hænderne i frakkelommerne, men nu efter at have gået en tredjedel af vejen, vidste jeg at det var det ikke. Jeg kom til at tænke på, om der kunne gå koldbrand i mine fingre. Det ville i alt fald være en let sag at knække dem af. Jeg overvejede at gå tilbage efter mine handsker, men indså at det ikke ville hjælpe noget nu.
Heldigvis kom jeg forbi et supermarked som stadig havde åbent. Her varmede jeg mine hænder, mens jeg ledte efter et par handsker. Men havde der været, var det i alt fald udsolgt nu, og klokken var nu så mange, at jeg måtte gå.
Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Da jeg kom forbi slagterafdelingen, fik jeg pludselig en idé. To uger tidligere havde min gymnasieklasse holdt sammenskuds julefrokost. Jeg skulle medbringe leverpostejen, og jeg huskede hvor dejligt de to bakker havde lunet mig gennem rygsækken.
Nu fandt jeg de to varmeste bakker leverpostej, og skyndte mig op til kassen for at betale. Derefter stoppede jeg returpengene i bukselommen, og bonen ned i frakkelommen som jeg plejede. Nu gik det rask af sted. Begge bakker var kolde da jeg nåede frem, men det betød intet, for jeg kunne stadig bevæge mine fingre.
Inden jeg gik ind, ville jeg gerne af med leverpostejen. Det var trods alt for underligt at ankomme med to bakker leverpostej og en blomst som gave til Mia. Men jeg kunne ikke se skraldespanden noget sted, så jeg kastede begge bakker over i sneen bag cykelskuret.
Jeg ringede på. Mia åbnede døren og vi kyssede ude i gangen. Netop som jeg ville give hende blomsten, kom kollektivets hund Rollo. Den havde mærket duften fra frakken, og kastede sig nu over mig så jeg tabte vasen med blomsten på klinkegulvet. Forsigtig samlede jeg glassplinterne op og lagde dem op i min højre hånd.
Jeg gik ind i stuen for at høre om der var et sted jeg kunne smide glasskårene ud. Men her stod Mias mor parat. Så snart hun så min fremstrakte hånd, skyndte hun sig at trykke den og sige goddag. Vi fik begge sår i håndfladen og forbindingskassen måtte frem.
Alle i kollektivet var hjemme undtagen Ole. Mia hviskede til mig, at det gik skidt med ham. Han havde ikke så mange penge, og nu var han begyndt at drikke lidt for meget. Dengang kollektivet startede, havde de alle været politisk aktive, og Ole havde været indpiskeren. Nu var det hele mere blevet en vane og en billig måde at bo på.
Jeg satte mig over i sofaen, og snakke med Mia og hendes mor. Da teen var færdig, satte alle sig til bords. Mias klidbolleen blev sendt rundt, og brændenældeteen blev skænket op. Jeg ville skære min bolle over, men den viste sig at være meget tung og stenhård. Alle andre var tydeligvis rutinerede i at se, hvilke boller der var tættest på at være spiselige.
Det lykkedes mig dog at brække et stykke ud af bollen med en kniv. Nu var der hul og jeg tog en stor bid. Bollen viste sig at være fyldt med tørt klid og mel. Melet sugede sig fast overalt i munden hvor der var fugt. Jeg skulle hoste men ville ikke hoste mel ud over det hele. I stedet rakte jeg ud efter tekoppen og tog en slurk. Det skulle jeg ikke have gjort. Brændenældete og mel er som vand og cement. Teen fik melet til at størkne.
Med udsigt til at dø kvælningsdøden valgte jeg at suge så meget luft som muligt ned i lungerne, inden dejen størknede og blokerede mine luftveje. Da tidspunktet indtraf var jeg så rød som en postkasse i hovedet, og jeg gik af som en gammel forlader kanon.
Klidbollen fløj tværs gennem lokalet og lavede et grimt mærke på bagvæggen, inden den faldt ned og knuste to tallerkener som Mias højtelskede oldemor, efter hvad jeg kunne høre gennem hendes grådkvalte stemme, havde håndmalet kort tid før hun døde. Mia trøstede mig dog, hun mente ikke at det var min skyld.
Men om det var på grund af iltmangel eller andet, så var jeg blevet så forvirret, at jeg gik fra bordet og sagde "tak for kaffe". Men kom så i tanke om, at det var te, og i forvirringen rettede jeg det til "eller hvad det nu var" men det blev det nu ikke meget bedre af.
