Jeg havde sat mig ud for mig selv et øjeblik i fred og ro, for at prøve at gennemgå det jeg havde lært på det kursus jeg havde været på dagen før. Kurset skullet få alle til, at blive bedre til at dele ud af egne erfaringer, og selv lære af andres. Måske kunne jeg endda finde en opgave hvor jeg kunne bruge det jeg lige havde lært til en praktisk opgave.
   Jeg kom til at tænkte på, hvordan det var gået med andre tilsvarende kurser jeg havde været på tidligere. Et par af dem havde forværret arbejdsklimaet, og resten var aldrig blevet gjort færdige. Kursuslederen havde forklaret, at virksomhederne nu øgede kravene til deres ansatte så hurtigt, at mange kursuser i dag var forældede allerede inden deltagerne var nået halvvejs i forløbet. Derfor skete det nu ofte, at et kursus blev afbrudt, fordi det ikke gav mening, at undervise i noget som allerede var forældet.
   Hvorfor var det vi havde lært tidligere så ikke blevet en del af min måde at løse opgaverne på? Var jeg mon for dårlig til at overføre resultaterne fra kurserne til mine arbejdsrutiner? Hvorfor brugte jeg f.eks. ikke de resultater jeg havde opnået i at stole på andre, fra et af de seneste kurser jeg havde været på. Jeg havde skullet famle mig frem med bind for øjnene i en skov? Kunne det mon skyldes, at den tillid jeg havde vist min hjælper, som skulle sikre at jeg ikke faldt i en mose eller løb ind i et træ, var fuldstændig ubegrundet?
   Næste dag forsvandt al min bekymring dog straks ved kursuslederens indledende ord. Hun fortalte, at vi efter kurset ville komme til at tænke på en helt ny måde. Desuden havde hun fortalt, at der ville være en indbygget bonus i form af aha-oplevelser. Jeg huskede at sidste gang menneskeheden havde lært at tænke på en helt ny måde, var da den logiske tænkning opstod, og det havde taget hele den græske tidsalder. Derfor erklærede jeg mig straks villig til at ofre et kvarter i ny og næ, ved tanken om at skulle høste frugterne af en proces som var igangsat af Platon og Aristoteles.

Nu hørte jeg min kone udenfor badeværelsesdøren. Hun bebrejdede mig at jeg havde vendt toiletrullen den forkerte vej. Jeg syntes nu ellers, at den vendte den rigtige vej. Hov, - her havde jeg fat i en af tilværelsens helt store klassiske problemer. Kunne jeg løse den opgave måtte kurset have bevist sit værd.
   Jeg genopfriskede nu hurtigt hovedpunkterne. Kursuslederen havde først fortalt os det teoretiske indhold og derefter givet os to øvelser.
   Den første øvelse bestod i at sende et hold på 12 personer gennem hvert sit 40 x 40 cm hul i et lodret udspændt net i et håndboldmål. Øvelsens pointe viste sig først efter at de yngste elegant havde kastet sig gennem de nederste huller i nettet. Kort tid efter stod det nemlig klart for os alle, at er man i stand til, at løfte en 60årig, overvægtig, blufærdig dame i nederdel og strømper op i 2 meters højde og presse hende vandret gennem et 40 x 40 cm hul uden at røre nettet eller såre en eller flere af hendes følelser - er man i stand til at klare alt.
   I den anden øvelse skulle vi bygge med LEGO klodser. Vi måtte ikke tale sammen og fik små sedler med "Det er kun dig der må bygge i første lag" eller "Du er den eneste der må bygge med røde klodser". Det stod hurtigt klart, at opgaven viste, at vi uden at kende de andres arbejdsfunktion blot arbejder løs og tænker at det er de andre som intet har forstået. Opgaven gav mindre mening end den første.

Men pludselig fik jeg den aha bonus oplevelse jeg var blevet lovet. For udviklingen af LEGO-klodsen er jo det klarest lysende danske eksempel på udviklingslærens fortsatte gyldighd også i et industrisamfund. Da Seniors stol begyndte at vakle under ham engang i slutningen af 1920erne, skar han en liste op til brug som opklodsning under stolen. Hver gang klodserne væltede byggede Junior dem hurtigt op igen.
   Da Junior overtog stolen købte han en ny, men han huskede sin glæde ved at lege med klodserne. Han gik derfor straks i gang med at producere og videreudvikle dem.
   Man kan sige, at Junior, i det som Senior blot så som en klods om benet, så den vej som førte ham til succes.
   Først når man fuldt ud har sat sig ind i omfanget af det kolossale arbejdet som ligger bag udviklingen af LEGO-klodsen, og forstået dens evne til at udvikle børns rumlige opfattelse, kombinatorik, idérigdom og finmotorik. Først da kan man fuldt ud nyde synet af et par barn, hvis øjne, efter at have stirret på en af klodserne, pludselig lyser op i en idé, hvorefter barnet putter klodsen ind i munden og oversavle den.
   Hvordan det lykkes for Junior, at udvikle LEGO-klodsen så langt uden at bruge eksperter er en gåde for eksperterne.
   Hele historien om LEGO-klodsen er så velkendt, at kursuslederen blot, - på samme måde som bastskørtet på pigen i en lagkage til en polterabend, straks får alle til at tænke på, at gommen nu snart er bastet og bundet, - kunne have vist os en lagkage med en pige kun iført et skørt af LEGO-klodser, og alligevel ville vi alle have fanget budskabet om den sammenhæng som eksisterer mellem at lære af egne og andres fejl og gode løsninger og udviklingen af LEGO klodsen.
   Men kursuslederen havde valgt at satse. Hun havde stolet på vore evner til selv at nå frem til målet (gid hun havde været bare lidt skeptisk). Det handler jo netop om først at dele de løsninger man finder frem til med andre når man ved at de virker.

Næste dag spurgte jeg nogle af mine kollegaer fra andre afdelinger i kommunen om, hvilke løsninger de havde haft mest succes med. Da de hørte at det drejede sig om hvilken vej toiletrullen skulle vende, sagde de at det problem kendte de godt, men at det nok alligevel var et af de problemer som det var nemmest at "vende" sig til.
   I Familierådgivningen tog de udgangspunkt i deres mest benyttede løsning. De foreslog "dele toiletpapir". Manden bestemte retningen i de ulige uger og kvinden i de lige uger.
   I bistandsafdelingen mente man, at der ikke var nogen grund til at favorisere andre end de mest trængende.
   EDB medarbejderne anbefalede stærkt, at man helt gik væk fra papir og i stedet fandt en elektronisk løsning.
   Vejsektionens anbefalede vejdirektoratets standardløsning i tilfælde hvor to parter er ubøjelige. Nemlig dobbeltløsningen som f.eks. er brugt til de to nordjyske motorveje og storebæltsbroen, -tunnelen.
   Nu sad jeg og tænkte, at en opgave kan løses på flere måder og at den løsning som tilsyneladende er den rigtige måske ikke altid er den bedste.
   Jeg funderede stadig mens jeg betragtede de to toiletpapirholdere som sad side om side - nu igen med papiret vendende hver sin vej.