"Det du siger, er det at vi aldrig skulle være taget herop?"
   "Ja det er jo det jeg altid har sagt," sagde Thomas. "Som den ældste burde du have vidst bedre."
   Edward McGregors højre pegefinger havde fundet noget oppe i næsen, som han nu gravede lige så ivrigt efter, som var det en af de guldklumper han håbede at finde i deres fælles guldmine et stykke oppe på bjerget.
   "Alt det du sagde dengang om guld, rigdom og masser af piger, blev jo aldrig til noget. Her er jo heller ikke nogen af delene."
   De to brødre var stukket af sammen til Alaska for mere end tredive år siden for at grave guld og blive rige. Nu havde de lige rundet de tres, stadig uden at havde prøvet at være rige.
   De var begge stamkunder på "The Golden Hope". Ejeren John Johnson svingede den løse del af bardisken op og kom ned og stillede to drafts midt på bordet. Han kunne ikke lade være med at drille Thomas.
   "Du har da ellers besøgt Elsie nede på hotellet i Bear Creek nogle gange."
   "Elsie tæller ikke," råbte Thomas straks. Han var rød i hovedet. "Hun er ikke nogen rigtig kvinde"
   "Hun er da en rigtig kvinde, ellers var du sgu da aldrig taget derned."
   "Nej hun tæller ikke. Elsie har ikke form som en kvinde. Hun har slet ingen form og hendes alder, ja og duft. Det trækker alt sammen så meget fra i oplevelsen, at hun ikke tæller for en rigtig kvinde."
   "Men stadig . . . ?"
   "Ja men der er jo ingen anden."

Den næste dag måtte Edward vente længe på at Thomas dukkede op ved stambordet. John og flere af de andre stamkunder var henne at spørge, og Edward måtte hen til vinduet flere gange for at se efter ham.
   Det var nemt at overskue byen herfra. Hovedgaden var den eneste gade i byen, og overfor "The Golden Hope" lå butikken med kolonialvarer, foderstoffer og trikotage, som mest bestod af arbejdstøj i rigelige størrelser. Spredt rundt om herunder var så de 30-40 træskure hvor guldgraverne boede. Længere nede ad bjerget lå kirken, og endnu længere nede kunne man lige ane Bear Creek som både havde hotel og jernbanestation. Edward spejdede ned ad gaden og op ad bjerget, men da Thomas stadig ikke var i syne, satte han sig igen ned til stambordet. Her faldt han i snak med præsten Tom O'Malley. Han kom en tur hver dag for at få et glas vand med lidt anis. Det skulle lindrede hans mavesmerter.
   Pludselig blev døren revet op, og Thomas kom stormede tværs gennem lokalet med et vildt blik i øjnene.
   "GULD! GULD I SPANDEVIS. Vi må straks have fat i nogle pigebørn. Vi må af sted -, jeg har fundet masser af guld. Vi er rige Edwart, stinkende rige."
   "Rolig nu," sagde Edwad,. "Stinkende rige. Jo tak det mærker jeg, men du vil vel ikke af sted i dit gamle arbejdstøj. Tag nu først en dyb indånding og fortæl mig så roligt hvor meget guld du har fundet?"
   "Jeg vejede det til at der var for over 4 millioner dollars, men der er mere endnu -. Men kommer du så snart, vi må af sted nu og finde et sted hvor der er nogle piger."
   "Rolig, rolig. Du vil vel ikke betale pigerne i rent guld."
   "Så find ud af hvordan vi gør. Jeg tager et hurtigt bad imens."
   Nu blandede O'Malley sig.
   "A-hem. Thomas, som din præst må jeg advare dig. Synet af en ung kvindes krop kan svække en mands sunde dømmekraft. Det som du er i færd med nu, har mange prøvet før dig. De er vågnet op igen uden piger og uden guld et par dage efter. Derfor beder jeg dig om, at tænke på at det vil være langt bedre for dig, at få en kone som kunne klare alt det huslige og som altid var der for dig."
   "Ja og til langt billigere penge," tilføjede Edward. "Tænk over det. En kvinde dag og nat resten af livet".
   Thomas begyndte nu at overveje det de havde sagt.