Midt i alt dette gik døren til køkkenet pludselig op, og Ole kom sejlende ind med et stort fad, mens han råbte. "Så er der varm leverpostej."
Alle vendte nu ryggen til urteteen og klidbollerne, og jeg må indrømme at jeg håbede at det betød, at jeg ikke behøvede at spise bollen færdig.
En af de voksne sagde "Hør Ole, hører der ikke bacon og champignon med?" Men Ole svarede ikke.
Jeg fik selvfølgelig straks en ubehagelig tanke. Havde Ole set mig kaste de to bakker med leverpostej væk, og ville han kunne finde på at samle dem op, så godt han kunne, for at lade os spise dem? Nej det kunne han vel trods alt ikke.
Jeg skulle ikke have sagt noget. Dels kunne Ole jo have købt leverpostejen, og dels havde jeg vist gjort mig tilstrækkeligt uheldigt bemærket for resten af aftenen.
Men da jeg kiggede på leverpostejen syntes jeg ikke rigtig den havde facon og at det så ud som om nogen allerede havde spist skorpen.
Jeg skulle i alt fald ikke nyde noget.
Nu tog Ole en lap papir op af lommen, "jeg sætter lige bonen ind i fællesmappen, og tager det beløb jeg har lagt ud."
"Nej Ole det gør du ikke." Sagde en af de andre voksne "Vi har kassemøde i morgen fredag som vi plejer. Beklager du må vente, vi ser på den i morgen."
Pyha, så var det alligevel ikke den leverpostej som jeg havde varmet mine hænder på. Ole havde en bon. Herligt så slap jeg for Mias kanonkugler -, men hov - vent nu lige lidt . . . .
Ole måtte jo have set Rollo stå vagt ved min frakke, og han lød faktisk til at være mere interesseret i pengene end i leverpostejen. Var han mon så desperat efter penge, eller nærmere øl, at han havde ledt efter min kassebon i frakken. Jeg kunne jo ikke så godt bede ham om at se den.
Vi satte os igen over i sofaen og Mias mor hentede et glas vand så jeg kunne slippe af med min hoste.
Da det blev tid til at gå hjem, lånte jeg to par forede luffer af Mia. Vi kyssede farvel og Mia blev stående i døren for at vinke.
Ude i kulden igen, kunne jeg mærke at jeg ikke var helt færdig med leverpostejen. Jeg blev nødt til, at finde sandheden. Så snart jeg nåede den første lygtepæl, stak jeg hånden i frakkelommen og tog hele stakken af boner frem og bladrede den igennem. Jeg fandt hurtigt den jeg ledte efter. To bakker leverpostej, så var den god nok. Ole havde ikke taget min bon, Han havde selv en. Der var alligevel noget galt. Hvorfor havde han ikke købt champignon eller bacon?
Det ville også være for groft at udsætte sine bofæller for noget så ulækkert, bare for en enkelt øl på et værtshus. Alkoholikere kan ellers finde på meget, så hvis Ole var alkoholiker, og det havde været mere end de 18 kr. de to små bakker havde kostet, kunne han måske have følt sig fristet. Hvis bonen for eksempel havde været på . . .
Jamen jeg havde da er der var større. De to store bakker leverpostej til julefrokosten.
Jeg bladrede bonerne igennem igen. Bonen fra julefrokosten var væk. . .
Da jeg kom tilbage, var alt lys ud mod vejen slukket. Jeg gik forsigtigt hen til cykelskuret.
Ingen leverpostej.
Så måtte det være Ole. Måske lå de tomme bakker øverst i skraldespanden. Jeg så at skraldespanden stod bag et hegn udenfor køkkenvinduet, og gik hen og åbnede låget. Men inden jeg kunne nå at se noget nede i mørket, følte jeg var det som om nogen betragtede mig.
Jeg kiggede op. Inde bag køkkenvinduet anede jeg Oles ansigt i det svage lys. Han stod og grinede hånligt, som om han var stolt af at kunne vride penge ud af mit besøg. Som om han mente at have styr på alt.
Overdrevet langsom tog jeg nu bonen fra i dag op af lommen, og holdt den frem. Så rev jeg den langsomt i små stykker, som jeg lod falde ned i skraldespanden.
Oles ansigt blev alvorligt. Jeg så ham tænde lyset og tage en lap papir frem, som måtte være min gamle kassebon. Jeg vendte rundt og gik hjem.
Der kom til at gå lang tid inden jeg igen spiste varm leverpostej.