Max Mortensen var en bandit. Det mente de fleste i hvert fald. En af dem som man elsker at hade. Men selvfølgelig havde han også en anden side, ellers havde han været totalt uudholdelig. Men den side viste han først, når man havde lært ham lidt bedre at kende.
   Han var vokset op som søn af den lokale tømrermester i en lille landsby. Her var den eneste sport man dyrkede at snyde i skat, og ellers i det hele taget skjule så meget som mu­ligt, for alle dem som "snuser rundt".
   Han var en mand, som altid havde kaldt en skovl for en skovl (lige indtil han en dag faldt over en). Hvis nogen spurgte ham om moms og skat, så var svaret altid. "Ja, det er ligesom aldrig rigtig slået igennem herude." Han kunne lide kød, sovs og kartofler, øl og brændevin, og så var han rigtig god til at fortælle historier. Han var også altid på pletten der hvor der skete noget, og hans annonce i telefonbogen "Ring først til Max, så kommer jeg straks" passede faktisk -, bare ikke når det gjaldt arbejde.
   Max følte sig forfulgt af kommunen og skattevæsenet. Han ejede et lille tømrerfirma, men arbejdede næsten udelukkende med sine egne ejendomme, som han opkøbte på tvangsauktioner.
   Første gang jeg mødte Max, var kort tid efter at jeg var startet som byggesagsbehandler hos kommunen. Jeg havde overtaget en Max Mortensen sag fra en kollega, som var blevet syg. Det drejede sig om en ombygning af en meget stor lejlighed på toppen af en boligblok. Lejligheden var så stor, at vi havde stillet krav om, at den skulle opdeles brandnæssigt.
   Dengang havde jeg hverken hørt om Max eller set ham, og jeg var derfor helt uforberedt på at møde ham. Efter at have været på tilsyn det meste af eftermiddagen, skulle jeg syne den brandadskillelse, som havde været nødvendig for at gøre hans kæmpestore lejlighed lovlig. Jeg havde mistanke om at noget var rivende galt. Tegningerne havde været noget fusk.
   Efter at have ringet på døren flere gange, åbnede Maxes samleverske døren på klem. Hun forklarede, at hun skul­le i byen med Max, så snart han kom hjem. Men hvis jeg selv kunne finde rundt, og kunne klare det hurtigt var det i orden. Jeg gik straks i gang. Jeg gik fra rum til rum. Men selv om jeg gennemgik rummene nøje fandt jeg intet.
   Til sidst ville jeg syne brandadskillelsen, som var en brandvæg mellem soveværelset og børneværelset. Det var ikke muligt at se væggen, for Max havde stillet skabe på begge sider af væggen fra gulv til loft. Derfor fandt jeg et skab uden hylder hvor jeg kunne komme ind og hvor det måske var muligt at se væggen. Netop da Maxes samleverske var færdig med at bade og hun var på vej ind i soveværelset med et håndklæde omkring sig, hørte jeg fordøren gå. Kort tid efter stod Max i sovevæ­relset. Jeg hørte ham gispe efter vejret. Derefter skreg han mod mig - "Hva' fan... laver du inde i skabet i mit sove­værelse!".
   Jeg må nok sig at jeg mere end fornemmede, at jeg hav­de ramt hans ømme punkt. Der var slet ikke nogen brandmæssig adskillelse. Ikke engang en væg. Max havde blot stillet to rækker garderobeskabe med ryggen mod hinanden som adskillelse mellem de to rum ,der hvor der skulle have været en brandvæg. Jeg var blevet stående inde i skabet, og da Max stillede sig hen foran det, bankede jeg betyd­ningsfuldt på skabets bagbeklædning, så han kunne se, at jeg havde opdaget det han prøvedet at skjule. Derefter vendte jeg mig langsomt rundt, og stirrede ham direkte ind i øjnene - "Der er ingen brandmæssig adskillelse, og bagbeklædningen i garderobeskabet er ikke en godkendt klasse 1 beklædning, og derfor ikke tilstrækkelig som vægoverflade i henhold til BR-S 98, afs. 6.7.4 stk. 5. Jeg beklager, men du får ingen ibrugtagnings tilladelse, før det er bragt i orden."
   Max gav et brøl fra sig og råbte "Forbandede kommunale belurer svin". Han løb hen og brækkede et ben af en stol, og løb efter mig rundt i stuen indtil det lykkedes mig at slippe ud.
   Sjældent har jeg set nogen blive så vred over at få et påbud om at overholde bygningsreglementets bestemmelser. Dengang kendte jeg ikke Max og tænkte, at jeg nok ville få svært ved at få ham til at lave den brandmassige adskillelse.
   Måske skulle jeg hellere få hans samlever til at bestille en håndværker, en dag han ikke var hjemme.
   - Ellers ville han bare hidse sig op igen.