"Du må hjælpe mig!" sagde Thomas nu til Tom. "Du har læst bøger og må vide hvordan en mand gør når han vil finde sig en kvinde at gifte sig med?"
   Tom rømmede sig nogle gange.
   "A-hem, a-hem. Normalt finder man hinanden gennem fælles bekendte, og man kan først overveje at indgå ægteskab efter at have kendt hinanden en tid. Jeg har hørt at årsagen til at gifte sig kan være den glæde man finder i at tilbringe tid i hendes nærvær, hendes gode manerer, hendes properhed og evne til at føre et hushold og endog at nogle kvinder kan udstråle en vis ynde."
   "Ja og mange andre skønne ting," tilføjede Edward imens han blinkede til Thomas for at få ham til at blive lun på tanken.
   Tom fortsatte:
   "A-hem, a-hem. Men her er tingene jo ikke normale. Blot et rygte om at en kvinde vil komme til området medfører, at alle mænd i området straks opfører sig underligt og begynder at vaske sig."
   "Sludder," sagde Thomas." Enhver ved da, at mænd ikke i sig selv føler nogen trang til renlighed. Rigtige mænd lugter af tjære, tobak, armsved, tis og dieselolie."
   "A-hem, a-hem. Jeg erindrer et veldokumenteret eksempel her fra Alaska i 1922. Dengang gik der, i et større område, rygter om, at der snart ville ankomme en kvinde. En gammel guldgraver ville pludselig pynte sig, og blev lagt i blød i et kar. Efter et døgn var han blødt så meget op, at man fandt en gammel undertrøje som havde været helt dækket. Manden døde senere af sygdomme som han pådrog sig efter at undertrøjen var fjernet. Renlighed var ham ingen gavn.
   "Det sker ikke her, her kommer ingen kvinder," sagde Thomas. "Men hvad kan jeg gøre?"
   "Du må sætte en annonce i en af de store aviser," sagde Tom.
   Det havde Thomas ikke tænkt på før, og det satte ham i gang med at gruble.

Den næste dag vekslede Thomas frem og tilbage mellem arbejdet i minen og arbejdet med at skrive en annonce til avisen. Efter fyraften skyndte han sig ned til "The Golden Hope" for at vise det han havde skrevet til Edward og Tom.
   Thomas begyndte at læse: "Ungdommelig guldgraver med stor formue søger ung dames bekendtskab. Sammen vil vi..."
   "Stop, stop," sagde Edward. "Det der går slet ikke. Det er en annonce efter en til at komme og hente det hele. Og så alle de ord. Har du tænkt på hvad det koster i en rigtig avis"
   Nu blev annoncen gjort noget mere realistisk og jordnær:
   "Ældre guldgraver med orden i økonomien søger bekendtskab med dame i passende alder. Du skal kunne lave mad og holde hus.
   Mød mig på perron 1 på Banegården i Bear Creek, søndag den 1. maj ved middagstoget. Thomas McGregor."
   På dagen mødte Thomas op en time før toget skulle ankomme. Han var nybarberet og nyklippet og iført et nyt jakkesæt. Efterhånden som klokken nærmede sig ankomsttiden for middagstoget, blev perronen efterhånden fyldt op af mænd, som havde gennemgået samme forvandling som Thomas. De håbede på, at der ville falde lidt af. Optrinnet havde også tiltrukket mange nysgerrige fra byen, her skete der jo ikke så meget.

Endelig fik Thomas øje på toget. Nu kom det øjeblik han havde ventet på i snart en hel måned.
   Toget rullede nu ind på perronen, dørene gik op, og ud af døren i den midterste vogn steg først to mænd. Begge var tilsyneladende forbløffede over det store fremmøde af festklædte mænd.
   Thomas stirrede på alle døråbningerne. Pludselig steg der en lige så forbløffet ældre mand ud af en af de andre døre. Herefter var der ikke flere som skulle af. Dørene smækkede i og toget kørte videre.
   Skuffelsen stod malet i Edwards ansigt, og de bristede forventninger var også tydelig i alle de andre nybarberede ansigter.
   På vej hen ad perronen så han pludselig Elsie nede fra Hotellet.
   "Nå hvordan gik det så," spurgte hun.
   "Der mødte ikke en eneste op," sagde Thomas skuffet.
   "Jo der gjorde," sagde Elsie.
   "Jeg mødte op."

To uger senere velsignede Tom dem i kirken, og langt ud på natten kunne man stadig høre mændene danse kædedans oppe på "The Golden Hope".