I dag ligger her en stor frugtbar halvø, men for rigtig mange år siden var her et helt andet land med et helt andet landskab. Her herskede de fire vinde, Den kolde nordenvind, den svage østenvind, den lunefulde søndenvind og den stærke og vedholdende vestenvind.
Landet var ubeboet, goldt og ufrugtbart, men midt ude i alt det golde stod der en rose. Rosen havde otte kronblade, og de fire største blad pegede hver i en af de fire vindretninger. For rosen var en vindrose, og hele dagen blæste vindene imod den lige indtil de lagde sig ved den til aften.
Kulden i nord have taget landet mod øst, og gjorde nu krav på vindenes land. Kulden sendte to hære af is af sted mod Vindrosen. En fra nord og en fra øst. Vindene ville forsvare deres områder, men Nordenvinden og Østenvinden blæste samme vej som de to ishære, og kunne ikke vende sig imod dem. Vestenvinden, som var den stærkeste af dem alle, ville ikke have isen ind på sit område, og han havde ikke tænkt sig at give op så let. Vindrosen kunne ikke hjælpe hvor gerne den end ville. I stedet skrev den et vers, for at kunne håne isen, hvis den kom.
 
Kom is fra øst,
kom is fra nord.
Men ej forbi mig,
hvor jeg bor.
 
Da isen nåede Vindrosen, gjorde Vestenvinden straks modstand. Han havde hentet varm luft ude over havet, og blæste den nu langs iskanten på den is som kom fra nord og ind i isen fra øst. Han magtede kun lige at holde stand mod isen, og derfor blev han nødt til at finde sig en hjælper.
Søndenvinden ville gerne. Hun skulle føre varm luft op nede fra syd. Men for hende var Vestenvinden blot endnu en tilbeder. Selv drømte hun om Etesian, en græsk meltemin, som havde vist hende sin styrke ved at piske det sydlandske øhav op i solnedgangen, mens kykloper og sirenerne så på.
Da kom han i tanke om Havgusen. Godt nok var hun både gammel og krumbøjet, men man skulle ikke tage fejl af hende. Hun var stadig i fuld vigør og han kendte ingen som var mere stædig end hun var. Trods sin alder var hun stadig drillesyg og lige så forfængelig som en ung pige.
Havgusen var glad for besøg, men når nogen kom til hende, fandt hun altid på noget at skræmme dem med. Hun havde altid kun gjort det hun selv ville, og nu ville hun gerne hjælpe Vestenvinden mod Kulden, for Kulden havde ofte jaget sin kulde som issyle ind i hendes gigtsmertende led.
Hun var svær at omgås, og derfor bad Vestenvinden hende kun om hjælp, når det var absolut nødvendigt. Først vækkede han hende forsigtigt, for ikke at gøre hende mere vranten og vrissen end nødvendigt. Derefter lod han hende overstå sit omfattende toilette.
Når hun så, efter en tid, meddelte ham, med skinger stemme, at hun var klar til at tage af sted, løftede han hende op på sin ryg. Her plejede hun pludselig at komme i tanke om at hun måtte have sin gamle sorte havhankat med sig som selskab. Så kunne den varme hende, hvis gigten blev for slem.
Vestenvinden måtte storme af sted efter havhankatten med Havgusen på ryggen, og prøve at indfange den uden at blive bidt af det hidsige bæst. Imens råbte Havgusen højt op om, at han ikke måtte gøre kræet fortræd, og Havhankatten sprang af sted for ikke at miste endnu et af sine syv liv.
Havgusen var som forvandlet. Hun jublede og sporede ham ved at jage sine hæle ind i hans flanker, legesyg og forfængelig som hun var. Vestenvinden måtte tåle hendes ydmygelse. Efter en tid stoppede hun dog sin leg, så de sammen kunne komme af sted for at smelte iskanten.
Når alt var klar, kom de unge Havgasser frem bag Havgusen. For det er Havgasserne som frembringer "havgusen". Havgusen består af en klistrende saltholdig væske som forstøves til en tåge når havgasserne synger og spiller på deres vindharper.
Selv den hårdeste is smeltede når først Havgusen kommer til. For ingen slipper godt fra at fornærme hende. Ellers ved hun at hævne sig. Overalt hvor hun færdes får hun is til at smelte, jern til at ruste og de træer og planter som hun ikke kan lide til at tæres op.
Isen fra nord kom aldrig længere mod syd, og isen fra øst aldrig længere mod vest, end til det sted hvor vindrosen stod. Isen formåede ikke at trænge ind i Vestenvindens område. Alligevel opgav isen først efter 10.000 år. Stedet ligger i dag midt i hovedlandet for enden af en slugt hvori der ligger en sø.
Kulden har ikke siden turdet gå så langt mod syd. I stedet hævner han sig hver vinter på Vestenvinden ved at lade ham øge den kulde han spreder ved at køle den yderligere inden den rammer menneskerne. Han står også altid på spring med sine issyle rundt om alle hjørner med læ.
Alt ude mod vest må kunne tåle den stærke og vedholdende Vestenvind, som blæser alt det vind og skævt som står fast i det grålige sand, som gør det ud for muld derude. Alt det andet, som enten ikke kan stå fast, eller som ikke har tilstrækkeligt mange rødder, blæser den videre mod øst.
Vestenvinden og Havgusen er blevet en del af folkesjælen her. Beboerne har levet så længe med Vestenvinden, at de ikke blot lever med den, men også har lært sig at udnytte dens kraft. På det sted hvor vindrosen engang stod, står der i dag en stilk med en trebladet rose som er udformet hertil.