I 1952 tog en unge Irlænder Ian McDuffy et sommerferiejob i Rom som runner for Disney Studios research til Lady and the Tramp. Ingen kunne dengang ane, at det blev ham som med en lille indskudt bemærkning, kom til at sikre både spagettiens og filmens succes.
   Det kunne ellers let være gået galt. Disneyland var lige bygget, og Walt anede ikke om det ville blive en succes eller fiasko. Da han læste filmmanuskriptet, var han stærkt bekymret fordi filmen manglede en stor scene.
   Lady and the Tramp gik nu ind i en fase, hvor man lod skuespillere afprøve de vigtigste scener. Det var nødvendigt at vide om filmen kunne holde til en kritisk gennemgang, således at det endelige manuskript kunne skrives færdigt.
   Først havde man tænkt, at den store scene i filmen skulle komme på et tidspunkt, hvor de to var alene. Men et magisk øjeblik opstår ikke bare af sig selv. Det måtte hjælpes på vej, og det måtte gerne være en blanding som for eksempel en daglig handling og en handling af omsorg. Scenen skulle først og fremmest virke ægte.
   Valget faldt på det tidspunkt hvor Lady and the Tramp spiser sammen, og hvor de, overvældet af de mange indtryk fra dagen, er uopmærksomme et øjeblik.
   Som måltid valgte man en helt almindelig italiensk ret, pasta med kødboller og tomatsovs. Den italienske pasta ville nemlig blive markedsføres i hele den vestlige verden i forbindelse med filmens premiere. På den måde ville filmen skabe en stabil baggrund for pastaens succes. Spørgsmålet var nu hvad der så skulle ske i scenen. Kødbollerne og tomatsovsen gav sig selv -, men pastaen?
   Da filmholdet under research i Italien skulle finde frem til den rette pasta, benyttede man sig af Italienske eksperter.
   Man håbede at det magiske øjeblik ville opstå gennem skuespillerne således at Walt kunne få sin "store scene". I en gennemspilning med levende skuespillere, forsøgte man at forme scenen sådan at Lady under måltidet ville pynte Tramp med en pastasløjfe. Først forsøgte man med en Fiocchi Rigati. Da den viste sig for fin til Tramp, forsøgte man med en Farfalle, men måtte opgive sløjfen efter kun at have prøvet nogle få af de 134 forskellig navngivne italienske pastasløjfer på markedet.
   Nu prøvede man med spagetti, men man måtte hurtigt opgive igen fordi de amerikanske skuespillerne fandt det lettere at suge spagettien ind i munden. Derved oversprøjtede de både sig selv, dugen og hinanden så alt blev helt indsmurt i kødsovs.
   Spagettien blev nu opgivet for at forhindre, at de forældre som ville give Disney Studios skylden, måske også ville undgå Disneyland, når nu børnene havde griset sig til, efter at have set en af Disneys film.
   Man overvejede herefter forskellige skalformede pastaer som Conchiglie Rigato, Riccioli og Radiatori. Det virkede ikke, og man prøvede så om Lady kunne glæde sig over pasta i små figurer som eksempelvis Ruote og Spieghe. Men Disneys medarbejdere måtte erkendte, at scenen stadig virkede underligt kejtet.
   Herefter forsøgte man med Rutini, men det stod ret hurtigt klart, at det var svært for almindelige mennesker, at forbinde Rutini med omsorg. Selv om Tramp blev foreslået som handyman blev Rutini slettet af listen igen på grund af det engelske ord for skrue.
   Andre faconer som Rotelle, Fiori, Conchiglie og tilsvarende forslag var for intetsigende, og fik skuespillerne til at virke umoden under prøvefilmningerne.
   Ved et tilfælde kom Ian McDuffy nu forbi, og da han hørte at prøvefilmningen var gået i stå, spurgte han "Hvorfor ikke spagetti?"
   De forklarede ham nu hvad der var sket, og Ian McDuffy svarede, at det forstod han godt for, som han sagde:
   "Når man spiser spagetti føles det som om, at spagettien er en eneste lang tråd, og så vil de alligevel være nødt til at starte fra hver sin ende og mødes på midten."
   Hele holdet kiggede straks på hinanden - der var den jo. Kun spagetti ville kunne redde scenen. Alle børn i den vestlige verden fik ved filmens lancering at vide, at man ikke måtte suge spagettien ind i munden og at den ikke måtte knækkes. Det sidste medførte mange sjove løsninger. Specielle gryder, kogning af den ene ende af spagettien indtil den andenende kunne bøjes ned i gryden osv.
   Siden har scenen været blandt de 25 mest kendte filmscener i verden.
   Igen tog de italienske pasta eksperter over, og foreslog fra starte Tagliolini eller for overskuelighedens skyld Pappardelle. Men filmholdet ville være sikre på at pastastrengen var tilstrækkelig lang til, at Lady og Tramp ikke opdagede at de havde fat i den samme spagetti før det var for sent. Derfor foreslog eksperterne nu, at man i stedet brugte den oprindelige traditionelle spagetti med dobbeltlængde, men da den er sort, ville Disneys medarbejdere ikke bruge den. Den snoede Fusilli Lunghi Bucati viste sig ubrugelig og tykkelsen blev afprøvet helt fra Cappelini og til Ziti. Til sidst endte man ved Spagetti Rigati.
   Spagetti Rigati er ideel til eksport, fordi den er lavet af den specielle Italienske durumhvede, og ikke indeholder æg. Derfor kan den holde sig i op til to år.
   Efter filmens succes blev der i Italien indført en lov, som fastlagde mindste længden for italiensk spagettis til 43,5 cm. Loven blev udformet af det italienske fødevareministerium, ministeriet for turisme og udvikling og cosa nostra i 1954. Anledningen var at man ikke mente, at de amerikanske turister ville få det fulde udbytte af et ferieophold i Italien uden at prøve en ret med spagetti og kødsovs.
   Efter at "Lady and the Tramp" var blevet en succes, steg den Italienske eksport af spagetti med 1000%. Mange medlemmer af den italienske regering som havde haft store huller i deres indtægter efter at fascisterne var fjernet, fik nu hullerne i deres økonomi fyldt op igen. Det er Heldigvis aldrig sket for de italienske politikere, at de har måttet undvære deres biindtægter i en periode længere end under krigen.
   Alle som er vokset op i 50erne elsker stadig "spagetti". Men alle som var fædre i 50erne truer stadig af skyerne med en knyttet næve i håb om at Gud som de tror gemmer sig bag dem, hører deres vrede. De tror stadig at Paven i Rom og Gud har lavet en sammensværgelse som skal holde alle voksne mænd borte fra sovs og kartofler. Selv om præsten stadig siger "giv os i dag vort daglige brød".