Jeg elsker Paris, og pariserne med alle deres særheder og laster. Bare det at de tør at vise deres lidenskaber, og fortsætter langt forbi der hvor vi andre synes, at det vi har makket samen er "godt nok". Man påstår at man kan få en franskmand til at spise alt, blot varen er specielt udsøgt blandt de bedste råvarer og derfor også kostbar. Hvorfor gøre et måltid til noget som blot skal overstås, når man kan gøre det til en oplevelse?
   Men nu er det som engang var en naturlig del af det at opleve Paris, ved at forsvinde. De restauranter hvor mange kom for at spise god og billig mad er snart borte.
   Første gang jeg var i Paris, så jeg den sidste rest af Le Halles gamle støbejernshaller blive revet ned. Hallerne havde i en lang periode været Paris mave. Jeg fandt dog to spisesteder på Montmartre som også var gode og billige, og som have bevaret den gamle stil. Senere fandt jeg ud af, at der var tre spisesteder som hørte sammen Cartier, La Drouot og Le Commerce.
   Her var det en oplevelse at spise hver gang. Maden var altid perfekt og priserne virkelig lave. Tager man spisekortet fra 1984 fra den dyre ende, kostede forret, hovedret, dessert og en god vin ca. 45 franc. Med servering og i danske nutidspenge er det ca. 130 kr. Var man en fattig studerende, og i stedet tog kortet fra den billige ende, kunne det gøres for det halve. Ganske vist steg priserne ret hurtigt i årene herefter, men det var stadig billigt at spise her.
   Restaurant "Chartier" ligger stadig inde i gården bag poten i 7 rue de Fauburg. Stedet er stærkt præget af turister især amerikanere på godt og ondt. Den anbefaling restauranten fik i Arthur Frommers bog "Europe on 5 Dollars a Day" i 1957, har fået stedet til at overleve. Men det har kostet. Restauranten er delt op i to dele, hvor den forreste del mest benyttes af unge mennesker, som skal prøve fransk madkultur "french fries and Cola".
   Den bagerste del af restauranten er for de ældre, eller som jeg foretrækker det "de voksne". Tjenerne her er ved at have vænne sig til, at turisterne vil have salaten og bøffen samtidig. Ikke salaten først. Men jeg tror næppe de vænner sig til at amerikanerne (især mændene) hælder det hele sammen på en tallerken, og skærer det i små tern, for at skovler det hele ind med gaflen i højre hånd.
   I det andet spisested "La Drouot", som lå på 1. sal på 103 rue Richelieu, kom der manmge lokale for at spise. Jeg gætter på den blev lukket i slutningen af 1990erne.
   Når man kom op ad trappen, hilste overtjeneren og spurgte "En person?" Eller hvis man var to "Et bord til to?" ikke særligt originalt, men effektivt. Imens vurderede han ens vilje til at give penge ud på mad. Herefter blev gæsten sendt ned til den tjener som han havde valgt. Yngste mand fik de mindst indbringende kunder. Han havde også de dårligst placerede borde nede bagerst i lokalet, og han fik færrest drikkepenge. Det var herned jeg blev sendt til Jacque.. Men pyt han var den yngste, og læste "L'Equipe" med alt om sport. Jacque kunne hele det danske fodboldlandshold undtagen Preben Elkjær. Han hed Preben Larsen.
   Det var det spisested jeg blev ved at vende tilbage til år efter år. Tjeneren viste oftest en gæst som kom alene hen til et bord hvor der var andre gæster i forvejen. En god tjener "pakker" sine gæster for at have flest mulige gode pladser parat. Flere gange har jeg prøvet at blive placeret ved et bord sammen med et par håndværkere i arbejdstøjet. Her var der ikke plads til fine fornemmelser. Dugen bestod af et stort ark hvidt papir. Havde man været der nogle gange, blev man betroet at skrive sin egen regning på papirsdugen. I 1984 var "service" stadig "non compris", så de 12% var der mange danskere der glemte.
   Den tredje restaurant som var forbundet til de to andre var "Le Commerce". Den ligger vist stadig på 51 rue de Commerce.

Mange danske turister har prøvet at komme med toget til Paris, og gå direkte fra Gare du Nord, og ind til bardisken i den nærmeste bar for at købe en øl. Taler man ikke fransk undrer man sig over bartenderen talestrøm og store utålmodighed. Svarer man ikke, peger han ned på gulvet i baren, så ned i lokalet og sidst ud på bordene ude foran på fortovet. Man forstår intet, men det lykkes nok til sidst at få en temmelig dyr øl. Tjeneren prøver at fortælle, at der er tre priser alt efter hvor man vil være, og at man ikke selv henter øl i baren.
   Jeg husker også at danske turister var harme over at de skulle betale for at benytte et toilet. Alternativet var dog ret indlysende. Det var også næsten lige så galt, at man på franske barer ikke vasker glassene af, men blot lægger dem i koldt vand i vasken indtil de skal bruges igen. Her dur varme glas med sæberester ikke.

Jeg husker stadig to af de lidt sjovere måltider i Paris. I latinerkvarteret var der engang en spiserestaurant med kun to borde. Men der var også kun een person til at lave maden, servere den og til at vaske op. Så snart man havde bestilt forret og hovedret løb han til grønthandleren og slagteren. Når det var tilberede og serveret bestilte man dessert, og så løb han hen og købte ind til den.

I Frankrig tager det tre år at lære at bage baguetter. Det eneste andet sted jeg kender i verden hvor man kan købe ægte franske baugetter er i KaDeWe i Berlin. Baugetter bruges til næsten alle måltider, og selvfølgelig også til hotdogs. I Frankrig indeholdt pølserne mere kød end i Danmark og de varmes med damp. Pølsen puttes i et stykke baguette som inden er presses ned over et varmehorn lidt tykkere end en pølse. De serveres med stærk sennep og evt. ost.
   Engang på en studietur i Paris, var vi to som var blevet rigtig sultne omkring midnat. Af en eller anden grund ville vi absolut have en hotdog. Jeg havde set et skilt nede ved Gare du Nord, så der tog vi hen.
   Bag disken stod to tjenere. En høj og en lav (som Fy og Bi hvis nogen husker dem). Vi bestilte to hotdogs hver.
   De havde ikke travlt, og lod som om de ikke forstod os. Jeg så godt de blinkede til hinanden. Nu skulle de have lidt sjov. To hotdogs lavet af 30 cm lange pølser og 60 cm lang baguetter. De kom smågrinende tilbage med to 60 cm lange hotdogs med to pølser i hver. De bedste hotdogs jeg nogensinde har fået. Vi lod som om det var helt normalt, og skyllede dem begge ned med to liter øl, uden at fortække en mine.