I en fjern afkrog af Danmark ligger der en by ned til en sø omkranset af løvskov. Engang var byen centrum i sin egen kommune, og det smukke gamle rådhus ligger stadig midt i byen. Engang lå her også en brandstation mellem rådhuset og byggefirmaet AC Nielsen. Stedet er i dag omdannet til Byparken bedre kendt som Ottosminde.
   Otto boede på den anden side af vejen skråt overfor rådhuset. Han var ikke som folk er flest, meget af hans tid gik med at fortælle andre om de lokale politikeres fadæser. Med høj stemme og store armbevægelser fortalte han gerne alle, hvad politikerne burde have gjort i stedet for det de havde gjort. Det havde ofte noget at gøre med "dem som bare får pengene fra det offentlige". Havde han haft magt som han havde agt, ville verden have set meget anderledes ud -, det var tydeligt for alle. Men trods troen på egne evner, havde han ikke drevet det længere end til at bestyre en iskiosk. Folkeviddet havde derfor givet ham tilnavnet General Ispind.
   Otto elskede at fortælle om, når det var lykkedes ham at gøre politikere og kommunalt ansatte til grin. Som dengang da kommunen lavede en bådebro ud i søen. Det havde hurtigt trukket en lille flok nysgerrige til heriblandt Otto. Arbejderne havde brugt en teodolit til at sikre sig broens placering og flugt. Da de også ville bruge den til at sikre at bådebroen blev vandret var Otto der straks.
   "Hvorfor måler I ikke bare nede fra vandet, det skulle da være vandret?"

Otto havde svært ved at finde fast arbejde. Midt i 80erne kom der igen gang i byggeriet af enfamiliehuse. Da AC Nielsen kom til at mangle arbejdskraft, lykkedes det edelig for Otto at få arbejde i firmaet som arbejdsmand.
   Efter en måned stillede Otto pludselig hos værkføreren med en lang rapport over arbejdsrutiner, som han mente burde ændres. Samtidig beklagede han sig over arbejdskollegaerne, som han mente holdt for mange og for lange pauser.
   Værkføreren forsøgte at forklarede Otto, at arbejdsgangene i firmaet ikke var som han troede. Alligevel var Otto der igen allerede efter en uge. Denne gang tog værkføreren ham med ind på sit kontor.
   Otto, som troede at han skulle ind på kontoret for at uddybe sin kritik og udpege sine kollegaer, blev medet overrasket da værkføreren i stedet sagde.
   "Otto -, jeg kan mærke på dig, at du ikke føler dig godt tilpas her hos os. Med dit initiativ vil du sikkert kunne finde et arbejde, hvor du vil føle dig mere værdsat end her hos os. Derfor vil jeg foreslå dig at prøve at finde et andet arbejde."
   Otto kom ikke mere til værkføreren, men rundt om i byen fortalte han alle om hvor dårligt firmaet var ledet. Derfor blev han også fyret som den første, da den første nedgang kom i byggeriet. Fyringen gjorde Otto meget bitter, men var dog til Ottos held. Fyringen gav ham nemlig mulighed for at nå at få et nyt arbejde, inden der kom flere arbejdsløse i byen.
   Brandvæsnet havde længe manglet en mand, og da der nærmest ikke var andre at få, fik Otto stillingen.
   Nu var Otto i sit es. Fra starten gik han så meget op i sit nye arbejde, at han efter et par år blev indsatsleder. Hans uniform fik nu stjerner på skuldrene.
   Otto var nu parat til at rykke. Det som irriterede ham mest, var at han var blevet fyret i byggefirmaet, og det at flere og flere var begyndt at reagerede på hans beretninger med et "Kan det nu også passe Otto". Nu da han havde fået lidt at skulle have sagt, havde han udtænkt en plan. Han ville, under påskud af at stramme op på brandstationen, både hævne sig på byggefirmaet og bevise sin effektivitet og omtanke overfor dem som tvivlede på hans evner.
   Første gjaldt det de falske brandalarmer. Det skete ind imellem for firmaer som havde automatisk brandalarmering, hvor alarmen selv ringede til brandstationen og afspillede et bånd. Det var netop sket flere gange på det seneste for byggefirmaet.
   Det andet han ville gøre noget ved, var den kedelige kendsgerning, at hele det sidste år havde det hver gang været brandvæsenet inde fra købstaden, som var nået først frem til brandstedet som de første.
   De falske alarmer skulle koste penge. Prisen kunne han dog ikke bare sættes tilfældigt, samlet måtte de ikke overstige de faktiske udgifter. Da byggefirmaet kun lå to huse fra brandstationen, og en hel del af brandfolkene arbejdede der, foreslog han med vilje ikke et fast beløb pr. kørt kilometer, men i stedet et højt fast beløb for at starte brandbilen.
   Da brandalarmen igen gik i gang hos AC. Nielsen på en af de første sommerdage, stod Otto og alle de øvrige brandmænd der kort tid efter. Man konstaterede hurtigt, at der ingen brand var, men at alarmeringssystemet var blevet overophedet i varmen.
   Først da Otto bagefter ville skrive en regning, gik det op for ham at han havde dummet sig. Han havde ikke tænk på at starte brandbilen, da han først lige ville se om der virkelig var brand.
   Brandmændene var godt tilfredse de var blevet budt ind til morgenkaffe og en gammel dansk, så Otto må opgive sin hævn for denne gang.

Nu satsede Otto på at forbedre sit rygte for mangel på omtanke. Det lokale brandvæsen måtte være de første på brandstedet næste gang alarmen lød. Otto var godt klar over, at det nu gjaldt hans ære. Derfor indskærpede han sine folk, at når alarmen lød, skulle alle straks smide hvad de havde i hænderne og køre til brandstedet så hurtigt de kunne.
   Derfor var Otto spændt som en fjeder næste gang alarmen lød. Brandmændene gjorde som de havde fået besked på.
   Endelig -, endelig skete det, de kom først.
   Otto skulle netop til at sole sig, da en af brandmændene spurgte ham hvor brandbilen var henne.
   På vej tilbage efter brandbilen hilste Otto med sur mine på brandvæsenet inde fra købstaden. De var på vej i den modsatte retning mod brandstedet.
   Men Ottos kvaler var ikke ovre endnu. En søndag formiddag, kort tid efter at han have glemt brandbilen, ville han svejse nogle huller i bunden af sin egen bil inde i brandstationens garage. Pludselig var der ild i brandstationen.
   Denne gang måtte brandvæsnet fra købstaden både lukkede og slukkede efter det lokale brandvæsen.
   Brandstationen blev ikke genopbygget. Kommunen lavede i stedet en aftale med købstadens brandvæsen. Otto vendte tilbage til sin iskiosk. Men i tiden herefter blev alle som var lidt uklare eller forvirrede spurgt:

"Hvor er brandbilen Otto?"